Efter nogle gode dage på markeder og museum, hvor vejret har været helt i top med solskin og 31 grader og svedskjolder på mave og ryg, så skulle vi da på stranden! Man kan da ikke have været på Okinawa, uden at have været på stranden med det krystalklare hav. Vi havde checket vejrudsigten i Naha dagen før og den sagde lidt regn om formiddagen, men ellers skulle det klare op til middag. Så vi tog afsted ved 10 tiden fra vores hotel ned mod busterminalen. Det småregnede en lille smule, hvilket egentligt er meget rart i denne varme. Selvom det regnede, så var temperaturen stadig 29 grader og stadig meget høj luftfugtighed.

Vi har valgt at tage på “Toyosaki Chura Sun Beach” – en af de længste strande på Okinawa og fået gode anmeldelser. Ved busstoppestedet i Naha, begyndte det at regne en del. Pyt, for vi har jo checket vejrudsigten i Naha og vi ved jo at det snart klarer op. Undervejs i bussen checker jeg lige vejrudsigten igen og der var åbenbart lige kommet en regnsky mere på, til området hvor vi skulle hen (Toyosaki). Da vi efterhånden nærmer os et storcenterlignende område, tæt på stranden hvor vi skal stå af, spørger jeg lige for en sikkerheds skyld buschaufføren, om det ikke godt nok er her vi skal stå af. “Lige ét stop mere” forklarer han på en blanding af japansk og tegnsprog.

Vi stiger af ved stoppestedet og så falder himlen ned. Præcis ligesom i film i lårfede stråler. Jeps, af alle dage, er dette dagen, hvor vi har valgt at tage på stranden. Og her stod vi så i silende regnvejr under Okinawas smalleste bustag (ca. en halv meter) uden paraplyer – de paraplyer vi så fornemt havde fået foræret dagen før… ja, dem havde vi selvfølgelig glemt i en bus! Området er i øvrigt et “shoppingcenter”-lignende sted, så butikkerne ligger et godt stykke fra hinanden(!).

Vi fik fundet et sted vi kunne købe en paraply (en af de der billige, der hele tiden vender vrangen ud i blæsevejr) og fik fundet hovedbygningen til shoppencenteret. Her fandt vi en lille cafe, hvor vi kunne få noget varmt at drikke og lidt at spise. Tørt tøj får man ikke rigtig af at gå indendørs, for her er jo aircondition som skal modstå 30 graders varme!

Efter det stod den på lidt shopping i centeret og Simone fandt da også noget hun kunne bruge. Jeg fandt et par billige slippers, som jeg kunne hoppe i, i stedet for mine gennemblødte sko. Shoppingcenteret havde alt fra 100yens (ca. 6 kr.) butikker til Gucci, så der var lidt for enhver smag (gæt hvilken del vi var i?).

Klokken blev ca. 14 og så skete det. SOLEN KOM FREM! Fuld fart (eller så hurtigt, som man nu kan gå i slippers) mod stranden som ligger 10 min væk.

Lækker strand med lyseblåt vand (den er go’ nok – billederne snyder lidt, men vi tager revanche en anden gang). Området har en masse familiesteder med bænke og skyggetag, basketball- og volleyballbaner. Der var ikke så mange mennesker på dette tidspunkt – sikkert fordi det havde regnet kort forinden. Sandet var dog allerede næsten tørt. Vandet var behageligt, kølende i forhold til luften, men ikke koldt – 28.9 grader siger dagens vandtemperatur på Google for Naha.

Efter ca. 3 timer på stranden i fin solskin begynder der at komme mørke skyer. Vi tager hjemad i med bussen og ligesom vi træder ind begynder det at regne en del igen.

Note til os selv: Dobbeltjek vejrudsigten før strandturen!

 

Om Skribenten

Kæreste til Simone siden 2015. Rejsemakker igennem livet. Gæsteblogger på Microcut.dk.