Vi besluttede, at vi i dag ville medbringe noget af det sygeplejeudstyr vi havde med hjemmefra samt en masse legetøj til børnene.

Sygeplejerskerne virkede i første omgang lidt forundrede over, at vi gav dem sprit, masker og handsker, men de fandt hurtigt ud af, at vi rent faktisk mente, at de måtte få det.
Den ene håndsprit blev ret hurtigt placeret på bordet der bliver brugt til stuegang. De var alle noget forundrede over, hvor “stærk” en sprit vi havde med, og de duftede alle flere gange undrende til deres hænder. Den ene flaske med sprit vi har set, dufter meget parfumeret, og vi er lidt i tvivl om, hvor effektiv den egentlig er.
Lægen fik under stuegang pludselig øje på flasken og ville prøve, og blev helt chokeret over den sprittede lugt og måtte afbryde undersøgelsen af patienten, for at undersøge spritflasken. Det siger lidt om deres forhold til hygiejne, men også til deres forhold til patienterne. Håndsprit er bare lidt mere interessant…

Vi havde hjemmefra købt en del sæbebobler og lidt legetøj. Derudover har min mor også doneret en del legetøj hun havde fået foræret, men som hun ikke kunne bruge. Det skabte virkelig glæde! Vi fyldte vores lommer med bobler, bolde, bamser og balloner, og gik herefter ud til børnene. Jeg har aldrig set børn blive så glade for så lidt! De fleste er virkeligt syge, har intet legetøj med sig og er placeret i en vakkelvorn seng sammen med 5 andre børn og deres forældre.
Da vi startede med at puste sæbebobler stimlede de alle sammen omkring os, og inden længe havde vi fået et smil frem hos selv den mest generte dreng. De elskede ballonerne og løb frem og tilbage på gangene.
Vi gav på et tidspunkt en ballon til en lille pige, og hendes far var så taknemmelig, at han på gebrokkent engelsk fik os fortalt, at han var så glad for, at vi kom så langt væk fra, og kunne sprede glæde på afdelingen. Mange er børnene er bange for de mange mennesker i hvide kitler. Han ville endda have et billede af os sammen med hans datter, hvilket han selvfølgelig fik.
For os har det været en minimal udgift på denne rejse at købe legetøj, men det var en fantastisk oplevelse at se, at børnene bare var glade, og fik lov at være legende, glade børn et stykke tid.

Sygeplejerskerne kiggede lidt underligt på os i starten, da vi gik rundt og legede med børnene. Dog gik der ikke længe, før afdelingssygeplejersken kom og bad om vores hjælp, da der skulle lægges venflon (nål i hånden til væske og medicin) på en lille dreng som var meget ked af det. Hun havde set, hvor fascinerede børnene var af sæbeboblerne, og bad om vores hjælp til at distrahere ham. Samtidig kunne vi se, at vores medbragte handsker allerede var taget i brug – sygeplejerskerne brugte dem ved anlæggelse af venflon!
Simone havde taget en lille bamse med ind til drengen, og senere kaldte hans mor os hen til dem, hvor hun viste, hvor glad drengen var blevet for bamsen.
Vi havde også en lille malebog med, som vi gav til nogle af de størrere piger der var indlagt. Den ene gav sig til at male i den med det samme, og var et stort smil hver gang hun mødte os efterfølgende.

Selvom det stadig er noget op ad bakke at få hjælp fra sygeplejerskerne, og at vi synes, at vi ofte er lidt i vejen, er det virkelig oplevelser som disse der gør, at vi alligevel er glade og optimistiske når vi går hjem. I morgen har vi sidste dag på børneafdelingen. På mandag starter vi på neonatalafdelingen, hvilket vi håber på, bliver lærerigt og spændende.
Vi har i hvert fald lært, at glæde ikke behøver at koste mange penge, og at sprog til tider er ret ligegyldig når man er sammen om at lege.