Browsed by
Forfatter: Admin

Ejer af microcut.dk.
The secret hike in Kyoto

The secret hike in Kyoto

Endnu en dag er gået i Kyoto, og den har budt på lidt af hvert må man sige! Vi har gået intet mindre end 35.000 skridt (ca. 25 km). Spørg mig lige om det dumme ben er død – Ja! Ja det er det! Lige nu ligger jeg med benet hævet, og håber på at det opfører sig pænt inden vi skal videre i morgen.

Vi sov egentlig ret længe i dag. Vi stod op omkring kl. 8:30. De andre dage er vi senest stået op kl. 7:00-7:30. Jeg tror vi begge bare havde brug for at nyde at vi kunne sove længe, og nyde at vi havde vores eget værelse, uden lyde fra andre der skal det ene eller det andet i løbet af natten. Desuden var det lækkert at vi kunne stå op, og ordne vores vasketøj (der er egen vaskemaskine i lejligheden vi bor i lige nu!), så vi igen har stakkevis af rent tøj til resten af turen. (Forøvrigt er der en awesome tørrefunktion til tørring af tøj ude på badeværelset! Det kunne vi virkelig godt få indført i DK, i stedet for larmende tørretumlere!)

Vi havde en klar plan om at vi skulle til Arashiyama og se bambusvejen. Det bød på turens første bustur – og efter at være gået i panik over jeg troede vi skulle af, og for første gang set en japaner sur (fordi jeg overhalede hende i køen ud, for så at finde ud af at vi bare holdt for rødt lys og slet ikke skulle af endnu), gik det egentlig ok. Jeg fik da også sagt undskyld til den stakkels japanske dame, selvom det nu ikke så ud til at gøre betydeligt ved situationen. Buschaufføren virkede til gengæld forstående, og grinede bare lidt med/af mig.

Da vi nåede frem til Arashiyama kunne vi ikke helt finde vejen og endte af små omveje – hvor vi fik set smuk natur, men ingen bambus. Til sidst fandt vi den famøse bomboo grove; og sikke en skuffelse. Det VAR smukt! Virkelig smukt! Men vi havde nok ikke sat os helt ind i tingene, for vi begge havde egentlig fået et indtryk af at det var et meget større område, og at det ikke lå helt oppe af byen. Desuden var der mange mennesker. Så mange at man næsten ikke kunne komme den ene eller den anden vej, men bare snegle sig af sted med resten af horden af mennesker.

Turen igennem bambussen var hurtigt overstået, så vi kiggede på et nærliggende shrine, og opdagede så en trappe som førte op af bjerget. Nogle Japanske unge mænd var på vej ned, og jeg spurgte om de snakkede engelsk. Det gjorde de desværre ikke, men da vi kiggede nærmere på trappen, sagde de noget der mindede om “tempel” og pegede op. Vi besluttede os for at gå på eventyr, og begav os op af trappen. Nogle andre vestlige turister fulgte efter, men vendte hurtigt om igen. Da vi nåede toppen af trapperne var der et skilt, hvorpå der stod, at man kunne bestige bjerget mt. Ogura. Det så i følge kortet ud til at være ret simpelt. En lille hike – formentlig op til det tempel de unge mænd nævnte…

Her kommer mit ultimative hiking tip; lige meget hvor kort du tror en hike bliver, og uanset hvor nem du tror den bliver, så MEDBRING vand. Vi havde en forventning om at denne hike var en lille gåtur op af en bakke. Det viste sig at være en ret intens hike, op af et relativt stejlt bjerg. Bjerget er 2,122 m over havniveau – og altså ikke bare sådan lige at bestige på 30 minutter.

Vi besteg Mt. Ogura – en oplevelse vi kun delte med meget få andre (vi mødte kun 3 andre på bjerget, hvoraf de 2 var japanere) – og nødt virkelig den smukke natur, og ikke mindst de helt fantastiske view points. Det var som om at det var en hemmelig hike, som kun få kendte til. Ruten var da også ringe afmærket, og der var flere gange vi gik forkert. Det var fantastisk at nyde roen, og naturen, efter det konstante menneskemylder der ellers er overalt i Japan (især ved turistattraktionerne!). Bestigningen af Mt. Ogura kan virkelig anbefales hvis man kommer et smut forbi Kyoto!

