Kan folk forandres?

Jeg har faktisk funderet over dette indlæg i en længere periode. Mest fordi jeg har været meget for og imod om folk kan forandre sig. Mest fordi der er mange ting som spiller ind. For eksempel har jeg svært ved at tro på, at en seriemorder kan forandre sig til det bedre, og ikke have trangen til at tage et andet liv – men det skyldes jo i mange tilfælde at personen har et sygt sind. Derfor har jeg bestemt mig for, at snævre det lidt ind, og forholde mig til den generelle befolkning. Dig og mig.

Ja. Folk kan forandre sig, i mere eller mindre grad. En person der altid har haft tildens til at være utro, kan stoppe adfærden. En person som altid har været mobber, kan stoppe adfærden. Nogen gange har man bare ikke lyst til at indrømme, at de mennesker omkring én, som har været mere eller mindre modbydelige, kan blive bedre mennesker! Selvfølgelig er der desværre nogen, som aldrig bliver god ved dem omkring dem, men jeg tror langt størstedelen af os, vokser og bliver bedre mennesker dag for dag – hvis forholdene til at “skabe” et godt menneske blot er tilstede!

Selv har jeg i gennem mit ellers stadig korte liv, gennemgået mange forandringer. Det er i hvert fald det indtryk jeg selv har.

Jeg startede mit liv ud, som en glad pige, med mod på livet. Ja faktisk mod på det meste, som jeg husker det. Jeg elskede at gå i skole, og jeg elskede at have det sjovt med jævnaldrende. Jeg elskede at være god ved andre, og forsøgte altid at sætte andre før mig selv. Jeg elskede når folk kunne lide mig, og prioriterede derfor andres behov højere end mine egne. Lige meget hvor meget jeg blev skuffet over andres måde at behandle mig på, bar jeg ikke nag. Men sur kunne jeg nu godt blive. En rigtig hidsigprop har jeg vel altid været ^_^

Men der hvilede en skygge over mig. Jeg lærte den først lidt at kende omkring 8 års alderen hvor min morfar døde. Jeg husker jeg var utrøstelig, og træt meget af tiden. Jeg havde mange drømme omkring min morfar efter han var død, og jeg følte han talte til mig når jeg sov. Jeg var også vred. Vred over at min morfar, som betød mere for mig end nogen andre, ville forlade mig på den måde – og så pludseligt. Min verden var blevet mørk, og jeg følte aldrig jeg kunne gå tilbage til at være mig selv igen.

Jeg husker ikke hvordan jeg blev glad igen, og om hvor lang tid jeg var så nedtrykt. Men savnet til min morfar, og den triste fornemmelse i maven ved tanken om ham, har aldrig forladt mig. Men livet fortsatte.

Jeg var en frisk pige, med masser af mod på livet, da jeg ramte de tidlige teenageår. Jeg var en drengepige, som nødt at spille fodbold, og lege udenfor. Det var også da jeg var omkring de 10 år, at min interesse for computere startede for alvor (i særdeleshed hjemmesider). Det var især fordi, min storebror på daværende tidspunkt stadig var mit største forbillede. Jeg ville være præcis som ham. Dengang følte jeg mig altid som mindre værd end min storebror. Ikke fordi jeg blev behandlet anderledes derhjemme (jo – måske havde jeg det endda sommetider endnu nemmere end han), men fordi han var klogere og dygtigere til alting.

Min store fascination af min storebror (som er endnu mere en hidsigprop end jeg!), gav mig mod til at have mere modstandskraft, og ikke finde mig i alt. Jeg brugte dog for det meste kun, dette mod til at “beskytte” mine venner og veninder – sjældent mig selv, og mit eget ry.

Men alt forandrede sig. Jeg forandrede mig.
Jeg husker et skelsættende øjeblik i mit liv. Det lyder måske ikke som noget – men for mig, betød det alt! Jeg var som barn en pleaser –  jeg ville så gerne have at folk omkring mig kunne lide mig, så hvis jeg fx. havde slik med delte jeg det hellere ud end at spise det selv. Desuden var jeg en undskyldning for mig selv. Selv når jeg vidste det ikke var mig der havde gjort noget forkert, sagde jeg undskyld. Trådte en mig over tæerne sagde jeg undskyld. Og det gik folk på nerverne! Det havde fuldkommen den modsatte effekt af, hvad jeg egentlig ønskede.
Det som var starten på min forandring, skete en dag i skolen. Vi skulle spille et spil, kaldet “kort og godt”. Skolen havde ikke råd til selve spillet, og vi skulle derfor selv lave kortene. For kort at opsummere, så går Kort & Godt, ud på at, at man sidder i en rundkreds, og skiftes til at trække et kort. På kortet man har trukket står så et udsagn, fx. “Jeg syntes du er højtråbende” – man skal herefter give kortet til den man syntes det passer til, og derigennem bearbejde de problemer i en klasse man måske til daglig ikke tør snakke om.

Jeg modtog 5-10 kort, som var skrevet specielt til mig, hvorpå der stod; “Du er for sød”. Det knuste min verden, at lytte til, hvorledes folk rent faktisk syntes det var irriterende, og de ting jeg gjorde slet ikke var godt for nogen.

