Browsed by
Kategori: Blog challenge

Min dag i dag

Min dag i dag

Dagens udfordring i den blog challenge, som jeg er i gang med, er at liste min dag op. Det kan godt være lidt trivielt når man ligger hjemme og er sygemeldt med en skade, som begrænser en i det omfang, som min skade begrænser mig. Alligevel laver jeg da lidt, so here we go.

  • Jeg vågnede egentlig kl. 07:00, men besluttede mig for at sove videre, og stod først op lidt over klokken 08:00.
    • Jeg prøver at stå relativt tidligt op hver morgen, for at bibeholde en nogenlunde normal døgnrytme, selvom jeg er hjemme. Det kan være meget fristende at sove længe, da dagen ellers kan blive meget, meget lang, men fordelene ved at holde fast i døgnrytmen overgår vidst fordelene ved at sove længe.
  • Jeg ringede og snakkede med min chef omkring hvordan jeg havde det nu hvor jeg havde været sygemeldt knap en uge, hvor mit ben havde fået den ro som det trængte til, og hvad planen fremadrettet var.
    • Jeg har en aftale med min chef om, at vi snakker sammen hver uge. Det er rart vide man ikke er gemt helt væk i glemmebogen, bare fordi man er sygemeldt. Jeg har verdens bedste chef, og jeg føler virkelig at hun er parat til at hjælpe mig tilbage på arbejdet på en god måde, så mit ben ikke bliver mere smadret end det er.
  • Morgenmaden var ikke noget særligt. En kop te og en portion skyr, alt i mens jeg lå og så lidt tv.
    • Man må sige at jeg virkelig får set noget tv disse dage. Der er ikke ret meget man kan gøre liggende, med benet oppe, og i sidste uge havde jeg også lidt krise rent psykisk over, at skulle være sygemeldt, og være hjemme, hvor jeg slet ikke magtede at give mig til noget. Jeg har dog fået nyt håb nu hvor jeg kan mærke at det rent faktisk virker(!), og der ikke er alt for lange udsigter til at jeg skal ses af ortopædkirurgerne.
  • Jeg lavede en liste over emner jeg vil læse op på i denne uge, som kan gavne mine teoretiske færdigheder som sygeplejerske.
    • I denne uge bliver det primært basal mikrobiologi, og de mest gængse infektionssygdomme, som jeg vil genopfriske. Det er altid godt at opdaterer sig, selvom det er et emne man er habil i.
  • Det endte med at jeg læste i min bog om mikrobiologi on/off i omkring 2 timer, og brugte lidt tid på at finde et par spændene artikler, som jeg vil læse i aften eller i morgen.
    • Det er utroligt hvor meget mere spændene det pludselig er at læse i bogen, når det ikke er noget man gør fordi det er ens lektier, men fordi det er noget der interesserer en (men mikrobiologi var nu også en af mine store interesser da jeg studerede). Jeg måtte dog holde mange pauser mens jeg læste. Det kan være svært at koncentrer sig når man har pokkers ondt – men samtidig virkede det også lettere afledende fra smerterne, at lave noget der krævede mere hjerneaktivitet end at se tv.
  • Så lavede jeg en madplan for denne uge.
    • Det er selvsagt Rene der står for indkøb, og madlavningen for tiden, men jeg har lovet at hjælpe med at finde på, hvad vi skal have i løbet af ugen. Det betyder også at Rene kan handle ind til hele ugen, og stille fx. kartofler frem, som jeg kan ligge og skrælle (Jeps – det er testet man kan godt ligge og skrælle kartofler) i løbet af dagen, så jeg da i det mindste hjælper lidt til herhjemme.
  • Jeg tog mig et hvil, og så lidt tv, indtil Rene kom hjem.
    • Det er helt utroligt, men jeg føler mig konstant udmattet, selvom jeg slet ikke foretager mig noget. Jeg tror tildels det er på grund af smerterne i benet, og til dels, fordi jeg simpelthen – ja – ikke laver noget… Og så faldt jeg i søvn, efter at have været nødt til at tage en af de stærkere smertestillende, fordi jeg lavede en eller anden dum bevægelse, da jeg rejste mig for at gå på toilettet.
  • … Og så er vi kommet til nu.
    • Rene er taget ned til byen for at kigge på min fødselsdagsgave (ihh!), og jeg ligger bare og giver mit ben ro. Der er ikke rigtig nogle planer for i aften. Vi skal bare have rugbrødsmadder til aftensmad, så der er heller ikke nogen prepping jeg kan/skal ordne. Resten af aftenen står bare på hygge med Rene, når han kommer hjem.
Anmeldelse: Battle Royale

