Årh jeg ved at der er så stille på bloggen. Det eneste jeg rigtig forstår at få opdateret herinde er mine vægt-updates. Det er sådan set ikke fordi der ikke er noget der udfylder min hverdag.

For det første har jeg meget arbejde for tiden. Det er højsæson for skolernes sommerferie, hvilket betyder at mange af mine kollegaer begynder at tage på sommerferie nu. Det betyder selvfølgelig at mine arbejdsplaner bliver en smule mere booket, indtil det bliver min tur til at holde ferie, og der så er nogle andre der skal arbejde lidt mere presset for at dét kan lade sig gøre. Den kommende uge skal jeg arbejde hver dag undtagen torsdag.
Uanset hvor spændene det kunne være at skrive om mit arbejde (for jeg har faktisk et rigtig spændene job), så er det ikke noget jeg har lyst til at gøre, fordi jeg på ingen måde vil risikerer at bryde nogen former for tavshedspligt.

Selvfølgelig fylder det dumme ben jeg runder rundt med, også stadig en del i min tilværelse. Jeg har haft sådan en forventning (og måske et håb), om at nu måtte det da snart være bedre. Bevares det er det da også – men et er ikke godt, og jeg er stadig meget begrænset af det. Jeg har perioder hvor jeg føler at jeg er tilbage ved udgangspunktet, og perioder hvor jeg tænker ‘SÅDAN! Nu er det sgu ved at være i orden’.
Jeg bliver bare altid så negativ når jeg skriver om det, og så har jeg ikke rigtig lyst til at plastre min blog alt for meget op i al den negativitet. Jeg kan dog fortælle at jeg på onsdag skal prøve shockterapi for første gang, og det har jeg bestemt tænkt mig at skrive lidt nærmere om på bloggen.

Huskøb! Ja! Det fylder forbandet meget! Selvom vi ikke rigtig kommer nogen vegne med noget som helst i den dur. Jeg havde egentlig håbet at det var et emne jeg kunne skrive meget mere om herinde, men det føler jeg på en måde ikke jeg kan. Det går jo op og ned med huskøbet, og hvis jeg skulle skrive om, hver gang jeg tænkte at nu havde vi noget, og så et eller andet gik galt (man finder ud af huset er i forfalden stand, at området slet ikke er som beskrevet, at sælger ikke er til at handle med, at nogen pludselig snupper det for næsen af en), så tror jeg det bliver kedeligt i længden. Desuden er det svært at skrive om et hus uden at afsløre hvilket det er, og hvor det ligger – og sorry – så kommer konkurrence mennesket op i mig. Jeg vil jo ikke gøre reklame for et hus jeg selv er interesseret i! Tænk hvis nogle andre faldt over det, og også bød. Fjollet I know.

Mit vægttab fylder da også en del. Men det er mere en naturlig del af min hverdag lige nu, som kun rigtig fylder hos mig den dag jeg skal veje mig. Det er svært at skrive ret meget om processen, da jeg virkelig ikke gør andet end at spise mindre, og spise sundere.

Om Skribenten

Ejer af microcut.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.