I dag var vores første rigtige dag i Naha. Jeg har jo været her før, men det er selv sagt første gang, at Rene besøger Naha – og Okinawa i det hele taget. Jeg har dog også kun været på et kort visit for 3 år siden. Jeg tror kun vi tilbragte én hel dag i Naha, inden vi tog videre til Ishigaki. Den gang var jeg ikke synderlig imponeret over byen, men det var da heller ikke fordi jeg ikke brød mig om den. Dengang var det eneste vi rigtig fik givet os tid til at se Tsuboya Pottery District, og vi kunne lide hvad vi så, trods vi var ved at omkomme i heden.

Vi har også været i Tsuboya Pottery District i dag, men det vil jeg vende tilbage til. Vi må hellere starte fra starten af. Vi sov længe i dag (helt til kl. 8!), og fik spist lidt morgenmad – bare en hurtig yoghurt fra Family Mart. Derefter undersøgte vi hvad området havde at byde på, og har booket os på en tur til snorkling/chill på vandet ved Kerama øerne. Vi har ikke fået en beskæftigelse endnu, så vi ved endnu ikke om det kan blive til noget, men vi krydser fingre. De skulle gerne vende tilbage indenfor 24 timer.

Vi ville egentlig gerne have haft et par overnatninger på Zamami, som er en af Kerama øerne. Jeg har aldrig været her, men øen skulle være kendt for dens smukke strande og krystalblå vand. Desværre har det ikke været muligt at finde overnatning der, da det er meget eftertragtet, og vi jo først fandt ud af at vi ville rejse til Japan for knap 5 uger siden. Der er en campingplads på Zamami, som jeg var klar til at kontakte – men dér har Rene trukket sin streg i sandet. Med 30-35 graders varme, og høj luftfugtighed gider han ikke sove i telt.

Det kan godt være at vi ikke kan få overnatning på Zamami, men det skal ikke stoppe os fra at besøge en strand på øen. Vi har derfor reserveret billetter til færgen der sejler frem og tilbage mellem Zamami, Aka, og Okinawa. Jeg glæder mig helt vildt! Det er noget af det jeg virkelig har set frem til, ved at skulle til Okinawa. Man får jo ikke helt samme ø fornemmelse her i Naha, som man fx. gjorde på lille Ishigaki.

Efter vi havde bestilt færgebilletter, tog vi videre til Kokusai Dori. På nettet var gaden beskrevet som et fedt sted at shoppe og souvenirers. Det var beskrevet som en gade fyldt med spændende butikker der bød på lidt af hvert. Det var et total flop! Ja der var butikker ad libitum – men de indeholdte stort set alle sammen det samme, til overpris. Det var slet ikke noget for os. Vi gjorde os dog samtidig den fejl at spise Yakiniku på en af resturanterne i gaden. Det så fint ud, men kødet var kedeligt, og grillen var en gasgrill, og virkelig ringe!

Vi skyndte os videre mod Tsuboya, men endte ved et tilfælde midt i et stort markedsområde! Jeg har ikke den fjernelse anelse om hvad området hedder, men det var virkelig et fedt sted. Selvfølgelig var der nogle af butikkerne der havde de samme ting, som ved Kokusai Dori, men der var også meget andet. Nogle af butikkerne var genbrugsbutikker, med vare i rigtig fin stand. Der var også lidt keramikforhandlere og antikforhandlere.

Vi begav os ind i en af antikbutikkerne, og blev mødt at en rigtig sød og imødekommende japansk kvinde, på ca. de 100 år. Vi kiggede lidt på de fine porcelænsskåle, og fandt hurtigt en vi gerne ville have. En lille grøn skål med låg, med en hvid blomst på. Den var virkelig lille fin og smuk. Faktisk var det Rene der fandt den, og sagde at den måtte vi have. Han går ellers ikke op i det med keramik og pyntenips, men han havde åbenbart også forelsket sig i denne.

