Browsed by
Kategori: Billeder

Turen går til Danmark

Turen går til Danmark

Det var stadig mørkt da vi forlod vores hotel i morges. Knap 3,5 times søvn var det blevet til for mig. Vi bestilte en taxi i receptionen. Turen til lufthavnen skulle kun tage 10-15 min fra vores hotel og der går ikke nogen offentlig transport kl. 4.30 om morgenen. Prisen på taxien var overkommelig, men hvad endnu vigtigere var, så var det en virkelig sød taxi chauffør.

Vi fortalte at vi skulle til terminal 2 i haneda airport, og han spurgte om vi vidste at det var en domestic lufthavn, og vi forklarede at vi havde en mellemlanding i Osaka inden turen gik videre til Danmark. Han lod til at være lettet over at vi lød til at have helt styr på det, og han forklarede at han var bange for at køre os til den forkerte terminal, i tilfælde af at vi ikke var klar over det. Herefter snakkede vi lidt om Osaka hvor vores chauffør havde boet for 3 år siden, lidt om Kansai området generelt (Osaka, Kyoto, og Kobe), mad og det japanske folk. Han takkede mange gange da vi fortalte at vores oplevelse af japanerne var at de var utrolig flinke og villige til at gå langt for at hjælpe andre – bare en bekræftelse på vores oplevelse. Chaufføren fortale at han gerne ville være bedre til engelsk (han var ganske god!), men at det var svært at øve sig, når man primært snakkede med japanere som heller ikke rigtig snakkede engelsk. Så nåede vi ikke at snakke mere for så var vi fremme. Da vi havde fået vores bagage rakte chaufføren os en pakke kiks som han fortalte var meget populær i Japan! Jeg var endnu engang fuldstændig imponeret over den rendyrkede venlighed vi møder hos stort set alle japanere som var mødt på vores rejse! Jeg kommer til at savne den rendyrket medmenneskelighed som vi gang på gang har fundet i Japan, men vil forsøge at tage den med hjem og give den videre.

Check in i Tokyo gik sådan set fint, bortset fra at de var lige ved at checke vores bagage ind til Amsterdam som vores endelige destination. Vi opdagede det dog heldigvis og fik det rettet så bagagen blev checket ind hele vejen til lille Danmark.

Rene udnyttede tiden i Tokyo lufthavn på at sove, mens jeg holdt mig vågen til at holde øje med tiden og tingene, og fik tiden til at gå med at ligge kabale.

Turen til Osaka forløb uden problemer, men da vi ankom måtte vi ret hurtigt erkende at 2 timer til flytransfer i denne lufthavn ikke var ret lang tid. Vi havde egentlig tænkt at vi skulle købe lidt snacks i lufthavnen og ikke mindst spise lidt morgenmad, men der blev ikke tid til andet end at trække lidt drikkevare i automaterne (som jeg forøvrigt kommer til at savne!). Vi nåede dog vores fly videre mod Amsterdam. Den længste af de flyveture vi skulle på, på vejen hjem.

Tanken var egentlig at jeg ville sove først på turen, men det fik jeg ikke rigtig gjort. Faktisk fik jeg slet ikke sovet, og i stedet fik jeg bare set stakkevis af film.

Jeg endte faktisk med at se to film jeg syntes er værd at nævne, “Vanishing time Boy Who returned” (en koreansk film), og
“In the fade” (en tysk film). Begge lidt barske fortællinger – og ja jeg græd snot til dem begge to. Godt at jeg sad ved vinduet med Rene i midten så mit tårevædet ansigt dog var en smule på afstand af vores fremmede sidemand.

Vi ankom til Amsterdam kl 15. En smule foran planen. Det var i sandheden nu hvor prøven skulle stå! 6 timers ventetid! Og så uden søvn! Min krop opførte sig helt mærkeligt efter at have holdt mig vågen så længe. Vi endte med at finde et sted vi kunne sidde, og mens Rene opladte elektroniske genstande og så LOL stream på computeren, lå jeg og sov ind over bordet. Ikke just charmerende, men det var virkelig nødvendigt. Jeg var stadig træt efterfølgende, men jeg havde det trods alt meget bedre efter lige at have haft øjnene lukkede en stund.

Tiden gik egentlig hurtigt nok, indtil der bare var en time tilbage til bording – så ville man sgu bare til at hjemad! Heldigvis gik alt også som det skulle, og vi kom afsted til tiden.

Det har været en god tur hjem, men også lang. Selvom at jeg slet ikke ville hjem tra Japan, begyndte jeg at glæde mig til et komme hjem i min egen seng da jeg først var havde været på farten i over 10 timer.

Vi er nu trygt hjemme i Danmark efter en helt fantastisk rejse til Japan. Jeg er træt, og men ovenud lykkelig over at vi kom afsted og at ferien blev så skøn trods det var lidt en impulsiv rejse og trods vi måtte vise nogle hensyn til mit ben.

