Will truth set me free?

Jeg er måske en smule i mit vemodige hjørne i dag. Måske er det bare det tænksomme. Uanset hvad, funderer jeg en del i dag. Mine tanker kredser umiddelbart omkring kærlighed, venskaber, og viderer til de direkte modsætninger; isolation, og ensomhed. Det lyder allerede deprimerende. Sådan skal det ikke opfattes. Min blog er trods alt mit frirum. Mange gange burde jeg måske optræde anonymt – og det ønsker jeg nogengange at jeg havde gjort. Jeg siger ofte at jeg ikke vil censureres, men det føler jeg dog alligevel af og til jeg bliver nødt til. Jeg bliver nødt til at ligge bånd på mig selv, fordi folk jeg kender IRL der læser med på siden ikke skal misforstå eller blive stødt over noget jeg skriver. Men trods den begrænsede censur, er bloggen her som sagt mit frirum. Her vil jeg have plads til at skrive den ene ligegyldige tankestrøm ned efter den anden. Men igen… For ikke at på nogen måde fortvivle nogen vil jeg gøre det klart at dette blogindlæg ikke skal opfattes som noget dybere end en ligegyldig fundering – for det er hvad det er. En tanke der skal gives afløb for.

Det er gået op for mig at jeg af og til er et meget isoleret og ensomt menneske. Jeg har ikke mange venner, for jeg har sjældent energien til at vedligeholde et sådant venskab. I dag er man nødt til at være i kontakt 24/7 for at være rigtige venner, og det er noget jeg ganske enkelt ikke magter. Selvfølgelig er jeg ikke helt alene i verden, og jeg har da også nogle venner… Men jeg er sjældent sammen med nogen. I dag er en af de dage hvor jeg kan mærke ensomheden snige sig ind i marv og ben. En dag hvor man kan se op i mod himlen, se skyerne drive forbi, og tænke at det hele er utroligt meningsløst. Denne følelse bliver ofte forstærket af den pessimistiske holdning jeg i forvejen har til uddannelse, relationer, og i det hele tiden fremtiden. Jeg ved godt at jeg reelt ikke ER ensom, og der ingen grund er for mig til at føle tilværelsen er en meningsløs zone af tidsfordriv, men af og til rammer følelsen mig.

Den ensomhed og isolation jeg føler er 100% selvforskyldt. Jeg har haft alle muligheder for at have en kæmpe vennekreds i dag, men min egen dovenskab, angst for at tabe ansigt og ikke mindst mistillid til andre mennesker har spændt ben for mig. Jeg har i dag ikke nogen venner eller veninder jeg føler at jeg kan ringe til hvis jeg er i nød. Ej heller føler jeg at jeg har nogle venner eller veninder jeg kan blotte min følelser for, og græde ud på deres skuldre. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen venner jeg stoler på, men fordi jeg ikke føler jeg fortjener deres sympati og hensyn – Jeg viser jo ikke selv dem nogen af de to ting. Jeg har distanceret mig fra det man kalder fællesskabet, og kun af og til kan jeg sidde og fortryde det, for er jeg endelig en del af en gruppe føler jeg aldrig at jeg passer ind.

Jeg er ikke deprimeret, og disse følelser er langt fra noget jeg føler dag ud og dag ind, men alligevel syntes jeg ikke at det er noget jeg selv bør lade mig gå forbi. Følelsen kan være et preg om at det er på tide at jeg ændre livsstil, og måde at begærde mig blandt andre mennesker på. Det betyder måske bare at jeg skal prøve at blive en del af min klasse når jeg starter på University college d. 1 september, i stedet for at distancerer mig fra den, for at holde fast i hvem jeg tror jeg er. Et vip med en vognstang. Jeg er så privilegeret at jeg næsten altid før nye chancer. Måske er det på tide at jeg griber den?

Jeg ville være kommet ind på noget omkring kærlighed… Men det vil jeg ikke alligevel i denne omgang. Jeg skrev det overstående da jeg stadig sad i Hjørring. Siden da er jeg blevet rystet godt igennem og er kommet med toget hjem til Aalborg. Jeg gør mig en tur, og senere tager jeg måske over til min bror… Lige nu har jeg bare lyst til at gå en tur og lytte til musik.

Written by

1.719   Posts

Ejer af microcut.dk.
View All Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.