Browsed by
Kategori: Dybe tanker

En lille statusopdatering

En lille statusopdatering

Jeg har uden tvivl haft et par rigtig dårlige dage, siden jeg var hos ortopædkirurgen mandag. Selvfølgelig har jeg haft ondt i benet, men jeg kan også mærke at jeg kan undvære en del smertestillende, når jeg ikke tager på arbejde og mit ben får den ro som det har brug for. Når det er sagt, så er det faktisk ikke smerterne der har fyldt mest hos mig, men tankerne.

Jeg fik ved undersøgelsen i mandag forklaret at jeg har to skader – den ene er delvist kommet af den oprindelige, og det er dén som forårsager de nye kraftige smerter jeg har haft den sidste månedstid. Det er denne skade som egentlig kræver ro. Den oprindelige skade, kan som han sagde “ikke blive værerer”, så selvom den forårsager smerter, så kan jeg lige så godt komme i gang med mit liv igen, når den første skade er ved at være i orden.

Det er min oprindelige skade, som jeg skal have undersøgt om jeg kan få opereret. Der ligger en hel masse væske, med forkalkninger i, mellem musklerne, og fedtvævet i mit lår, som skal vurderes om kan tømmes ud – men udsigten er dyster. Kan der ikke gøres noget ved skaden, skal jeg lære at leve med smerterne, og de begrænsninger som det føre med sig… Det vil sige at jeg selvfølgelig nok skal komme tilbage på arbejde på fuldtid, hvilket jeg er meget glad for. Jeg har levet med smerterne mens jeg arbejdede tidligere, så det kan jeg i hvert fald også gøre igen. Det som er så svært at affinde sig med, er at jeg har fået af vide at der ikke er gode udsigter for at komme tilbage til at ride igen.

Det har derfor været lidt hårdt det hele, og jeg har også lidt haft brug for bare at isolerer mig, og ikke snakke med nogen, for at kunne forlige mig med de ting jeg har fået fortalt, og finde ud af hvordan jeg har tænkt mig at forholde mig til det hele. Selvfølgelig er jeg ked af det, og syntes det hele er lidt hårdt – især fordi jeg ikke har det nemt med at ligge herhjemme og ikke lave noget.

Jeg har fundet frem til hvordan jeg vil forholde mig til det hele. Jeg vil kæmpe. Jeg kommer tilbage på job. Jeg kommer tilbage i sadlen. Jeg kommer af med smerterne – eller i hvert fald får dem i et niveau som jeg kan leve med. Jeg skal nok finde min vej tilbage. Selvfølgelig skal jeg nok finde andre måder at gøre nogen ting på end jeg har gjort tidligere, men jeg er sikker på at det hele nok skal blive godt igen.

Sygeplejerske i 1 år

Sygeplejerske i 1 år

I dag har jeg været uddannet sygeplejerske i intet mindre end 1 år! 1 helt år! Det er slet ikke til at forstå, hvordan tiden flyver! Jeg husker meget tydeligt ærefrygten, som brat ramte mig da der pludselig stod “sygeplejerske” og ikke “sygeplejerskestuderende” på mit navneskilt. Det var helt igennem fantastisk, og skræmmende på én og samme tid!

Fantastisk fordi man havde knoklet hårdt for titlen, og fordi det var en drøm der gik i opfyldelse. Fantastisk fordi man nu kunne gå ud, få sig et job, og gøre en forskel for mennesker der i den ene eller anden facon havde brug for ens støtte for en stund.

Den skræmmende fornemmelse som ramte mig ved at skulle bære titlen som sygeplejersken, var ikke på grund af at jeg følte mig alene med tjansen – faktisk kunne jeg ikke have ønsket mig en større støtte, og forståelse fra mine fantastiske kollegaer – nej, situationen var skræmmende på grund af det store ansvar der pludselig hvilede på ens skuldre. Frygten for ikke at kunne slå til. Tvivlen om man nu også kunne leve op til de forventninger man havde til sig selv, og ikke mindst de forventninger ens patienter, kollegaer, og arbejdsgivere måtte have til en. Jeg tror det er ganske sundt at blive ramt af den følelse af og til, såfremt man bare ikke lader den lamme en. Det handler om at vende den frygt til mod. Modet til at kæmpe for at blive sit bedste jeg.

Jeg møder stadig mange situationer på mit arbejde, hvor jeg ganske enkelt ikke kender svaret. Situationer der stadig er nye, og uudforskede. Men jeg bliver ikke ramt af den samme frygt for ikke at slå til længere. Jeg bærer stolt titlen som sygeplejerske. Jeg ved, at jeg ikke kan vide alt – og da slet ikke efter et enkelt år – men jeg ved at jeg kan stole på mig selv, og mine kollegaer. Jeg ved at jeg tør at spørge om hjælpen, og der er nogen derude, som er villig til at give mig den. Man vokser med opgaven hver dag, og det tror jeg at man vil blive ved med i et fag som dette. At være sygeplejerske betyder nemlig, at man skal være parat til at ændre vaner, og arbejdsgange fra den ene dag til den anden. Faget er evidensbaseret, og kræver man holder sig opdateret, og ikke bare ‘gør som man plejer’.

