Ud på havet i Ishigaki

Dagen efter vores off-day var vi atter klar på nye eventyr så vi meldte os til en kajak – og snorkel tur med afgang fra Ishigaki. Vi blev hentet af vores mega søde guide, blev iført våddragter og badesko og drog afsted mod vores udsejlingspunkt. Dette var en fin lille strand fyldt med lokale, der legede en åbenbart ret udbredt folkeleg. Legen går ud på at en person med bind for øjnene og baseball bat i hånden, vha. medspillernes guidning, så hurtigt som muligt, skal bevæge sig hen til og smadre en vandmelon der bliver lagt på jorden. Behøver vi sige at det så rigtig sjovt og rimelig brutalt ud?!

Vi placerede os i kajakkerne og sejlede afsted. Først sejlede vi hen til en lille øde strand, hvor vi lige fik afprøvet vores snorkeludstyr.

image

imageJep – smarte så vi ud i vores (gudskelov) vel store våddragter, som vi skulle have på, da der var en del miniature brandmænd i vandet.

Så drog vi afsted i kajakkerne igen ud mod et rev i nærheden. Her så vi en masse flotte fisk – og Simone så endda en moræne!! Jeg er så misundelig!

image image image image

imageHerefter gik sejladsen hjemad – her var det blæst noget op og der var godt gang i bølgerne, så vores overarme kom på arbejde med at bringe os i land, men i land kom vi.

image

Dagen rundede af med en cykel ekspedition mod en lokal restaurant, vores guide havde anbefalet. Det var et lille bitte sted med en gammel dame der sad og hyggede med to mandlige tilsyneladende stamkunder. De var alle meget forvirrede da vi troppede op. Men ved hjælp af fakter, samt enkelte engelske og japanske gloser fik vi bestilt et rigtig godt og solidt måltid mad, som vi nød til en japansk tegnefilm der kørte i tv.

image

Ishigaki Island – smukke strande og svitset hud

Vi er nu vendt tilbage til Naha, Okinawa, hvor vi tager en overnatning, før vi i morgen drager mod Tokyo.
Vi har haft nogle rigtig gode dage på Ishigaki Island, hvor vi boede på et sødt lille female-only guesthouse. En ung kvindes private hjem med adskillige små værelser og et lille opholdsområde. Hver morgen lavede hun japansk morgenmad til os – almindeligvis bestående af tre små skåle; en med ris, en med suppe og en med forskellige udgaver af kød og grøntsager. Rigtig lækkert og sjovt at prøve!

image

 

image

Området vi boede i var meget lokalt med små smalle veje med private huse og meget tæt på en fin strand fyldt med forstenede koraler og flotte skaller.

image

image

image

 

image

Dagen hvor vi ankom, var vi nede og bade på denne strand. Desværre fandt vi ud af at der ude i vandet var en lige vel stor bestand af søpølser, så vi tilbragte det meste af den sene eftermiddag på selve stranden med at nyde udsigten og underholde os med diverse kreative (samt lettere upassende) aktiviteter.

image image

Dagen efter besluttede vi at drage på cykeltur mod en strand nogle kilometer borte. Guesthouset havde to (meget små) cykler vi kunne låne og det var super hyggeligt at cykle gennem landskabet. Vi havde en dejlig afslappende dag med svømning og solbadning på en rigtig lækker strand (uden søpølser).

image

image

image
Dette viste sig dog at blive en skæbnesvanger dag, da vi begge (i særdeleshed Simone) blev totalt flamberet af den stærke sol! Så den idylliske stemning vi havde oplevet på udturen blev på hjemturen erstattet af noget der nærmede sig desperation. Hjem og ud af solens stråler kom vi, for så at erkende den rimelig voldsomme udbredelse af grilningen!

Dagen efter besluttede vi derfor at skåne vores hud for mere UV og tog en afslapnings dag hjemme i skyggen. Her blev Simone så desværre oveni købet syg med opkast og generel utilpashed.

Herefter opgraderedes det hele dog igen, da vi de sidste to dage på Ishigaki var på nogle rigtig gode ture, vi vil fortælle mere om :)

Hiroshima – tragedien og ønsket om fred

En af de begivenheder, vi endnu ikke har fået berettet om her på bloggen, er vores dag i Hiroshima. En utrolig hård og rørende oplevelse, som jeg vil fortælle om nu.

Som de fleste nok ved, blev verdens første offensivt tiltænkte atombombe sprængt over Hiroshima under 2. verdenskrig. Dette var en forfærdelig tragedie, hvor flere tusinde blev dræbt og hele byen lagt i ruiner.

I området omkring bombens hypocenter (hvorover bomben sprængte) for 70 år siden, er i dag oprettet ‘Hiroshima Peace Memorial Park’ indeholdende forskellige freds – og mindemonumenter, samt et museum, der formidler fakta om hændelsen.

