Browsed by
Kategori: Sygemeldt

Lad os snakke om mit ben

Lad os snakke om mit ben

Jeg har brug for at skrive et status indlæg om mit ben igen. Det er ved at være længe siden, og selv om det måske er det samme jeg skriver igen, og igen, har jeg bare brug for at dele det.

Jeg er begyndt med en ny terapiform hos min fysioterapeut. I flere måneder har jeg nu fået shockwave på terapi – men kun på den mindste af mine skader. Vi er nu gået over til at give hele benet, og derfor også primærskaden, som egentlig startede det hele. Det er meget smertefuldt, og jeg er nødt til at placerer behandlingen således at jeg har fri fra arbejde 2-3 dage efter behandlingen. Det er svært at få det hele til at passe sammen, når man er nærmest ukampdygtig i to dage efter behandlingen – men tilgengæld syntes jeg at jeg visuelt har kunne se fremskridt; hævelsen er blevet mindre, og når jeg køre fingrene hen over bulerne, er klumperne af forkalkning der er så store at man kan mærke dem igennem huden også blevet færre.

Det er dejligt at der på en eller anden måde er fremgang, selvom smerteproblematikken på ingen måde er blevet bedre. Overhovedet ikke er blevet bedre, faktisk. Tværtimod er mine smerter blevet værre. Jeg har ondt hele tiden (ikke at der er noget nyt i dét; men jeg har mere ondt end tidligere). Ikke så ondt at jeg generelt ikke kan passe mit job. Man vender sig til smerterne i et vis omfang. Desuden skulle de øgede smerter gerne være et tegn på at der sker noget inde i benet; at helingsprocessen er blevet genoptaget af kroppen, og den væskebramme der derfor ligger og trykker og forvolder smerte, gerne skulle blive absorberet af kroppen igen.

Jeg er dog mere følsom end jeg nu har været i en lang periode. Jeg havde to vagter i weekenden hvor jeg gik meget. Lørdag gik jeg 21.000 skridt. Det var for meget, i kombination med at jeg sikkert har lavet en eller anden dum bevægelse. Mit ben er hævet igen, og brænder som sindssygt! Jeg var nødt til at melde mig syg søndag. Det er altid en forfærdelig følelse at lade mine kollegaer i stikken på den måde, og det er faktisk denne problematik der er det allerværste ved min skade.

På den ene side presser jeg mig selv når jeg er på arbejde; jeg går hurtigere end jeg ellers ville have gjort, og kommer ud i nogle stillinger som sommetider er smertefulde for mig – alt sammen fordi jeg ikke vil være en belastning for mine kollegaer når jeg er på arbejde. Jeg vil ikke have at de skal løbe hurtigere fordi de har mig på slæb. På den anden side kan jeg jo udmærket godt se hvor fuldstændig hjernedødt det er, hvis det i sidste ende ender i en sygemelding fra en af mine vagter, for så skal mine kære kollegaer om noget virkelig løbe hurtigere! Det skal dog siges at jeg ikke altid ved hvornår jeg er gået over stregen – denne gang var det som at gå ind i en mur, uden at have set man var på vej hen imod den forinden. Jeg havde faktisk gode vagter i weekenden, men det er svært at undgå at gå meget, og deltage meget i plejen når man er i aftenvagt.

Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg har stadig ondt i benet, men jeg har snakket med min chef omkring hvordan vi griber det an, så jeg stadig kan komme på arbejde, men måske skåne mit ben en smule. Det er vigtigt for mig ar komme på arbejde, for dette handler om meget mere end smerter og et dårligt ben. Det er blevet en psykisk belastning for mig de dage jeg er nødt til at blive hjemme. Den måned jeg lå på sofaen og lavede ingenting er nærmest en traume oplevelse. Det at ligge dér og blive ædt op af dårlig samvittighed. Urgh! Jeg kan næsten ikke klare tanken. Derfor er det vigtigt for mig at komme på arbejde! Og heldigvis har jeg en chef og søde kollegaer, der er med til at skabe nogle vilkår for mig, der gør det muligt, selv når jeg har lidt ekstra ondt som nu. Selvfølgelig har det været dage, som i søndags, hvor jeg har så ondt at jeg ikke kan være nogen steder, og da slet ikke på mit arbejde (!) af bare smerter, men heldigvis er der længere imellem de dage efterhånden.

Jeg har fået en ekstra tid hos min søde fysioterapeut i dag. Ikke til shockwave terapi – det har jeg simpelthen for ondt til, og det har vi desuden også planlagt til sidst på ugen, så jeg kan give benet ro, weekenden over – men til laser behandling, og måske kinotape. Begge dele har jeg haft ok erfaringer med, når mine smerter har været værst, så jeg ser frem til at det måske lindre lidt i benet.

