“I need to vomit”

Efter en hård uge fyldt med en masse indtryk, synes vi, at vi trængte til luftforandring – bogstaveligt talt. Vi havde hjemmefra talt om, at vi godt kunne tænkte os at paraglide, så det gjorde vi!

Vi var blevet fortalt, at vi skulle være klar kl. 9. Dette blev dog rykket til 11.30, som endte med at blive kl. 13. I Nepal går man ikke så meget op i punktlighed, hvilket er noget vi lige skal vænne os til. Men i bund og grund er det ret befriende.
Vi blev hentet af en jeep, hvilket skulle vise sig, at være et ret fornuftigt køretøj til den køretur vi skulle på.

Vores startpunkt lå naturligvis højt oppe på et bjerg, som vi derfor skulle køre op til. I Nepal er vejene i virkelig dårlig stand og samtidig har vi sjældent oplevet personer, der kører mere råddent end de gør hernede. Bjergkørsel er ikke en undtagelse. Vejene er virkelig smalle, der er ingen afspærring ud til skrænterne, og asfalt er man heldig hvis man ser. Hornet er bilisternes bedste ven. Man dytter simpelthen bare når man nærmer sig et hjørne, og så håber man, at eventuelle modkørende hører dette og flytter sig.

Simone og jeg kiggede flere gange på hinanden undervejs, da nogle af vejene så temmelig farlige ud at passere. Desuden sad vi 10 fuldvoksne mennesker klemt inde i en bil med plads til 7, så vi hoppede lidt rundt i hinanden. Men vi nåede frem!

Vi fik hver tildelt en pilot som skulle flyve med os. De var begge enormt søde og venlige, og fik forklaret os hvordan vi skulle sætte fra, sidde undervejs, og generelt gjorde de, at vi begge var rigtig trygge ved situationen.
Jeg var den første der skulle afsted. Det er den vildeste oplevelse, når fødderne slipper jorden og man bare har luft under sig, og det eneste der holder en oppe, er en faldskærm. Der var stort set skyfrit, så vi havde den smukkeste udsigt over Nepals bjerglandskab. Det var fantastisk!

Min pilot var ret interesseret i, om jeg havde en kæreste eller var gift. Jeg måtte dog sige nej til begge, hvilket han ikke helt kunne forstå. Jeg var på nippet til at give ham ret, indtil jeg fik ødelagt den romantiske situation, ved pludselig at skulle kaste op….
Det var så synd for den stakkels mand, der sad bag mig, og sagde “Please, don’t vomit, please don’t vomit…”
Lad mig bare slå fast; 3 gange opkast i luften, er ikke ligefrem det bedste scoretrick.

Vi havde dog en fantastisk oplevelse. Simone klarede turen uden opkast. Hendes pilot havde været helt nervøs for, at hun kedede sig, fordi hun ingenting sagde, men hun var så optaget af indtryk, at hun bare sugede til sig. Vi var heldige, at der blev taget billeder og videoer undervejs, som vi kan tage med tilbage til Danmark som et minde.

I morgen har vi planlagt et trek til Sarangkot. Vi nyder vores fridage, hvor vi kan blive tanket op med ny energi, og få bearbejdet de mange hårde skæbner, vi allerede nu har mødt på hospitalet.

En overvældende dag

I dag har været overvældende. Vi har været det meste af følelsesregistret igennem og har virkelig fået prøvet os selv af.
Vi er som nævnt i forrige indlæg, på neonatalafdelingen i denne uge. I dag skulle vi deltage i morgenplejen af børnene – en opgave vi egentlig var rimelig trygge ved.
Jeg fik en af de lidt større børn på 3 kg, mens Simone fik en lille dreng på omkring 800 g. Vi havde i går observeret, at denne dreng havde apnøperioder (en periode uden vejrtrækning) På et tidspunkt kalder Simone på mig, for at få mig til at se, om drengen igen havde periode med apnø, men vi blev hurtigt enige om, at drengen ikke trak vejret. Simone forsøgte i flere omgange at få kontakt med personalet, der ignorerede hende, indtil hun gav en sygeplejerske en albue i siden. Sygeplejersken kommer hen, ser på barnet og siger, at Simone skal skifte bleen. Simone påpeger, at barnet jo ikke trækker vejret. De efterfølgende minutter går med, at sygeplejeskerne opfatter alvoren, får fundet en ventilationsmaske der fungerer, og begynder herefter genoplivning.
Drengen dør efter et kvarter.
Vi var begge klar over, at børnedødeligheden er høj i Nepal, og var forberedte på, at babyerne er meget dårlige. Hvad vi ikke havde forventet, var den ligegyldighed og respektløshed der var omkring det døde barn efterfølgende. Barnet efterlod de uden at blive dækket til og til fuld skue for resten af stuen. Der gik 3 timer, før barnet blev vasket og svøbt i et klæde. Forældrene blev ikke involveret. De måtte ikke komme ind og sige farvel til deres barn. Jeg havde det enormt svært ved, at der sad nogle forældre et sted uden for, som ikke vidste, at deres barn var dødt, og som ikke fik muligheden for, at komme ind.
Jeg forsøgte at snakke med sygeplejerskerne om dette. De var dog meget uforstående over for min bekymring, og forsikrede mig, at forældrene nok skulle få at vide, hvilket tidspunkt barnet var sovet ind…

Simone og jeg var på det her tidspunkt ret fyldt med frustration. Samtidig bliver et andet barn akut dårlig med vejrtrækningsproblemer. Her forsøger sygeplejersker og læger at afhjælpe problemet. Dog hersker der lidt kaos omkring, hvem der har hvilken rolle i denne situation. På et tidpunkt bliver Simone og jeg sat til at pumpe med ventilationsmaske for at støtte barnets vejrtrækning. En læge kommer ind og ser, at vi ventilerer og siger højt i rummet “Oh, try to save the baby” – tydeligt ironisk og resten af rummet grinte. En meget ubehagelig oplevelse. Vi måtte til sidst opgive. Drengen døde.

