Browsed by
Kategori: Natur

Welcome to Banner Elk

Welcome to Banner Elk

Det var et af mine helt store ønsker, at vi skulle tilbringe et par dage i Bjergene. Sammenlagt blev det til 2 overnatninger, men grundet meget kørsel, havde vi egentlig kun én fuld dag i Banner Elk. Heldigvis havde vi jo haft en dag i bjergene, sammen med Maja og Dennis, hvor vi tog en flot hikingtur i naturen – som var en af de ting jeg meget gerne ville nå i bjergene.

img_5969
img_0683

Banner Elk, lå meget tæt på Boone. Byerne mindede også meget om hinanden, og for det utrænede øje, kunne det også være lidt svært, at vide hvornår den den ene startede, og hvornår den anden sluttede. Boone var selvfølgelig præget lidt mere af indkøbscentre, og fastfoodkæder, mens Banner Elk, slog sig på, at sælge antikviteter.

79482527
Drømmen var selvfølgelig for mig vedkommende, at leje en lille hytte, dybt ude i skoven, med brændeovn og hele molevitten. Desværre er priserne her i Usa, relativt dyre, i forhold til indlogering, og derfor måtte vi ‘nøjes’ med et billigere alternativ. Vi fandt et lille inn, på nettet, som vi kunne leje et værelse hos, til en god pris, og placeringen virkede fin.

img_0726 img_6010
Vi grinede lidt af det lille kompakte tv, som man ellers ikke ser mange af nu til dags. Det virkede nu fuldstændig upåklageligt, så det fortjente vel egentlig ikke vores hån.

Værelset var rigtig fint, og egentlig var vi ret positivt overrasket over stedet, nu hvor det var et inn. Dejlig rent, og pænt. Det var da bestemt heller ikke et minus, at de havde en pool og et boblebad på stedet, som var til fri afbenyttelse, og som endda ligeledes, så rent, pænt og vedligeholdt ud.

Den første dag i Banner Elk, brugte vi på, at køre rundt og se byen, handle lidt ind, og i det hele taget slappe af. Vi ankom relativt sent, så det var ikke fordi der var tid til de helt store udendørs aktiviteter på denne dag.

img_0731 img_0733

På vores anden dag i Banner Elk, tog vi dog revanche. Eftersom det var, primært, mig, som havde et ønske om, at tilbringe tid i bjergene, havde jeg også besluttet mig, for at jeg ville give Rene et par oplevelser i gave. Den ene havde jeg besluttet hjemmefra, og det vil jeg komme ind på lige om et øjeblik.

Vi kørte først til Blowing Rock (overstående billeder er taget på vej derhen, for vi måtte flere gange undervejs, holde ind for at nyde udsigten, så hele køreturen til Blowing Rock, var en oplevelse i sig selv). Vi havde egentlig ikke nogen anelse om, hvad vi skulle forvente af Blowing Rock, da vores interesse for stedet egentlig blot var blevet vækket, ved de mange skilte der var dertil.

img_0742 img_0744

Det viste sig, at være et aflukket område (som dog var billigt, at komme ind i), hvor der stak nogle store klipper op af jorden. Desuden var det hele blevet lavet til en ret smuk have. Det bedste ved stedet var dog udsigten. Den var virkelig smuk, og man kunne se en masse bjergtoppe i det fjerne. Det var dog ikke rigtig muligt, at tage nogle billeder af udsigten, da det var ret tåget, og synet ganske enkelt ikke kunne fanges med et kamera i en telefon.

Blowing Rock var et rigtig fint sted. Det blev min første gave til Rene, at vi skulle ind og se dét. Jeg tror han syntes det var en god idé, selv om, at han syntes udsigtstårnet var en smule angstprovokerende at gå rundt i, da der var meget langt ned.

Efter Blowing Rock, tog vi hjem og spiste en hurtig frokost, inden vi skulle videre til den næste aktivitet. Hovedaktiviteten, og min planlagte ‘gave’ til Rene hjemmefra. Vi skulle ud og ride i bjergene! Ridning er ikke ligefrem Renes yndlings aktivitet, hvilket var grunden til, at jeg havde valgt at betale ridtet. Så kunne han i det mindste ikke føle, at han havde spildt nogle penge på det, hvis det skulle vise sig, ikke at være nogen succes. Desuden vidste jeg, at det ville blive en helt fantastisk oplevelse, som jeg også syntes Rene skulle have lov til at være en del af.