Endnu en ben status

Endnu en ben status

Det er blevet tid til endnu en status på benet, og det er der fordi jeg i dag har været til undersøgelse hos ortopædkirurgerne endnu engang. Det var dejligt at de kunne se mine store fremskridt med benet på de 3 måneder jeg har gået ved fysioterapeuten – og endnu mere dejligt at jeg alligevel blev mødt i min dybe frustration over at jeg fortsat er hensat til stort set kun at passe mit arbejde, og ellers hvile mit ben på sofaen.

I dag blev der forsøgt at blive trukket nogle af de store mængder væske ud af mit ben, som ligger og fylder. Desværre blev det ikke til meget væske, for store dele af væsken ligger ikke imellem knogle og muskel, men inden i musklen. Jeg tror de på klinikken er mindst lige så frustreret over mit ben som jeg er, for endnu engang vil de tage mig op på konference i forhold til hvad de kan stille op. Jeg ved at en eventuel operation med oprensning af musklen er på tale, men de er fortsat i tvivl om det overhovedet vil gavne mig, hvorfor det skal diskuteres på konferencen.

Jeg fik også lagt to blokader i dag. Det gjorde vanvittigt ondt at få dem lagt, og imod forventning har jeg faktisk kun fået mere og mere ondt i løbet af dagen. Her til aften er jeg fuldstændig lænket til sofaen på grund af smerter, men de fortalte nu også at jeg skulle forvente at have ondt resten af dagen, og i morgen, men så skulle det gerne begynde at lindre i stedet. Jeg håber de har ret, for lige er det mere ulideligt end det har været længe.

Jeg skal først til ortopædkirurgerne om 6 uger igen. Indtil da skal jeg fortsætte ved min fys. Vi er snakket om, om vi skal forsøge med noget shockwave terapi. Jeg skal ind til hende i morgen inden arbejde, hvor vi skal have lagt en fremadrettet plan, for hvad vi gør. Shockwave terapien er, har hun fortalt mig, forbundet med store smerter, så det handler også om at planlægge behandlingen således at det passer med dage jeg har fri, så det ikke giver mig unødige sygedage.

Jeg er ved godt mod. Jeg er ikke blevet helt opgivet, og tingene er gået fremad, omend det går langsomt. Jeg håber en dag jeg kan slippe af med de konstante smerter, men ellers må jeg lære at leve med det – det har jeg gjort med smerterne i nakken, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne med smerterne i mit ben? Lige nu virker det fuldkommen uoverskueligt, men jeg ved at det hele nok skal løse sig på den ene eller den anden måde. Det kræver nok bare lidt tålmodighed.

Jeg er så træt af mit ben

Jeg er så træt af mit ben

Jeg ved godt at det heldigvis går fremad med mit ben, og jeg allerede kan meget mere end jeg/fysioterapeuten/ortopædkirurgerne havde regnet med at jeg ville kunne på nuværende tidspunkt – men hold kæft hvor er jeg altså bare træt af det forbandede ben alligevel!

For det meste er det fordi jeg har gjort noget dumt, at jeg får ondt, men nogen gange er det som om at smerterne kommer ud af den blå luft. Selvfølgelig er det nok fordi jeg har lavet en eller anden form for overbelastning og ikke har opdaget det i øjeblikket jeg har gjort det, fordi jeg måske har været grebet af situationen. Det gør mig så træt. Så umådelig træt, at det konstant sætter en stopper for de ting jeg gerne vil, og ikke mindst skal.

Det er nok ikke nogen hemmelighed at i dag er en af de dage hvor det bare gør hammer ondt. Den ene klump på benet er hævet op og helt hård. Jeg har heldigvis fået en ekstra tid ved fysioterapeuten i eftermiddag, så jeg har to i denne uge, med relativt kort interval. Så kan jeg nemlig få en omgang laserbehandling allerede i eftermiddag. Det plejer at hjælpe på hævelsen, og dermed også smerterne.

Selvfølgelig skal jeg – som jeg også skrev tidligere – glæde mig over de store fremskridt, men jeg bliver sgu ked af det, når det går den anden vej. Jeg føler mig så isoleret på de dage. Enten fordi jeg er nødt til at blive hjemme fra alting, og mister friheden til at gå ud når jeg vil, eller fordi jeg går i en osteklokke og ikke er mit sædvanlige glade jeg, fordi jeg har ondt.

Samtidig får det mig næsten til at miste modet hvad angår vægttabet. Det er i forvejen hårdt at skulle tabe sig så mange kilo som jeg skal, uden at dyrke nogen som helst former for motion. At jeg så oveni købet nogen dage nærmest helt bliver begrænset i at gå, gør jo nærmest min dag til en ren faste dag. Jeg har dog ikke mistet modet, men jeg kan mærke, at dage som i dag, har man bare mest af alt lyst til at opgive at tænke over hvad man stopper i hovedet, og bare tage det første, bedste, nemmeste (og for det meste mest usunde), der er at finde i køleskabet.