Browsed by
Kategori: Læsestof

Læselysten er tilbage

Læselysten er tilbage

I weekenden blev jeg færdig med bogen, ‘Den hengivne Hr. X’. Den var ikke synderlig lang, og ret så letlæselig, så det tog kun knap en weekend at læse den. Det er lang tid siden, at jeg syntes at jeg har haft lysten til bare at sætte mig og fordybe mig i en bog. Sidst jeg gjorde det var faktisk da jeg læste ‘Battle Royale‘, som efterhånden er lang tid siden.


Rammerne til at få sat sig ned og læst, var bare helt rigtige i min mors og Bøjes sommerhus. Om dagen skinnede solen fra en nærmest skyfri himmel, som betød at jeg kunne ligge og hygge mig i solen, mens jeg læste. Om aftenen var der lidt feriestemning over det hele, nu hvor man ikke var hjemme, men i et sommerhus, hvilket virkelig også indbød til at ligge på sofaen med et tæppe og læse.


Selve bogen var jeg desværre ikke synderligt imponeret over. Denne var ikke dårlig – men bare heller ikke god. Den gik lige til sagen, og man fik hele plottet serveret allerede fra første side. Det vidste jeg godt at man ville, da jeg havde læst et par anmeldelser af bogen inden jeg lånte den på biblioteket. Det der egentlig fik mig til at låne den var, at mange skrev at den havde en spændene slutning, som man på ingen måde ville have regnet med… Jeg er dog dybt uenig. Bogen er temmelig gennemskuelig hele vejen igennem – også i slutningen. Selvfølgelig er der nogle små aha-moments, men overraskende er den altså generelt ikke.

Jeg har i dag været forbi biblioteket og afleverer ‘Den hengivne Hr. X’, og i stedet lånt ‘Ude’ af Natsuo Kirino. Jeg har før haft lånt bogen, og læst starten. Husker den som spændene på de første par sider jeg fik læst. Kan ikke huske hvorfor jeg ikke fik læst den færdig – men nu får den en chance igen.

Anmeldelse: Battle Royale

Anmeldelse: Battle Royale

Da jeg så at dagens ‘blog-challenge‘ bød på at jeg skulle skrive om en bog jeg elsker, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Battle Royale.

Faktisk forsøgte jeg første gang at læse bogen i år 2013 (Læs: Dag 05 : Hvilken bog læser du?), men lykkedes aldrig med det. Jeg ved ikke hvorfor jeg dengang havde så svært ved at komme ordentligt i gang med den, at den til sidst endte med at ligge på hylden helt til år 2017. Så vidt jeg husker var det faktisk fordi min storebror gerne ville låne den, og jeg dengang tænkte, at jeg helt sikkert bare ville få læst den når jeg fik den tilbage (hvilket jeg formentlig gjorde få dage efter, da Patrick læser meget hurtigt). Jeg kom så bare ikke i gang igen. Jeg kan dog sige med 100% sikkerhed, at bogen ikke på nogen måde er kedelig, og det med garanti ikke var derfor det tog så lang tid om at komme i gang med bogen igen!

Jeg så Battle Royale filmene mange år før jeg læste bogen. Faktisk var det fordi jeg var meget glad for filmene, at jeg besluttede mig for at købe bogen. Siden jeg har læst bogen, har det været rigtig svært, at se filmene igen, for de når på ingen måde bogen til sokkeholderne! Bogen er i helt igennem fantastisk! Jeg var fanget af bogen fra start til slut, og læste den på under en uge (trods jeg forsøgte at læse så få sider om dagen, som muligt, så jeg kunne sprede glæden ved at læse den, over flere dage).

Battle Royale

Anmeldelse skrevet af Simone Møller


Forfatter

Koushun Takami

Genre

Dystopia, thriller

Type

Bog

Bedømmelse

5 ud af 5


Synops

En klasse gymnasieelever bliver udvalgt af regeringen, til at blive placeret på en øde ø, hvor de som en del af et af et autoritær program bliver forsynet med forskellige våben, og bliver tvunget til at dræbe hinanden, indtil der kun er én overlevende tilbage.

