Browsed by
Kategori: Anmeldelser

Anmeldelse: Battle Royale

Anmeldelse: Battle Royale

Da jeg så at dagens ‘blog-challenge‘ bød på at jeg skulle skrive om en bog jeg elsker, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Battle Royale.

Faktisk forsøgte jeg første gang at læse bogen i år 2013 (Læs: Dag 05 : Hvilken bog læser du?), men lykkedes aldrig med det. Jeg ved ikke hvorfor jeg dengang havde så svært ved at komme ordentligt i gang med den, at den til sidst endte med at ligge på hylden helt til år 2017. Så vidt jeg husker var det faktisk fordi min storebror gerne ville låne den, og jeg dengang tænkte, at jeg helt sikkert bare ville få læst den når jeg fik den tilbage (hvilket jeg formentlig gjorde få dage efter, da Patrick læser meget hurtigt). Jeg kom så bare ikke i gang igen. Jeg kan dog sige med 100% sikkerhed, at bogen ikke på nogen måde er kedelig, og det med garanti ikke var derfor det tog så lang tid om at komme i gang med bogen igen!

Jeg så Battle Royale filmene mange år før jeg læste bogen. Faktisk var det fordi jeg var meget glad for filmene, at jeg besluttede mig for at købe bogen. Siden jeg har læst bogen, har det været rigtig svært, at se filmene igen, for de når på ingen måde bogen til sokkeholderne! Bogen er i helt igennem fantastisk! Jeg var fanget af bogen fra start til slut, og læste den på under en uge (trods jeg forsøgte at læse så få sider om dagen, som muligt, så jeg kunne sprede glæden ved at læse den, over flere dage).

Battle Royale

Anmeldelse skrevet af Simone Møller


Forfatter

Koushun Takami

Genre

Dystopia, thriller

Type

Bog

Bedømmelse

5 ud af 5


Synops

En klasse gymnasieelever bliver udvalgt af regeringen, til at blive placeret på en øde ø, hvor de som en del af et af et autoritær program bliver forsynet med forskellige våben, og bliver tvunget til at dræbe hinanden, indtil der kun er én overlevende tilbage.

Min vurdering

Battle Royale tager udgangspunkt i et fiktiv fascistisk Japan, som i bogen er en totalitær stat kaldet ‘Republic of Greater East Asia’, hvor regeringen styre alt. Man følger i bogen en gymnasieklasse, som bliver udvalgt til ‘the Battle Experiment No. 68 Program’, som præsenteres som et militærprogram som regeringen har opfundet, for at hjælpe regeringen og dets militær i forskningen i overlevelsesfærdigheder og kampberedskab. I virkeligheden er programmets formål at indgyde frygt og mistillid i statens borgere, ved at vise regeringens magt og evne til at målrette borgernes familier og fodre folks frygt for at blive dræbt af en nærtstående, for dermed at bekæmpe ethvert forsøg på oprør imod styret.

Årets udvalgte klasse er en klasse på 42 elever fra Shiroiwa gymnasium. Her i blandt, er blandt andet eleverne, Shuya Nanahara, Noriko Nakagawa og Shogo Kawada, som er nogen af bogens mest væsentlige karakter. Alligevel kan man ikke være foruden nogen af de øvrige 39 elever, da de alle spiller en større eller mindre rolle i bogen. Den helt klare hovedrolle i bogen tilhøre Shuya Nanahara, men man følger samtlige elever igennem bogen – nogen mere end andre – og får et indblik i deres relationer, tanker og følelser. Det kan være forvirrende med mere end 42 karakteres navne at holde styr på, men heldigvis er der i starten af bogen en liste over elevernes navne. Desuden må man ikke lade sig miste modet helt på grund af de mange japanske navne, for det vare ikke længe inden op til flere af karaktererne er udryddet på den ene eller anden måde.

Bogen kan undervejs i det hele taget være en smule forvirrende, da der er mange navne, og områder, man skal holde styr på; heldigvis bliver man dog hjulpet godt på vej, af kortet over øen forrest i bogen – og efterhånden som man kommer længere og længere i bogen, bliver det nemmere at holde styr på hvem der er hvem, og hvor de befinder sig.

