Browsed by
Kategori: Arbejde

Sidste nattevagt i denne omgang

Sidste nattevagt i denne omgang

I nat skal jeg møde i min 4. og sidste nattevagt i denne omgang. Jeg elsker mit arbejde, men jeg må indrømme og jeg også glæder mig til et par dage fri i den kommende uge – især nu hvor jeg har arbejdet 6 dage i denne uge.

I øjeblikket passer jeg min mors gård. I forbindelse hermed, har jeg flyttet min ene hest – Lady – herud, i håb om at jeg kan komme til at ride en lille smule. Min fys har givet mig nogle øvelser jeg skal forsøge at lave i forbindelse med ridningen, så jeg kan prioriterer at prøve at få redet lidt i denne uge, fremfor at lave mine vanlige øvelser på jorden.

Det er skide smart; hos min fys har de sådan en sadel med stigebøjler, man kan prøve div. øvelser på, inden man kommer op og skal forsøge sig med dem på hesten. Fremadrettet skal jeg dog tilbage til mit vanlige træningsprogram da det er mere alsidig – men i denne uge har jeg som sagt fået lov til at prioriterer mine heste, og min ridning, og det er jeg ovenud lykkelig over.

Hestene (ja min mors og Bøjes hest er her jo også, så jeg har lidt at vælge imellem) står lige udenfor døren, så jeg kan spare de kræfter jeg plejer at bruge på at skulle transporterer mig ud i stalden.

Lady har også fået ordnet hendes fusser i slutningen af sidste uge, så hun er helt klar til at vi skal ud og ride lidt ture! Det er ikke til at forstå at det smukke bæst snart nærmer sig de 21 år. Måske er det bare en “mors” kærlighed, men jeg syntes hun er lige så smuk som da jeg købte hende.

Under alle omstændigheder vil jeg bruge mine par fridage ude i den friske luft, i det omfang jeg kan komme til det. Jeg nyder allerede at være væk fra byen og lejligheden. Det er skønt at når man skal sove om dagen, så er der bare ro. Ikke folk der boer, babyer der græder, døre der bliver smækket, biler der dytter, og alle de andre lyde som rumsterer i rundt i bygningen og gaden udenfor.

Lad os snakke om mit ben

Lad os snakke om mit ben

Jeg har brug for at skrive et status indlæg om mit ben igen. Det er ved at være længe siden, og selv om det måske er det samme jeg skriver igen, og igen, har jeg bare brug for at dele det.

Jeg er begyndt med en ny terapiform hos min fysioterapeut. I flere måneder har jeg nu fået shockwave på terapi – men kun på den mindste af mine skader. Vi er nu gået over til at give hele benet, og derfor også primærskaden, som egentlig startede det hele. Det er meget smertefuldt, og jeg er nødt til at placerer behandlingen således at jeg har fri fra arbejde 2-3 dage efter behandlingen. Det er svært at få det hele til at passe sammen, når man er nærmest ukampdygtig i to dage efter behandlingen – men tilgengæld syntes jeg at jeg visuelt har kunne se fremskridt; hævelsen er blevet mindre, og når jeg køre fingrene hen over bulerne, er klumperne af forkalkning der er så store at man kan mærke dem igennem huden også blevet færre.

Det er dejligt at der på en eller anden måde er fremgang, selvom smerteproblematikken på ingen måde er blevet bedre. Overhovedet ikke er blevet bedre, faktisk. Tværtimod er mine smerter blevet værre. Jeg har ondt hele tiden (ikke at der er noget nyt i dét; men jeg har mere ondt end tidligere). Ikke så ondt at jeg generelt ikke kan passe mit job. Man vender sig til smerterne i et vis omfang. Desuden skulle de øgede smerter gerne være et tegn på at der sker noget inde i benet; at helingsprocessen er blevet genoptaget af kroppen, og den væskebramme der derfor ligger og trykker og forvolder smerte, gerne skulle blive absorberet af kroppen igen.

Jeg er dog mere følsom end jeg nu har været i en lang periode. Jeg havde to vagter i weekenden hvor jeg gik meget. Lørdag gik jeg 21.000 skridt. Det var for meget, i kombination med at jeg sikkert har lavet en eller anden dum bevægelse. Mit ben er hævet igen, og brænder som sindssygt! Jeg var nødt til at melde mig syg søndag. Det er altid en forfærdelig følelse at lade mine kollegaer i stikken på den måde, og det er faktisk denne problematik der er det allerværste ved min skade.