Min vurdering

Battle Royale tager udgangspunkt i et fiktiv fascistisk Japan, som i bogen er en totalitær stat kaldet ‘Republic of Greater East Asia’, hvor regeringen styre alt. Man følger i bogen en gymnasieklasse, som bliver udvalgt til ‘the Battle Experiment No. 68 Program’, som præsenteres som et militærprogram som regeringen har opfundet, for at hjælpe regeringen og dets militær i forskningen i overlevelsesfærdigheder og kampberedskab. I virkeligheden er programmets formål at indgyde frygt og mistillid i statens borgere, ved at vise regeringens magt og evne til at målrette borgernes familier og fodre folks frygt for at blive dræbt af en nærtstående, for dermed at bekæmpe ethvert forsøg på oprør imod styret.

Årets udvalgte klasse er en klasse på 42 elever fra Shiroiwa gymnasium. Her i blandt, er blandt andet eleverne, Shuya Nanahara, Noriko Nakagawa og Shogo Kawada, som er nogen af bogens mest væsentlige karakter. Alligevel kan man ikke være foruden nogen af de øvrige 39 elever, da de alle spiller en større eller mindre rolle i bogen. Den helt klare hovedrolle i bogen tilhøre Shuya Nanahara, men man følger samtlige elever igennem bogen – nogen mere end andre – og får et indblik i deres relationer, tanker og følelser. Det kan være forvirrende med mere end 42 karakteres navne at holde styr på, men heldigvis er der i starten af bogen en liste over elevernes navne. Desuden må man ikke lade sig miste modet helt på grund af de mange japanske navne, for det vare ikke længe inden op til flere af karaktererne er udryddet på den ene eller anden måde.

Bogen kan undervejs i det hele taget være en smule forvirrende, da der er mange navne, og områder, man skal holde styr på; heldigvis bliver man dog hjulpet godt på vej, af kortet over øen forrest i bogen – og efterhånden som man kommer længere og længere i bogen, bliver det nemmere at holde styr på hvem der er hvem, og hvor de befinder sig.

Det har dog også sine fordele at man ikke blot følger hovedpersonen igennem bogen. Netop fordi man følger stort set alle eleverne i bogen i større eller mindre grad, kommer man også til at holde af andre karakterer end netop hovedpersonen. Især Shinji Mimura, som er en af klassens populære unge mænd, men som udover at have udseendet med sig, er yderst intelligent, og afbalanceret, endte med at stjæle mit hjerte. Jeg var også glad for hans rolle i filmen, men i bogen, fik han bare så meget mere dybde.

I det hele taget er det spændene at “se” både elevernes syn på dem selv, og samtidig få et indblik i hvordan de andre elever “ser” den pågældende person, og situation. Så selv om man skal holde tungen lige i munden, når man flyver fra den ene karakter, og situation, til den anden, så giver det også en dynamik, spænding, og indlevelse, som jeg ikke tror man kunne have skabt på andre måder. Det er på en måde en meget unik oplevelse.

Battle Royale indeholder det hele; kærlighed, drama, forræderi, intriger, misforståelser, politisk spil, blod, død, mod, og svære valg. Spørgsmålet, ‘hvem kan man i det hele taget stole på?’, er en genganger og er også et centralt tema i bogen. Hvem tør man sætte sin lid til? Skal man spille med? Og er der overhovedet et alternativ?

Battle Royale, får 5 ud af 5 stjerner. Trods det er en bog på 616 sider, så keder man sig på intet tidspunkt – og intet af indholdet i bogen er ‘fyld’. Der er kælet for detaljerne, og man mærker i særdeleshed dette ved karakterernes opbygning. Desuden er bogen skrevet i et sprog, og med en detaljegrad, der gør den utrolig fangende, og virkelig. Jeg kan kun anbefale at man selv anskaffer sig bogen, og trods plottet kan lyde en smule voldsomt, giver den en chance, for den er så meget mere end ‘bare’ død og ødelæggelse (omend der nu også er en del af den slags, så det kræver nok alligevel, at man ikke er for sart).

