Browsed by
Kategori: Arbejde

6 dage på jobbet – og massere af fritid

6 dage på jobbet – og massere af fritid

Jeg har haft en helt fantastisk weekend. Rene og jeg havde besluttet at prioriterer hinanden i denne weekend og lave noget sammen. Mit ben bliver jo langsomt men (relativt) sikkert, bedre og bedre, og derfor kan jeg også mere og mere. I hverdagen er jeg meget forsigtig når jeg har fri, og er konstant bange for at gøre noget der overbelaster benet, og dermed måske kan resulterer i en sygedag fra arbejdet. Det har heldigvis lykkedes mig at passe ret godt på benet – men med det resultat at jeg faktisk ikke laver andet i min fritid end at ligge på sofaen. Det er på ingen måde sådan jeg har lyst til at leve mit liv, men jeg har følt mig nødsaget til det.

Kiloene er raslet på, musklerne er svundet ind, jeg bliver sløvere og hurtigere træt. Jeg har ikke lavet noget med Rene i uendelige tider, som har krævet jeg forlod lejligheden. Heldigvis havde jeg forlænget weekend i denne (fri lørdag, søndag, og i dag, mandag), hvilket har betydet at jeg har turde at prøve benet lidt mere af, da det max. ville betyde jeg skulle bruge min fridag, og ikke en arbejdsdag, på at ligge på sofaen hvis jeg overbelastede noget. Så Rene og jeg har faktisk ikke brugt ret meget tid i lejligheden i denne weekend!

Vi har kørt lidt rundt og set på nogle huse, og de områder de lå i, hvilket har resulteret i at vi nu har bestilt et par fremvisninger. Vi har været i stalden, og nusset med hestene, og jeg har for første gang hjulpet en lille smule med udmugningen (som dog fortsat er en for stor opgave for mig at klare). Desuden har vi også lavet lidt romantiske ting sammen; været ude og spise, været i biografen (og så, ‘A quiet place’), og nydt solen i min mors sommerhus’ have.

Nu tager jeg de næste 6 dage (3 dagvagter og 3 nattevagter), på jobbet, og forsøger at forlige mig med, at det nok betyder jeg er nødt til at bruge de næste mange dage på sofaen når jeg har fri – samtidig med at jeg glæder mig over at det betyder at jeg kun skal arbejde én dag i næste uge, og derfor får massere af tid til at forsøge mig med nye udfordringer i min fritid  igen.

2 skridt frem og 1 tilbage

2 skridt frem og 1 tilbage

I det mindste er det nu 2 skridt frem, og 1 tilbage, og ikke omvendt, som jeg ellers følte det var i en lang periode. Jeg må indrømme at det kræver al min tålmodighed, at forlige mig med, at trods større og større fremgang med hvad mit ben tillader mig at kunne, så er der også stadig af og til tilbagegang. Ofte kommer tilbagegangen efter flere hårde vagter i streg på mit arbejde, men af og til skyldes det også bare at jeg har rejst mig forkert fra sofaen, eller trådt lidt for hårdt ned da jeg tog et skridt. Hver dag er en balancegang – en balancegang i mellem at lave for meget, og gå komplet i stå.

I dag er en af de dage, hvor jeg kan mærke at jeg de forgående dage har overbelastet mit ben i en eller anden udstrækning. Jeg har ligget henslængt på sofaen hele dagen, og kommer formentlig også til dette, helt indtil jeg skal møde på arbejde i eftermiddag. Det er den 3 ud af 4 aftenvagter. Jeg har endnu ikke klaret 4 aftenvagter i streg – og uden at sætte mit helbred på spil (selvfølgelig!) – har jeg sat det som mål, at jeg vil klare alle 4 vagter i denne omgang.

Det kan lyde som om jeg presser mig selv unødig meget, men det vil jeg ikke sige jeg gør. Jeg er nødt til at begynde at presse mig selv, i hvert fald bare en smule mere. Indtil videre har jeg været utrolig afhængig af Renes hjælp (og er det stadig i store udstrækninger!), herunder blandt andet ved at han køre mig til og fra arbejde så jeg kan spare skridtene, og kan tillade mig at tage stærk smertestillende uden at bekymre mig om at jeg så ikke må køre hjem. Problemet er bare det at Rene har et arbejde der kræver at han af og til rejser en smule, og i næste uge skal han så arbejde på Sjælland, hvilket betyder jeg selv må finde på arbejde.

