Browsed by
Kategori: Arbejde

2 skridt frem og 1 tilbage

2 skridt frem og 1 tilbage

I det mindste er det nu 2 skridt frem, og 1 tilbage, og ikke omvendt, som jeg ellers følte det var i en lang periode. Jeg må indrømme at det kræver al min tålmodighed, at forlige mig med, at trods større og større fremgang med hvad mit ben tillader mig at kunne, så er der også stadig af og til tilbagegang. Ofte kommer tilbagegangen efter flere hårde vagter i streg på mit arbejde, men af og til skyldes det også bare at jeg har rejst mig forkert fra sofaen, eller trådt lidt for hårdt ned da jeg tog et skridt. Hver dag er en balancegang – en balancegang i mellem at lave for meget, og gå komplet i stå.

I dag er en af de dage, hvor jeg kan mærke at jeg de forgående dage har overbelastet mit ben i en eller anden udstrækning. Jeg har ligget henslængt på sofaen hele dagen, og kommer formentlig også til dette, helt indtil jeg skal møde på arbejde i eftermiddag. Det er den 3 ud af 4 aftenvagter. Jeg har endnu ikke klaret 4 aftenvagter i streg – og uden at sætte mit helbred på spil (selvfølgelig!) – har jeg sat det som mål, at jeg vil klare alle 4 vagter i denne omgang.

Det kan lyde som om jeg presser mig selv unødig meget, men det vil jeg ikke sige jeg gør. Jeg er nødt til at begynde at presse mig selv, i hvert fald bare en smule mere. Indtil videre har jeg været utrolig afhængig af Renes hjælp (og er det stadig i store udstrækninger!), herunder blandt andet ved at han køre mig til og fra arbejde så jeg kan spare skridtene, og kan tillade mig at tage stærk smertestillende uden at bekymre mig om at jeg så ikke må køre hjem. Problemet er bare det at Rene har et arbejde der kræver at han af og til rejser en smule, og i næste uge skal han så arbejde på Sjælland, hvilket betyder jeg selv må finde på arbejde.

Jeg bor ikke ret langt væk fra mit arbejde, og normalt ville jeg bare gå (og det kan jeg så også blive nødsaget til at forsøge mig med i denne omgang). Skulle jeg tage med offentlig transport krævede det at jeg gik den samme afstand bare for at komme ned til en bus der kørte derhen, så det er heller ikke en mulighed. Jeg er derfor nødt til at få mærket efter hvor meget jeg kan presse mig selv, og stadig fungerer på mit arbejde, uden at være nødsaget til at melde mig syg.

Jeg har et håb og en tro på at det hele nok skal gå op i en højere enhed, og jeg i morgen kan meget mere end jeg kunne i dag, og det i overmorgen ser endnu lysere ud.

Min første sygedag efter raskmelding

Min første sygedag efter raskmelding

I dag havde jeg mit første rigtige ‘nederlag’, siden jeg ellers er blevet “raskmeldt”. Jeg har været tilbage på arbejde siden d. 25 februar, så altså lidt over en måned nu. Min chef har været rigtig god til at hjælpe mig med at få en vagtplan, jeg kan holde til, og derfor har jeg faktisk også kunne klare et gennemsnit på 37 timer om ugen, siden jeg kom tilbage, uden én eneste sygedag. Jeg har indtil videre bedst kunne holde til nattevagterne, men er langsomt begyndt at have aftenvagter, og nu senest dagvagter. Desværre måtte jeg i dag, for første gang siden jeg er kommet tilbage på arbejdet, melde mig syg. Jeg har simpelthen haft ondt siden mine to første dagvagter mandag, og tirsdag i denne uge.

Efter at have ligget på langs hele eftermiddagen i går, og næsten ikke kunne holde til at sidde op (hvilket jeg efterhånden ellers er begyndt at kunne uden problemer, når bare mit lår ikke hæver så voldsomt op, som det gjorde i går), og ikke mindst blev holdt vågen af smerter, erkendte jeg kl. 04:00 i nat, at jeg simpelthen ikke kunne byde hverken mig selv, eller mine kollegaer at møde op på arbejde i dag. Jeg var rigtig ked af det, da jeg var nødt til at ringe til nattevagten og melde mig syg, for nu har jeg det sidste stykke tid, stort set kun følt fremgang lidt efter lidt. Jeg havde rigtig dårlig samvittighed over, at måtte melde mig syg, da jeg ved hvor meget den ekstra person i bemandingen betyder for mine kollegaer – men samtidig vidste jeg også godt, at når jeg ikke engang kan holde ud til at sidde op, ja så ville jeg alligevel ikke være til nogen hjælp på jobbet. Nok nærmere i vejen.