img_6038 img_6037 img_0754 img_6035

Jeg er slet ikke i tvivl om, at både Rene og jeg, syntes at det var en rigtig god oplevelse! Det var helt fantastisk, at prøve at ride i bjergene, trods man nogen steder følte sig halssprækkende tæt på kanten. Vi fik set nogle fuldstændig fantastiske udsigter, og noget utroligt natur, som jeg på ingen måde tror man kunne have oplevet på samme måde, fra bil eller gå ben. Ja, og så var det meget dejligt at komme op og sidde på en hest igen; det er jo over en måned siden jeg sidst har været det.

img_6024

Jeg ærger mig over, at vi ikke har smukke bjerge, at ride i derhjemme – men det er jo selvfølgelig dét, som gør oplevelsen så meget mere speciel… Jeg har også sagt til Rene, at han får et gammel øg, som han kan tuller på, når vi kommer hjem, så han kan komme med på nogle flere rideture. Jeg ved ikke hvor begejstret han lige er for den idé.

Vores tredje dag i Banner Elk, var ret kort, og vi kørte ret tidligt afsted imod Wilmington, som var vores næste destination. Wilmington lå 5 timers kørsel fra Banner Elk, hvorfor vi lige så godt, kunne komme afsted fra formiddagen af.

Vores oplevelser i Banner Elk, var fantastiske. Jeg glemmer det aldrig, og jeg ville faktisk ønske, at vi havde haft et par dage mere i den smukke natur, men glæder mig samtidig over, de ting vi nåede at opleve. Især rideturen i bjergene, var en drøm jeg havde haft, og det var helt fantastisk at få lov til at realiserer den, sammen med en man elsker.

We’re going to the mountaaaains!

We’re going to the mountaaaains!

Efter et fantastisk bryllup, havde vi på forhånd hjemmefra aftalt med vores rejsepar, Maja og Dennis, at vi skulle se noget oppe i bjergene. “Bjergene” er et temmeligt stort område i North Carolina og ved en tilfældig snak inde i en make-up forretning i et storcenter, fortalte den flinke ekspedient at området Boone skulle være et smukt sted. Så… Boone it is!

Næste morgen (mandag) efter en groomsmen-night-out søndag aften, var det tidligt op, afsked med nok NC’s bedste airbnb, også afsted mod en 3 timers lang køretur til Boone!

Efter ca. 1 times kørsel faldt himlen ned, mildest talt, og var der overhovedet nogen der havde checket dagens vejrudsigt? Nope. Vi blev nødt til, at holde ind hos ved et diner-sted (åh nej dog ;-) ) for det regnede så meget, at man næsten ikke kunne se 10 meter foran sig. Og ja, den er sgu god nok – det er ikke kun på film der står ned i lårfede stråler når det regner!

img_0669

2 timer senere ankom vi til Boone. 25 grader og høj sol! Vi var åbenbart kørt fra et uvejr nær Raleigh til perfekt vejr til at se noget natur i. Men…. Boone? Det er jo en by i bjergene, men vi ville jo gerne se bjergene og ikke byen! Hvad gør man så? Spørger de lokale selvfølgelig. Vi kørte ind til en ski butik (ja, den er go’ nok) og spurgte til råds. De søde sydstatsamerikanere bag disken anbefalede en hiking tur i Julian Price Memorial Park 20 min. herfra. Vi tog imod tippet!

Vi tog den længste rute på 5 miles (8 km). Og hvor var vi glade for vi tog den. Hvilken smuk rute og natur!

img_0691 img_5993 img_0702 img_5956 img_0686 img_5953
img_0701

Poonhill, Ghandruk, Nayapul, og… Shubidua?

Poonhill, Ghandruk, Nayapul, og… Shubidua?

Så er vi kommet hjem til Pokhara. Vi er allerede flyttet fra vores værtsfamilie, og over på det hotel, som vi skal være på, indtil søndag, hvor vi rejser til Kathmandu, og videre til Danmark mandag. Det er virkelig et lækkert hotel, med et rigtig toilet, og bedst af alt en rigtig seng. Ah! Det er lige det, vi trænger til, efter 75 km, gang i bjergene. En lille opdatering fra vores trekking, skal i dog ikke snydes for, og her kommer hvad blev skriblet ned, de to sidste dage:

Torsdag d. 8 september – Nu har jeg nået toppen. Hva’ faen’ sku’ jeg egentlig hér?:
Poonhill er på intet mindre end en højde af 3210 meter. Og her måtte vi gå op til, kl:4:30, for at se solopgangen. Var der nogen der sagde flashback til Mount Fujii i Japan, igen? Her var dog ikke så stejlt og langt, som vi måtte gå dengang, men luften var tynd, og luftfugtigheden meget høj. Det kommer derfor nok ikke som nogen overraskelse for nogen, at det var meget hårdt.

