Efter en hård uge fyldt med en masse indtryk, synes vi, at vi trængte til luftforandring – bogstaveligt talt. Vi havde hjemmefra talt om, at vi godt kunne tænkte os at paraglide, så det gjorde vi!

Vi var blevet fortalt, at vi skulle være klar kl. 9. Dette blev dog rykket til 11.30, som endte med at blive kl. 13. I Nepal går man ikke så meget op i punktlighed, hvilket er noget vi lige skal vænne os til. Men i bund og grund er det ret befriende.
Vi blev hentet af en jeep, hvilket skulle vise sig, at være et ret fornuftigt køretøj til den køretur vi skulle på.

Vores startpunkt lå naturligvis højt oppe på et bjerg, som vi derfor skulle køre op til. I Nepal er vejene i virkelig dårlig stand og samtidig har vi sjældent oplevet personer, der kører mere råddent end de gør hernede. Bjergkørsel er ikke en undtagelse. Vejene er virkelig smalle, der er ingen afspærring ud til skrænterne, og asfalt er man heldig hvis man ser. Hornet er bilisternes bedste ven. Man dytter simpelthen bare når man nærmer sig et hjørne, og så håber man, at eventuelle modkørende hører dette og flytter sig.

Simone og jeg kiggede flere gange på hinanden undervejs, da nogle af vejene så temmelig farlige ud at passere. Desuden sad vi 10 fuldvoksne mennesker klemt inde i en bil med plads til 7, så vi hoppede lidt rundt i hinanden. Men vi nåede frem!

Vi fik hver tildelt en pilot som skulle flyve med os. De var begge enormt søde og venlige, og fik forklaret os hvordan vi skulle sætte fra, sidde undervejs, og generelt gjorde de, at vi begge var rigtig trygge ved situationen.
Jeg var den første der skulle afsted. Det er den vildeste oplevelse, når fødderne slipper jorden og man bare har luft under sig, og det eneste der holder en oppe, er en faldskærm. Der var stort set skyfrit, så vi havde den smukkeste udsigt over Nepals bjerglandskab. Det var fantastisk!

Min pilot var ret interesseret i, om jeg havde en kæreste eller var gift. Jeg måtte dog sige nej til begge, hvilket han ikke helt kunne forstå. Jeg var på nippet til at give ham ret, indtil jeg fik ødelagt den romantiske situation, ved pludselig at skulle kaste op….
Det var så synd for den stakkels mand, der sad bag mig, og sagde “Please, don’t vomit, please don’t vomit…”
Lad mig bare slå fast; 3 gange opkast i luften, er ikke ligefrem det bedste scoretrick.

Vi havde dog en fantastisk oplevelse. Simone klarede turen uden opkast. Hendes pilot havde været helt nervøs for, at hun kedede sig, fordi hun ingenting sagde, men hun var så optaget af indtryk, at hun bare sugede til sig. Vi var heldige, at der blev taget billeder og videoer undervejs, som vi kan tage med tilbage til Danmark som et minde.

I morgen har vi planlagt et trek til Sarangkot. Vi nyder vores fridage, hvor vi kan blive tanket op med ny energi, og få bearbejdet de mange hårde skæbner, vi allerede nu har mødt på hospitalet.

Del:
Skrevet af Line
Er gæsteblogger på Microcut.dk.