Browsed by
Kategori: Natur

Fra hjemsøgte skove, til betagende udsigter

Fra hjemsøgte skove, til betagende udsigter

Vi havde besluttet at få morgenmad hos Mamma-san og pappa-san i dag. Da jeg var her for 3 år siden så jeg det morgenmad de serverede – det var dengang traditionelt japansk morgenmad. Jeg tror det var morgenmad som de fleste japanere ville finde overdådig; men vi bestilte det aldrig – for helt ærligt så har jeg det lidt stramt med fisk og suppe til morgenmad. Vi var derfor lidt nervøse over hvad der ventede os her til morgen… Der ventede os morgenmad. MEGET morgenmad. Men det var ikke traditionel japansk morgenmad (Der var godt nok en kålsuppe), det var noget vestligt inspireret. Der var intet mindre end en salat, pastasalat, omelet, pølser, toastbrød, suppe, og så en portion yoghurt med is i, til dessert. Sidste nævnte lyder måske mærkeligt, men det hele var virkelig lækkert. Vi blev i hvert fald mere end mætte.

Efter vores solide morgenmad, fulgte mamma-san og pappa-san os op til busstoppestedet hvorfra der køre nogle busruter rundt i lokalområdets seværdigheder. Vi købte et 2 dages pass (man kan kun købe til 2 dage, eller billetter til hver enkelt tur), og hold da op hvor har vi set meget – både fra bussens vinduer, og de steder vi stod af.

Vi startede med at se Fugaku Fuketsu (Wind cave), som er en grotte dannet af lava fra Mount Fuji. Man kan mærke hvordan vinden suser op grotten, når man står ved dens indgang. Besøget i grotten gik relativt hurtigt, men det var meget spændende. Grotten blev i 60’erne brugt som naturlig fryser til at opbevarer frø i, og æg fra silkeorme. I dag har grotten ikke en funktion, men er ‘blot’ en turistattraktion.

Fra Fugaku Fuketsu krydsede vi igennem Aokigahara (The sea of trees), for at nå over til endnu en grotte; Narusawa Hyoketsu (Ice cave).  Denne grotte var lidt større – og med det mener jeg længere, bestemt ikke med mere plads. Flere steder måtte man nærmest kravle for at komme igennem grotten. Godt hverken Rene eller jeg er ret høje! Vi er vidst begge på højde med den gennemsnits japanske mand. I grotten var der en sø, skabt af undergrundsvand, men søen var frosset, og tøede aldrig op. Det var ret flot.

Efter vi havde set isgrotten gik vi tilbage igennem Aokigahara skoven, for at tage en anden bus videre. Faktisk syntes jeg turen frem og tilbage imellem grotterne (ca. 20 minutter hver vej) var noget af det bedste. Skoven er simpelthen helt fantastisk smuk, med store lavasten der stikker op af jorden, og skovbunden der krænger sig i alle mulige retninger pga. lavaens vej igennem landskabet. Trods det hele på et eller andet tidspunkt må have været gold jord, pga. den varme lava, er skoven i dag frodig, og fantastisk smuk!

Aokigahara skoven er egentlig meget kendt i vesten, men under et andet navn; ‘Suicide forrest’. Det siges at være en hjemsøgt skov, og at mange kommer her for at begå selvmord. Jeg tror dog at det er i et område af den enorme skov, som er betydeligt længere væk fra turistattraktioner end hvor vi var. Der var i hvert fald intet suspekt omkring der hvor vi gik. Skoven har en specielt stemning, det er sandt – men det var primært fordi der var faktisk ikke var noget dyreliv at høre eller se i det område vi gik i. Jeg skal ikke kunne sige om skoven er hjemsøgt (hvis man tror på den slags), eller noget i den retning, men vi oplevede kun skønhed og ro da vi gik igennem den.

