The secret hike in Kyoto

The secret hike in Kyoto

Endnu en dag er gået i Kyoto, og den har budt på lidt af hvert må man sige! Vi har gået intet mindre end 35.000 skridt (ca. 25 km). Spørg mig lige om det dumme ben er død – Ja! Ja det er det! Lige nu ligger jeg med benet hævet, og håber på at det opfører sig pænt inden vi skal videre i morgen.

Vi sov egentlig ret længe i dag. Vi stod op omkring kl. 8:30. De andre dage er vi senest stået op kl. 7:00-7:30. Jeg tror vi begge bare havde brug for at nyde at vi kunne sove længe, og nyde at vi havde vores eget værelse, uden lyde fra andre der skal det ene eller det andet i løbet af natten. Desuden var det lækkert at vi kunne stå op, og ordne vores vasketøj (der er egen vaskemaskine i lejligheden vi bor i lige nu!), så vi igen har stakkevis af rent tøj til resten af turen. (Forøvrigt er der en awesome tørrefunktion til tørring af tøj ude på badeværelset! Det kunne vi virkelig godt få indført i DK, i stedet for larmende tørretumlere!)

Vi havde en klar plan om at vi skulle til Arashiyama og se bambusvejen. Det bød på turens første bustur – og efter at være gået i panik over jeg troede vi skulle af, og for første gang set en japaner sur (fordi jeg overhalede hende i køen ud, for så at finde ud af at vi bare holdt for rødt lys og slet ikke skulle af endnu), gik det egentlig ok. Jeg fik da også sagt undskyld til den stakkels japanske dame, selvom det nu ikke så ud til at gøre betydeligt ved situationen. Buschaufføren virkede til gengæld forstående, og grinede bare lidt med/af mig.

Da vi nåede frem til Arashiyama kunne vi ikke helt finde vejen og endte af små omveje – hvor vi fik set smuk natur, men ingen bambus. Til sidst fandt vi den famøse bomboo grove; og sikke en skuffelse. Det VAR smukt! Virkelig smukt! Men vi havde nok ikke sat os helt ind i tingene, for vi begge havde egentlig fået et indtryk af at det var et meget større område, og at det ikke lå helt oppe af byen. Desuden var der mange mennesker. Så mange at man næsten ikke kunne komme den ene eller den anden vej, men bare snegle sig af sted med resten af horden af mennesker.

Turen igennem bambussen var hurtigt overstået, så vi kiggede på et nærliggende shrine, og opdagede så en trappe som førte op af bjerget. Nogle Japanske unge mænd var på vej ned, og jeg spurgte om de snakkede engelsk. Det gjorde de desværre ikke, men da vi kiggede nærmere på trappen, sagde de noget der mindede om “tempel” og pegede op. Vi besluttede os for at gå på eventyr, og begav os op af trappen. Nogle andre vestlige turister fulgte efter, men vendte hurtigt om igen. Da vi nåede toppen af trapperne var der et skilt, hvorpå der stod, at man kunne bestige bjerget mt. Ogura. Det så i følge kortet ud til at være ret simpelt. En lille hike – formentlig op til det tempel de unge mænd nævnte…

Her kommer mit ultimative hiking tip; lige meget hvor kort du tror en hike bliver, og uanset hvor nem du tror den bliver, så MEDBRING vand. Vi havde en forventning om at denne hike var en lille gåtur op af en bakke. Det viste sig at være en ret intens hike, op af et relativt stejlt bjerg.

Vi besteg Mt. Ogura – en oplevelse vi kun delte med meget få andre (vi mødte kun 3 andre på bjerget, hvoraf de 2 var japanere) – og nødt virkelig den smukke natur, og ikke mindst de helt fantastiske view points. Det var som om at det var en hemmelig hike, som kun få kendte til. Ruten var da også ringe afmærket, og der var flere gange vi gik forkert. Det var fantastisk at nyde roen, og naturen, efter det konstante menneskemylder der ellers er overalt i Japan (især ved turistattraktionerne!). Bestigningen af Mt. Ogura kan virkelig anbefales hvis man kommer et smut forbi Kyoto!

Mit ben gjorde pokkers ondt under hele turen op, og især ned, men det var det værd; og lægerne har jo også sagt at jeg skal lære at leve med smerterne, og jeg vil simpelthen ikke lade mig begrænse af dem, resten af mit liv!

Da vi nåede ned af bjerget igen (og havde drukket en pæn slat væske), gik vi turen igennem Bamboo grove igen – hvilket denne gang var noget mere fantastisk da det var begyndt at stilne lidt af hvad angik mængden af mennesker i området. Denne gang var der virkelig plads til at vi kunne stoppe op og nyde udsigten.

Vi tog toget tilbage til lejligheden vi bor i, og tog et bad. Vi begge var våde af sved (det er halv varmt at hike i knap 35 grader!). Vi smuttede i nyt tøj, og kl. 17:30 var vi så ude af døren igen for at drage imod Gion. Vi så ingen Geishaer eller Maikoer, men vi så en virklig smuk bydel, og helt fantastiske templer (som jeg ikke på stående fod kan huske alle navnene på). Det var virkelig en oplevelse jeg heller ikke ville have været foruden.

Selvom klokken nu kun er 22:30, er jeg mere træt end jeg længe har været, og vil smutte i seng! Vi skal være klar til at tage toget videre i morgen. Denne gang går turen til Osaka!

Vi fandt forøvrigt aldrig templet på toppen af Mt. Ogura, og jeg tvivler på at det findes. Vi fandt et lille ensomt shrine, og et par religiøse tavler på vej op af bjerget – men intet tempel.

3 thoughts on “The secret hike in Kyoto

    1. Vi taget allerede fra Kyoto i dag, så der er stadig MASSERE jeg mangler at se her.. Såeh vi to kan bare tage hertil en anden god gang ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.