Så velkendt og dog så fremmed

Så velkendt og dog så fremmed

Det var ikke ligefrem nemt at komme op tidligt fredag morgen, når nu Rene og jeg havde brugt de sene aftentimer torsdag på at pakke. Rene kom sent hjem fra hans arbejde i Ballerup, og jeg syntes bare ikke lige jeg havde kunne tage mig sammen om det sidste i løbet af ugen. Jeg har haft nattevagter op til ferien, og det har været den værste af slagsen hidtil. Ikke at jeg gider at bekymre mig om det nu hvor jeg har ferie. Det skal bare nydes!

Afsted kom vi da og endda til tiden, trods stormvarsel, og aflyste flyafgange med samme selskab vi skulle rejse med, lidt tidligere på morgenen. Flyveturen til Amsterdam gik uproblematisk (dog med en del turbulens mens vi fløj fra Danmark), og vi havde god tid til at sidde og få lidt at spise inden vi tog videre mod Tokyo.

Turen til Tokyo gik sådan set også rigtig fint, men det var svært at nå at få sovet tilstrækkeligt, og dermed få vendt døgnet ordnetlig inden ankomst i Japan. Vi var en halv time tidligere i Narita lufthavn her til morgen end forventet. Vi gav os god tid til at få hentet vores baggage, komme stille og roligt igennem costums, få noget andet tøj på, hentet vores japanske simskort mv. Det var rart nok at der ikke var behov for at stresse igennem det hele, da vi jo havde hele dagen.

Det var utroligt så mange ting der var velkendte. Da jeg for 3 år siden var i Japan, var det ligeledes Narita international airport vi landede i, og det var ved den samme stander som for 3 år siden, at vi købte billetter til Tokyo centrum. Det var dog et andet og mere lukseriøst tog vi kom med ind til centrum end sidst.

Da vi kørte igennem landskabet imod Tokyo centrum, var der bare så meget jeg kunne genkendte, og jeg fik hurtigt en følelse af jeg følte mig utrolig hjemme… Det var kun lige indtil vi ramte Tokyo station i myldretiden! Jeg havde glemt hvor dybt dybt kaotisk den station er, og hvordan man fare forvirret rundt, uden at kunne finde sans og samling på sig selv eller noget som helst andet! Det gjorde ikke oplevelsen bedre med backpacks på ryggen. Det var virkelig svært at falde tilbage i systemet med s-togene, undergrundstogene, osv. osv. Jeg syntes ellers jeg havde fået så godt styr på det sidst jeg var her – men det er som om det hele er glemt nu 3 år efter.

Vi kom da frem til vores hostel – endda i god tid – hvor vi havde aftalt at vi kunne aflevere vores tasker indtil kl. 15 hvor vi kunne checke ind. Det umiddelbare indtryk af vores hostel, var egentlig ret godt; men det vil jeg komme mere ind på senere. Det endte nemlig med at blive en ret begivenhedsrig dag, trods jetlag og udbredt træthed.

Vi skulle slå 2 timer ihjel inden vi kunne checke ind på vores hostel, og selvom vi var blevet tilbudt at opholde os i deres fællesrum, besluttede vi os for (mest mig), at vi hellere måtte udnytte dagen og få set noget. Vores nuværende hostel ligger kun knap 5 km fra Asakusa, som er en bydel der emmer af ‘gammel Japan’. Her tog vi hen. Mest for at gense Sensoji tempel. Det var selvfølgelig ikke et gensyn for Rene, men netop derfor tog vi dertil, det er sådan et område/tempel man bare er nødt til at se når man er i Tokyo (vi passerede også Japan Skytree på vejen, så nu kan Rene også give den et lille flueben).

Det var dog en festivalsdag i dag (spørg mig ikke hvilken), hvilket betød at vi ikke fik taget så mange billeder, da vi var for trætte til at finde gode pladser hvor vi kunne tage nogle smukke billeder af bygningerne, uden der hele tiden dukkede en ryg eller en fremmeds hoved op som centrum af billedet.