Jeg ved ikke om det var en beslutning jeg tog, eller om det var en naturlig forandring, men jeg ændrede mig. Jeg ville ikke længere være en pleaser. Jeg blev i stedet modbydelig, og svarede folk igen – og behandlede faktisk kun mine venner pænt. Derfra gik det næsten kun ned at bakke. Skyggen som tidligere havde vist sig i mit liv, var begyndt at få overtaget over mig, mere og mere. Jeg var før en åben og glad pige, men jeg blev pludselig mere og mere en skygge af mig selv.

Mine forældre blev skilt, og jeg flyttede og skiftede skole. En ny start. En ny mulighed for ikke at være den man trampede på! Jeg var fuldstændig forandret da jeg startede på den nye skole, og jeg kunne ikke kende mig selv. Men ingen kunne sige “Hey Simone – du er ikke dig selv”, for ingen kendte mig – og det gjorde blot, at jeg aldrig rigtig stoppede op, og blev den jeg havde været igen. Jeg ville være vellidt – men ikke for at være sød – jeg ville være en af de piger, som de andre ikke turde sætte sig i mod. Jeg sagde altid min mening, uanset om den sårede andre eller ej.

Men mit liv ændrede sig først efter en hændelse, som skete da jeg var omkring 12-14 år. Det er ikke noget jeg nogensinde kan dele på min blog, og der er kun to mennesker i verden, som jeg har kunne snakke med det om – og aldrig vil det komme over mine læber igen. Det var dråben. Skyggen overtog mit liv, og jeg havde ikke længere nogen kontrol! Mine forældres skilsmisse har altid fået skylden for den depression, som ramte mig i teenageårene – men det havde intet med dette at gøre – det forstærkede blot den manglende kontrol jeg havde over mit eget liv, da der pludselig heller ikke rigtig var de samme faste rammer, som da mine forældre stadig var sammen.

Når jeg husker tilbage på den person jeg var den gang, så hader jeg mig selv! Jeg var så modbydelig! Så destruktiv! Og på trods af, at jeg bar rundt på en facade der sagde “Jeg er den sejeste i verden og jeg elsker mig selv!”, så var jeg i virkeligheden bange, ulykkelig, og slet ikke den pige jeg engang havde været. Jeg blev for hurtig “voksen”, og kunne ikke længere gå tilbage til at være et glad og ubekymret barn.

Jeg blev en konstant vred person, og passede ikke ind, hverken i min 10 klasse, eller min klasse på gymnasiet. Jeg bar råd på så meget had og vred – både til mig selv, og alle de mennesker jeg følte havde svigtet mig.

Men heldigvis! Heldigvis! Forandrede jeg mig igen! Jeg fik den ro, den kærlighed, og den hjælp jeg havde brug for, og har vendt mit liv 110 grader omkring. Jeg er ved at uddanne mig til sygeplejerske – og det passer godt til det pleaser-gen, som altid har været skjult inden i mig. Jeg indrømmer da gerne, at jeg stadig sommetider ikke føler jeg passer ind nogen steder, men jeg er blevet en glad og viljestærk person, som giver udtryk for sine meninger – men ikke for at såre andre, som engang. Skyggen som altid har været i mit liv, følges jeg nu i stedet med, i stedet for at lade den tage kontrollen fuldstændig.

Skammen over min “fortid”, vil altid hvile på mine skuldre, og de ting jeg måtte igennem da jeg havde det allerværst, vil altid være som ar på min krop. Men det er noget man må lære at leve med, for i det mindste gjorde jeg hvad der var nødvendigt; jeg forandrede mig til det bedre!

(Dette indlæg er inspireret af “365 questions“)

Written by

1.719   Posts

Ejer af microcut.dk.
View All Posts

3 thoughts on “Kan folk forandres?

  1. “If you are going through hell, keep going.”

    Vi har alle gjort ting i vores fortid, som vi næppe er stolte over. Men det er vores evne til at overkomme disse hændelser der definere os som mennesker. Du har gjort ting du skammer dig over. Det er fint, for det betyder at du ved det var forkert. Men du har også lært noget af det, og det er vigtigt.
    Og det er alt sammen i fortiden, så ændre det kan du alligevel ikke.

    Det eneste du kan er at ændre din fremtid, og gøre brug af dine erfaringer.

    At indrømme man har været en røv åbner op for den selvtilgivelse som er så vigtig.
    Du var et barn dengang alt det foregik, du vidste ikke bedre. Du er voksen, og du er blevet klogere. Det er evnen til at lærer af vores fejl der definere vores modenhed, ikke vores alder.

    1. Du har ret søde :)
      Men desværre kan alle de ting man oplevede dengang, bare stadig plage én. Både vreden, frustrationen, og skammen… Det er sgu træls. Men ja – heldigvis er livet noget bedre i dag, og langt mere værd at leve!

      1. Det er reelt set heller ikke så lang tid siden.
        Voldsomme og følelsesmæssige begivenheder vil fra tid til anden komme op til overfladen, selv efter mange år. Det tror jeg ikke man kan ændre ved (medmindre man selvfølgelig fuldstændig oprigtigt glemmer dem).
        Men igen, det er hvordan man så håndtere de perioder der egentlig definere hvordan man er.

        Bagagen slæber vi med overalt hvor vi er og uanset hvor vi kommer hen. Det eneste man så kan gøre er at fylde kufferten med en masse gode minder, der kan få dig til at smile på de mørke dage.

        Over skyerne skinner solen for evigt.

        (jeg ved det, jeg er en ren fontaine af citater i dag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.