Browsed by
Kategori: En hurtig en

So much to do and so little time

So much to do and so little time

Nu har vi snart været hjemme fra vores fantastiske rejse til Japan, i 2 uger. Hverdagen er startet for fuld udblæsning, og mine dage har været tæt pakket med arbejde, aftaler, huskiggeri, husligepligter, heste, og alt muligt andet. Jeg har faktisk savnet lidt at skrive på bloggen siden jeg kom hjem. Vi skrev jo hver dag da vi var i Japan – men alt hvad jeg overvejer at skrive om herhjemme virker bare så hverdagsagtigt og kedeligt i forhold til rejsen. Desuden har tiden som sagt været knap. Det er ikke meget jeg har sat foden hjemme i lejligheden, når jeg har skulle andet end at sove.

Jeg savner allerede vores fantastiske eventyr sammen, men det er også dejligt at være hjemme. Det er dejligt at se venner og familie. Det er dejligt at være ude ved mine heste, omend vejret har været en smule træls i forhold til udendørsaktiviteter. Det er også dejligt at rette sine drømme imod huskiggeri igen (det seneste stykke tid har mit fokus udelukkende været på rejsen til Japan). Inden vi tog afsted havde jeg fuldstændig opgivet tanken om at vi nogensinde skulle få et hus, men det har hjulpet at have det hele lidt på afstand i en 3 uger, og nu føler jeg igen, at det nok skal lykkedes på et eller andet tidspunkt.

Vi skal ud og se på et hus i morgen. Vi har faktisk allerede set det én gang. Naturen omkring huset er helt fantastisk. Der er træer og kuperet terræn – alt sammen noget jeg virkelig håber at vi kommer til at bo i nærheden af. Huset er gammelt, hvilket jeg i og for sig ikke har noget i mod. Jeg vil hellere have et gammelt hus med sjæl, end jeg vil have et hus der ligner naboens. Problemet er bare at vi er lidt i tvivl om husets stand, og prisen nu også matcher – og ikke mindst om vi ville have råd til at udbedre de fejl og mangler der er. Desuden er huset stort, og det er jo ikke helt det vi går og drømmer om. Under alle omstændigheder får huset nu en chance til, inden vi overvejer om det er noget for os.

Selv om der stadig sker lidt nye og spændene ting på huskigger fronten, så har hverdagen ramt os. Det gør ikke så meget, for jeg syntes jeg har fornyet energi til at tackle det hele med, efter vi har været på ferie. Det gør ikke så meget at det hele har været lidt hæsblæsende de sidste par uger, for samtidig er rutinerne fra før vi rejste ved at være indarbejdet igen og så virker det hele knap så stressende.

Det værste ved at rejse

Det værste ved at rejse

Jeg elsker at rejse (!) og jeg føler mig virkelig privilegeret over at kunne gøre det, i det omfang jeg indtil nu har gjort. Jeg syntes at rejse, er noget af det mest fantastiske at gøre. Det sætter tingene derhjemme i perspektiv, og udvider ens egen horisont. Man opdager ofte at tingene måske ikke helt er som man troede – og andre gange bliver man fuldkommen bekræftet i ens forestilling om verdenen. Især min rejse til Nepal, satte min opfattelse af verdenen i et helt nyt lys, på både godt og ondt. Alle mine rejser har gjort et eller andet indtryk på mig, og nogle af mine stærkeste minder i livet er fra de rejser jeg har været på. Det er som om de minder man indsamler sig på sine rejser, bare forbliver lysende klare i meget længere tid end så mange af dem man samler sig i hverdagen – måske netop fordi de er i mindretal i forhold til alt det man oplever i sin hverdag.

Men selvom det at rejse er helt fantastisk, skal vi så ikke også blive enige om at der er nogle ting der bare er total røv ved at rejse?

Pakke til rejsen. Jeg hader at skulle pakke når jeg skal ud og rejse. Sandheden er nok at jeg generelt bare hader at pakke. Man ved aldrig helt hvad man skal tage med, og hvor meget. Det har virkelig været en proces for mig at lære hvor meget jeg skal pakke til den enkelte rejse. Jeg har langsomt lært at indskrænke mig, og fundet ud af at for lidt nærmest er bedre end for meget. Især når man primært backpacker som jeg. Jeg syntes stadig det er svært at pakke. Man vil gerne være beredt på alle oplevelser man kan støde på, men samtidig gider man ikke slæbe rundt på et par vandresko, hvis man alligevel ikke kommer ud og vandre i et terræn hvor dette er nødvendigt. Måske er det at pakke også så vældig en udfordring for mig, netop fordi jeg ikke planlægger ret mange af de oplevelser jeg skal have på forhånd.

