Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har mange husdrømme – men jeg tror ikke jeg har snakket så meget om hvad jeg ønsker mig, af have til vores kommende hjem. For en have, ser jeg virkelig frem til at få!

Jeg har aldrig haft en have før, så det kan selvfølgelig være at mine drømme er ren utopi, og når det kommer til stykket, at vedligeholdelsen af alle mine drømme bliver for stor – men jeg vil rigtig gerne give det en chance. Jeg kan huske som barn, at mine forældre valgte at grave hele vores have op, og ligge sten, og græs hvor der før var bede. Jeg husker jeg syntes det var det dummeste i verden de havde gang i, men med de voksne briller på, kan jeg sagtens se at det må have været et mareridt at vedligeholde haven, hvis man ikke har en interesse i det.


Når jeg får et hus skal jeg have både bede og drivhus! Jeg har altid elsket drivhuset hjemme ved min farmor og farfar. Alene duften af agurk- og tomatplanter, giver mig lysten til at blive stående inde i varmen, og indsnuse lugtene, og bare se på planterne. Jeg håber på, at få et drivhus engang, der er stort nok til at jeg kan sætte et lille bord og en stol derind. Jeg syntes det ville være det hyggeligste, at lave en lille hyggekrog blandt alle planterne.

Jeg vil ikke kun have en have fordi jeg syntes det er hyggeligt. Jeg ønsker egentlig ikke at have en have fyldt med blomster og andet som har formålet, at skulle være skønt for øjet. Nej jeg ønsker mig en praktisk have. En have hvor jeg kan plante kartofler, porre, salat, og alt muligt andet godt. Jeg går ikke og har en forventning om at kunne være komplet selvforsynende – så meget tid forventer jeg slet ikke at få til at kunne ligge i min have – men det kunne være rigtig skønt at kunne gå ud i sin have, og skaffe nogle af de planter man skal bruge i køkkenet, fremfor at skulle udvælge nogle i supermarkedet. Jeg syntes vel der er noget tilfredsstillende i at vide at afgrøderne er dyrket hjemme, uden gensplejsning, sprøjtemiddel og alt muligt andet ‘spændene’, man ikke har lyst til at putte i munden, når det kommer til stykket.

I min have drømmer jeg også om at have et hønsehus! Ikke fordi jeg skal have en kæmpe produktion af æg, men igen fordi det vil behage min samvittighed, at vide at æggene jeg spiser, kommer fra dyr der har det godt. Desuden havde min farmor og farfar høns da jeg var barn, og jeg elskede det! Det er et praktisk dyr at have, og de er hyggelige at have til at rende rundt.

Jeg har mange, mange andre havedrømme, men det kan være der kommer et indlæg om det en anden god gang. Eller endnu bedre kan det være at jeg deler mine haveplaner herinde – når jeg altså engang (forhåbentlig snart), har en lækker have.

Om Skribenten

Ejer af microcut.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.