Tæt herved står det såkaldte A-Bomb Dome, en bygning, som på mirakuløs vis forblev delvist intakt til trods for dens placering så nært ved bombens hypocenter. Den er blevet restureret og bevaret, så den i dag står præcis som den gjorde umiddelbart efter bombningen. Som et minde om dennes ødelæggende kraft og den forfærdelige tilstand byen var i.

image

Som noget af det første, var vi henne og besøge ‘Memorial Hall for the Atomic Bomb Victims’, hvor vi blev gjort opmærksomme på, at en efterkommer til en der overlevede bombningen, ville holde et foredrag herom. Vi deltog i hvad, der skulle vise sig at være en virkelig intens oplevelse. Foredragsholderen var en kvinde, hvis mor, som 18 årig, oplevede tragedien på nært hold. Hun fortalte om diverse fakta angående planlægningen af attentatet mod Japan, skabelsen af atombomberne og den foregående træning de amerikanske piloter gennemgik, for at lære at smide bomben og hurtigt bringe flyet udenfor farezonen. Det blev beregnet at bomben ville udøve maksimal destruktion, hvis den eksploderede 600m over jorden og dette opnåede de paradoksalt nok vha. elektronisk udstyr, udviklet i Japan nogle år forinden.

image

Herefter fortalte kvinden sin mors historie. Hun havde befundet sig i udkanten af byen, da bomben sprang. Hun blev slået ud af den enorme trykbølge og vågnede op til total kaos og panik, som intensiveredes i takt med hun desperat bevægede sig ind mod byens centrum, for at søge efter sin lillesøster. Folk vandrede skrigende omkring med tøj og hår brændt af og den afbrændte, afskallede hud hængende fra deres fingernegle, hvor det stadig var tilhæftet.

image

Som følge af folks voldsomme forbrændinger, var de ekstremt dehydrerede og flokkedes i desperation omkring byens floder og vandresevoirs, som snart blev fyldt med døde.

image

image

Skrig og bønner om hjælp hørtes fra folk der var fanget i brændende bygninger eller murbrokker. Kvinden havde løbet omkring vel vidende, at hendes søster nemt kunne være en af de mange døde, der var brændt til ukendelighed. Det havde været et sandt mareridt.

Hun fandt frem til sin søster, der var blevet bragt til et felthospital, men som desværre døde nogle dage senere af sine kvæstelser, 13 år gammel.

Foredragsholderen fortalte at hendes mor i mange år havde været så dybt traumatiseret over denne hændelse, at hun ikke havde nævnt det med et ord. Endelig havde hun så åbnet sit hjerte overfor sin datter, som besluttede sig for at lære engelsk, så hun kunne dele historien så bredt som muligt, med ønsket om øget kendskab til tragedien og ikke mindst den ødelæggende kraft af atomvåben.

Det samme budskab emmede fra museet og de mange monumenter. Der blev ikke udtrykt noget had til USA, men i stedet til krig generelt og i særdeleshed mod atomvåben!

image image image

En vigtig faktor i den ekstremt ødelæggende effekt af en atombombe, er stråling, som ikke bare har ødelæggende kraft i eksplosions-momentet, men flere forfærdelige langtidseffekter. En stor del af de mennesker der overlevede bombningen, afgik ved døden inden året var omme pga. stråleskader. Også i årene efter har folk udviklet strålingsrelaterede lidelser, som fx. cancer, og mange overlevende har lige siden levet i stærk angst for at blive syge. Ikke nok med det, er der efterfølgende blevet født mange dødfødte og misdannede børn, også en følge af strålingen. Det er jo ganske enkelt et våben med fuldstændig uforståelig, vedvarende ødelæggende kraft, som menneskeheden hverken kan eller skal administrere.

Bomben sprang kl. 8.15, d. 6. august 1945 og vi besøgte stedet nogle få dage efter tragediens 70 års “jubilæum”. På selve dagen havde der været et hav af mennesker, for at mindes ofrene, lægge blomster og sætte lanterner på floden. De mange flotte buketter lå stadig omkring ‘Memorial Cenotaph’, et af de først byggede monumenter, indeholdende navnene på alle ofrene.

image image

På skiltet i midten står på japansk teksten: “Let all the souls here rest in peace for we shall not repeat the evil”.

Vi var begge meget rørte ovenpå denne oplevelse. Også imponerede over hvordan Hiroshima har evnet at vende tragedien til et ønske om fred fremfor et ønske om hævn. Et afstandtagen til krig og de ekstremer det driver folk ud i, og ikke mindst en bøn om at alle står sammen i at modarbejde udbredelsen af atomvåben.

image