Det var et af mine helt store ønsker, at vi skulle tilbringe et par dage i Bjergene. Sammenlagt blev det til 2 overnatninger, men grundet meget kørsel, havde vi egentlig kun én fuld dag i Banner Elk. Heldigvis havde vi jo haft en dag i bjergene, sammen med Maja og Dennis, hvor vi tog en …
Vi havde faktisk kun én overnatning i Raleigh, inden vi atter tog tilbage til bjergene. Nogen vil måske mene, at det er dårlig planlægning, men det gjorde ikke os så meget. Det var vigtigt for Rene, at have noget tid med hans kammerat, Kenneth, inden vi tog videre, og det var kun denne ene dag, …
Efter et fantastisk bryllup, havde vi på forhånd hjemmefra aftalt med vores rejsepar, Maja og Dennis, at vi skulle se noget oppe i bjergene. “Bjergene” er et temmeligt stort område i North Carolina og ved en tilfældig snak inde i en make-up forretning i et storcenter, fortalte den flinke ekspedient at området Boone skulle være et smukt sted. Så… Boone it is!
Næste morgen (mandag) efter en groomsmen-night-out søndag aften, var det tidligt op, afsked med nok NC’s bedste airbnb, også afsted mod en 3 timers lang køretur til Boone!
Efter ca. 1 times kørsel faldt himlen ned, mildest talt, og var der overhovedet nogen der havde checket dagens vejrudsigt? Nope. Vi blev nødt til, at holde ind hos ved et diner-sted (åh nej dog ;-) ) for det regnede så meget, at man næsten ikke kunne se 10 meter foran sig. Og ja, den er sgu god nok – det er ikke kun på film der står ned i lårfede stråler når det regner!
2 timer senere ankom vi til Boone. 25 grader og høj sol! Vi var åbenbart kørt fra et uvejr nær Raleigh til perfekt vejr til at se noget natur i. Men…. Boone? Det er jo en by i bjergene, men vi ville jo gerne se bjergene og ikke byen! Hvad gør man så? Spørger de lokale selvfølgelig. Vi kørte ind til en ski butik (ja, den er go’ nok) og spurgte til råds. De søde sydstatsamerikanere bag disken anbefalede en hiking tur i Julian Price Memorial Park 20 min. herfra. Vi tog imod tippet!
Vi tog den længste rute på 5 miles (8 km). Og hvor var vi glade for vi tog den. Hvilken smuk rute og natur!
Dagen efter brylluppet, stod den på festligheder… For drengene. Vi piger, var nemlig ikke inviteret med.
Vi var dog alle inviteret med til grillhygge, dagen efter brylluppet, hos brudeparret, hvor der også var tid til at observere dem åbne de gaver, som de havde fået dagen før. Når et bryllup slutter før kl. 23:00 (som amerikanske bryllupper åbenbart typisk gør), ja så er der altså ikke meget tid til den slags under festen.
Efter grillhyggen havde mændene bestemt sig for, at skulle i byen. Som sagt uden pigerne. Det efterlod mig, og to andre “vedhæng” til groomsmændene (Maja, og Jane) uden planer for aftenen. Velvidende om, at vi skulle op kl. lidt i 6:00 næste morgen, for at køre imod bjergene, var vi piger fornuftige nok til, at tage en stille aften, med restaurantbesøg, og et par enkelte drinks. Jeg var chauffør, så for mit vedkommende, var der ingen drinks.
Både vi, og drengene startede dog ud, på en bar, som samtidig var en arcadehal. Der var mange spil, at spille, hvilket var ret fedt! Jeg blev total smadret af Maja i airhockey, men i det mindste var jeg total awesome til skydespillene!
Vi piger havde en hyggelig aften, og misundte ikke drengene, selvom det også lød til, at drengene havde haft en rigtig god aften. Rene var først hjemme kl. 00:30, hvilket ‘tvang’ mig til, at være chauffør det første stykke tid næste morgen, og jeg desuden tvivlede meget stærkt på at vi kunne køre fra vores airbnb inden kl: 6:00. Jeg fik ret i min antagelse, men for, at være fair, stod Rene op kl: 06:00 næste morgen, og der var ingen klager i løbet af dagen, over tømmermænd eller træthed. Så må man altså gerne blive ude, selvom man skal tidligt op.
Så kom dagen! Kenneth og Lindsays bryllup. Dette var dagen vi alle havde set frem til – hovedårsagen til, at vores rejse i det hele taget var faldet på USA! Og når man er groomsman skal man liiige komme lidt før tid. Må indrømme, at det var liiiidt varmt i jakkesæt i 30 graders varme. …
Så blev det tid til, at fortælle lidt om fredag d. 16/09; dagen før Kenneth og Lindsays bryllup, som vi var så heldige, at være inviteret til, og som egentlig var vores primære formål med, at komme til USA. Formiddagen forløb sig med, at besøge vores første Wallmart nogensinde! Det var stort! Men ikke så …
På en eller anden måde, var det virkelig overvældende, at vågne op i USA, så kort tid efter jeg netop var kommet hjem fra Nepal. Endnu mere overvældende var det, at vågne op i USA, og tage direkte ud, og møde en masse nye mennesker – men også utrolig hyggeligt. Dagen efter vores ankomst til …
Langt om længe har jeg fået tid til at skrive et blogindlæg. Først og fremmest, vil jeg sige, at Line og jeg jo selvfølgelig nåede sikkert hjem fra Nepal. Vi var trætte, men glade for, at stå på dansk jord igen. Vores familier kom for, at tage imod os, hvilket var rigtig skønt.
