Browsed by
Kategori: Arbejde

Sygeplejerske i 1 år

Sygeplejerske i 1 år

I dag har jeg været uddannet sygeplejerske i intet mindre end 1 år! 1 helt år! Det er slet ikke til at forstå, hvordan tiden flyver! Jeg husker meget tydeligt ærefrygten, som brat ramte mig da der pludselig stod “sygeplejerske” og ikke “sygeplejerskestuderende” på mit navneskilt. Det var helt igennem fantastisk, og skræmmende på én og samme tid!

Fantastisk fordi man havde knoklet hårdt for titlen, og fordi det var en drøm der gik i opfyldelse. Fantastisk fordi man nu kunne gå ud, få sig et job, og gøre en forskel for mennesker der i den ene eller anden facon havde brug for ens støtte for en stund.

Den skræmmende fornemmelse som ramte mig ved at skulle bære titlen som sygeplejersken, var ikke på grund af at jeg følte mig alene med tjansen – faktisk kunne jeg ikke have ønsket mig en større støtte, og forståelse fra mine fantastiske kollegaer – nej, situationen var skræmmende på grund af det store ansvar der pludselig hvilede på ens skuldre. Frygten for ikke at kunne slå til. Tvivlen om man nu også kunne leve op til de forventninger man havde til sig selv, og ikke mindst de forventninger ens patienter, kollegaer, og arbejdsgivere måtte have til en. Jeg tror det er ganske sundt at blive ramt af den følelse af og til, såfremt man bare ikke lader den lamme en. Det handler om at vende den frygt til mod. Modet til at kæmpe for at blive sit bedste jeg.

Jeg møder stadig mange situationer på mit arbejde, hvor jeg ganske enkelt ikke kender svaret. Situationer der stadig er nye, og uudforskede. Men jeg bliver ikke ramt af den samme frygt for ikke at slå til længere. Jeg bærer stolt titlen som sygeplejerske. Jeg ved, at jeg ikke kan vide alt – og da slet ikke efter et enkelt år – men jeg ved at jeg kan stole på mig selv, og mine kollegaer. Jeg ved at jeg tør at spørge om hjælpen, og der er nogen derude, som er villig til at give mig den. Man vokser med opgaven hver dag, og det tror jeg at man vil blive ved med i et fag som dette. At være sygeplejerske betyder nemlig, at man skal være parat til at ændre vaner, og arbejdsgange fra den ene dag til den anden. Faget er evidensbaseret, og kræver man holder sig opdateret, og ikke bare ‘gør som man plejer’.

Jeg sætter en stolthed i mit arbejde, og det har jeg altid gjort; uanset om det var da jeg var kasseekspedient, MacDonaldsmedarbejder, reklamebud, osv. men som sagt har jeg da godt kunne mærke at ansvaret føles anderledes, nu hvor jeg er blevet sygeplejerske. Det handler pludselig om liv og død. Det lyder så dramatisk og voldsomt, men det er nu engang sandheden. Mest af alt handler mit job om værdighed. Det handler om at bidrage til det værdige liv, værdigheden trods sygdom, og i nogle tilfælde også at støtte til værdigheden nær, og under, livets afslutning.

Jeg elsker mit fag og jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at møde op på mit job hver dag, og gøre alt hvad jeg kan for at være en positiv indgriben i et andet menneskes liv. Jeg elsker mine kollegaer, ikke alene fordi de har taget hånd om mig, som studerende og nyuddannet sygeplejerske, men fordi de brænder mindst lige så meget som jeg selv, for at være noget for andre – både hinanden, patienterne, og de pårørende.

 

Så mange smerter

Så mange smerter

Jeg faldt i maj 2016 af Largo og slog mit lår. På dagen hvor skaden skete, var det “bare” helt sort/blåt. Det gjorde selvfølgelig pokkers ondt, og jeg havde svært ved at støtte på benet. Jeg var på skadestuen, og fik taget et røntgenbillede som ingenting viste. Jeg fik fortalt at det skulle have ro, og det fik det. Problemet er bare det at der siden hen skete noget med benet. En stor bule kom pludselig på benet, og den har bragt mange smerter med sig. Den fik mit til at søge læge igen.

Denne gang blev jeg henvist til en ultralyd. De kunne se der var et eller andet galt, men kunne ikke svare på hvad det skulle være. De mente at jeg skulle MR scannes. De henviste mig til egen læge, som så henviste mig til en MR scanning. Jeg mødte op og fik lavet en MR scanning (som foregik fuldstændig hurlumhejagtigt fordi de havde læst forkert i henvisningen og troede jeg skulle komme til en ultralyd scanning). MR scanningen fik jeg fortalt ikke viste noget. Mit ben skulle bare have ro. Lægen kunne godt nok ikke helt forklare hvor meget mere ro benet skulle have, nu hvor skaden var sket for 1 år siden (!!). Jeg giver ikke meget for det svar jeg fik for MR scanningen. Det var mundtligt, og straks efter scanningen, hvilket ikke normalt er tilfældet. Desuden var svaret sløset, og lægen kunne ikke svare på nogle uddybende spørgsmål. Jeg beklager hvis det blot er min frustration over situationen der taler, men det er sådan jeg har oplevet situationen. Jeg blev fortalt at jeg nu ville være afsluttet.

Jeg gav låret tid. Ro. Fred. Lavede ikke en skid andet end at passe mit arbejde. Alt det jeg gerne ville/vil (ride, træne, osv), lod jeg være med, for de var/er forbundet med store smerter i benet. Jeg kan ikke engang gå en lang tur uden at få smerter i benet.