Vi tog bussen videre til Saiko Lyashi-no-sato Nenba. Vi tog egentlig herhen fordi pappa-san havde anbefalet udsigten til Fuji-san herfra, men vi blev egentlig overrasket over hvor meget mere stedet havde at byde på. Før i tiden lå der en lille landsby på 41 indbyggere ved navn Nenba. Byen blev desværre udslettet af et mudderskred efter en Tyfon, og i dag står der i stedet genopbygget nogle huse/bygninger i samme stil som dengang byen stadig var. Husene er bygget i klassisk japansk stil, og har stråtage.

Historien om byen Nenba, er trist, og der står i byen et hus opført med det formål at figurerer som museum, hvori man kan se billeder fra før, og efter katastrofen. Desværre var alt der stod skrevet på museet på japansk, hvorfor det var begrænset hvor meget vi fik ud af de dybereliggende historier og fortællinger omkring byen.

Saiko Lyashi-no-sato Nenba, har dog meget mere at byde på end en sørgelig fortælling fra det virkelig liv. Byen er fyldt med små hyggelige butikker, der sælger alt muligt forskelligt (jeg købte da også et par keramik ting!), workshops hvor man kan lære at skrive kaligrafi, lave origami hatte (Rene lavede en fin lille hat), og det bedste af det hele – fantastisk flot udsigt til Mount Fuji. Udsigten over stråtagene, ud på Fuji-san er simpelthen betagende.

Vi tog endnu engang bussen videre. Denne tur var noget længere end de øvrige busture, og vi passerede både Lake Saiko, og Lake Kawaguchiko på vejen. Vores destination var Kawaguchiko Natural living center – både fordi der her skulle være smukke blomster, og igen fordi der skulle være en fantastisk udsigt udover Lake Kawaguchiko og mt. Fuji. Det må siges at begge dele var sandt. Der var virkelig en skøn have, og en skøn udsigt.

Vi spiste en lille eftermiddagssnack i blandt alle blomsterne, mens vi sad og betragtede Mt. Fuji, og hvordan skyerne langsomt tog til, og faktisk til sidst fik bjerget til fuldkommen at forsvinde. Efter at have gået en tur i haven, og fået nok af at kigge på Fuji-san (okay, det kan man aldrig få nok af! Men da bjerget ikke længere var at se, så!), begav vi os videre til Kawaguchiko station. Det var efterhånden ved at være eftermiddag, og der var ikke rigtig flere busafgange i de retninger vi gerne ville, så vi besluttede os for at gå 1,5 km hen til et shoppingcenter, for at kigge på lidt lokale butikker.

Shoppingcenteret var egentlig ikke noget vildt, men vi købte lidt mad fra en nærliggende 7Eleven (Det er heeeelt anderledes mad man kan købe i 7Eleven i Japan end i Danmark – det er rent faktisk rigtig mad! og så varmer de det endda for en), og satte os op i et område man gerne måtte sidde og spise og drikke og  – ups! Endnu engang havde vi et godt kig til Mt. Fuji (dog ikke med vilje denne gang!)

Vi blev hentet af pappa-san omkring kl. 19:00, hvorefter vi sad til kl. 21:30 med de andre beboer og spillede lidt kort, drak kaffe, og blommevin (som virkelig smager godt!). Nu nærmer klokken sig 23:30, og vi er ved at være sengeklar! I morgen står den på adrenalinsus i forlystelsesparken Fuji-Q!

The secret hike in Kyoto

The secret hike in Kyoto

Endnu en dag er gået i Kyoto, og den har budt på lidt af hvert må man sige! Vi har gået intet mindre end 35.000 skridt (ca. 25 km). Spørg mig lige om det dumme ben er død – Ja! Ja det er det! Lige nu ligger jeg med benet hævet, og håber på at det opfører sig pænt inden vi skal videre i morgen.

