Browsed by
Kategori: En hurtig en

Hannibal the canibal

Hannibal the canibal

Jeg har en meget hård arbejdsuge foran mig i næste uge (hvis mit ben ikke var så åndssvagt ville jeg ikke have tænkt min uge var så ‘slem’). Den kommer til at bestå af 1 aftenvagt, 1 dagvagt, og 4 nattevagter. Da mit ben stadig er inde i en lidt kritisk periode, har jeg været nødt til at passe lidt ekstra på det i weekenden. Jeg har kunne mærke at det har haft brug for ro – især taget i betragtning, at de tre dage jeg havde på arbejdet i sidste uge var hårde, selvom det var dagvagter, hvor jeg fik rigtig meget hjælp fra mine kollegaer (jeg var gruppeleder; den mindst fysisk krævende funktion). I denne uge er jeg på gangen i min aftenvagt (det værst tænkelige scenario for mit ben). Heldigvis har nattevagterne tilgengæld vist sig ofte at være de bedste for mit ben, og dem har jeg trods alt noget flere af i denne uge end min ene aftenvagt.

Under alle omstændigheder har overstående resulteret i en weekend som stort set kun er foregået på sofaen, så mit ben er så klar som muligt til at klare ugens arbejde. Selvom jeg ville foretrække at kunne bruge min weekend i fx. svømmehallen, eller i stalden (jeg har da også  haft en lille times tid i stalden i denne weekend, så jeg skal da ikke klage), har det ikke været en dårlig weekend her på sofaen. Rene og jeg har holdt Hannibal Lector film kavalkade!

Jeg elsker Hannibal filmene. Især den første. The Silence of the lambs. Filmen har det hele. Den har karakter som er fantastisk godt underbyggede – især Dr. Hannibal Lector (Anthony Hopkins) og Clarice Starling (Jodie Foster) – fantastisk brug af filmtekniske virkemidler, genialt lydspor som underbygger filmens suspence, og en god historie. Jeg har set den mange gange, men der er stadig små geniale detaljer i måden den er klippet på, som jeg ikke lagde mærke til sidst jeg så filmen.

Efterfølgeren, Hannibal, har aldrig haft den samme plads i mit filmhjerte, som den første. Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde syntes at det er en decideret dårlig film. Den er spændene, og der er stadig gjort meget ud af både klipning, lydspor, og karaktererne. Det er bare ikke det samme når Clarice Starling ikke længere spilles af Jodie Foster. I Hannibal spilles Agent Starling af Julianne Moore, og selvom hun bestemt ikke gør et dårligt stykke arbejde, når hun bare desværre ikke Jodie Foster til sokkeholderne. Slet ikke. Jeg kan stadig godt lide filmen, men den vil aldrig kunne hamle op med sin forgænger – og ikke mindst efterfølger.

I tredje film tager vi et hop tilbage i tiden. Før agent Starling, var der en anden agent – agenten som fik Dr. Lector bag lås og slå – Will Graham (Edward Norton). I The Red Dragon, følger vi Will Grahams jagt på endnu en seriemorder, ‘The tooth fairy’, men FBI får endnu engang brug for Dr. Hannibal Lectors intelligens.

The Red Dragon har formået at bevare noget af stemningen fra den første film. Den er nemmere for mig at kunne lide end to’eren, ‘Hannibal’, da jeg ikke konstant kan lade mig forstyrre af ‘den forkerte Clarice’ – og så er Edward Norton bare en fantastisk skuespiller, der med lethed spiller rollen som den følsomme, men modige, agent Graham med stor overbevisning. Alligevel når ej heller tredje film, samme højder og intensitet som The silence of the lambs.

Jeg mangler stadig at se Hannibal Rising for at have fuldendt mit lille Hannibal marathon. Det er mange år siden jeg har set den fjerde film i serien om den berygtede kanibal, Hannibal Lector, så jeg glæder mig til at se den igen når jeg om lidt sætter den på tv’et. Jeg husker dog, at der er en grund at at den ikke er blevet afspillet herhjemme i samme grad som The Silence of the lambs.

So much to do and so little time

So much to do and so little time

Nu har vi snart været hjemme fra vores fantastiske rejse til Japan, i 2 uger. Hverdagen er startet for fuld udblæsning, og mine dage har været tæt pakket med arbejde, aftaler, huskiggeri, husligepligter, heste, og alt muligt andet. Jeg har faktisk savnet lidt at skrive på bloggen siden jeg kom hjem. Vi skrev jo hver dag da vi var i Japan – men alt hvad jeg overvejer at skrive om herhjemme virker bare så hverdagsagtigt og kedeligt i forhold til rejsen. Desuden har tiden som sagt været knap. Det er ikke meget jeg har sat foden hjemme i lejligheden, når jeg har skulle andet end at sove.

Jeg savner allerede vores fantastiske eventyr sammen, men det er også dejligt at være hjemme. Det er dejligt at se venner og familie. Det er dejligt at være ude ved mine heste, omend vejret har været en smule træls i forhold til udendørsaktiviteter. Det er også dejligt at rette sine drømme imod huskiggeri igen (det seneste stykke tid har mit fokus udelukkende været på rejsen til Japan). Inden vi tog afsted havde jeg fuldstændig opgivet tanken om at vi nogensinde skulle få et hus, men det har hjulpet at have det hele lidt på afstand i en 3 uger, og nu føler jeg igen, at det nok skal lykkedes på et eller andet tidspunkt.

