Alene

Jeg sidder ude i regnvejr. Det lyner og tordner omkring mig. ’Duften af tordenvejr’ er det eneste der udfylder min lugtesans. Når jeg lader blikket glide rundt er alt jeg kan se, en øde parkeringsplads, og to mægtige bygninger. De eneste fartøjer som befinder sig på den enorme parkeringsplads, består af 2x indkøbsvogne, 1x forladt scooter, og en cykel der ligger væltet ved siden af vognskuret. Regnen larmer blidt på det tag jeg sidder i læ under. Selv om jeg nåede at blive lidt våd inden jeg fandt mit lille skjulested, fryser jeg ikke. Her lummert – men på en dejlig måde. Jeg føler en dyb ro i sindet, når jeg sidder her, skønt her er dystert. Det slog mig, at der er begyndt at blive hurtigere mørkt igen. Det er på en måde trist. Det minder mig om at den faretruende vinter atter er ved at snige sig ind på mig. Regnen tager yderligere til…

Jeg har lige været på arbejde. Jeg dummede mig rigtig i dag. Af en eller anden grund har jeg kappet en time af mit liv af. Klokken 15:00 eksisterer åbenbart ikke længere. Jeg troppede nemlig op på arbejde klokken 15:00 i den tro at klokken skulle være 16:00. Mine kollegaer stirrede lidt underligt på mig da jeg pludselig stod dér påklædt.
Medarbejder: ,, Hvad laver du her Simone? Skal du møde nu?”
Simone: ,, Ja… Klokken 16:00…”
Medarbejder: ,, Men Simone… Klokken er kun… 15:00”
Simone: ,, …” *meeeep*
Heldigvis fik jeg lov til at møde tidligere ind. Så fik jeg da tjent lidt ekstra penge. Men jeg må indrømme at jeg er ret smadret, for jeg har slet ikke fået andet end en bolle at spise hele dagen. Jeg havde jo sovet hjemme hos Mikkel i nat, men det viste sig at han hverken havde morgenmad, eller noget man kunne tage med på madpakke. Tro mig. Det var en bummert. Han havde ikke engang noget sukker til min kaffe. Det var trist. Så jeg måtte drikke kaffe uden sukker (som jeg altså ikke kan lide), bare for at jeg kunne vågne lidt op her til morgen. Jeg behøver vel ikke at fortælle at som bivirkning på ingen føde i dag, fik jeg en ret slem hovedpine sidst på dagen. Det er dog gået lidt væk, ved at sidde herude i den friske luft. Hvilket minder mig om at regnen virkelig har taget til nu! Den går faktisk helt amok. Det lyner og tordner også helt vildt nu (der gik 2 sekunder fra det lynede til det tordnede denne gang). Og regnen begynder endda at finde vej ind under mit læ sted fordi kloakkerne ikke kan tage al den vand – og jeg befinder mig endda på en lille forhøjning.

Nu har jeg snart siddet hér ude og ventet i en time. Mikkel kommer og henter mig i bil. Men hans far, som han skulle låne bilen af, er åbenbart forsinket, så jeg kan risikere at skulle sidde her i yderligere 20, måske 30 minutter. Det er ikke helt gennemtænkt (men jeg er selv skyld i jeg sidder her). Men så længe jeg kan befinde mig her, på min fredfyldte plet, så går det hele nok. Kulden er dog ved at trænge sig ind på mig. Den sniger sig op under min skjorte, op langs min rygsøjle, og får selv de mindste af mine nakkehår til at rejse sig. Men når jeg ser mig omkring er det lige meget. Det er en dejlig fornemmelse at være 100% alene. Ingen bevæger sig ud i dette værd – og lige nu værdsætter jeg det faktisk utrolig meget. Mit hjerte er ved at svulme op som en svamp i vand, ved alle disse sanse indtryk. Denne fornemmelse af ro, og ensomhed er… Jeg tror ikke jeg kan sætte ord på det. Men det er som sagt behageligt.

Jeg tror at jeg vil slukke computeren og sætte mig i komplet ro, og nyde lyden af regnen, og fornemmelsen af ro. Jeg tror jeg vil sidde her og betragte hvordan hele verden bevæger sig forbi mig, uden egentlig at forandre sig…

… Jeg blev hentet ca. 10 minutter efter… Da jeg kom hjem fik jeg lidt at spise, prøvede at få mit internet til at virke, og gik så ellers i seng.

Written by

1.719   Posts

Ejer af microcut.dk.
View All Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.