Anmeldelse: Battle Royale

Da jeg så at dagens ‘blog-challenge‘ bød på at jeg skulle skrive om en bog jeg elsker, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Battle Royale.

Faktisk forsøgte jeg første gang at læse bogen i år 2013 (Læs: Dag 05 : Hvilken bog læser du?), men lykkedes aldrig med det. Jeg ved ikke hvorfor jeg dengang havde så svært ved at komme ordentligt i gang med den, at den til sidst endte med at ligge på hylden helt til år 2017. Så vidt jeg husker var det faktisk fordi min storebror gerne ville låne den, og jeg dengang tænkte, at jeg helt sikkert bare ville få læst den når jeg fik den tilbage (hvilket jeg formentlig gjorde få dage efter, da Patrick læser meget hurtigt). Jeg kom så bare ikke i gang igen. Jeg kan dog sige med 100% sikkerhed, at bogen ikke på nogen måde er kedelig, og det med garanti ikke var derfor det tog så lang tid om at komme i gang med bogen igen!

Jeg så Battle Royale filmene mange år før jeg læste bogen. Faktisk var det fordi jeg var meget glad for filmene, at jeg besluttede mig for at købe bogen. Siden jeg har læst bogen, har det været rigtig svært, at se filmene igen, for de når på ingen måde bogen til sokkeholderne! Bogen er i helt igennem fantastisk! Jeg var fanget af bogen fra start til slut, og læste den på under en uge (trods jeg forsøgte at læse så få sider om dagen, som muligt, så jeg kunne sprede glæden ved at læse den, over flere dage).

Battle Royale

Anmeldelse skrevet af Simone Møller


Forfatter

Koushun Takami

Genre

Dystopia, thriller

Type

Bog

Bedømmelse

5 ud af 5


Synops

En klasse gymnasieelever bliver udvalgt af regeringen, til at blive placeret på en øde ø, hvor de som en del af et af et autoritær program bliver forsynet med forskellige våben, og bliver tvunget til at dræbe hinanden, indtil der kun er én overlevende tilbage.

Min vurdering

Battle Royale tager udgangspunkt i et fiktiv fascistisk Japan, som i bogen er en totalitær stat kaldet ‘Republic of Greater East Asia’, hvor regeringen styre alt. Man følger i bogen en gymnasieklasse, som bliver udvalgt til ‘the Battle Experiment No. 68 Program’, som præsenteres som et militærprogram som regeringen har opfundet, for at hjælpe regeringen og dets militær i forskningen i overlevelsesfærdigheder og kampberedskab. I virkeligheden er programmets formål at indgyde frygt og mistillid i statens borgere, ved at vise regeringens magt og evne til at målrette borgernes familier og fodre folks frygt for at blive dræbt af en nærtstående, for dermed at bekæmpe ethvert forsøg på oprør imod styret.