Vi sov egentlig ret længe i dag. Vi stod op omkring kl. 8:30. De andre dage er vi senest stået op kl. 7:00-7:30. Jeg tror vi begge bare havde brug for at nyde at vi kunne sove længe, og nyde at vi havde vores eget værelse, uden lyde fra andre der skal det ene eller det andet i løbet af natten. Desuden var det lækkert at vi kunne stå op, og ordne vores vasketøj (der er egen vaskemaskine i lejligheden vi bor i lige nu!), så vi igen har stakkevis af rent tøj til resten af turen. (Forøvrigt er der en awesome tørrefunktion til tørring af tøj ude på badeværelset! Det kunne vi virkelig godt få indført i DK, i stedet for larmende tørretumlere!)

Vi havde en klar plan om at vi skulle til Arashiyama og se bambusvejen. Det bød på turens første bustur – og efter at være gået i panik over jeg troede vi skulle af, og for første gang set en japaner sur (fordi jeg overhalede hende i køen ud, for så at finde ud af at vi bare holdt for rødt lys og slet ikke skulle af endnu), gik det egentlig ok. Jeg fik da også sagt undskyld til den stakkels japanske dame, selvom det nu ikke så ud til at gøre betydeligt ved situationen. Buschaufføren virkede til gengæld forstående, og grinede bare lidt med/af mig.

Da vi nåede frem til Arashiyama kunne vi ikke helt finde vejen og endte af små omveje – hvor vi fik set smuk natur, men ingen bambus. Til sidst fandt vi den famøse bomboo grove; og sikke en skuffelse. Det VAR smukt! Virkelig smukt! Men vi havde nok ikke sat os helt ind i tingene, for vi begge havde egentlig fået et indtryk af at det var et meget større område, og at det ikke lå helt oppe af byen. Desuden var der mange mennesker. Så mange at man næsten ikke kunne komme den ene eller den anden vej, men bare snegle sig af sted med resten af horden af mennesker.

Turen igennem bambussen var hurtigt overstået, så vi kiggede på et nærliggende shrine, og opdagede så en trappe som førte op af bjerget. Nogle Japanske unge mænd var på vej ned, og jeg spurgte om de snakkede engelsk. Det gjorde de desværre ikke, men da vi kiggede nærmere på trappen, sagde de noget der mindede om “tempel” og pegede op. Vi besluttede os for at gå på eventyr, og begav os op af trappen. Nogle andre vestlige turister fulgte efter, men vendte hurtigt om igen. Da vi nåede toppen af trapperne var der et skilt, hvorpå der stod, at man kunne bestige bjerget mt. Ogura. Det så i følge kortet ud til at være ret simpelt. En lille hike – formentlig op til det tempel de unge mænd nævnte…

Her kommer mit ultimative hiking tip; lige meget hvor kort du tror en hike bliver, og uanset hvor nem du tror den bliver, så MEDBRING vand. Vi havde en forventning om at denne hike var en lille gåtur op af en bakke. Det viste sig at være en ret intens hike, op af et relativt stejlt bjerg.

Vi besteg Mt. Ogura – en oplevelse vi kun delte med meget få andre (vi mødte kun 3 andre på bjerget, hvoraf de 2 var japanere) – og nødt virkelig den smukke natur, og ikke mindst de helt fantastiske view points. Det var som om at det var en hemmelig hike, som kun få kendte til. Ruten var da også ringe afmærket, og der var flere gange vi gik forkert. Det var fantastisk at nyde roen, og naturen, efter det konstante menneskemylder der ellers er overalt i Japan (især ved turistattraktionerne!). Bestigningen af Mt. Ogura kan virkelig anbefales hvis man kommer et smut forbi Kyoto!

Mit ben gjorde pokkers ondt under hele turen op, og især ned, men det var det værd; og lægerne har jo også sagt at jeg skal lære at leve med smerterne, og jeg vil simpelthen ikke lade mig begrænse af dem, resten af mit liv!

Da vi nåede ned af bjerget igen (og havde drukket en pæn slat væske), gik vi turen igennem Bamboo grove igen – hvilket denne gang var noget mere fantastisk da det var begyndt at stilne lidt af hvad angik mængden af mennesker i området. Denne gang var der virkelig plads til at vi kunne stoppe op og nyde udsigten.