Jeg havde som sagt under 24 timer, inden næste afrejse, så turen gik ret hurtigt, fra lufthavnen, og hjem i lejligheden. Det var så dejligt at komme hjem til en lejlighed der lige var gjort rent, og hvor vasketøjskurven var tømt – ja, og så ventede der også lige en omgang brunch! Jeg er i sandheden virkelig forkælet. Det var også guld værd, at alle disse ting var sørget for, da jeg jo egentlig havde ganske travlt. Jeg skulle nå at vaske tøj, pakke om, og farve mit hår (det skulle jo være pænt, og frisket op, inden brylluppet!).
Næste dag (afrejse dagen til USA), vågnede jeg op, og havde det mildest talt rigtig dårligt. Vi burde ligesom have set tegnene fra dagen før; aka. jeg sagde nej tak til is (!!!). Men afsted kom vi.
Der blev taget pæn afsked med os i lufthavnen, af svigerfamilien, og så gik turen ellers imod Amsterdam hvor vi skulle mellemlande inden New York.
Kort før første flyvtur kastede jeg op, og sådan fortsatte det ellers resten af vejen til New York, med opkastninger ca. hver halve time. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden Rene, som simpelthen passede så godt på mig, og sørgede for, at jeg havde det så godt, som man nu kan, mens man er ret så syg.
Heldigvis havde jeg det bedre da vi nåede til New York, og var da også begyndt, at kunne spise igen, så i mens vi ventede på vores fly til Raleigh-Durham, i North Carolina, fik vi da lige vores første burger (den var rigtig god! Men holy Moly hvor er vi træt af junkfood nu!).
Vi var i JFK lufthavn, i god tid inden vi skulle rejse videre, da vi havde fået fortalt, at det var en lufthavn med tryk på, og man derfor kunne risikere at vente meget længe for at komme ind i landet. Det var dog ikke tilfældet for os; eller… Det gik måske lidt hurtigere for mig, end det gjorde for Rene, for Rene blev både spurgt om han havde bragt mad med i sin bagage (med håndtegn, for mad og det hele, i tilfælde af at han ikke forstod engelsk), hans pas blev tjekket et par ekstra gange ved paskontrollen, han skulle igennem et ekstra sikkerhedstjek (scannes) ved security, alt i mens, jeg gik direkte igennem det hele.
Desværre viste det sig, at vores fly videre var forsinket med 1.5 time… Hvilket betød relativ lang ventetid, i forhold til hvad vi lige havde regnet med. Det gjorde ikke noget, men vi var udmattede. Jeg blev ved med at falde i søvn, mens vi ventede på flyet, så Rene var virkelig endnu engang, den der holdte skansen, og passede på vores ting.
Vi sov under hele flyvturen til Raleigh, hvilket nok var meget godt, da vi følte, at vi havde lidt af en mission foran os, med at finde hen til Hertz, få fat i vores lånebil, og så ellers tilbagelægge den 20 min lange kørsel til det AirBnB vi havde bestilt. Det viste sig dog at være ganske nemt, at komme til Hertz, da der gik en “privat” bus direkte derhen. At få fat i bilen, en Chrysler 200, var egentlig ganske let, og ret hurtigt, var Rene (ja; han var bare dagens helt!), bag rattet.
Vi havde lidt et hyr, med at finde ud af indstillingerne for sædet, og en god portion nervøsitet, over nu at skulle begive os ud i den amerikanske trafik. Af sted kom vi dog, og Rene klarede det uden flossede nerver. Desuden var det en ganske god første køretur, for klokken var lidt i 23:00, og vejene derfor relativt tomme (billedet er taget dagen efter).
Da vi nåede frem til vores hus i Cary, havde vi ikke rigtig tid til at nyde, hvor fint det egentlig var, for vi var så trætte, og vi smed os derfor direkte op i seng. Det var dejligt at vores første møde med AirBnB, lod til at være så problemfrit. (nedenstående billede, er huset vi boede i. Det er taget dagen efter ankomst – og nej… Vi aner ikke hvorfor søren der holder en ambulance ude foran, det gjorde der bare engang i mellem.).
… Blogindlæg om de øvrige dage kommer i løbet af de næste par dage. Rene har endda lovet, at han også vil komme bag tasterne, og skrive et par indlæg, om vores tur hernede.
For et par dage siden forlod vi vores værtsfamilie (med tikka (en rød plet i panden) som kan ses på overstående billede), i går forlod vi Pokhara, og i dag er vi klar til, at forlade Nepal helt! Vi har oplevet så meget hernede, og jeg tror vi begge er glade for, at vi tog beslutningen …
