Browsed by
Kategori: Sygemeldt

Status: Jeg skal tilbage til arbejdet, men…

Status: Jeg skal tilbage til arbejdet, men…

I går havde jeg endelig min tid ved ortopædkirurgerne. Det endte med at vare intet mindre end 1 time og 15 minutter samlet. Lægen jeg var inde hos var meget i tvivl om, hvad han skulle stille op. Mest af alt fordi han sagtens kunne gennemskue hvad problematikken bestod i, men ikke kunne finde en umiddelbar løsning til problemet.

Lad os starte med de gode nyheder. Mit bindevæv er helet. Det er var primært pga. denne skade at jeg holdt benet i ro. For ikke at lave en fuld ruptur, og for at det hele kunne hele op igen som det skulle. Generelt er mine smerter også blevet meget reduceret. De er der stadig når jeg laver noget, mv. men det er i et omfang efterhånden som er nådigt i forhold til hvad det har været. Jeg kan lige så stille begynde at lave små øvelser herhjemme, for at genoptræne musklerne i mit ben.

Bedst af alt, så kan jeg begynde på arbejde igen! Desværre var de forhold lægen anbefalede i forhold til opstart af mit job igen, dybt, dybt urealistiske, så jeg må prøve mig frem, sammen med min chef, for at finde den bedste løsning til at komme godt tilbage. Indtil videre er planen i hvert fald at jeg skal starte på job igen i næste uge. Jeg er lykkelig over at kunne komme tilbage til jobbet! Jeg savner mine kollegaer, jeg savner patienterne, og jeg savner i det hele taget at bruge hjernen på noget fornuftigt.

De knap så gode nyheder er, at de som sagt ikke ved hvad de skal stille op med mig. Jeg blev både tilset af to læger, og en fysioterapeut i dag. Det de sammen nåede frem til, var at jeg skulle begynde lige så stille i gang igen, men at jeg ikke skulle belaste benet for meget for hurtigt. Derudover så nåede de frem til… at jeg skulle udredes yderligere…

Jeg følte mig virkelig hørt, og set af lægerne. De var meget dygtige. Jeg kan også godt forstå at de måske ikke bare sådan lige står med en løsning for hånden, men det føles efterhånden endeløst med de samme udredende undersøgelser igen og igen. Jeg er ikke mindre end blevet røntgenfotograferet to gange (den ene gang i går), ultralydsscannet fire gange, og nu afventer jeg så min MR-scanning nummer to. Udredningsforløbet har efterhånden varet så længe, at de første undersøgelser jeg fik foretaget er ubrugelige, og derfor skal jeg have foretaget ny billeddiagnostik.

Endnu en grund til at jeg skal have foretaget en ny MR (som jeg nu venter på, inden jeg igen bliver indkaldt til ortopædkirurgerne), er at de kan se forandringer i hæmatomet ved ultralydsscanningen i forhold til den første MR. Jeg har jo også mærket skredet der pludselig skete for snart 2-3 måneder siden, hvor smerterne gik fra at være fikseret ved det øverste af låret, til nu at fordele sig hele vejen ned langs lårbenet.

Alt i alt en lille sejr i form af at jeg nu må begynde at komme i gang med mit liv igen, men fortsat ingen endelig løsning på mit ben. Indtil videre er der blevet lagt flere løsningsforslag på bordet, men røntgenundersøgelsen jeg var til i går, og MR-scanningen jeg afventer, skulle gerne give noget klarhed for, hvad der egentlig skal stilles op.


Indlæg om udredningsforløbet

+ Det blev alligevel om benet 27 januar 2018
+ En lille statusopdatering 24 januar 2018
+ E-n-d-e-l-i-g lidt fremgang med benet! 10 januar 2018
+ Så mange smerter 8 januar 2018
+ Jeg føler mig lidt svagelig 21 november 2016
+ Et smut forbi lægevagten, røntgen, skadestuen og o-kir 14 maj 2016

Falder dommen i dag?

Falder dommen i dag?

Jeg er helt ærligt temmelig nervøs over i dag. Jeg skal endelig ind og have kigget på mit hos ortopædkirurgerne på sygehuset. Jeg skal have set om min ene skade er helet, og jeg dermed kan komme til at genoptage mit arbejde, og derudover skal jeg have vurderet hvorvidt der kan/skal gøres noget ved den anden skade. Jeg frygter at de siger de ikke kan gøre mere for mig, eller at udsigterne for at måtte begynde at være aktiv igen, ligger langt ude i fremtiden. Jeg vil helt ærlig bare gerne have min hverdag tilbage.

Kryds fingre for mig! Jeg går ind i det hele med et positivt sind, men efter 2 år med smerter, tør jeg ikke længere sætte mine forhåbninger for højt. Jeg tror jeg er kommet dertil at jeg vil stille mig tilfreds med et liv med smerter i benet, såfremt de er i et omfang så jeg kan leve en normal hverdag. Jeg er ligeglad med det kosmetiske (selvom en mærkelig bule eller to på låret altså ser ret spøjst ud), og vil egentlig bare gerne kunne de ting der gør mig glad; ride, løbe, gå ture, og ikke mindst passe mit arbejde! Vi må se hvad dommen over mit ben bliver.

Ta’ den med ro!

Ta’ den med ro!

I dag – eller faktisk allerede i nat – fortalte min krop mig, at nu skulle jeg liiige tage den lidt med ro. I går var jeg i svømmehallen igen, sammen med Rene. Det er en skøn fornemmelse at komme ned i vandet, og mærke hvordan man pludselig kan meget mere end man kan når man bare tuller rundt oppe på land. Vi var i svømmehallen i næsten 3 timer, hvor vi dog primært bare flød rundt i varmtvandsbassinet. Jeg har dog alligevel nok lavet lidt mere i vandet end jeg gjorde sidste gang, for i nat blev jeg kvitteret med en mindre smertebølge, og jeg var nødt til at tage det kraftige smertestillende for første gang i over en uge. Øv.

Her til morgen var det heldigvis allerede bedre, og jeg kan mærke at såfremt jeg bare husker at give det ro, så går det ret hurtigt fremad igen. Jeg tror bestemt ikke, at jeg har lavet nogle nye skader, men jeg tror det er et signal om, at jeg nok skal gå lidt forsigtigt frem. Jeg glæder mig virkelig til at få lidt mere klar besked om hvor jeg står i det hele, når jeg har været til undersøgelse på sygehuset.

  • Det har vret den fedeste tur  man har jo
  • Aldrig mere denne fantastiske udsigt Farvel sde letti dreng
  • Opskrift p verdens bedste hvis jeg selv skal sige det
  • Nr nu man ikke kan ride med to ben m
  • Hygger med ham her i solen Han var ikke helt
  • Nr vi synder gr vi det ordentligt strand beach krestedag