Vi har besluttet os for at flytte

Vi har besluttet os for at flytte

I dag er vores sidste dag i Japan. Det er jo ikke til at fatte. Tidligt i morgen tidlig tager vi flyet til Osaka, hvorfra vi flyver videre til Amsterdam, for til sidst at lande hjemme i Aalborg. Tiden er fløjet afsted og vores ferie er allerede snart slut. 3 uger i Japan er snart bag os – og hvor har det været helt fantastisk! Vi har været noget begrænset af mit ben, men jeg syntes vi er kommet rigtig godt omkring det, og jeg har ikke følt at ferien har manglet det mindste! JO, måske længere tid?

I dag startede vi dagen med en let morgenmad på hotellet, inden vi smuttede ned til Ueno station. Vi havde besluttet os for at besøge et par 100-yen butikker i Ueno området, fordi de er sjove, og fordi man kan få en masse sjove ting derinde i relativ god kvalitet til en lav pris. Vi gik lidt rundt, og fik da også købt lidt småting. Efterfølgende gik vi tilbage til stationen og tog toget til Harajuku.

Det var anden gang at vi besøgte Harajuku på vores rejse. Sidst vi besøgte Harajuku var vi forbi den berømte Takeshita Dori, som er en gade fyldt med butikker (primært ungdomsmode, men også kosmetik, en 3etagers 100-yen store, og meget, meget, meget… meget, mere). Gaden var ret tæt pakket sidst vi var forbi (hvilket den altid er – men den var særligt ufremkommelig sidst vi var der), fordi vi var der midt på dagen. Denne gang så vi vores snit til at kigge forbi gaden igen, da vi var der lige omkring det tidspunkt butikkerne åbnede. Det var hyggeligt at få set lidt nærmere på butikkerne, trods det egentlig ikke var Takeshita Dori der var vores egentlige mål med turen til Harajuku.

Egentlig tog vi til området for at se Yoyogi park, og Meiji shrine som befinder sig i denne park. Sidst jeg var i Japan besøgte jeg også denne storslåede park, og det meget populære tempel. Dengang var vi heldige at være vidner til en bryllupsceremoni, hvilket jeg har læst mig frem til efterhånden er mere og mere en sjældenhed, da flere og flere japanere vælger moderne bryllupper med hvide brudekjoler i kirker, fremfor de traditionelle. Denne gang var vi ikke vidne til noget bryllup, men der foregik en eller anden ceremoni mens vi var der. Der var en præst til stede, som sagde nogle ord, og slog på en tromme, og så en masse mennesker i dragter der ligner kendo uniformer. Jeg ved ikke noget som helst om hvad det handlede om, men flot var det.

Vi spiste en let frokost i Yoyogi park (og fik shaved ice med mango til dessert! Mmmm! Det kan dog ikke måle sig med den shaved ice med brunsukker og ingefær som vi fik på Okinawa! Den slags må gerne indføres i Danmark, tak!), og fortsatte så til Shibuya. Rene havde fundet et sted på nettet der havde en VR arkade. Desværre passede tidspunktet vi ankom på, ikke med hvornår man kunne komme ind og spille VR, men Rene fik lidt tid til at gå derinde alligevel med at spille arkade spil. Så kan han vidst tjekke boksen af, som ægte otaku (nørd), på kvalifikations papiret.

Nu da vi var i Shibuya shoppede vi lidt, for det kan man næsten ikke lade være med nær nu man er i et af japans mode-mekkaer. Jeg fik købt et par bukser, og en trøje. Jeg kunne have købt meget mere, men vi skal jo også kunne slæbe det hjem igen! Næste gang (for ja, der bliver en næste gang!) pakker jeg bare en tom takse, og køber alt hvad jeg skal bruge når jeg kommer frem til Japan!

Vi tog tilbage til Ueno, så vi kunne spise en hurtig aftensmad kl. 17:30. Vi spiste det samme sted som vi havde spist i går, fordi det skulle være nemt, hurtigt, og noget vi vidste smagte godt. Det var heldigvis lige så lækkert som i går, og vi blev virkelig mætte. De kunne huske os, og vi alle grinede lidt da vi kom til at sidde ved præcis det samme bord, som vi sad ved i går.

Da vi kom hjem til vores hotel, pakkede vi vores tasker. Det var egentlig mening at vi skulle have sovet endnu en nat i Ueno, men da vi havde fundet ud af at transporten til lufthavnen så tidligt om morgenen som vi skal afsted i morgen, er fuldstændig håbløs, besluttede vi os for at finde et hotel tæt på lufthavnen, således at vi bare kunne tage en taxi hvis det blev nødvendigt (fra Ueno stod der på nettet at det ville koste 900-1.200 kr med taxi!!!).