Vi skal ud og se på et hus i morgen. Vi har faktisk allerede set det én gang. Naturen omkring huset er helt fantastisk. Der er træer og kuperet terræn – alt sammen noget jeg virkelig håber at vi kommer til at bo i nærheden af. Huset er gammelt, hvilket jeg i og for sig ikke har noget i mod. Jeg vil hellere have et gammelt hus med sjæl, end jeg vil have et hus der ligner naboens. Problemet er bare at vi er lidt i tvivl om husets stand, og prisen nu også matcher – og ikke mindst om vi ville have råd til at udbedre de fejl og mangler der er. Desuden er huset stort, og det er jo ikke helt det vi går og drømmer om. Under alle omstændigheder får huset nu en chance til, inden vi overvejer om det er noget for os.

Selv om der stadig sker lidt nye og spændene ting på huskigger fronten, så har hverdagen ramt os. Det gør ikke så meget, for jeg syntes jeg har fornyet energi til at tackle det hele med, efter vi har været på ferie. Det gør ikke så meget at det hele har været lidt hæsblæsende de sidste par uger, for samtidig er rutinerne fra før vi rejste ved at være indarbejdet igen og så virker det hele knap så stressende.

Det værste ved at rejse

Det værste ved at rejse

Jeg elsker at rejse (!) og jeg føler mig virkelig privilegeret over at kunne gøre det, i det omfang jeg indtil nu har gjort. Jeg syntes at rejse, er noget af det mest fantastiske at gøre. Det sætter tingene derhjemme i perspektiv, og udvider ens egen horisont. Man opdager ofte at tingene måske ikke helt er som man troede – og andre gange bliver man fuldkommen bekræftet i ens forestilling om verdenen. Især min rejse til Nepal, satte min opfattelse af verdenen i et helt nyt lys, på både godt og ondt. Alle mine rejser har gjort et eller andet indtryk på mig, og nogle af mine stærkeste minder i livet er fra de rejser jeg har været på. Det er som om de minder man indsamler sig på sine rejser, bare forbliver lysende klare i meget længere tid end så mange af dem man samler sig i hverdagen – måske netop fordi de er i mindretal i forhold til alt det man oplever i sin hverdag.

Men selvom det at rejse er helt fantastisk, skal vi så ikke også blive enige om at der er nogle ting der bare er total røv ved at rejse?

Pakke til rejsen. Jeg hader at skulle pakke når jeg skal ud og rejse. Sandheden er nok at jeg generelt bare hader at pakke. Man ved aldrig helt hvad man skal tage med, og hvor meget. Det har virkelig været en proces for mig at lære hvor meget jeg skal pakke til den enkelte rejse. Jeg har langsomt lært at indskrænke mig, og fundet ud af at for lidt nærmest er bedre end for meget. Især når man primært backpacker som jeg. Jeg syntes stadig det er svært at pakke. Man vil gerne være beredt på alle oplevelser man kan støde på, men samtidig gider man ikke slæbe rundt på et par vandresko, hvis man alligevel ikke kommer ud og vandre i et terræn hvor dette er nødvendigt. Måske er det at pakke også så vældig en udfordring for mig, netop fordi jeg ikke planlægger ret mange af de oplevelser jeg skal have på forhånd.

At vente i lufthavnen. Forsinkede fly er nærmest mere regel end undtagelse, og hvor er det dog kedelig at vente i en lufthavn. Da alle mine rejser indtil nu, har været mens jeg var studerende, har flybilletten virkelig været et sted jeg skulle spare, hvilket har resulteret i, at de flyrejser jeg ofte har været på, har indeholdt i forvejen laaaange ventetider i de enkelte lufthavne. På vej hjem fra Thailand tror jeg vi ventede i KBH lufthavn i 8 timer for at komme hjem til Aalborg.

At stresse i lufthavnen. Okay, okay, overstående problematik er måske i virkeligheden slet ikke helt så slem, for er der noget jeg hader mere end at vente i uendeligheder, så er det at stresse igennem en lufthavn. Jeg vil laaangt hellere have en god buffer tid inden næste fly, fremfor at løbe fra den ene ende af Frankfurt lufthavn, til den anden, i et tempo der opfordre ens lunger til at hoppe ud af brystet på én.

Den irriterende sidemand på flyet, og de sure tæer der stikker frem ved siden af dig. Har vi alle ikke oplevet det? De sure tæer det pludselig dukker op bagerst på dit armlæn i flyet, passageren foran som insisterer på at hans/hendes ryglæn skal være fuldt tilbagelæner under hele rejsen – selv når der bliver serveret mad, eller passageren ved siden af dig som bestiller mindst 5 whiskeys for meget. Okay sidstnævnte har jeg kun været ude for én gang, men jeg kan garanterer jer for at det ikke var sjovt at sidde ved siden af en panglestiv mand, der for det første lagde sig ind over mig, for dernæst at brække sig ud over det hele. Nej slet ikke sjovt.

Nå! Når al mit first-world problem brok, nu er ude af systemet, så må jeg hellere begynde at overveje hvad jeg vil have med på min forstående rejse til Japan. Nemlig! Mit had til at pakke til rejsen var nok det der affødte dette indlæg.

Hvad syntes du er det værste ved at rejse?