Den søde dame i butikken ville selvfølgelig gerne pakke skålen ind i noget papir for os, så den kunne komme sikkert med os hjem – men desværre smuttede låget i hendes hånd og røg på gulvet og blev smadret. I første sekund blev jeg så ærgerlig over at det var sket, men efterfølgende blev jeg rigtig ked af på den gamle dames vegne. Hun havde jo ikke tabt låget på gulvet med vilje, og hun og hendes kollegaer undskyldte så mange gange. Vi forsøgte selvfølgelig at kommunikerer at det var helt okay. Trist at vi måtte gå derfra uden vores lille grønne skål, men sådan kan det gå. Jeg var så bange for at gå rundt inde i butikkerne med skåle og kopper, og ville have haft det SÅ dårligt hvis det var mig der var kommet til at rage noget på gulvet. Selvfølgelig syntes jeg det var ærgerligt for damen, men i det mindste var det et uheld i hendes egen butik.

Vi fandt frem til Tsuboya pottery street, og gaden var mindst lige så hyggelig som jeg huskede den. Der var butikker med keramik i hobetal; hver butik med hver deres stil. Det var virkelig hyggeligt at gå og kigge, men vi endte faktisk ikke med købe noget. I hvert fald ikke keramik. Vi købte til gengæld en awesome omgang dessert! Vi fik en portion shaved ice, med ingefær og brunfarin smag. Det lyder skørt – men det var genialt. Desuden fik vi en god kaffe hver, og kage. Alt sammen serveret i fint lokalt keramik selvfølgelig. Det var virkelig lækkert, og reddet lidt den flade fornemmelse vi havde efter vores middelmådige frokost.

Selvfølgelig skulle vi have det maksimale ud af dagen, så nu hvor dagen var begyndt at gå på hæld satte vi kursen imod Nahas eneste strand – Naminoue Beach. Vi var allerede forberedte på at, 1. det er en meget lille strand, 2. der ligger en motorvej igennem vandet, hvor folk bader! Jeg havde godt lagt mærke til Naminoue Beach sidst jeg var på Okinawa. Motorvejsbroen som passerer igennem vandet ved stranden, føre til lufthavnen, så da vi sidst kørte til og fra lufthavnen i dagslys (hvilket vi jo ikke gjorde denne gang), lagde jeg mærke til den lille hvide strand.

Naminoue Beach er rigtig hyggelig, når man ser bort fra motorvejsbroen. Det er ikke sådan en strand jeg nogensinde ville kunne forelske mig i, men det var nu et fint alternativ til ingen strand. Det var dejligt at dyppe fødderne i det lune vand (og ja jeg har den grimmeste tanline på fødderne efter mine sko!), og kigge udover vandet. Jeg kan også fortælle at stranden (og motorvejsbroen), har sin charme ved solnedgangstid, men hvad er ikke smukt når det er badet i et smukt orange/rødt lys fra de sidste solstråler?

Inden solen gik helt ned (vi gik tilbage til stranden), tog vi et smut forbi Naminoue shrine, som ligger lige op af stranden. Det var et smukt shrine, og vi var så heldige at komme på et tidpunkt hvor der stort set ingen var – vi var faktisk de sidste der gik fra shrinet, så vi fik faktisk lov at opleve dette smukke sted helt for os selv et øjeblik.

Vi sluttede af på en restaurant jeg kunne huske fra mit sidste visit på øen. Jeg kunne huske stedet fordi de serverede nogle super gode dybtstegte sødekartofler. Jeg var overrasket over mig selv, over at jeg kunne finde stedet. Min far har altid sagt at jeg kunne blive væk i en kop vand, og jeg må også indrømme at jeg for det meste minder om en hund der jagter sin egen hale når den skal finde vej – men åbenbart ikke når jeg er i Japan. Jeg har faktisk kunne huske rigtig meget, fra sidst jeg besøgte landet, og det har virkelig gavnet os af og til.

Kartoflerne var stadig gode, og det var resten af maden vi fik også. I morgen regner vi med at tage bussen til lidt historiske seværdigheder, men mere om det i morgen.

Del:
Skrevet af Admin
Ejer af microcut.dk.