Mit ben gjorde pokkers ondt under hele turen op, og især ned, men det var det værd; og lægerne har jo også sagt at jeg skal lære at leve med smerterne, og jeg vil simpelthen ikke lade mig begrænse af dem, resten af mit liv!

Da vi nåede ned af bjerget igen (og havde drukket en pæn slat væske), gik vi turen igennem Bamboo grove igen – hvilket denne gang var noget mere fantastisk da det var begyndt at stilne lidt af hvad angik mængden af mennesker i området. Denne gang var der virkelig plads til at vi kunne stoppe op og nyde udsigten.

Vi tog toget tilbage til lejligheden vi bor i, og tog et bad. Vi begge var våde af sved (det er halv varmt at hike i knap 35 grader!). Vi smuttede i nyt tøj, og kl. 17:30 var vi så ude af døren igen for at drage imod Gion. Vi så ingen Geishaer eller Maikoer, men vi så en virklig smuk bydel, og helt fantastiske templer (som jeg ikke på stående fod kan huske alle navnene på). Det var virkelig en oplevelse jeg heller ikke ville have været foruden.

Selvom klokken nu kun er 22:30, er jeg mere træt end jeg længe har været, og vil smutte i seng! Vi skal være klar til at tage toget videre i morgen. Denne gang går turen til Osaka!

Vi fandt forøvrigt aldrig templet på toppen af Mt. Ogura, og jeg tvivler på at det findes. Vi fandt et lille ensomt shrine, og et par religiøse tavler på vej op af bjerget – men intet tempel.

Ømme fødder og sure tæer

Ømme fødder og sure tæer

Vi er trætte i stængerne i dag! Jeg har først og fremmest haft lidt bøvl med det dårlige ben, så vi har måtte ind og sidde lidt oftere end i går. Jeg har nu også været helt imponeret over at det ikke var kommet noget før – men nu kom smerterne så også i sin fulde styrke. Træls men sådan er vilkårene. Heldigvis havde vi jo gjort op med os selv inden afrejse at vi var nødt til at vise hensyn til mit ben. Uanset hvad havde vi nok brug for lidt ekstra pauser i dag. Vi går gået mange km de sidste par dage (i dag inklusiv), og vores fødder er efterhånden ret ømme (og noget sure, da skoene kom af her til aften!!).

Vores morgen startede egentlig stille og roligt ud med morgenmad på det hostel vi boede på. Det var egentlig en udmærket buffet som man kunne vælge fra; især taget i betragtning af at det kun kostede omkring 25 kr pr. person. Japan har et ry for at være meget, meget dyrt. Det syntes jeg egentlig er synd, for det er ikke korrekt, når bare man kan nøjes med mere moderate forhold.

I dag har vi være forbi Tokyo station, for at få aktiveret vores railpasses. Det er altid en fuldkommen kaotisk station – dog lidt bedre her til morgen, end da vi ankom til Tokyo i midt i rushhour. Vi fik også bestilt en billet med den famøse shinkansen. I morgen vil vi nemlig videre til Kyoto!

Dagen i dag er blevet brugt i Shinjuku, Harajuku, og Shibuya. Jeg fik genset den fine hund Hachikõ (statue), og Rene fik set ham for første gang. Der var rigtig, rigtig mange mennesker i Shibuya i dag, og vi var faktisk heldige med at kunne komme til at tage et billede af Rene og statuen, uden for mange andre på billedet.

Selvfølgelig fik vi også set det kæmpe store, meget befærdede, kryds i Shibuya. Det var en af de ting Rene rigtig gerne ville se. Faktisk fik vi set det både fra jorden, og oppefra. Der kom nemlig en kæmpe regnbyge på 30 minutter, hvilket i kombination med mit dårlige ben, fik os til at søge ly på en Starbucks som havde udsigt til krydset.

Egentlig startede vi slet ikke vores seightseeing i Shibuya i dag; den startede i Shinjuku. De fleste butikker åbner dog først omkring kl. 11, og efter at have kigget lidt omkring konkluderede vi, at der nok var lidt for mange dyre mærkebutikker til hvad vi egentlig var interesseret i. Vi smuttede derfor videre til Harajuku, hvor vi besøgte Takeshita-dori. Den smalle gade var lige så intenst befærdet som sidst jeg var der, og lige så meget en oplevelse som nogensinde! Man får virkelig fuldstændig sanse/indtryks overload når man besøger den gade, men samtidig er der virkelig en unik og speciel stemning.