At vente i lufthavnen. Forsinkede fly er nærmest mere regel end undtagelse, og hvor er det dog kedelig at vente i en lufthavn. Da alle mine rejser indtil nu, har været mens jeg var studerende, har flybilletten virkelig været et sted jeg skulle spare, hvilket har resulteret i, at de flyrejser jeg ofte har været på, har indeholdt i forvejen laaaange ventetider i de enkelte lufthavne. På vej hjem fra Thailand tror jeg vi ventede i KBH lufthavn i 8 timer for at komme hjem til Aalborg.

At stresse i lufthavnen. Okay, okay, overstående problematik er måske i virkeligheden slet ikke helt så slem, for er der noget jeg hader mere end at vente i uendeligheder, så er det at stresse igennem en lufthavn. Jeg vil laaangt hellere have en god buffer tid inden næste fly, fremfor at løbe fra den ene ende af Frankfurt lufthavn, til den anden, i et tempo der opfordre ens lunger til at hoppe ud af brystet på én.

Den irriterende sidemand på flyet, og de sure tæer der stikker frem ved siden af dig. Har vi alle ikke oplevet det? De sure tæer det pludselig dukker op bagerst på dit armlæn i flyet, passageren foran som insisterer på at hans/hendes ryglæn skal være fuldt tilbagelæner under hele rejsen – selv når der bliver serveret mad, eller passageren ved siden af dig som bestiller mindst 5 whiskeys for meget. Okay sidstnævnte har jeg kun været ude for én gang, men jeg kan garanterer jer for at det ikke var sjovt at sidde ved siden af en panglestiv mand, der for det første lagde sig ind over mig, for dernæst at brække sig ud over det hele. Nej slet ikke sjovt.

Nå! Når al mit first-world problem brok, nu er ude af systemet, så må jeg hellere begynde at overveje hvad jeg vil have med på min forstående rejse til Japan. Nemlig! Mit had til at pakke til rejsen var nok det der affødte dette indlæg.

Hvad syntes du er det værste ved at rejse?

 

Shockwaves og gaming

Shockwaves og gaming

I går var jeg til min aller første shockwave terapi. Gud fader, det gjorde ondt! Jeg forstiller mig, at det er som at blive stukket af en bi, rigtig mange gange (jeg kan dog egentlig ikke udtale mig om det, da jeg (7,9,13) aldrig er blevet stukket af sådan en). Jeg havde smertestillende da jeg forlod mit arbejde, så det havde 30 minutter til at nå at virke inden jeg skulle have terapien – alligevel gjorde det bare hammer ondt.

Jeg har også haft ondt siden, men jeg har dog kunne holde til at ligge ned, og når jeg tager mit smertestillende kan jeg også sagtens sidde op, lige så stille i en stol, så det må siges at have været ret nådigt i forhold til hvad jeg frygtede. Jeg er nu alligevel glad for at vi valgte en dag hvor jeg ikke skulle arbejde dagen efter, da jeg ikke tror jeg ville have kunne holde til at rende rundt.

Allerede i næste uge skal jeg til endnu en behandling, og endnu engang har vi valgt en dag hvor jeg har fri dagen efter. Jeg tror det er en meget god strategi, og den vil jeg holde fast i, så jeg ikke risikerer at få unødige sygedage fra mit arbejde, bare fordi mit dumme ben gør ondt efter en terapisession.

Jeg havde virkelig frygtet at i dag, ville blive en forfærdelig dag, hvor jeg bare kunne ligge ned og lave ingenting – men det har faktisk været en meget dejlig dag. Som sagt har jeg kunne smertedække mig selv nok til at kunne sidde op, så selvom vejret ellers bød sig til at komme ud på en god gåtur, har jeg måtte skippe dette, og lave noget hyggeligt siddende stille i stedet. Jeg har ikke turde teste hvordan mit ben opfører sig efter en omgang trappevandring så jeg har holdt mig indendørs i dag. Kedeligt har det ikke været! Jeg har spillet Dead by Daylight.

Selvom målet i spillet er relativt simpelt, og man egentlig bare laver det samme igen og igen i hvert spil, så syntes jeg det er et relativt kompleks spil. At blive god til det tekniske deri, tror jeg egentlig er det nemmeste. Udfordringen ligger nok nærmere i at få sig et overblik over hvad den enkelte ‘killer’ kan, og hvordan man bedst muligt undviger dem. Banen og ens medspillere betyder virkelig meget for ens succesrate, og når man spiller alene med/imod fremmede ved man aldrig hvad man kan ende ud med.

Jeg må indrømme at jeg virkelig syntes det er et godt spil. Jeg føler mig virkelig underholdt når jeg spiller det – også selvom jeg ofte er ved at gå ud af mit gode skind, når man render rundt i de mørke baner og forsøger at løse objectives mens man bare ved at der render en anden spiller rundt, rundt om hjørnet, som leder efter en.

Spillet er sjovt når man bliver teamed up med en flok fremmede, men det er nu engang altså sjovere (som de fleste er) når at spille med vennerne.