Det har dog også sine fordele at man ikke blot følger hovedpersonen igennem bogen. Netop fordi man følger stort set alle eleverne i bogen i større eller mindre grad, kommer man også til at holde af andre karakterer end netop hovedpersonen. Især Shinji Mimura, som er en af klassens populære unge mænd, men som udover at have udseendet med sig, er yderst intelligent, og afbalanceret, endte med at stjæle mit hjerte. Jeg var også glad for hans rolle i filmen, men i bogen, fik han bare så meget mere dybde.

I det hele taget er det spændene at “se” både elevernes syn på dem selv, og samtidig få et indblik i hvordan de andre elever “ser” den pågældende person, og situation. Så selv om man skal holde tungen lige i munden, når man flyver fra den ene karakter, og situation, til den anden, så giver det også en dynamik, spænding, og indlevelse, som jeg ikke tror man kunne have skabt på andre måder. Det er på en måde en meget unik oplevelse.

Battle Royale indeholder det hele; kærlighed, drama, forræderi, intriger, misforståelser, politisk spil, blod, død, mod, og svære valg. Spørgsmålet, ‘hvem kan man i det hele taget stole på?’, er en genganger og er også et centralt tema i bogen. Hvem tør man sætte sin lid til? Skal man spille med? Og er der overhovedet et alternativ?

Battle Royale, får 5 ud af 5 stjerner. Trods det er en bog på 616 sider, så keder man sig på intet tidspunkt – og intet af indholdet i bogen er ‘fyld’. Der er kælet for detaljerne, og man mærker i særdeleshed dette ved karakterernes opbygning. Desuden er bogen skrevet i et sprog, og med en detaljegrad, der gør den utrolig fangende, og virkelig. Jeg kan kun anbefale at man selv anskaffer sig bogen, og trods plottet kan lyde en smule voldsomt, giver den en chance, for den er så meget mere end ‘bare’ død og ødelæggelse (omend der nu også er en del af den slags, så det kræver nok alligevel, at man ikke er for sart).

The Stoning of Soraya M.

The Stoning of Soraya M.

The Stoning of Soraya M. En film fra 2008, som jeg dog først blev opmærksom på, for et par dage siden. Rene syntes den lød kedelig, da vi læste om den, og den røg derfor tilbage i gemmerne, da jeg første gang stødte på den, på Netflix. Den lød da også en smule langhåret – eller rettere, meget dyb, og med en handling, der formentlig krævede at man fulgte ret koncentreret med. I dag havde Rene så spilledag, med hans kammerat, og jeg bestemte mig derfor for, at se filmen alene… Og hvor blev jeg på alle måder imponeret, forarget, og trist helt ind til benet.

1722c7ce-861a-4857-a44c-2950d10b97f5

Sjældent (Læs: aldrig!), har jeg grædt så meget til en film, som jeg gjorde til denne. For det første omhandlede filmen et emne som på mange måder interesserer mig, og noget jeg advokerer stærkt imod, i alle situationer jeg kan komme til det (!!); Kvindeundertrykkelse. For det andet er skuespillet i filmen så overbevisende, at jeg næsten følte jeg var til stede, under de horrible scener, som udspillede sig. Sidst men ikke mindst var en væsentlig faktor i, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, at denne film ikke alene er baseret på en sand historie, men at det rent faktisk er nogle kvinders skæbne. At den ‘virkelighed’, som kvinderne i filmen står overfor, reelt er mange kvinders virkelighed.

For kort at opsummere hvad filmen handler om, så handler den om Soraya. En kvinde fra Iran. Hendes ægtemand er blevet træt af hende, og han ønsker at ægte en 14-årig pige i stedet. Soraya, kan ikke gennemgå skilsmissen, da hun vil blive forladt med deres to døtre, og det ikke vil være muligt for hende at brødføde dem uden hendes mand. Hun bliver dermed et problem – et problem, som på den ene eller den anden måde må skaffes af vejen, hvilket viser sig at være forholdsvis nemt, i en mandsdomineret verden.