Årets udvalgte klasse er en klasse på 42 elever fra Shiroiwa gymnasium. Her i blandt, er blandt andet eleverne, Shuya Nanahara, Noriko Nakagawa og Shogo Kawada, som er nogen af bogens mest væsentlige karakter. Alligevel kan man ikke være foruden nogen af de øvrige 39 elever, da de alle spiller en større eller mindre rolle i bogen. Den helt klare hovedrolle i bogen tilhøre Shuya Nanahara, men man følger samtlige elever igennem bogen – nogen mere end andre – og får et indblik i deres relationer, tanker og følelser. Det kan være forvirrende med mere end 42 karakteres navne at holde styr på, men heldigvis er der i starten af bogen en liste over elevernes navne. Desuden må man ikke lade sig miste modet helt på grund af de mange japanske navne, for det vare ikke længe inden op til flere af karaktererne er udryddet på den ene eller anden måde.

Bogen kan undervejs i det hele taget være en smule forvirrende, da der er mange navne, og områder, man skal holde styr på; heldigvis bliver man dog hjulpet godt på vej, af kortet over øen forrest i bogen – og efterhånden som man kommer længere og længere i bogen, bliver det nemmere at holde styr på hvem der er hvem, og hvor de befinder sig.

Det har dog også sine fordele at man ikke blot følger hovedpersonen igennem bogen. Netop fordi man følger stort set alle eleverne i bogen i større eller mindre grad, kommer man også til at holde af andre karakterer end netop hovedpersonen. Især Shinji Mimura, som er en af klassens populære unge mænd, men som udover at have udseendet med sig, er yderst intelligent, og afbalanceret, endte med at stjæle mit hjerte. Jeg var også glad for hans rolle i filmen, men i bogen, fik han bare så meget mere dybde.

I det hele taget er det spændene at “se” både elevernes syn på dem selv, og samtidig få et indblik i hvordan de andre elever “ser” den pågældende person, og situation. Så selv om man skal holde tungen lige i munden, når man flyver fra den ene karakter, og situation, til den anden, så giver det også en dynamik, spænding, og indlevelse, som jeg ikke tror man kunne have skabt på andre måder. Det er på en måde en meget unik oplevelse.

Battle Royale indeholder det hele; kærlighed, drama, forræderi, intriger, misforståelser, politisk spil, blod, død, mod, og svære valg. Spørgsmålet, ‘hvem kan man i det hele taget stole på?’, er en genganger og er også et centralt tema i bogen. Hvem tør man sætte sin lid til? Skal man spille med? Og er der overhovedet et alternativ?

Battle Royale, får 5 ud af 5 stjerner. Trods det er en bog på 616 sider, så keder man sig på intet tidspunkt – og intet af indholdet i bogen er ‘fyld’. Der er kælet for detaljerne, og man mærker i særdeleshed dette ved karakterernes opbygning. Desuden er bogen skrevet i et sprog, og med en detaljegrad, der gør den utrolig fangende, og virkelig. Jeg kan kun anbefale at man selv anskaffer sig bogen, og trods plottet kan lyde en smule voldsomt, giver den en chance, for den er så meget mere end ‘bare’ død og ødelæggelse (omend der nu også er en del af den slags, så det kræver nok alligevel, at man ikke er for sart).

Feminisme – kampen om ligestilling

Feminisme – kampen om ligestilling

I dag vil jeg skrive om noget jeg føler meget stærkt for, og det er feminisme, og herunder ligestilling. Min oplevelse er, at feminismen er blevet et mere individuelt/subjektivt begreb, end det måske var ved sin oprindelse. Feminismen er en ideologi som oprindelig blev brugt til at fremhæve kvindernes værdi i samfundet, samt afskaffe den tydelige diskriminering der var imod netop kvinderne, i et meget mandsdomineret samfund. Der er sket en del siden ideologien så lyset første gang. Kvinderne er kommet ud af hjemmet og på arbejdsmarkedet, der ses et fald i løngabet på arbejdsmarkedet (om end der fortsat er stor forskel!), der er flere kvinder i top lederstillinger, og der er en større procentdel af kvinder med en lang videregående uddannelse. Den positive udvikling er formentlig også en af grundene til at den feministiske ideologi er åben for flere fortolkninger og retninger end tidligere.