Jeg bor ikke ret langt væk fra mit arbejde, og normalt ville jeg bare gå (og det kan jeg så også blive nødsaget til at forsøge mig med i denne omgang). Skulle jeg tage med offentlig transport krævede det at jeg gik den samme afstand bare for at komme ned til en bus der kørte derhen, så det er heller ikke en mulighed. Jeg er derfor nødt til at få mærket efter hvor meget jeg kan presse mig selv, og stadig fungerer på mit arbejde, uden at være nødsaget til at melde mig syg.

Jeg har et håb og en tro på at det hele nok skal gå op i en højere enhed, og jeg i morgen kan meget mere end jeg kunne i dag, og det i overmorgen ser endnu lysere ud.

Min første sygedag efter raskmelding

Min første sygedag efter raskmelding

I dag havde jeg mit første rigtige ‘nederlag’, siden jeg ellers er blevet “raskmeldt”. Jeg har været tilbage på arbejde siden d. 25 februar, så altså lidt over en måned nu. Min chef har været rigtig god til at hjælpe mig med at få en vagtplan, jeg kan holde til, og derfor har jeg faktisk også kunne klare et gennemsnit på 37 timer om ugen, siden jeg kom tilbage, uden én eneste sygedag. Jeg har indtil videre bedst kunne holde til nattevagterne, men er langsomt begyndt at have aftenvagter, og nu senest dagvagter. Desværre måtte jeg i dag, for første gang siden jeg er kommet tilbage på arbejdet, melde mig syg. Jeg har simpelthen haft ondt siden mine to første dagvagter mandag, og tirsdag i denne uge.

Efter at have ligget på langs hele eftermiddagen i går, og næsten ikke kunne holde til at sidde op (hvilket jeg efterhånden ellers er begyndt at kunne uden problemer, når bare mit lår ikke hæver så voldsomt op, som det gjorde i går), og ikke mindst blev holdt vågen af smerter, erkendte jeg kl. 04:00 i nat, at jeg simpelthen ikke kunne byde hverken mig selv, eller mine kollegaer at møde op på arbejde i dag. Jeg var rigtig ked af det, da jeg var nødt til at ringe til nattevagten og melde mig syg, for nu har jeg det sidste stykke tid, stort set kun følt fremgang lidt efter lidt. Jeg havde rigtig dårlig samvittighed over, at måtte melde mig syg, da jeg ved hvor meget den ekstra person i bemandingen betyder for mine kollegaer – men samtidig vidste jeg også godt, at når jeg ikke engang kan holde ud til at sidde op, ja så ville jeg alligevel ikke være til nogen hjælp på jobbet. Nok nærmere i vejen.

Jeg elsker at passe på andre, og bruger faktisk meget af min energi i hverdagen på at tænke på, hvordan jeg kan gøre livet så rart og behageligt for dem omkring mig som muligt. Jeg høre tit ordene “du skal være bedre til at passe på dig selv”, hvilket jeg også syntes jeg er blevet – såfremt det ikke går udover andre. Min sygemelding går udover andre, og derfor er det så forbandet svært for mig, at erkende, at jeg er nødt til at passe på det pokkers ben! Jeg ved jo godt når bare jeg tænker mig om, at én dags sygemelding for at komme til hekterne igen, er bedre end at jeg ender med 1 måneds sygemelding igen, bare fordi jeg ikke passede godt nok på mig selv.

Min næste vagt er også en dagvagt – men den ligger først på fredag, så hvis benet ikke arter sig i løbet af i dag, så har jeg i det mindste også i morgen til at give det ro, inden jeg igen forhåbentlig skal tilbage på arbejde.

  • Man kan ikke klage over udsigten ved vores eftermiddagssnack
  • I dag skal vi p sightseeing omkring FujiSan og vi
  • Det blev et kort men smukt visit i Osaka Der
  • I dag har vi blandt andet set og vret oppe
  • Farvel og p gensyn til smukke Kyoto  Nu gr
  • Et smut forbi bamboo grove en impulsiv bestigning af Ogurasan