Selvom områderne vi besøgte primært er shopping områder, fik vi ikke købt det store. Faktisk endte vi kun ud med at købe et par øreringe til mig (som jeg købte nogen der lignede af, for 3 år siden, som for nyligt er gået i stykker), og en fødselsdagsgave til en af mine veninder, som hun skal have når jeg kommer hjem.

Så velkendt og dog så fremmed

Så velkendt og dog så fremmed

Det var ikke ligefrem nemt at komme op tidligt fredag morgen, når nu Rene og jeg havde brugt de sene aftentimer torsdag på at pakke. Rene kom sent hjem fra hans arbejde i Ballerup, og jeg syntes bare ikke lige jeg havde kunne tage mig sammen om det sidste i løbet af ugen. Jeg har haft nattevagter op til ferien, og det har været den værste af slagsen hidtil. Ikke at jeg gider at bekymre mig om det nu hvor jeg har ferie. Det skal bare nydes!

Afsted kom vi da og endda til tiden, trods stormvarsel, og aflyste flyafgange med samme selskab vi skulle rejse med, lidt tidligere på morgenen. Flyveturen til Amsterdam gik uproblematisk (dog med en del turbulens mens vi fløj fra Danmark), og vi havde god tid til at sidde og få lidt at spise inden vi tog videre mod Tokyo.

Turen til Tokyo gik sådan set også rigtig fint, men det var svært at nå at få sovet tilstrækkeligt, og dermed få vendt døgnet ordnetlig inden ankomst i Japan. Vi var en halv time tidligere i Narita lufthavn her til morgen end forventet. Vi gav os god tid til at få hentet vores baggage, komme stille og roligt igennem costums, få noget andet tøj på, hentet vores japanske simskort mv. Det var rart nok at der ikke var behov for at stresse igennem det hele, da vi jo havde hele dagen.

Det var utroligt så mange ting der var velkendte. Da jeg for 3 år siden var i Japan, var det ligeledes Narita international airport vi landede i, og det var ved den samme stander som for 3 år siden, at vi købte billetter til Tokyo centrum. Det var dog et andet og mere lukseriøst tog vi kom med ind til centrum end sidst.

Da vi kørte igennem landskabet imod Tokyo centrum, var der bare så meget jeg kunne genkendte, og jeg fik hurtigt en følelse af jeg følte mig utrolig hjemme… Det var kun lige indtil vi ramte Tokyo station i myldretiden! Jeg havde glemt hvor dybt dybt kaotisk den station er, og hvordan man fare forvirret rundt, uden at kunne finde sans og samling på sig selv eller noget som helst andet! Det gjorde ikke oplevelsen bedre med backpacks på ryggen. Det var virkelig svært at falde tilbage i systemet med s-togene, undergrundstogene, osv. osv. Jeg syntes ellers jeg havde fået så godt styr på det sidst jeg var her – men det er som om det hele er glemt nu 3 år efter.

Vi kom da frem til vores hostel – endda i god tid – hvor vi havde aftalt at vi kunne aflevere vores tasker indtil kl. 15 hvor vi kunne checke ind. Det umiddelbare indtryk af vores hostel, var egentlig ret godt; men det vil jeg komme mere ind på senere. Det endte nemlig med at blive en ret begivenhedsrig dag, trods jetlag og udbredt træthed.

Vi skulle slå 2 timer ihjel inden vi kunne checke ind på vores hostel, og selvom vi var blevet tilbudt at opholde os i deres fællesrum, besluttede vi os for (mest mig), at vi hellere måtte udnytte dagen og få set noget. Vores nuværende hostel ligger kun knap 5 km fra Asakusa, som er en bydel der emmer af ‘gammel Japan’. Her tog vi hen. Mest for at gense Sensoji tempel. Det var selvfølgelig ikke et gensyn for Rene, men netop derfor tog vi dertil, det er sådan et område/tempel man bare er nødt til at se når man er i Tokyo (vi passerede også Japan Skytree på vejen, så nu kan Rene også give den et lille flueben).