Jeg elsker at passe på andre, og bruger faktisk meget af min energi i hverdagen på at tænke på, hvordan jeg kan gøre livet så rart og behageligt for dem omkring mig som muligt. Jeg høre tit ordene “du skal være bedre til at passe på dig selv”, hvilket jeg også syntes jeg er blevet – såfremt det ikke går udover andre. Min sygemelding går udover andre, og derfor er det så forbandet svært for mig, at erkende, at jeg er nødt til at passe på det pokkers ben! Jeg ved jo godt når bare jeg tænker mig om, at én dags sygemelding for at komme til hekterne igen, er bedre end at jeg ender med 1 måneds sygemelding igen, bare fordi jeg ikke passede godt nok på mig selv.

Min næste vagt er også en dagvagt – men den ligger først på fredag, så hvis benet ikke arter sig i løbet af i dag, så har jeg i det mindste også i morgen til at give det ro, inden jeg igen forhåbentlig skal tilbage på arbejde.

Der sker så meget for tiden

Der sker så meget for tiden

Jeg er voldsomt træt for tiden. Jeg er langsomt begyndt at genoptage flere og flere ting i mit hverdagsliv. Det lyder helt vanvittigt at alt det man plejede at lave, pludselig er afsindigt udmattende, når det før hen bare var – ja – ens hverdag.

Jeg døjer stadig meget med benet, men nu er der da endelig en plan. Eller faktisk er der flere planer, alt efter hvordan det hele udarter sig. Først og fremmest skal jeg forsøge mig med et 3 måneders genoptræningsforløb. Det gik jeg i gang med i sidste uge. Det var hårdt, selvom det  kun er statiske øvelser indtil videre. Jeg forsøger at følge regimet, men der har simpelthen været dage hvor jeg havde så ondt i benet efter arbejde, at jeg måtte springe over, eller reducerer antallet af gentagelser. Jeg snakkede med min fys om det i dag i telefonen, og det var okay, såfremt jeg trænede alle de andre dage, hvor smerterne tillod det.

Jeg er begyndt at stå for madlavningen herhjemme igen, og det går faktisk ok. Jeg er god til at sætte mig ned, og tage en slapper undervejs hvis det er det jeg har brug for. Desuden arbejder jeg jo primært nattevagter for tiden, da det er det mest skånsomme for mit ben, hvilket gør det muligt for mig, at gå og forberede (skære grøntsager ud, osv.) i løbet af hele dagen, så selve madlavningen ikke kræver jeg står op ret længe af gangen.

Det jeg er aller mest glad for, er nok at jeg er kommet tilbage på arbejde! Der har været dage, hvor jeg tænkt ‘åh nej, kan jeg nu holde til det?!’, fordi jeg har følt et kæmpe pres på mine skuldre for ikke at være en belastning for mine kollegaer i en presset hverdag. Desuden har der været relativt akutte situationer, som har gjort det umuligt for mig, at vise hensyn til benet. Alligevel vil jeg sige at det overordnet set, er gået ret godt med at komme tilbage på jobbet. Jeg gør hvad jeg kan, og beder om hjælp (jeg er i hvert fald blevet bedre til at bede om hjælp) når jeg har brug for det.

Der er stadig lang vej endnu, men jeg begynder at få håb for at mit ben nok skal blive godt igen på et eller andet tidspunkt.

  • Det har vret den fedeste tur  man har jo
  • Aldrig mere denne fantastiske udsigt Farvel sde letti dreng
  • Opskrift p verdens bedste hvis jeg selv skal sige det
  • Nr nu man ikke kan ride med to ben m
  • Hygger med ham her i solen Han var ikke helt
  • Nr vi synder gr vi det ordentligt strand beach krestedag