Vi tog toget tilbage til lejligheden vi bor i, og tog et bad. Vi begge var våde af sved (det er halv varmt at hike i knap 35 grader!). Vi smuttede i nyt tøj, og kl. 17:30 var vi så ude af døren igen for at drage imod Gion. Vi så ingen Geishaer eller Maikoer, men vi så en virklig smuk bydel, og helt fantastiske templer (som jeg ikke på stående fod kan huske alle navnene på). Det var virkelig en oplevelse jeg heller ikke ville have været foruden.

Selvom klokken nu kun er 22:30, er jeg mere træt end jeg længe har været, og vil smutte i seng! Vi skal være klar til at tage toget videre i morgen. Denne gang går turen til Osaka!

Vi fandt forøvrigt aldrig templet på toppen af Mt. Ogura, og jeg tvivler på at det findes. Vi fandt et lille ensomt shrine, og et par religiøse tavler på vej op af bjerget – men intet tempel.

Dag to i Tokyo: Akihabara!

Dag to i Tokyo: Akihabara!

Vi havde kun reserveret én overnatning på hostel Guest House TRACE, så derfor gik turen videre til Bunka Hostel, som ikke lå så langt væk der fra. Med 20 kg. på ryggen vandrede vi videre i 29 graders varme (og 82% luftfugtighed!) tidligt om morgenen.

Bunka Hostel er et rigtig fint hostel (bortset fra at de havde glemt at rede en seng op!), men det gav os bare tid til at udforske området lidt mere. Vi har nu ikke vores eget private værelse længere, men bor i køjer… sammen med 100 andre!

Vi besluttede os for at tage til Akihabara, Elektronikbyen over alle elektronikbyer. Hvis ikke en dims findes der, findes den ingen steder! Vi besøgte bl.a. Yodobashi-Akiba, som består af 9 etager – med hver sin etages speciale. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange km. vi gik kun derinde – nok hvad der svarer til et storcenter x9!

Vi havde selvfølgelig ikke fået nok af elektronik, så derfor gik turen videre til en retro spillekonsol butik (Super Potato), hvor der kunne købes ældgamle spil fra nogle af de første spillekonsoller og hvor der selvfølgelig også kunne prøves spil.

Da vi nu alligevel var i nørdeafdelingen (eller “otaku”, som det hedder på Japansk) har jeg altid gerne ville se en Arcade spillehal i Japan. Derfor gik turen til “Hey” (Hirose Entertainment Yard). Her sidder alt fra teenagere til gamle mænd og spiller gamle arcadespil. Jeg har lidt på fornemmelsen, at mange af dem ikke kun sidder der i et par timer, men nærmere dagevis i de mørke lokaler.

For at alt ikke kun skulle gå op i Akihabara og elektronik og computere, besluttede vi os for at tage ud at se noget af Tokyos smukke natur og kultur. Næste stop hed “Kejserhaven”. Et gammelt palads helt tilbage fra den såkaldte Edo-periode. Området er KÆMPE og indeholder gamle paladsbygninger, naturstier, bambustræer, frugthaver, rosenhaver og søer med karper. Dette naturskønne sted kan kun anbefales at tage til!

Det skal nævnes, at på dette tidspunkt, viste kilometertælleren, at vi havde gået små 13 km. inde i Kejserhaven (vi endte på små 18 km sidst på dagen). Det forhindrede os dog ikke i at gå på sightseeing i Asakusa (området hvor vores Hostel ligger) og hold da op hvor er der mange små hyggelige stræder og gader.

Sidst på aftenen forkælede vi os selv med Yakiniku (den japanske version af “korean BBQ”) på restaurant Beast. Japanernes imødekommenhed og venlighed viste sig igen fra deres bedste side (selvom deres engelske gloser var begrænsede) og vi fik en super aften med masser af kød og sake!

Imens jeg i skrivende stund har skrevet dette indlæg, har Simone slået en kakerlak ihjel med et sammenrullet blad. Nu vil vi i seng. Godnat!