Jeg ser fortsat et samfund som behøver udvikling, og forbedringer, hvad angår ligestillingsproblematikken. Jeg ser fortsat et samfund hvor kvinder og mænd ikke er lige. Jeg er ikke af den overbevisning at kvinder skal privilegeres for at ligestilles med mænd. Vi skal ikke til at sætte kvoter for hvor mange kvinder der skal være ledere i offentlige- og private virksomheder. Vi skal ansætte på kvalifikationer – og er det ikke en kvinde der har evnerne til at udfylde den pågældende stilling, er det bare ærgerligt. At vores forestilling om, hvad en leder skal kunne, være og udstråle, måske er forvrænget til en forestilling om at kun en mand kan udfylde rollen, er selvfølgelig problematisk.

Min overbevisning er netop at vi skal se på roden til ligestillingsproblematikken; nemlig samfundets syn på køn, og roller. Hvis vi vil have et mere lige samfund for både mænd og kvinder, er vi nødt til at ændre på, hvordan vi ser på hinanden. Vi må gøre op med forestillingen om den sexede, submissive kvinderolle, og den maskuline, ledende forestilling vi har om en mand. Flere undersøgelser har vist at kvinder ofte er mere styret af bløde værdier, hvor mænd måske kan være mere kyniske i deres beslutningstagninger – men vi må også spørge os selv, er det et spørgsmål om genetik eller opvækst?

Kvinder lære stadig fra en ung alder af, at følelser ikke nødvendigvis er noget der skal pakkes ind. Piger må græde og være kede af det. Drenge må ikke. ’Rigtige mænd græder ikke’. Sikke en mantra, og i virkeligheden en stor problematik hvad angår mænds ligestilling.
Samtidig anerkender vi undertrykkende adfærd fra drenge/unge mænd, ved at sige ting som ’det er jo bare drengestreger’, eller ’det er bare fordi han kan lide dig’, når drenge i folkeskoleklasserne rykker i pigernes bh’er, eller knapper dem op som dril. Vi hjælper ikke ligefrem fremtidens unge mænd godt på vej, til at forstå grænser, og seksuelt krænkende adfærd, hvis vi i bund og grund bare griner af det når de er under 18 år.

Der kan ingen tvivl være om, at kvinder fortsat er meget udsatte hvad angår seksuelle krænkelser, hvilket stadig er en stor trussel imod ligestillingen. Dette er #metoo bølgen et helt klart udtryk for. Med et lille hashtag, er det virkelig blevet synliggjort i en helt ny skala hvor sygt vores samfund egentlig er, og hvor meget brug for forandringer der er. Man kan trygt lulle sig ind i troen om, at vi har nået vores ligestilling. At mænd og kvinder er fuldkommen lige. Eller modsat forsøge at overbevise os selv om at ligestilling er utopisk, fordi vi er forskellige. Det er dog den fejl vi ikke må gøre os! Der er noget vi kan gøre – og det starter hos os selv. Vores eget syn på kvinder, mænd, og kønsroller, må udvikle sig med samfundet. Vi må uddanne os selv om det, og vi må ikke mindst uddanne vores børn. Vi må sætte nogle skarpere grænser for dem, mens nogle andre barriere skal åbnes op.

Jeg tror på, at kampen fortsat er værd at kæmpe, men at det ikke længere ’blot’ er en kvindekamp; det er en kamp for både mænd og kvinder. En kamp for retten til at være den bløde mand, og den stålfaste kvinde, uden dette bryder med et ideal eller en forestilling om hvad der er normalitet.

  • S glder jeg mig bare til at pigerne kommer til
  • Her gr vi sgu ikke ned p kinotape i dag
  • Solen skinner s smukt udenfor  man kan vel godt
  • Aftensmaden stod i dag p hjemmelavet sushi med tempurarejer og
  • Tillykke med de 20 r til Lady 13 r som
  • Jeg savner mine heste og savner at ride heste horses