Browsed by
Kategori: Heste

Instagram feed @Microcutdk #9

Instagram feed @Microcutdk #9

Farvel lille skønne Letti

Farvel lille skønne Letti


I går aftes fandt Bøje hans hest, den sødeste Lettfeti, død på folden. Han havde, som han er hver dag, været nede og se til hestene om morgenen inden han tog på arbejde. Begge heste havde det fint, og Lettfeti viste på ingen måde tegn til at være syg. Om aftenen var han revet fra os, af uvisse årsager.

Lettfeti, eller Letti som jeg kaldte ham, var simpelthen den dejligste hest. Jeg må indrømme at jeg i starten ikke helt kunne se hans potentiale. Han var lang og stor af at være en islænder (når vi skulle drille Bøje lidt, kaldte vi ham bussen). Han/vi lærte aldrig rigtig at mestre tölten – men tilgengæld havde han en helt fantastisk vuggende galop. Jeg opdagede først hvor dejlig en hest Letti i virkeligheden var, da jeg havde ham opstaldet hos mine andre heste til genoptræning inden mine forældre skulle på rideferie. Dér fandt jeg virkelig ud af, at han hver evig eneste gang gav en god tur. Aldrig havde han en dårlig dag, og man steg altid af ham med et større smil, end da man satte sig op. I den periode opdagede jeg virkelig hvor fin og god en hest Bøje egentlig havde.

Jeg havde faktisk håbet at når mit ben var ved at være klar igen, at jeg skulle låne Letti, til at komme i gang med min ridning igen. Det er fint at skridte afsted på Lady, som jeg engang imellem kan nu, men hun er noget mere fremadgående i traven og galoppen, og kræver en rytter der hele tiden gør opmærksom på sin eksistens og hvert millisekund minder hende om hvilket tempo det hele skal forgå i. Letti var bundstabil. Satte man ham i trav og besluttede et tempo, blev han i det til man besluttede et nyt.

Det er lidt med blandede følelser at jeg sætter mig på bussen imod København i dag. Selvfølgelig glæder jeg mig helt sindssygt til at komme afsted, men samtidig har jeg lyst til at være sammen med Bøje, for selvom jeg er trist og ked af Lettfetis pludselige bortgang, så ved jeg at det må være endnu mere hårdt for ham.

Fremskridt, og sort uheld

Fremskridt, og sort uheld

Der har heldigvis været flere opture i dag, end nedture, og derfor starter jeg med dem. Altså opturene. Jeg har nemlig for første gang siden jeg kom til skade med benet, været ude og ride tur alene! Det er ikke en lang tur. Den er på under 1 km, og tager omkring 15 minutter (hvis ikke lidt mindre) at ride. Jeg har redet den 2 gange før, sammen med Laura. Når jeg kommer tilbage er mit ben altid helt smadret, og jeg kan ikke mere den pågældende dag, men det er det hele værd!

I dag red jeg som sagt turen alene. Det gør det hele en smule mere komplekst. Til dem der ikke ved så meget om heste, så er det primært benene man rider hestene med – selvfølgelig har man tøjlen (den man har i hænderne), men det er egentlig ben og vægtfordeling du får hesten styret rundt med. Når jeg rider tur med andre, følger Lady tilpas meget med de andre heste, til at jeg kun skal give meget få signaler. Når man rider tur alene, kan der kræves en del mere guidning, fordi hesten ikke har en anden at følge efter.

Heldigvis har jeg haft Lady i så mange år, at vi efterhånden har synkroniseret vores hjerner når vi er sammen. Selvfølgelig er det ikke tilfældet, men sådan kan det næsten føles af og til. Vi forstår hinandens mindste signaler. Det var derfor heller ikke noget problem at ride på tur alene i dag. Jeg kunne endda sætte mig i ‘damesadel’ stort set hele turen, så jeg helt kunne undgå at bruge det dårlige ben. Det var stadig hårdt da man i nogen grad stadig spænder lidt i benet, for at holde balance osv. men det kunne have været meget værre.

Jeg var ret smadret i benet da jeg kom tilbage, og jeg tænkte ‘nu er jeg da i hvert fald ikke mere værd i dag’. Heldigvis havde jeg lavet en aftale med Rene om at han skulle samle mig op i stalden når han var færdig med at ride, så jeg ikke selv skulle køre hjem, eller gå ned til bussen.

Da jeg kom hjem tænkte jeg dog alligevel at jeg nok godt kunne gå en lille tur ned, og handle de småting vi nu engang manglede. Vejret var så dejligt, og jeg ville egentlig gerne gå turen sammen med Rene. Jeg tænkte – ‘hvad kan gå galt? Jeg går jo bare lige så stille?’. Det gik også fint… Jeg gik lige så stille – og ja, hvis du ikke allerede har fornemmet det, så nærmer vi os nu dagens nedtur – men kom til at snuble ved en kantsten (ja! Jeg er umulig. Formentlig det mest klodsede menneske her på jorden), og kom til at trampe mit dårlige ben hårdt ned i fortovet. Jeg faldt ikke eller noget, men alene det at jeg fik trådt hårdt ned i jorden, gjorde at der slog et lyn op igennem mit ben – og ja… Nu forgår resten af aftenen altså på sofaen, med benet opad.

Det er længe siden at jeg har haft SÅ ondt i benet, og jeg håber at god aftens hvile kan sætte skik på det igen, inden arbejde i morgen. Jeg orker simpelthen ikke et tilbageslag, nu hvor det endelig går fremad.