Da vi nåede toppen var det koldt. Det havde vi forudset og taget varmt tøj med – men når man først har svedt, som man jo gør på vejen herop, er det svært at få varmen igen. Desuden var det meget skyet ved ankomsten og derfor lidt tvivlsomt om vi overhovedet ville kunne se bjerge, og for den sags skyld solen, når først den stod op.

14247846_10209031662980581_1603603214_o

Vi ankom på toppen af Poonhill kl: 5:15 og ventede til solen stod op. Og det gjorde den da også… Et eller andet sted bag skyerne altså. Man kunne akkurat skimte et par spæde rødlige, stråler bag nogle af skyerne – men ellers ikke andet. Måske den mest fesne solopgang ever. Det var nu alligevel det hele værd, at nå toppen. Ikke så meget for udsigtens skyld, men mest fordi så fuldførte man det man havde startet.

14248129_10209031660980531_484546296_o

Jeg tror ikke helt Line vidste om hun skulle grine eller græde, gemme sig eller synge med, da jeg brød ud i sang. Ja jeg var nødt til det, for aldrig havde Shubiduas sang, “står på en alpetop” været mere passende; står på en alpetop! Kigger på det sneer (okay det sneede så ikke! Men det var skide kold) nu er jeg endelig nået helt herop. Hvad faen sku’ jeg egentlig her?
Nu har jeg nået toppen mor. Puh hvor er her skide koldt. Ja jeg har nået toppen mor – nu må du da være stolt! Var det, det du mente, da du sagde jeg skulle op?
.
Jeg tror ikke guiden var videre imponeret af min skøn sang, for han begyndte selv, at synge en nepalesisk sang… Vel ikke for at overdøve min smukke sangstemme?

Turen gik ned fra bjergtoppen omkring kl:6:15, og så spiste vi ellers morgenmad. Turen mod Ghandruk startede kl: 8:00, og var en ren dræber!

… Og ja! Jeg indrømmer, at formiddagens tema sang for mig i dag, har været ‘Sound the bugle’ med Bryan Adams. Den har spillet på meget dramatisk vis i mit hovede, hver gang jeg har tænkt jeg ikke syntes, jeg kunne klare mere. (Til dem der ikke lige kan huske teksten, så var det følgende vers som hovedsagelig har spillet på repeat i mit hovede: Sound the bugle now. Play it just for me. As the seasons change, remember how i used to be. Now i cant go on. I cant even start. I got nothing left, just an empty heart. I’m a soldier! Wounded so i must give up the fight. There is nothing more for me. Lead me away, or leave me laying here)… Min hjerne er meget dramatisk, men den første 1.5 time af vores tur i dag var virkelig hård! Luftfugtigheden var ualmindelig høj, og jeg syntes, at vandre på grænsen til konstant lufthunger, og asmatiskanfald – men luften er også tynd i over 3000 meters højde, når man skal gå op af stejle bjergsider.

Efter den 1.5 time konstante gang op af, begyndte terrænet at skifte. Vi gik nu lidt ned og lidt op, men primært ned af (som dog også er hårdt, men meget bedre fordi luften også bliver bedre des længere ned af bjerget vi kommer). Den første del af turen – dvs. Ca 15 km – skulle vi have klaret på 3 timer, men vi klarede den på 2 timer.

14315886_10209031700141510_1183205851_o

Faktisk gik i dag rigtig godt. Line vred dog rundt i knæet, hvilket selvfølgelig komplicerede hendes gang! Det er i forvejen hårdt for knæene at gå ned af de stejle, våde, og klippefyldte sider, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor ondt det måtte have gjort på hende. Heldigvis var hun hurtig til, at fortælle om smerterne, og da jeg jo selv er vant til problemer med mine knæ, grundet gigt, lå det lige i hænderne, at få lagt en elastikforbinding, som støtte. Ved nærmere inspektion ser der heldigvis ikke ud til, at være større skade på benet – men det betyder jo selvfølgelig desværre ikke, at det ikke gør pokkers ondt alligevel! Men Line er som altid sej, og har takket nej til både, at få båret tasken, og ponyture, og jeg ved ikke hvad.

