Lad os snakke om mit ben

Lad os snakke om mit ben

Jeg har brug for at skrive et status indlæg om mit ben igen. Det er ved at være længe siden, og selv om det måske er det samme jeg skriver igen, og igen, har jeg bare brug for at dele det.

Jeg er begyndt med en ny terapiform hos min fysioterapeut. I flere måneder har jeg nu fået shockwave på terapi – men kun på den mindste af mine skader. Vi er nu gået over til at give hele benet, og derfor også primærskaden, som egentlig startede det hele. Det er meget smertefuldt, og jeg er nødt til at placerer behandlingen således at jeg har fri fra arbejde 2-3 dage efter behandlingen. Det er svært at få det hele til at passe sammen, når man er nærmest ukampdygtig i to dage efter behandlingen – men tilgengæld syntes jeg at jeg visuelt har kunne se fremskridt; hævelsen er blevet mindre, og når jeg køre fingrene hen over bulerne, er klumperne af forkalkning der er så store at man kan mærke dem igennem huden også blevet færre.

Det er dejligt at der på en eller anden måde er fremgang, selvom smerteproblematikken på ingen måde er blevet bedre. Overhovedet ikke er blevet bedre, faktisk. Tværtimod er mine smerter blevet værre. Jeg har ondt hele tiden (ikke at der er noget nyt i dét; men jeg har mere ondt end tidligere). Ikke så ondt at jeg generelt ikke kan passe mit job. Man vender sig til smerterne i et vis omfang. Desuden skulle de øgede smerter gerne være et tegn på at der sker noget inde i benet; at helingsprocessen er blevet genoptaget af kroppen, og den væskebramme der derfor ligger og trykker og forvolder smerte, gerne skulle blive absorberet af kroppen igen.

Jeg er dog mere følsom end jeg nu har været i en lang periode. Jeg havde to vagter i weekenden hvor jeg gik meget. Lørdag gik jeg 21.000 skridt. Det var for meget, i kombination med at jeg sikkert har lavet en eller anden dum bevægelse. Mit ben er hævet igen, og brænder som sindssygt! Jeg var nødt til at melde mig syg søndag. Det er altid en forfærdelig følelse at lade mine kollegaer i stikken på den måde, og det er faktisk denne problematik der er det allerværste ved min skade.

På den ene side presser jeg mig selv når jeg er på arbejde; jeg går hurtigere end jeg ellers ville have gjort, og kommer ud i nogle stillinger som sommetider er smertefulde for mig – alt sammen fordi jeg ikke vil være en belastning for mine kollegaer når jeg er på arbejde. Jeg vil ikke have at de skal løbe hurtigere fordi de har mig på slæb. På den anden side kan jeg jo udmærket godt se hvor fuldstændig hjernedødt det er, hvis det i sidste ende ender i en sygemelding fra en af mine vagter, for så skal mine kære kollegaer om noget virkelig løbe hurtigere! Det skal dog siges at jeg ikke altid ved hvornår jeg er gået over stregen – denne gang var det som at gå ind i en mur, uden at have set man var på vej hen imod den forinden. Jeg havde faktisk gode vagter i weekenden, men det er svært at undgå at gå meget, og deltage meget i plejen når man er i aftenvagt.

Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg har stadig ondt i benet, men jeg har snakket med min chef omkring hvordan vi griber det an, så jeg stadig kan komme på arbejde, men måske skåne mit ben en smule. Det er vigtigt for mig ar komme på arbejde, for dette handler om meget mere end smerter og et dårligt ben. Det er blevet en psykisk belastning for mig de dage jeg er nødt til at blive hjemme. Den måned jeg lå på sofaen og lavede ingenting er nærmest en traume oplevelse. Det at ligge dér og blive ædt op af dårlig samvittighed. Urgh! Jeg kan næsten ikke klare tanken. Derfor er det vigtigt for mig at komme på arbejde! Og heldigvis har jeg en chef og søde kollegaer, der er med til at skabe nogle vilkår for mig, der gør det muligt, selv når jeg har lidt ekstra ondt som nu. Selvfølgelig har det været dage, som i søndags, hvor jeg har så ondt at jeg ikke kan være nogen steder, og da slet ikke på mit arbejde (!) af bare smerter, men heldigvis er der længere imellem de dage efterhånden.

Jeg har fået en ekstra tid hos min søde fysioterapeut i dag. Ikke til shockwave terapi – det har jeg simpelthen for ondt til, og det har vi desuden også planlagt til sidst på ugen, så jeg kan give benet ro, weekenden over – men til laser behandling, og måske kinotape. Begge dele har jeg haft ok erfaringer med, når mine smerter har været værst, så jeg ser frem til at det måske lindre lidt i benet.

2 thoughts on “Lad os snakke om mit ben

  1. Det er da noget værre rod med det ben :(

    Jeg kender alt til forfærdelige, kroniske smerter og man vænner sig desværre til det, men det er man jo også nødtil. Ellers kan man jo ikke leve. Jeg håber inderligt at dine smerter bliver mindre snarest <3

    Knus

    1. Tak søde Marie :) <3 Og i lige måde! Jeg håber også at de finder ud af en god måde at lindre dine smerter på snart! Du har gået så meget længere end mig, med dine :'(

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.