Browsed by
Kategori: Sygemeldt

Endnu en ben status

Endnu en ben status

Det er blevet tid til endnu en status på benet, og det er der fordi jeg i dag har været til undersøgelse hos ortopædkirurgerne endnu engang. Det var dejligt at de kunne se mine store fremskridt med benet på de 3 måneder jeg har gået ved fysioterapeuten – og endnu mere dejligt at jeg alligevel blev mødt i min dybe frustration over at jeg fortsat er hensat til stort set kun at passe mit arbejde, og ellers hvile mit ben på sofaen.

I dag blev der forsøgt at blive trukket nogle af de store mængder væske ud af mit ben, som ligger og fylder. Desværre blev det ikke til meget væske, for store dele af væsken ligger ikke imellem knogle og muskel, men inden i musklen. Jeg tror de på klinikken er mindst lige så frustreret over mit ben som jeg er, for endnu engang vil de tage mig op på konference i forhold til hvad de kan stille op. Jeg ved at en eventuel operation med oprensning af musklen er på tale, men de er fortsat i tvivl om det overhovedet vil gavne mig, hvorfor det skal diskuteres på konferencen.

Jeg fik også lagt to blokader i dag. Det gjorde vanvittigt ondt at få dem lagt, og imod forventning har jeg faktisk kun fået mere og mere ondt i løbet af dagen. Her til aften er jeg fuldstændig lænket til sofaen på grund af smerter, men de fortalte nu også at jeg skulle forvente at have ondt resten af dagen, og i morgen, men så skulle det gerne begynde at lindre i stedet. Jeg håber de har ret, for lige er det mere ulideligt end det har været længe.

Jeg skal først til ortopædkirurgerne om 6 uger igen. Indtil da skal jeg fortsætte ved min fys. Vi er snakket om, om vi skal forsøge med noget shockwave terapi. Jeg skal ind til hende i morgen inden arbejde, hvor vi skal have lagt en fremadrettet plan, for hvad vi gør. Shockwave terapien er, har hun fortalt mig, forbundet med store smerter, så det handler også om at planlægge behandlingen således at det passer med dage jeg har fri, så det ikke giver mig unødige sygedage.

Jeg er ved godt mod. Jeg er ikke blevet helt opgivet, og tingene er gået fremad, omend det går langsomt. Jeg håber en dag jeg kan slippe af med de konstante smerter, men ellers må jeg lære at leve med det – det har jeg gjort med smerterne i nakken, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne med smerterne i mit ben? Lige nu virker det fuldkommen uoverskueligt, men jeg ved at det hele nok skal løse sig på den ene eller den anden måde. Det kræver nok bare lidt tålmodighed.

Jeg er så træt af mit ben

Jeg er så træt af mit ben

Jeg ved godt at det heldigvis går fremad med mit ben, og jeg allerede kan meget mere end jeg/fysioterapeuten/ortopædkirurgerne havde regnet med at jeg ville kunne på nuværende tidspunkt – men hold kæft hvor er jeg altså bare træt af det forbandede ben alligevel!

For det meste er det fordi jeg har gjort noget dumt, at jeg får ondt, men nogen gange er det som om at smerterne kommer ud af den blå luft. Selvfølgelig er det nok fordi jeg har lavet en eller anden form for overbelastning og ikke har opdaget det i øjeblikket jeg har gjort det, fordi jeg måske har været grebet af situationen. Det gør mig så træt. Så umådelig træt, at det konstant sætter en stopper for de ting jeg gerne vil, og ikke mindst skal.

Det er nok ikke nogen hemmelighed at i dag er en af de dage hvor det bare gør hammer ondt. Den ene klump på benet er hævet op og helt hård. Jeg har heldigvis fået en ekstra tid ved fysioterapeuten i eftermiddag, så jeg har to i denne uge, med relativt kort interval. Så kan jeg nemlig få en omgang laserbehandling allerede i eftermiddag. Det plejer at hjælpe på hævelsen, og dermed også smerterne.