Jeg tog på en afslappende ferie med min mor. Jeg tænkte, “Nå nu må det være på tide at prøve at træne lidt”. Jeg havde jo fået fortalt at MR scanningen viste at klumpen på mit lår bare var fedtvæv der havde flyttet sig, og det dermed blot var kosmetisk (og mine smerter derfor er fiktive!!). Jeg var med på ét hold hvor man skulle squatte, og bom! Jeg mærkede noget der “rykkede” sig i låret. Siden har smerterne været der hyppigere og været mere intense. Jeg gav benet ro igen, og har ikke lavet noget fysisk belastende siden.

Selvfølgelig har jeg været nødt til at passe mit arbejde. Jeg skulle tømme en urinpose i en nattevagt (= jeg var nødt til at gå en smule på huk). Endnu engang mærkede jeg en skærende smerte, og igen blev smerterne i det daglige forværret. Der er siden kommet en lille ekstra bule længere nede på låret (ikke så tydeligt på billedet, da det skal vinkles mere frontalt for at kunne ses, og det kan jeg ikke rigtig selv klare med kammeraet), udover den store bule øverst på låret. Jeg har en hel klar fornemmelse af at der er noget der “sidder løst” inde i mit lår.

HELDIGVIS er en af mine nære veninders mor læge, og hun kiggede på mit lår en dag. Hun var ikke i tvivl (som min egen læge heller ikke er), om at der er et eller andet galt. Et lår ser jo ikke så misdannet ud uden grund. Hun henviste mig til en ortopædkirurg som skal se på mit lår d. 22 januar. Ventetiden er nærmest ulidelig, for jeg har så forbandet ondt i mit ben, og det gør det svært at passe mit arbejde når det gør så ondt at gå omkring.

Jeg håber jeg får nogle svar d. 22 januar. Jeg håber inderligt at de kan gøre noget for at hjælpe mig, og at jeg ikke skal gå rundt og have så ondt resten af mit liv. Det kosmetiske kan jeg leve med, selvom det ser vanvittigt ud sammenlignet med mit andet lår, men smerterne er nødt til at forsvinde! Jeg vil have mit liv tilbage! Jeg vil løbe igen! Jeg vil ride igen! Jeg vil ikke være en sofakartoffel!

Nyt år – Ny start!

Nyt år – Ny start!

Det seneste år, har været blandt mine mindst aktive år på bloggen, hidtil. Jeg har virkelig måtte granske i mig selv, hvad årsagen hertil har været. Har jeg mistet lysten? Er jeg blevet for gammel? Er mit liv for kedeligt? Har jeg for travlt? Mulighederne har kunne være mange, men jeg tror svaret har været simpelt; Jeg er ganske enkelt røget ud af rutinen.

Jeg havde umådelig travlt i starten af året. Jeg afsluttede min uddannelse til sygeplejerske, og dét i sig selv, var et enormt pres at være under. Desuden var jeg så heldig at have fået job allerede inden jeg var færdiguddannet, hvilket betød at der ikke rigtig var tid til at puste ud efter de sidste eksamener. Det var lige på og hårdt, med en fuldtidsstilling. Ikke at jeg ikke elskede det. For det var rart at føle sig økonomisk sikret, at vide hvor man skulle hen efter eksamenen, og det faktum at jeg havde fået et job på netop den afdeling jeg gerne ville være på. Desuden tror jeg det var en gave i sig selv, at komme direkte på arbejdsmarkedet så man ikke gik og fik en forvrænget – og måske skræmmende – forestilling om hvordan det ville være, at være sygeplejerske. Det var dog alligevel knald hårdt!

Jeg har aldrig været så træt om eftermiddagen når jeg kom hjem fra arbejde, og så træt om morgenen når jeg stod op. Jeg må sige, at selvom jeg lider af søvnproblemer normalt, så fik jeg virkelig sovet igennem i de første par måneder! Jeg var træt! Alt det nye man skulle suge til sig! Det enorme ansvar der pludselig hvilede på ens skuldre! Det var helt fantastisk og skræmmende på én og samme tid. Jeg er glad for at jeg havde (og har) verdens bedste kollegaer til at hjælpe mig igennem de første par måneder.

Jeg er lige så stille begyndt at føle mig rigtig til rette som sygeplejerske, hvilket også betyder at overskuddet trods alt er blevet større. Jeg har efterhånden genoptaget de fleste af mine fritidsaktiviteter ved siden af jobbet, og mit arbejde fylder trods alt ikke det hele mere. Bloggen har stadig haltet bagefter, men jeg føler omsider, at jeg har fået lysten, og ikke mindst overskuddet, tilbage i en sådan grad, at jeg tror det er på tide at vække bloggen til live igen. Det føles lidt som at starte forfra – men måske er en ny start, også netop det der skal til.

I dag er den første dag, i år 2018, og jeg glæder mig allerede til alle de ting jeg skal opleve i dette år. Rigtig godt nytår til alle ude bag skærmen! Jeg håber i havde en brag af en fest i nat (eller hvordan i nu hver især valgte at fejre nytåret), og er kommet sikkert ind i det nye år!

  • Min fine tallerkenrkke glder mig til at benet bliver godt
  • S gr jeg fra p 3 dejlige dages juleferie! Det
  • S er der lavet juledekorationer  juledekoration winteriscoming christmas christmasdecor
  • Mariska og jeg ordner lige boks mens vi troelige venter
  • Tidlig start i dag Hjemme kl 1030 fra stalden hvor
  • Elsker nr efterrsvejret arter sig og man kan ride afsted
  • Sknt at sidde ude i shorts om aftenen og kigge
  • Ferie ferie FERIE! Slap nu af du har friii og