Filmen er ikke for sarte sjæle. Der er brutale scener heri, som rammer dybt i hjertet. Der er ikke lagt fingre i mellem. Der er ingen censurering af brutaliteten, som kvinder som Soraya, må stå ansigt til ansigt med. Det er netop dette der gør denne film så vigtig, og jeg vil opfordre alle til, at se den. Se den, og reflekterer over, om det virkelig er sådan en verden vi vil leve i!

Som en sidste lille sidebemærkning, vil jeg understrege, at trods filmen tager sit afsæt i Mellemøsten, og stening primært er noget vi hører om, herfra, er det vigtigt at huske på, at kvindeundertrykkelse er noget vi ser i hele verdenen i den ene eller anden form, og kun ved at italesætte det, og sætte fokus på det, kan vi begynde at gøre noget for at ændre det.

American Horror Story – Asylum

American Horror Story – Asylum

Jeg er gået i gang med at se American Horror Story igen. Sæson 1 var blandt mine ultimativ favorit serier nogensinde, og jeg gav den 4 ud af 5 stjerner i min anmeldelse af den. jeg havde dog svært ved at gå i gang med at gå i gang med sæson 2. Mest fordi jeg blev ved med at sidde fast i første episode. Det der gang på gang fik mig til at miste lysten til at se videre, var at netop episode 1, lagde op til, at det ville blive en sæson præget af aliens. Noget der ikke rigtig siger mig noget – og slet ikke i forhold til denne serie.

1105

Dog tog jeg mig sammen, og fik sit hele afsnittet færdigt, og fortsatte med et par episoder mere. Frem til nu har idéen om aliens ikke spillet en særlig stor rolle – og det faktum at 95% af historien udspilles på et sindssyge hospital (deraf sæsonens navn; asylum), gør det ligeledes uvist om der i virkeligheden overhovedet er tale om tilstedeværelsen af aliens.

1106

Tilgengæld har serien budt på lidt af hvert! Frække nonner, sindssyge mordere med moderkompleks, zombie-ligne monstre, gale videnskabsmænd med rødder i nazismen, dødsengle og ikke mindst djævlen ham selv. Man ved aldrig helt hvilken retning serien vil tage næste gang; og det er netop denne uforudsigelighed der gør den så spændene.

1107

Jeg er nu nået til afsnit 8 ud af 13, og sæsonen er langt mere kompleks og spændene end jeg havde regnet med. Faktisk er den betydelig mere kompleks end sæson 1. Dog er jeg indtil nu, stadig galdere for sæson 1, end for denne sæson. Mest fordi den røde tråd i sæson 1, var lidt tydeligere end den er i denne sæson. Især starten af denne sæson var meget rodet og det tog noget tid om at komme ind i “historien” og hvilken retning den egentlig ville tage.

1108

En anden rigtig sjov ting, ved denne sæson er at de bruger mange af de samme skuespillere fra sæson 1, på trods af at de to sæsoners historier og karakter er fuldstændig uden sammenhørighed. Jeg syntes det er fedt, men ser man sæson 2 lige efter man har set sæson 1, kan det godt være svært at vende sig til de nye roller, som skuespillerne pludselig er i. Jeg kan kun glæde mig over at en af mine yndlings skuespillere (Evan Peters) endnu engang har fået en af hovedrollerne!

Jeg glæder mig til at se serien færdig, og mon ikke at der også kommer en anmeldelse af denne sæson, når jeg har set den færdig.

  • I dag har vi blandt andet set og vret oppe
  • Farvel og p gensyn til smukke Kyoto  Nu gr
  • Et smut forbi bamboo grove en impulsiv bestigning af Ogurasan
  • Sikke en fantastisk oplevelse at se Fushimi Inaritaisha  elsker
  • Rene Hvad skal jeg kbe at drikke til dig? Simone
  • Rene fik klappet Hachiko i dag s sd en historie