Selvfølgelig skal jeg – som jeg også skrev tidligere – glæde mig over de store fremskridt, men jeg bliver sgu ked af det, når det går den anden vej. Jeg føler mig så isoleret på de dage. Enten fordi jeg er nødt til at blive hjemme fra alting, og mister friheden til at gå ud når jeg vil, eller fordi jeg går i en osteklokke og ikke er mit sædvanlige glade jeg, fordi jeg har ondt.

Samtidig får det mig næsten til at miste modet hvad angår vægttabet. Det er i forvejen hårdt at skulle tabe sig så mange kilo som jeg skal, uden at dyrke nogen som helst former for motion. At jeg så oveni købet nogen dage nærmest helt bliver begrænset i at gå, gør jo nærmest min dag til en ren faste dag. Jeg har dog ikke mistet modet, men jeg kan mærke, at dage som i dag, har man bare mest af alt lyst til at opgive at tænke over hvad man stopper i hovedet, og bare tage det første, bedste, nemmeste (og for det meste mest usunde), der er at finde i køleskabet.

Min første sygedag efter raskmelding

Min første sygedag efter raskmelding

I dag havde jeg mit første rigtige ‘nederlag’, siden jeg ellers er blevet “raskmeldt”. Jeg har været tilbage på arbejde siden d. 25 februar, så altså lidt over en måned nu. Min chef har været rigtig god til at hjælpe mig med at få en vagtplan, jeg kan holde til, og derfor har jeg faktisk også kunne klare et gennemsnit på 37 timer om ugen, siden jeg kom tilbage, uden én eneste sygedag. Jeg har indtil videre bedst kunne holde til nattevagterne, men er langsomt begyndt at have aftenvagter, og nu senest dagvagter. Desværre måtte jeg i dag, for første gang siden jeg er kommet tilbage på arbejdet, melde mig syg. Jeg har simpelthen haft ondt siden mine to første dagvagter mandag, og tirsdag i denne uge.

Efter at have ligget på langs hele eftermiddagen i går, og næsten ikke kunne holde til at sidde op (hvilket jeg efterhånden ellers er begyndt at kunne uden problemer, når bare mit lår ikke hæver så voldsomt op, som det gjorde i går), og ikke mindst blev holdt vågen af smerter, erkendte jeg kl. 04:00 i nat, at jeg simpelthen ikke kunne byde hverken mig selv, eller mine kollegaer at møde op på arbejde i dag. Jeg var rigtig ked af det, da jeg var nødt til at ringe til nattevagten og melde mig syg, for nu har jeg det sidste stykke tid, stort set kun følt fremgang lidt efter lidt. Jeg havde rigtig dårlig samvittighed over, at måtte melde mig syg, da jeg ved hvor meget den ekstra person i bemandingen betyder for mine kollegaer – men samtidig vidste jeg også godt, at når jeg ikke engang kan holde ud til at sidde op, ja så ville jeg alligevel ikke være til nogen hjælp på jobbet. Nok nærmere i vejen.

Jeg elsker at passe på andre, og bruger faktisk meget af min energi i hverdagen på at tænke på, hvordan jeg kan gøre livet så rart og behageligt for dem omkring mig som muligt. Jeg høre tit ordene “du skal være bedre til at passe på dig selv”, hvilket jeg også syntes jeg er blevet – såfremt det ikke går udover andre. Min sygemelding går udover andre, og derfor er det så forbandet svært for mig, at erkende, at jeg er nødt til at passe på det pokkers ben! Jeg ved jo godt når bare jeg tænker mig om, at én dags sygemelding for at komme til hekterne igen, er bedre end at jeg ender med 1 måneds sygemelding igen, bare fordi jeg ikke passede godt nok på mig selv.

Min næste vagt er også en dagvagt – men den ligger først på fredag, så hvis benet ikke arter sig i løbet af i dag, så har jeg i det mindste også i morgen til at give det ro, inden jeg igen forhåbentlig skal tilbage på arbejde.

  • Det har vret den fedeste tur  man har jo
  • Aldrig mere denne fantastiske udsigt Farvel sde letti dreng
  • Opskrift p verdens bedste hvis jeg selv skal sige det
  • Nr nu man ikke kan ride med to ben m
  • Hygger med ham her i solen Han var ikke helt
  • Nr vi synder gr vi det ordentligt strand beach krestedag