Det havde dog sin charme at der i dag var en eller anden fejring, for det betød at rigtig mange mænd og kvinder gik rundt i den traditionelle Kimono! Det var virkelig smukt, og jeg havde lyst til at rende rundt og fotografere hver og en… Jeg holdt mig dog i skinnet og undlod respektfuldt at lade være med at gå og fotograferer dem bevidst – der endte dog et par stykker op på mine billeder, hvilket også kan ses ovenover.

Vi blev desuden tilbudt en guidet tur, hvor man bliver trukket rundt i en Rickshaw. Det blev Sarah og jeg også tilbudt for 3 år siden men takkede nej tak. I dag var det fristende – for det første fordi vi var trætte (som i virkelig trætte!), og fordi manden der gerne ville sælge os turen virkede sød og venlig, og dygtig til engelsk. Alle tingene viste sig at være en korrekt antagelse, og vi endte med at takke ja – og sikke en oplevelse.

Man skulle lige komme sig over den dårlige samvittighed over at blive slæbt rundt på af sådan en stakkels mand, men hold nu op hvor er de stærke, og i god form. Vores guide både løb med vognen og fortalte os om de steder vi passerede samtidig. Det var især rigtig spænende at se Geisha distriktet, hvor der stadig er resturanter der ansætter geishaer til at underholde, samt en skole hvor geishaerne kan blive oplært og træne.

Efter vores Rickshaw tur gik vi rundt i de markedspladslignende butikker som ligger rundt om Sensoji tempel. Igen blev det hele meget velkendt for mig. Mange af de butikker Sarah og jeg shoppede i for 3 år siden lå her stadig – blandt andet nogle af de keramikbutikker som vi var helt vilde med. Det var virkelig en dejlig fornemmelse igen at kunne genkende ting så klart. Dog købte vi ikke noget fint keramik i denne omgang, da vi begge var ved at være fuldkommen udmattede, og derfor ret hurtigt vendte snuden tilbage til vores hostel.

Omkring kl. 17:00 checkede vi ind på vores hostel, og til vores overraskelse havde vi fået et eneværelse. Ret lækkert, når vi nu ellers skal sove i sovesal resten af vores ophold i Tokyo. Værelset var selvfølgelig noget spartansk og småt, men det hele er rent og flot. Man kan virkelig godt se at dette er et 2 stjernet hostel, versus det 0 stjernede som Sarah og jeg boede på i Tokyo.

Vi endte med at tage en lur trods det er dumt, nu hvor vi skulle vende døgnet, men vi begge var efterhånden helt ødelagte af træthed. Især Rene! Med det samme han lagde sig i sengen faldt han i søvn.

Vi endte med at sove til omkring klokken 19:00, hvorefter vi gik over i en nærliggende 7eleven, hvor vi købte en nudelret, og lidt sodavand. Vi nød det i det dejligt afkølede fællesrum (btw der er også aircondition på vores værelse! Amazing!”). Maden var okay i forhold til, at det var en ‘færdigret’, og en god løsning på en dag som i dag.

Nu nærmer klokken sig 22:00 her i Japan, og det betyder dagen er ved at være slut for Rene og jeg. Trods et par timers søvn i eftermiddags, trænger vi stadig til at få sovet igennem. Desuden har vi en tidlig dag i morgen! Håber at alt er godt hjemme i Danmark, for alt er i hvert fald godt her i Japan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Et smut forbi bamboo grove en impulsiv bestigning af Ogurasan
  • Sikke en fantastisk oplevelse at se Fushimi Inaritaisha  elsker
  • Rene Hvad skal jeg kbe at drikke til dig? Simone
  • Rene fik klappet Hachiko i dag s sd en historie
  • Vi prvede en rickshaw igennem Asakusa i dag Det var
  • Ingen storm kan stoppe os FarvelAalborg FarvelDanmark hejJapan hejTokyo nostormcanstopusnow