Jeg sætter en stolthed i mit arbejde, og det har jeg altid gjort; uanset om det var da jeg var kasseekspedient, MacDonaldsmedarbejder, reklamebud, osv. men som sagt har jeg da godt kunne mærke at ansvaret føles anderledes, nu hvor jeg er blevet sygeplejerske. Det handler pludselig om liv og død. Det lyder så dramatisk og voldsomt, men det er nu engang sandheden. Mest af alt handler mit job om værdighed. Det handler om at bidrage til det værdige liv, værdigheden trods sygdom, og i nogle tilfælde også at støtte til værdigheden nær, og under, livets afslutning.

Jeg elsker mit fag og jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at møde op på mit job hver dag, og gøre alt hvad jeg kan for at være en positiv indgriben i et andet menneskes liv. Jeg elsker mine kollegaer, ikke alene fordi de har taget hånd om mig, som studerende og nyuddannet sygeplejerske, men fordi de brænder mindst lige så meget som jeg selv, for at være noget for andre – både hinanden, patienterne, og de pårørende.

 

Feminisme – kampen om ligestilling

Feminisme – kampen om ligestilling

I dag vil jeg skrive om noget jeg føler meget stærkt for, og det er feminisme, og herunder ligestilling. Min oplevelse er, at feminismen er blevet et mere individuelt/subjektivt begreb, end det måske var ved sin oprindelse. Feminismen er en ideologi som oprindelig blev brugt til at fremhæve kvindernes værdi i samfundet, samt afskaffe den tydelige diskriminering der var imod netop kvinderne, i et meget mandsdomineret samfund. Der er sket en del siden ideologien så lyset første gang. Kvinderne er kommet ud af hjemmet og på arbejdsmarkedet, der ses et fald i løngabet på arbejdsmarkedet (om end der fortsat er stor forskel!), der er flere kvinder i top lederstillinger, og der er en større procentdel af kvinder med en lang videregående uddannelse. Den positive udvikling er formentlig også en af grundene til at den feministiske ideologi er åben for flere fortolkninger og retninger end tidligere.

Jeg ser fortsat et samfund som behøver udvikling, og forbedringer, hvad angår ligestillingsproblematikken. Jeg ser fortsat et samfund hvor kvinder og mænd ikke er lige. Jeg er ikke af den overbevisning at kvinder skal privilegeres for at ligestilles med mænd. Vi skal ikke til at sætte kvoter for hvor mange kvinder der skal være ledere i offentlige- og private virksomheder. Vi skal ansætte på kvalifikationer – og er det ikke en kvinde der har evnerne til at udfylde den pågældende stilling, er det bare ærgerligt. At vores forestilling om, hvad en leder skal kunne, være og udstråle, måske er forvrænget til en forestilling om at kun en mand kan udfylde rollen, er selvfølgelig problematisk.

Min overbevisning er netop at vi skal se på roden til ligestillingsproblematikken; nemlig samfundets syn på køn, og roller. Hvis vi vil have et mere lige samfund for både mænd og kvinder, er vi nødt til at ændre på, hvordan vi ser på hinanden. Vi må gøre op med forestillingen om den sexede, submissive kvinderolle, og den maskuline, ledende forestilling vi har om en mand. Flere undersøgelser har vist at kvinder ofte er mere styret af bløde værdier, hvor mænd måske kan være mere kyniske i deres beslutningstagninger – men vi må også spørge os selv, er det et spørgsmål om genetik eller opvækst?

Kvinder lære stadig fra en ung alder af, at følelser ikke nødvendigvis er noget der skal pakkes ind. Piger må græde og være kede af det. Drenge må ikke. ’Rigtige mænd græder ikke’. Sikke en mantra, og i virkeligheden en stor problematik hvad angår mænds ligestilling.
Samtidig anerkender vi undertrykkende adfærd fra drenge/unge mænd, ved at sige ting som ’det er jo bare drengestreger’, eller ’det er bare fordi han kan lide dig’, når drenge i folkeskoleklasserne rykker i pigernes bh’er, eller knapper dem op som dril. Vi hjælper ikke ligefrem fremtidens unge mænd godt på vej, til at forstå grænser, og seksuelt krænkende adfærd, hvis vi i bund og grund bare griner af det når de er under 18 år.

Der kan ingen tvivl være om, at kvinder fortsat er meget udsatte hvad angår seksuelle krænkelser, hvilket stadig er en stor trussel imod ligestillingen. Dette er #metoo bølgen et helt klart udtryk for. Med et lille hashtag, er det virkelig blevet synliggjort i en helt ny skala hvor sygt vores samfund egentlig er, og hvor meget brug for forandringer der er. Man kan trygt lulle sig ind i troen om, at vi har nået vores ligestilling. At mænd og kvinder er fuldkommen lige. Eller modsat forsøge at overbevise os selv om at ligestilling er utopisk, fordi vi er forskellige. Det er dog den fejl vi ikke må gøre os! Der er noget vi kan gøre – og det starter hos os selv. Vores eget syn på kvinder, mænd, og kønsroller, må udvikle sig med samfundet. Vi må uddanne os selv om det, og vi må ikke mindst uddanne vores børn. Vi må sætte nogle skarpere grænser for dem, mens nogle andre barriere skal åbnes op.

Jeg tror på, at kampen fortsat er værd at kæmpe, men at det ikke længere ’blot’ er en kvindekamp; det er en kamp for både mænd og kvinder. En kamp for retten til at være den bløde mand, og den stålfaste kvinde, uden dette bryder med et ideal eller en forestilling om hvad der er normalitet.