Før: Passive øvelser. Nu: Aktive øvelser!

Før: Passive øvelser. Nu: Aktive øvelser!

Jeg har været forbi min fys i torsdags – og der sker store fremskridt med benet lige for tiden! Vi er ENDELIG skiftet fra de passive øvelser til de aktive øvelser. Det er et kæmpe spring! Nu har jeg lavet øvelserne i et par dage, og det er uden tvivl super hårdt, men glæden over endelig at være kommet et skridt videre i min genoptræning overskygger det hele!

Faktisk er der i det hele taget sket store fremskridt det sidste stykke tid. I fredags skete der noget helt fantastisk, som jeg har ventet umenneskelige tider på – jeg var oppe og sidde på Lady igen! Det gjorde ondt at komme op, og det gjorde også ondt at sidde på hende, trods jeg kun red 1 runde på ridebanen, med så afslappede ben som jeg overhovedet kunne. Det er formentlig et tegn på, at det nok stadig er noget for tidligt med ridningen, og det kan jeg også accepterer – men hvor var det bare skønt at få lov til at sidde på hende igen! Jeg har ikke arbejdet meget i denne uge, og Rene tog sig af staldarbejdet fredag, så jeg tænkte ‘nu skal det være!’. Jeg er jo nødt til at prøve mig frem med hvad jeg kan.

Følelsen af at komme til hest i bare 5 minutter, gjorde mig nærmest helt høj. Det er ret ubeskriveligt, og jeg tror også de færreste ville kunne forstå at det betyder så meget for mig. Det betyder meget for mig, fordi det beviste at jeg kunne komme op på hesten – godt nok ikke uden smerter – og at jeg kunne sidde der oppe – ej heller uden smerter – men det har givet mig fornyet håb for at jeg nok skal komme til at ride igen engang, trods den dystre udmelding fra ortopæderne. Det kan være at jeg skal lære at ride på en helt ny måde – men så skidt med det! Der er folk der rider som ingen ben har overhovedet, så selvfølgelig kan jeg også lære at ride, selv hvis mit ben kommer til at have en eller anden skavank resten af mine dage.

Jeg var desværre på hesteryg i så kort tid, at vi ikke fik taget et billede – men Rene sagde jeg lignede en pige der for første gang fik lov til at sidde på en hest i Fårupsommerland, med smil over hele femøren, trods jeg var noget smerteforpint. Jeg havde også næsten mere ondt i ansigtsmusklerne af at smile sådan bagefter, end jeg havde ondt i benet (måske jeg overdriver lidt – men mit ansigtsmimik sad virkelig fast i et kæmpe grin i alle 5 minutter).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Det har vret den fedeste tur  man har jo
  • Aldrig mere denne fantastiske udsigt Farvel sde letti dreng
  • Opskrift p verdens bedste hvis jeg selv skal sige det
  • Nr nu man ikke kan ride med to ben m
  • Hygger med ham her i solen Han var ikke helt
  • Nr vi synder gr vi det ordentligt strand beach krestedag