Da jeg begyndte at skrive om mit vægttabt, blev jeg spurgt om jeg ikke syntes at det var grænseoverskridende at skrive min vægt ind til offentlig skue, nu hvor jeg vejede så meget. Det har virkelig rumsteret meget i mit hoved siden da, om det i virkeligheden er pinligt, og om jeg burde skamme mig meget over min vægt, og det vægttab jeg er i gang med, og faktisk helt holde det for mig selv? Jeg er nået frem til at svaret er nej. Jeg har ingen grund til hverken at skamme mig over min vægt, eller over at det har været en nødvendighed at jeg taber mig.
Jeg skriver omkring mit vægttab på bloggen af flere grunde. For det første er det utrolig motiverende for mig, at jeg føler jeg står til regnskab for min blog (ikke læserne heraf, men bloggen i sig selv – og i et endnu større omfang mig selv). Det er motiverende at jeg ved at jeg skal ind og poste et indlæg omkring min vægt hver fredag. Det “tvinger” mig til at holde mig selv oppe på hesten og kæmpe videre. Desuden motiverer det mig når jeg selv klikker ind på bloggen og ser den nedadgående kurve, og de utallige uger jeg efterhånden har skrevet.
For det andet skriver jeg om mit vægttab fordi jeg håber det kan være motiverende for andre. Jeg er af den overbevisning at man skal have lov til at se ud som man vil, og at alle kroppe er gode nok, men det ændre ikke på at der nok er andre derude, som jeg selv, der gerne vil tabe et par kilo (eller som i mit tilfælde mindst 20). Jeg håber at dem der er derude som ellers syntes tanken kan være helt håbløs, falder over min blog og tænker ‘hey! Det kan sgu lade sig gøre’.
Som jeg skrev tidligere vil jeg ikke skamme mig over at jeg næsten havde ramt 90 kg. Det gør mig ked af det, for det er ikke sådan jeg vil se ud, eller leve mit liv, men jeg skammer mig ikke over det i forhold til andre. Jeg syntes ikke at det er pinligt at dele til offentlig skue, for mange der følger min blog, har formentlig set et billede af mig, eller set mig i virkeligheden og har jo godt kunne se hvad vej vægten er gået. Det er jo ikke ligefrem en hemmelighed når man pludselig ligger sig knap 20 kg ud. Det ville være naivt at tro, at bare fordi jeg ikke deler min startvægt, ville folk ikke kunne regne ud at jeg var blevet overvægtig.
Hovedsagen er ikke hvad jeg har vejet, og hvor slemt det har stået til, men at jeg gør noget ved det nu, og at jeg gør det for min egen skyld. Jeg vil ikke ligge under for et ideal, men jeg vil have en sund krop der har det godt, og jeg kan mærke at det kræver at jeg taber mig.
Du har det som mig! Jeg blogger også om mit vægttab, dog ikke offentlig min vægt endnu, den var også højere end din kan jeg så sige.
Men jeg blogger også omkring det, for at holde mig selv i hanke, og stå til regnskab overfor mig selv. Det er faktisk meget motiverende når det er offentliggjort hvor meget man har tabt sig uge efter uge, eller taget på! så må man lige tage sig sammen.
Ja jeg syntes nemlig også at det er stærkt inspirerende. Jeg har også altid fundet motivation i at se andre blogs der har gjort det samme (omend jeg har fundet få der gør det), da jeg tænker, ‘hun/han er et en hel almindelig person, som jeg. Hvis hun/han kan, så kan jeg også!’ ^^,