Igen oplevede vi ligegyldigheden omkring døden. Vi svøbte drengen i et klæde, men da personalet skulle fjerne noget ved barnet, smed de det bare skødesløst tilbage.

Det har været en hård dag. Vi forsøgte virkelig at hjælpe. Men når holdningen er, at man hellere vil sidde og pille tæer og sove (ikke en joke) så er det svært at hjælpe.
Vi har dog besluttet, at vi tror på, at selv det mindste hjælper. Den mindste smule omsorg og kropskontakt vi kan dele ud, vil hjælpe barnet.
Verden kan være et barsk sted. Det oplevede vi i dag.

Vi skabte glæde på børneafdelingen

Vi besluttede, at vi i dag ville medbringe noget af det sygeplejeudstyr vi havde med hjemmefra samt en masse legetøj til børnene.

Sygeplejerskerne virkede i første omgang lidt forundrede over, at vi gav dem sprit, masker og handsker, men de fandt hurtigt ud af, at vi rent faktisk mente, at de måtte få det.
Den ene håndsprit blev ret hurtigt placeret på bordet der bliver brugt til stuegang. De var alle noget forundrede over, hvor “stærk” en sprit vi havde med, og de duftede alle flere gange undrende til deres hænder. Den ene flaske med sprit vi har set, dufter meget parfumeret, og vi er lidt i tvivl om, hvor effektiv den egentlig er.
Lægen fik under stuegang pludselig øje på flasken og ville prøve, og blev helt chokeret over den sprittede lugt og måtte afbryde undersøgelsen af patienten, for at undersøge spritflasken. Det siger lidt om deres forhold til hygiejne, men også til deres forhold til patienterne. Håndsprit er bare lidt mere interessant…

Vi havde hjemmefra købt en del sæbebobler og lidt legetøj. Derudover har min mor også doneret en del legetøj hun havde fået foræret, men som hun ikke kunne bruge. Det skabte virkelig glæde! Vi fyldte vores lommer med bobler, bolde, bamser og balloner, og gik herefter ud til børnene. Jeg har aldrig set børn blive så glade for så lidt! De fleste er virkeligt syge, har intet legetøj med sig og er placeret i en vakkelvorn seng sammen med 5 andre børn og deres forældre.
Da vi startede med at puste sæbebobler stimlede de alle sammen omkring os, og inden længe havde vi fået et smil frem hos selv den mest generte dreng. De elskede ballonerne og løb frem og tilbage på gangene.
Vi gav på et tidspunkt en ballon til en lille pige, og hendes far var så taknemmelig, at han på gebrokkent engelsk fik os fortalt, at han var så glad for, at vi kom så langt væk fra, og kunne sprede glæde på afdelingen. Mange er børnene er bange for de mange mennesker i hvide kitler. Han ville endda have et billede af os sammen med hans datter, hvilket han selvfølgelig fik.
For os har det været en minimal udgift på denne rejse at købe legetøj, men det var en fantastisk oplevelse at se, at børnene bare var glade, og fik lov at være legende, glade børn et stykke tid.

Sygeplejerskerne kiggede lidt underligt på os i starten, da vi gik rundt og legede med børnene. Dog gik der ikke længe, før afdelingssygeplejersken kom og bad om vores hjælp, da der skulle lægges venflon (nål i hånden til væske og medicin) på en lille dreng som var meget ked af det. Hun havde set, hvor fascinerede børnene var af sæbeboblerne, og bad om vores hjælp til at distrahere ham. Samtidig kunne vi se, at vores medbragte handsker allerede var taget i brug – sygeplejerskerne brugte dem ved anlæggelse af venflon!
Simone havde taget en lille bamse med ind til drengen, og senere kaldte hans mor os hen til dem, hvor hun viste, hvor glad drengen var blevet for bamsen.
Vi havde også en lille malebog med, som vi gav til nogle af de størrere piger der var indlagt. Den ene gav sig til at male i den med det samme, og var et stort smil hver gang hun mødte os efterfølgende.

Selvom det stadig er noget op ad bakke at få hjælp fra sygeplejerskerne, og at vi synes, at vi ofte er lidt i vejen, er det virkelig oplevelser som disse der gør, at vi alligevel er glade og optimistiske når vi går hjem. I morgen har vi sidste dag på børneafdelingen. På mandag starter vi på neonatalafdelingen, hvilket vi håber på, bliver lærerigt og spændende.
Vi har i hvert fald lært, at glæde ikke behøver at koste mange penge, og at sprog til tider er ret ligegyldig når man er sammen om at lege.