Som om man ikke kunne have drama nok i dag (jaaaa, det er en overdrivelse), så oplevede vi faktisk mere spænding! Først så guiden en slange, og bad os om, at stoppe. Da jeg så den var på tykkelse med mit håndled sprang jeg bagud. Line virkede ret rolig, men havde kun set spidsen af halen, og fortalte senere, at hun havde troet det var en lille en. Det skulle dig vise sig, at Line ikke skulle snydes for synet af en slange, for en times tid senere, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en slange! 20 centimer var der i mellem dens hoved (som var på størrelse med et halvt æble), og mig. Jeg trak vejret forskrækket ind, og gik langsomt 2 skridt baglæns, inden jeg vendte mig om, og sprang op af klipperne mod Line (hurtigere og mere atletisk havde hun aldrig set mig!) mens jeg endelig fik råbt ‘snake!!’. Vores guide vendte sig om, så slangen, og sprang så ellers 5 meter, ned af klipperne. Slangen begyndte at sno sig imod bevoksningen på den anden side af stien. Over 1.5 meter var den. Denne gang var Line heller ikke meget for, at skulle passerer bevoksningen hvor den var forsvundet ind i. Måske på grund af størrelsen? Måske på grund af den frygt, som guiden åbenlyst også udtrykte da han så slangen.

Vi nåede dog sikkert frem til Ghandruk (helt uden slangebid! Juhu!), omkring kl: 15:00. Over 30 km i bjerge på 7 timer (inkl en times frokostpause). Fødderne var ømme, men vi er ved godt mod. Imorgen står den på 4 timers gang – eller 40 min gang, og en rystetur i en offentlig bus resten af vejen, alt efter hvordan Lines knæ har det.

Fredag d. 9 september – Ømme ben, men stålfaste skridt mod Nayapul!:
Håbet og drømmen om, et lækkert hotelværelse, med en dejlig varm bruser, og en blød seng, var nok noget af motivationsfaktoren, for at komme ned af bjerget, og frem til vores endestation; Nayapul. Vi vågnede ellers begge med ømme ben. De føltes gamle, og stive, og bare det, at skulle gå ned af trapperne, fra vores værelse, for at spise morgenmad, var en udfordring, som vi ømmede os over bagefter. Vi kom dog afsted kl:8:00, med en forventning om, at være tilbage i Pokhara omkring kl: 15:00, da vores trek ville tage 4-5 timer og køreturen fra Nayapul til Pokhara omkring en time.

14285219_10209031732942330_139488887_o

Der er ikke meget, at sige om turen ned. Det første stykke var på klipper, og “trapper”. Det var hårdt – især for vores knæ, som efterhånden var godt belastet – specielt Lines knæ, som hun jo forvred dagen forinden. Heldigvis klarede vi den, og efter 1 times tid, nåede vi noget der kunne minde om en grusvej – dog noget stejlere, og mere ujævn. Det var noget nemmere, at gå her.

14285431_10209031733542345_127171154_o

Det havde regnet meget de sidste par dage, så vi måtte en enkelt gang, vende om, og ændre retning, da broen vi skulle have krydset var skyllet væk. Sådan er det af og til her i Nepal, når moonsoonregnen rammer. Vejen vi gik ad, var på et tidspunkt også så oversvømmet, at vi måtte smide sko og strømper, og vade igennem hvad der mest af alt mindede om et vandfald, og en lavvandet flod.

14274494_10209031731502294_2036804850_o

Vi nåede Nayapul omkring kl: 11:30. Langt hurtigere end forventet. Vi spiste en tiltrængt frokost her (nepaleserne siger ellers vi ikke spiser nok!), og ventede på, at vores chauffør skulle komme. Vi gik den sidste kilometer hen til mødestedet, og var hjemme allerede omkring kl: 14:00.

14274534_10209031730902279_2076140101_o 14247604_10209031730342265_346807021_o

Det var en rigtig god oplevelse, at være på trekking, i de nepalesiske bjerge, og vi fik set noget imponerende natur, og nogle smukke bjerge. Vi er trætte, og glade for, at vi “kun” valgte 4 nætter, og “kun” 75 km, da terrænet ikke ligefrem er, som en hyggelig gåtur i skoven derhjemme. Det er barsk, og noget mere utæmmet. Turen fra Nayapul til Poonhill, og tilbage igen, kan dog afgjort anbefales.

Mange flere billeder kommer senere…

  • Min fine tallerkenrkke glder mig til at benet bliver godt
  • S gr jeg fra p 3 dejlige dages juleferie! Det
  • S er der lavet juledekorationer  juledekoration winteriscoming christmas christmasdecor
  • Mariska og jeg ordner lige boks mens vi troelige venter
  • Tidlig start i dag Hjemme kl 1030 fra stalden hvor
  • Elsker nr efterrsvejret arter sig og man kan ride afsted
  • Sknt at sidde ude i shorts om aftenen og kigge
  • Ferie ferie FERIE! Slap nu af du har friii og