Browsed by
Kategori: I en god sags tjeneste

I morgen tager vi til Chitawan

I morgen tager vi til Chitawan

I dag var sidste dag på den kirurgiske afdeling. Det har været en god oplevelse fordi personalet har været rigtig søde, og vi har fået lov til at opleve en del forskelligt. Vi har i hvert fald, fået set nogle meget alternative sårplejer, og stomiplejer. Vi har også set nogle meget lange venflonnåle, som man er meget taknemlige for, ikke skal stikkes i ens egne åre.

I morgen tager vi afsted til Chitawan. Her skal vi på en tre dages jungle safari. Vi overnatter på hotel, og krydser fingre for, at sengene har madrasser! (ja; måske lidt forkælet, at håbe på, men vi kunne virkelig godt trænge til, at sove på mere end hvad der svarer til en sommerdyne – men mon ikke vi også klarer os, selv hvis det er de senge, vi efterhånden er ved, at være vant til).

Vi har takket nej til, at tage med på elefant rideturen, da vi begge er bevidste om, de forhold den slags elefanter vokser op i, og det vil vi for at være helt ærlige, ikke støtte! I stedet har vi meldt os til kanoture, jungle-vandringer, og jeepsafari. Det skal nok blive rigtig sjovt!

Vi glæder os rigtig meget, og håber på at se noget flot natur, og nogle vilde dyr! Hvis man er rigtig heldig, kan man jo se den bengalske tiger, i området – men det kræver vidst en del held, at overvære den i naturen! Om ikke andet, så glæder  vi os også til, at opleve lidt andet end Pokhara, trods det er en ret dejlig by.

Det er ikke sikkert der er wifi på hotellet hvor vi overnatter, og man skal derfor ikke være bekymret for os, hvis man ikke høre fra os, i de 3 dage, hvor vi er afsted.

Kaotisk; men med små hurtige smil

Kaotisk; men med små hurtige smil

I dag havde vi første dag på den kirurgiske afdeling. Som vanligt, anede de ikke, at vi kom – men det havde vi bestemt heller ikke regnet med. Vi var lidt spændt på hvordan de vi ville tage imod os på afdelingen, da vi på de øvrige afdelinger, har været mødt, af personale der har været en smule skræmte (eller sådan har det i hvert fald føltes), over vores tilstedeværelse. Første håndsindtrykket af afdelingen? Kaos!

Vi blev mødt med smil, da vi ankom til afdelingen. Dette er første gang dette er hændt. Vi præsenterede os, og spurgte om, hvor vi kunne klæde om. En sød sygeplejerskestuderende (på andet år, fortalte hun os), viste os hen til et kontor lig det, som vi klædte om i, på børneafdelingen. Da vi kom ud fra kontoret i vores uniformer, og satte os hen til personalets placering, brød noget nær kaos ud. I forvejen var der omkring 5 faste sygeplejersker på afdelingen, 2-3 sygeplejerskelærer, og 8-10 sygeplejerskestuderende (vi kan kende dem på uniformerne efterhånden), men pludselig kom marcherende ind, yderligere omkring 20 sygeplejerskestuderende. Det er noget af en bemanding må man sige! Og lettere kaotisk føltes det altså, på ens første dag.

Vi fik forklaret, at de første 8-10 sygeplejerskestuderende var andet års studerende, og, at de faktisk var på vej op til deres eksamen. De 20 nytilkomne sygeplejersker, var fra et andet universitet, og havde deres første dag på afdelingen i dag.

Det blev en ret stille og rolig dag, og selvom vi ikke har fået den helt store introduktion til noget som helst (hvilket vi jo heller ikke har fået de andre gange), føler vi, at det nok skal blive en rigtig fin, sidste afdeling, at opleve. Vi er i hvert fald blevet mødt med positivitet, og har sendt en hel masse smil, og åbenhed tilbage i samme retning, og håber samarbejdet, kommer til at fungerer rigtig godt. Vi har allerede fået, af vide, at i morgen bliver en travl dag – for i morgen (og fredag) er det operationsdag!

Tingene bliver altid lidt bedre

Tingene bliver altid lidt bedre

Endnu et par dage på neonatal afdelingen, er nået til ende. Vi har haft rigtig mange op og nedture siden vi er kommet til Nepal, og har haft vores møde med deres sundhedsvæsen. Generelt er vi faktisk blevet mødt med utrolig meget “modstand”, trods vi har forsøgt at være ydmyge og åbne for ny læring. Det har været som om, at sygeplejerskerne har følt sig lidt truet over vores tilstedeværelse. Patienterne og deres pårørende har modsat været meget glade for vores tilstedeværelse, og har flere gange givet udtryk for dette.

I dag var en god dag på neonatal afdelingen. Holdet af sygeplejersker der har været på arbejde har virket langt mere kompetente, og flere har udstrålet større vilje til rent faktisk, at lave noget. Der er stadig dem der sidder og piller tæer, og spiller spil på deres mobiler. Det er dog ikke dem det skal handle om i dag, for helt ærligt, så syntes jeg allerede de har fået mere omtale end de fortjener. I stedet vil jeg glæde mig over de dygtige sygeplejersker som findes her i Nepal. Vi var så heldige at møde en af dem på neonatal afdelingen. En sød, nænsom, lavmælt kvinde, med åbenlys kærlighed for børnene – uanset hvem kiggede.


Heldigvis er der flere som hende; vi har erfaret at det ofte er (delvist) grundet bestemte ledere at gruppementaliteten bliver slap, for når de fleste sygeplejersker er på tomandshånd med børnene, viser de langt større omsorg.

Vi har fået et råt og uforsødet indblik i sygehusvæsnet i et land som Nepal, og trods det af og til er hårdt, fortryder vi ikke, at vi tog afsted. Vi ser også mange succeser, og møder søde, kompetente mennesker, med masser af næstekærlighed… Og så får vi givet en masse kærlighed og omsorg til en masse skønne babyer! 


Vi sluttede dagen af med ros fra nogle af sygeplejerskerne på afdelingen, og vi fik også mulighed for, at give et par skulderklap til alle dem, der virkelig gør det godt. Tænk alt det man kan opnå, uden de samme ressourcer, som vi har derhjemme. Hatten af for det!

  • Det har vret den fedeste tur  man har jo
  • Aldrig mere denne fantastiske udsigt Farvel sde letti dreng
  • Opskrift p verdens bedste hvis jeg selv skal sige det
  • Nr nu man ikke kan ride med to ben m
  • Hygger med ham her i solen Han var ikke helt
  • Nr vi synder gr vi det ordentligt strand beach krestedag