The Stoning of Soraya M. En film fra 2008, som jeg dog først blev opmærksom på, for et par dage siden. Rene syntes den lød kedelig, da vi læste om den, og den røg derfor tilbage i gemmerne, da jeg første gang stødte på den, på Netflix. Den lød da også en smule langhåret – eller rettere, meget dyb, og med en handling, der formentlig krævede at man fulgte ret koncentreret med. I dag havde Rene så spilledag, med hans kammerat, og jeg bestemte mig derfor for, at se filmen alene… Og hvor blev jeg på alle måder imponeret, forarget, og trist helt ind til benet.

1722c7ce-861a-4857-a44c-2950d10b97f5

Sjældent (Læs: aldrig!), har jeg grædt så meget til en film, som jeg gjorde til denne. For det første omhandlede filmen et emne som på mange måder interesserer mig, og noget jeg advokerer stærkt imod, i alle situationer jeg kan komme til det (!!); Kvindeundertrykkelse. For det andet er skuespillet i filmen så overbevisende, at jeg næsten følte jeg var til stede, under de horrible scener, som udspillede sig. Sidst men ikke mindst var en væsentlig faktor i, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, at denne film ikke alene er baseret på en sand historie, men at det rent faktisk er nogle kvinders skæbne. At den ‘virkelighed’, som kvinderne i filmen står overfor, reelt er mange kvinders virkelighed.

For kort at opsummere hvad filmen handler om, så handler den om Soraya. En kvinde fra Iran. Hendes ægtemand er blevet træt af hende, og han ønsker at ægte en 14-årig pige i stedet. Soraya, kan ikke gennemgå skilsmissen, da hun vil blive forladt med deres to døtre, og det ikke vil være muligt for hende at brødføde dem uden hendes mand. Hun bliver dermed et problem – et problem, som på den ene eller den anden måde må skaffes af vejen, hvilket viser sig at være forholdsvis nemt, i en mandsdomineret verden.

Filmen er ikke for sarte sjæle. Der er brutale scener heri, som rammer dybt i hjertet. Der er ikke lagt fingre i mellem. Der er ingen censurering af brutaliteten, som kvinder som Soraya, må stå ansigt til ansigt med. Det er netop dette der gør denne film så vigtig, og jeg vil opfordre alle til, at se den. Se den, og reflekterer over, om det virkelig er sådan en verden vi vil leve i!

Som en sidste lille sidebemærkning, vil jeg understrege, at trods filmen tager sit afsæt i Mellemøsten, og stening primært er noget vi hører om, herfra, er det vigtigt at huske på, at kvindeundertrykkelse er noget vi ser i hele verdenen i den ene eller anden form, og kun ved at italesætte det, og sætte fokus på det, kan vi begynde at gøre noget for at ændre det.

Om Skribenten

Ejer af microcut.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.