På den ene side presser jeg mig selv når jeg er på arbejde; jeg går hurtigere end jeg ellers ville have gjort, og kommer ud i nogle stillinger som sommetider er smertefulde for mig – alt sammen fordi jeg ikke vil være en belastning for mine kollegaer når jeg er på arbejde. Jeg vil ikke have at de skal løbe hurtigere fordi de har mig på slæb. På den anden side kan jeg jo udmærket godt se hvor fuldstændig hjernedødt det er, hvis det i sidste ende ender i en sygemelding fra en af mine vagter, for så skal mine kære kollegaer om noget virkelig løbe hurtigere! Det skal dog siges at jeg ikke altid ved hvornår jeg er gået over stregen – denne gang var det som at gå ind i en mur, uden at have set man var på vej hen imod den forinden. Jeg havde faktisk gode vagter i weekenden, men det er svært at undgå at gå meget, og deltage meget i plejen når man er i aftenvagt.

Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg har stadig ondt i benet, men jeg har snakket med min chef omkring hvordan vi griber det an, så jeg stadig kan komme på arbejde, men måske skåne mit ben en smule. Det er vigtigt for mig ar komme på arbejde, for dette handler om meget mere end smerter og et dårligt ben. Det er blevet en psykisk belastning for mig de dage jeg er nødt til at blive hjemme. Den måned jeg lå på sofaen og lavede ingenting er nærmest en traume oplevelse. Det at ligge dér og blive ædt op af dårlig samvittighed. Urgh! Jeg kan næsten ikke klare tanken. Derfor er det vigtigt for mig at komme på arbejde! Og heldigvis har jeg en chef og søde kollegaer, der er med til at skabe nogle vilkår for mig, der gør det muligt, selv når jeg har lidt ekstra ondt som nu. Selvfølgelig har det været dage, som i søndags, hvor jeg har så ondt at jeg ikke kan være nogen steder, og da slet ikke på mit arbejde (!) af bare smerter, men heldigvis er der længere imellem de dage efterhånden.

Jeg har fået en ekstra tid hos min søde fysioterapeut i dag. Ikke til shockwave terapi – det har jeg simpelthen for ondt til, og det har vi desuden også planlagt til sidst på ugen, så jeg kan give benet ro, weekenden over – men til laser behandling, og måske kinotape. Begge dele har jeg haft ok erfaringer med, når mine smerter har været værst, så jeg ser frem til at det måske lindre lidt i benet.

Endnu en ben status

Endnu en ben status

Det er blevet tid til endnu en status på benet, og det er der fordi jeg i dag har været til undersøgelse hos ortopædkirurgerne endnu engang. Det var dejligt at de kunne se mine store fremskridt med benet på de 3 måneder jeg har gået ved fysioterapeuten – og endnu mere dejligt at jeg alligevel blev mødt i min dybe frustration over at jeg fortsat er hensat til stort set kun at passe mit arbejde, og ellers hvile mit ben på sofaen.

I dag blev der forsøgt at blive trukket nogle af de store mængder væske ud af mit ben, som ligger og fylder. Desværre blev det ikke til meget væske, for store dele af væsken ligger ikke imellem knogle og muskel, men inden i musklen. Jeg tror de på klinikken er mindst lige så frustreret over mit ben som jeg er, for endnu engang vil de tage mig op på konference i forhold til hvad de kan stille op. Jeg ved at en eventuel operation med oprensning af musklen er på tale, men de er fortsat i tvivl om det overhovedet vil gavne mig, hvorfor det skal diskuteres på konferencen.

Jeg fik også lagt to blokader i dag. Det gjorde vanvittigt ondt at få dem lagt, og imod forventning har jeg faktisk kun fået mere og mere ondt i løbet af dagen. Her til aften er jeg fuldstændig lænket til sofaen på grund af smerter, men de fortalte nu også at jeg skulle forvente at have ondt resten af dagen, og i morgen, men så skulle det gerne begynde at lindre i stedet. Jeg håber de har ret, for lige er det mere ulideligt end det har været længe.

Jeg skal først til ortopædkirurgerne om 6 uger igen. Indtil da skal jeg fortsætte ved min fys. Vi er snakket om, om vi skal forsøge med noget shockwave terapi. Jeg skal ind til hende i morgen inden arbejde, hvor vi skal have lagt en fremadrettet plan, for hvad vi gør. Shockwave terapien er, har hun fortalt mig, forbundet med store smerter, så det handler også om at planlægge behandlingen således at det passer med dage jeg har fri, så det ikke giver mig unødige sygedage.

Jeg er ved godt mod. Jeg er ikke blevet helt opgivet, og tingene er gået fremad, omend det går langsomt. Jeg håber en dag jeg kan slippe af med de konstante smerter, men ellers må jeg lære at leve med det – det har jeg gjort med smerterne i nakken, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne med smerterne i mit ben? Lige nu virker det fuldkommen uoverskueligt, men jeg ved at det hele nok skal løse sig på den ene eller den anden måde. Det kræver nok bare lidt tålmodighed.