Feminisme – kampen om ligestilling

Feminisme – kampen om ligestilling

I dag vil jeg skrive om noget jeg føler meget stærkt for, og det er feminisme, og herunder ligestilling. Min oplevelse er, at feminismen er blevet et mere individuelt/subjektivt begreb, end det måske var ved sin oprindelse. Feminismen er en ideologi som oprindelig blev brugt til at fremhæve kvindernes værdi i samfundet, samt afskaffe den tydelige diskriminering der var imod netop kvinderne, i et meget mandsdomineret samfund. Der er sket en del siden ideologien så lyset første gang. Kvinderne er kommet ud af hjemmet og på arbejdsmarkedet, der ses et fald i løngabet på arbejdsmarkedet (om end der fortsat er stor forskel!), der er flere kvinder i top lederstillinger, og der er en større procentdel af kvinder med en lang videregående uddannelse. Den positive udvikling er formentlig også en af grundene til at den feministiske ideologi er åben for flere fortolkninger og retninger end tidligere.

Jeg ser fortsat et samfund som behøver udvikling, og forbedringer, hvad angår ligestillingsproblematikken. Jeg ser fortsat et samfund hvor kvinder og mænd ikke er lige. Jeg er ikke af den overbevisning at kvinder skal privilegeres for at ligestilles med mænd. Vi skal ikke til at sætte kvoter for hvor mange kvinder der skal være ledere i offentlige- og private virksomheder. Vi skal ansætte på kvalifikationer – og er det ikke en kvinde der har evnerne til at udfylde den pågældende stilling, er det bare ærgerligt. At vores forestilling om, hvad en leder skal kunne, være og udstråle, måske er forvrænget til en forestilling om at kun en mand kan udfylde rollen, er selvfølgelig problematisk.

Min overbevisning er netop at vi skal se på roden til ligestillingsproblematikken; nemlig samfundets syn på køn, og roller. Hvis vi vil have et mere lige samfund for både mænd og kvinder, er vi nødt til at ændre på, hvordan vi ser på hinanden. Vi må gøre op med forestillingen om den sexede, submissive kvinderolle, og den maskuline, ledende forestilling vi har om en mand. Flere undersøgelser har vist at kvinder ofte er mere styret af bløde værdier, hvor mænd måske kan være mere kyniske i deres beslutningstagninger – men vi må også spørge os selv, er det et spørgsmål om genetik eller opvækst?

Kvinder lære stadig fra en ung alder af, at følelser ikke nødvendigvis er noget der skal pakkes ind. Piger må græde og være kede af det. Drenge må ikke. ’Rigtige mænd græder ikke’. Sikke en mantra, og i virkeligheden en stor problematik hvad angår mænds ligestilling.
Samtidig anerkender vi undertrykkende adfærd fra drenge/unge mænd, ved at sige ting som ’det er jo bare drengestreger’, eller ’det er bare fordi han kan lide dig’, når drenge i folkeskoleklasserne rykker i pigernes bh’er, eller knapper dem op som dril. Vi hjælper ikke ligefrem fremtidens unge mænd godt på vej, til at forstå grænser, og seksuelt krænkende adfærd, hvis vi i bund og grund bare griner af det når de er under 18 år.

Der kan ingen tvivl være om, at kvinder fortsat er meget udsatte hvad angår seksuelle krænkelser, hvilket stadig er en stor trussel imod ligestillingen. Dette er #metoo bølgen et helt klart udtryk for. Med et lille hashtag, er det virkelig blevet synliggjort i en helt ny skala hvor sygt vores samfund egentlig er, og hvor meget brug for forandringer der er. Man kan trygt lulle sig ind i troen om, at vi har nået vores ligestilling. At mænd og kvinder er fuldkommen lige. Eller modsat forsøge at overbevise os selv om at ligestilling er utopisk, fordi vi er forskellige. Det er dog den fejl vi ikke må gøre os! Der er noget vi kan gøre – og det starter hos os selv. Vores eget syn på kvinder, mænd, og kønsroller, må udvikle sig med samfundet. Vi må uddanne os selv om det, og vi må ikke mindst uddanne vores børn. Vi må sætte nogle skarpere grænser for dem, mens nogle andre barriere skal åbnes op.

Jeg tror på, at kampen fortsat er værd at kæmpe, men at det ikke længere ’blot’ er en kvindekamp; det er en kamp for både mænd og kvinder. En kamp for retten til at være den bløde mand, og den stålfaste kvinde, uden dette bryder med et ideal eller en forestilling om hvad der er normalitet.