Turen til det nye hotel tog 40 minutter med tog (1 skift), men til gengæld er vi nu kun ca. 10-15 minutters kørsel fra lufthavnen. Hotelværelset er lækkert (hele 24 kvm!), det er helt sørgeligt at vi vitterlig bare lige skal sove her et par timer inden vi skal videre i morgen tidlig. På den anden side… Vi er i Tokyo, hvem gider sidde på et hotelværelse?!

Kongerne af Ueno

Kongerne af Ueno

Vi er i dag taget fra Okinawa, og tilbage til Tokyo. Flyvturen gik fuldkommen uproblematisk, og uden nogen forsinkelser. Jeg endte faktisk med at sove det meste af flyveturen, så det gjorde ikke noget at vi skulle tidligt op i morges. Vi endte med at vælge at tage en taxi ind til lufthavnen fra vores hotel i Naha. Det var meget rart at jeg kunne spare kræfterne, for de sidste mange dage har jeg haft en del problemer med det dumme ben.

Vi havde besluttet at vi ville bo et andet sted i Tokyo denne gang, og valget var faldet på Ueno. Til dels fordi det er ret nemt at komme til og fra lufthavnen herfra, og til dels fordi jeg husker det som et ret spændene område. Det jeg husker bedst ved Ueno fra min tur for 3 år siden, er den store park, som ligger i bydelen. Jeg kunne også godt huske at vi nemt fik en hel dag til at gå bare i Ueno – men jeg kunne ikke huske at vi shoppede her; det kunne jeg så pludselig huske, da Rene og jeg tussede rundt og kiggede på butikker efter vi havde checket in på vores hotel. Pludselig stod vi en butik hvor jeg kunne huske jeg både havde købt tøj, og keramik i sidste gang. Keramikken stod det samme sted som sidst, og endnu engang endte jeg med at bruge lidt penge her. Det var helt en dejlig, og lidt underlig fornemmelse pludselig at kunne huske butikkens layout.

En af charmerne ved Japan jeg virkelig godt kan lide, er at man kan gå rundt i et virvar af butikker – både markedsagtige popup butikker, store varehuse der har et indgangsparti på størrelse med en hoveddør (men er 8-9 etager højt), små snævre (nærmest hemmelige) stier mellem butikkerne hvor der befinder sig endnu flere butikker – og så lige pludselig; bom, så er der et shrine eller et tempel midt i det hele. Det er lidt utroligt at det moderne Japan kan leve side om side på så harmonisk vis med den ældre kultur.

Vi ankom først til Ueno omkring kl. 14:30, så det var ikke fordi vi havde forfærdelig meget tid at gøre med i løbet af dagen. Det var nok også grunden til at vi forfaldt til at gå og kigge lidt på butikker. Da klokken nærmede sig 18:00 besluttede vi os for at vi hellere måtte tage ind og spise i ordentlig tid i dag. De sidste mange dage har vi først spist ved 19-20 tiden, og der har det primært været færdigretter fra div. convinencestores (tag ikke fejl! Det er faktisk ganske udmærket mad, til en fornuftig pris her i Japan!). Vi begge er vilde med Yakiniku, og da det ikke er noget man sådan lige kan få i Danmark besluttede vi os for at finde et godt sted, der serverede netop dette.

Jeg kan lige så godt afsløre at her til aften har vi spist som konger! Det var simpelthen så godt mad, og vi sparede heller ikke på noget! Vi fik alle de drikkevare vi kunne drikke, det bedste kød på menukortet, og massere af salat og grøntsager. Det har været vores hidtil dyreste aften ude at spise, men da vi langt fra har spist ude alle dage på vores ferie, syntes vi godt vi kunne flotte os lidt til aften. Jeg syntes dog at prisen var ret fair, i forhold til kvalitet og mængde. 800 kr måtte vi af med. Vi kunne på ingen måde have fået noget tilsvarende i Danmark til den pris.

Billederne gør ikke maden til fyldest. Det var virkelig lækkert. Det kræver dog at man nok er kødelsker hvis man skal kunne elske Yakiniku, selvom man også kan få massere af svampe osv. til grillen. Selv spiser jeg næsten aldrig oksekød – mest fordi kvægproduktionen virkelig er belastning for miljøet, men jeg er helt pjattet med det, og derfor tillader jeg mig engang i mellem at spise det… Nu har vi ferie, og så må man sige at vi har givet den los hvad angår oksekødsindtaget!

Det var blevet mørkt da vi igen trådte ud på gaden. Ueno – og tokyo i det hele taget – er virkelig betagende når mørket falder på, og alle de mange lys tændes. Vi gik den relativt korte tur hjem igen, og ligge nu på hotellet, og nyder at sengen er noget bedre hér end den var på Okinawa!

I morgen regner vi med at tage et kig forbi Ueno park, samt tage en smuttur til Asakusa for at købe de sidste (planlagte) souvenirs! Jeg skal i hvert fald have købt et sakesæt til mig selv, hvis jeg kan finde det igen.