Det var dog en festivalsdag i dag (spørg mig ikke hvilken), hvilket betød at vi ikke fik taget så mange billeder, da vi var for trætte til at finde gode pladser hvor vi kunne tage nogle smukke billeder af bygningerne, uden der hele tiden dukkede en ryg eller en fremmeds hoved op som centrum af billedet.

Det havde dog sin charme at der i dag var en eller anden fejring, for det betød at rigtig mange mænd og kvinder gik rundt i den traditionelle Kimono! Det var virkelig smukt, og jeg havde lyst til at rende rundt og fotografere hver og en… Jeg holdt mig dog i skinnet og undlod respektfuldt at lade være med at gå og fotograferer dem bevidst – der endte dog et par stykker op på mine billeder, hvilket også kan ses ovenover.

Vi blev desuden tilbudt en guidet tur, hvor man bliver trukket rundt i en Rickshaw. Det blev Sarah og jeg også tilbudt for 3 år siden men takkede nej tak. I dag var det fristende – for det første fordi vi var trætte (som i virkelig trætte!), og fordi manden der gerne ville sælge os turen virkede sød og venlig, og dygtig til engelsk. Alle tingene viste sig at være en korrekt antagelse, og vi endte med at takke ja – og sikke en oplevelse.

Man skulle lige komme sig over den dårlige samvittighed over at blive slæbt rundt på af sådan en stakkels mand, men hold nu op hvor er de stærke, og i god form. Vores guide både løb med vognen og fortalte os om de steder vi passerede samtidig. Det var især rigtig spænende at se Geisha distriktet, hvor der stadig er resturanter der ansætter geishaer til at underholde, samt en skole hvor geishaerne kan blive oplært og træne.

Efter vores Rickshaw tur gik vi rundt i de markedspladslignende butikker som ligger rundt om Sensoji tempel. Igen blev det hele meget velkendt for mig. Mange af de butikker Sarah og jeg shoppede i for 3 år siden lå her stadig – blandt andet nogle af de keramikbutikker som vi var helt vilde med. Det var virkelig en dejlig fornemmelse igen at kunne genkende ting så klart. Dog købte vi ikke noget fint keramik i denne omgang, da vi begge var ved at være fuldkommen udmattede, og derfor ret hurtigt vendte snuden tilbage til vores hostel.

Omkring kl. 17:00 checkede vi ind på vores hostel, og til vores overraskelse havde vi fået et eneværelse. Ret lækkert, når vi nu ellers skal sove i sovesal resten af vores ophold i Tokyo. Værelset var selvfølgelig noget spartansk og småt, men det hele er rent og flot. Man kan virkelig godt se at dette er et 2 stjernet hostel, versus det 0 stjernede som Sarah og jeg boede på i Tokyo.

Vi endte med at tage en lur trods det er dumt, nu hvor vi skulle vende døgnet, men vi begge var efterhånden helt ødelagte af træthed. Især Rene! Med det samme han lagde sig i sengen faldt han i søvn.

Vi endte med at sove til omkring klokken 19:00, hvorefter vi gik over i en nærliggende 7eleven, hvor vi købte en nudelret, og lidt sodavand. Vi nød det i det dejligt afkølede fællesrum (btw der er også aircondition på vores værelse! Amazing!”). Maden var okay i forhold til, at det var en ‘færdigret’, og en god løsning på en dag som i dag.

Nu nærmer klokken sig 22:00 her i Japan, og det betyder dagen er ved at være slut for Rene og jeg. Trods et par timers søvn i eftermiddags, trænger vi stadig til at få sovet igennem. Desuden har vi en tidlig dag i morgen! Håber at alt er godt hjemme i Danmark, for alt er i hvert fald godt her i Japan.

  • Et smut forbi bamboo grove en impulsiv bestigning af Ogurasan
  • Sikke en fantastisk oplevelse at se Fushimi Inaritaisha  elsker
  • Rene Hvad skal jeg kbe at drikke til dig? Simone
  • Rene fik klappet Hachiko i dag s sd en historie
  • Vi prvede en rickshaw igennem Asakusa i dag Det var
  • Ingen storm kan stoppe os FarvelAalborg FarvelDanmark hejJapan hejTokyo nostormcanstopusnow