Browsed by
Kategori: Natur

The secret hike in Kyoto

The secret hike in Kyoto

Endnu en dag er gået i Kyoto, og den har budt på lidt af hvert må man sige! Vi har gået intet mindre end 35.000 skridt (ca. 25 km). Spørg mig lige om det dumme ben er død – Ja! Ja det er det! Lige nu ligger jeg med benet hævet, og håber på at det opfører sig pænt inden vi skal videre i morgen.

Vi sov egentlig ret længe i dag. Vi stod op omkring kl. 8:30. De andre dage er vi senest stået op kl. 7:00-7:30. Jeg tror vi begge bare havde brug for at nyde at vi kunne sove længe, og nyde at vi havde vores eget værelse, uden lyde fra andre der skal det ene eller det andet i løbet af natten. Desuden var det lækkert at vi kunne stå op, og ordne vores vasketøj (der er egen vaskemaskine i lejligheden vi bor i lige nu!), så vi igen har stakkevis af rent tøj til resten af turen. (Forøvrigt er der en awesome tørrefunktion til tørring af tøj ude på badeværelset! Det kunne vi virkelig godt få indført i DK, i stedet for larmende tørretumlere!)

Vi havde en klar plan om at vi skulle til Arashiyama og se bambusvejen. Det bød på turens første bustur – og efter at være gået i panik over jeg troede vi skulle af, og for første gang set en japaner sur (fordi jeg overhalede hende i køen ud, for så at finde ud af at vi bare holdt for rødt lys og slet ikke skulle af endnu), gik det egentlig ok. Jeg fik da også sagt undskyld til den stakkels japanske dame, selvom det nu ikke så ud til at gøre betydeligt ved situationen. Buschaufføren virkede til gengæld forstående, og grinede bare lidt med/af mig.

Da vi nåede frem til Arashiyama kunne vi ikke helt finde vejen og endte af små omveje – hvor vi fik set smuk natur, men ingen bambus. Til sidst fandt vi den famøse bomboo grove; og sikke en skuffelse. Det VAR smukt! Virkelig smukt! Men vi havde nok ikke sat os helt ind i tingene, for vi begge havde egentlig fået et indtryk af at det var et meget større område, og at det ikke lå helt oppe af byen. Desuden var der mange mennesker. Så mange at man næsten ikke kunne komme den ene eller den anden vej, men bare snegle sig af sted med resten af horden af mennesker.

Turen igennem bambussen var hurtigt overstået, så vi kiggede på et nærliggende shrine, og opdagede så en trappe som førte op af bjerget. Nogle Japanske unge mænd var på vej ned, og jeg spurgte om de snakkede engelsk. Det gjorde de desværre ikke, men da vi kiggede nærmere på trappen, sagde de noget der mindede om “tempel” og pegede op. Vi besluttede os for at gå på eventyr, og begav os op af trappen. Nogle andre vestlige turister fulgte efter, men vendte hurtigt om igen. Da vi nåede toppen af trapperne var der et skilt, hvorpå der stod, at man kunne bestige bjerget mt. Ogura. Det så i følge kortet ud til at være ret simpelt. En lille hike – formentlig op til det tempel de unge mænd nævnte…

Her kommer mit ultimative hiking tip; lige meget hvor kort du tror en hike bliver, og uanset hvor nem du tror den bliver, så MEDBRING vand. Vi havde en forventning om at denne hike var en lille gåtur op af en bakke. Det viste sig at være en ret intens hike, op af et relativt stejlt bjerg.

Vi besteg Mt. Ogura – en oplevelse vi kun delte med meget få andre (vi mødte kun 3 andre på bjerget, hvoraf de 2 var japanere) – og nødt virkelig den smukke natur, og ikke mindst de helt fantastiske view points. Det var som om at det var en hemmelig hike, som kun få kendte til. Ruten var da også ringe afmærket, og der var flere gange vi gik forkert. Det var fantastisk at nyde roen, og naturen, efter det konstante menneskemylder der ellers er overalt i Japan (især ved turistattraktionerne!). Bestigningen af Mt. Ogura kan virkelig anbefales hvis man kommer et smut forbi Kyoto!

Mit ben gjorde pokkers ondt under hele turen op, og især ned, men det var det værd; og lægerne har jo også sagt at jeg skal lære at leve med smerterne, og jeg vil simpelthen ikke lade mig begrænse af dem, resten af mit liv!

Da vi nåede ned af bjerget igen (og havde drukket en pæn slat væske), gik vi turen igennem Bamboo grove igen – hvilket denne gang var noget mere fantastisk da det var begyndt at stilne lidt af hvad angik mængden af mennesker i området. Denne gang var der virkelig plads til at vi kunne stoppe op og nyde udsigten.

Vi tog toget tilbage til lejligheden vi bor i, og tog et bad. Vi begge var våde af sved (det er halv varmt at hike i knap 35 grader!). Vi smuttede i nyt tøj, og kl. 17:30 var vi så ude af døren igen for at drage imod Gion. Vi så ingen Geishaer eller Maikoer, men vi så en virklig smuk bydel, og helt fantastiske templer (som jeg ikke på stående fod kan huske alle navnene på). Det var virkelig en oplevelse jeg heller ikke ville have været foruden.

Selvom klokken nu kun er 22:30, er jeg mere træt end jeg længe har været, og vil smutte i seng! Vi skal være klar til at tage toget videre i morgen. Denne gang går turen til Osaka!

Vi fandt forøvrigt aldrig templet på toppen af Mt. Ogura, og jeg tvivler på at det findes. Vi fandt et lille ensomt shrine, og et par religiøse tavler på vej op af bjerget – men intet tempel.

Dag to i Tokyo: Akihabara!

Dag to i Tokyo: Akihabara!

Vi havde kun reserveret én overnatning på hostel Guest House TRACE, så derfor gik turen videre til Bunka Hostel, som ikke lå så langt væk der fra. Med 20 kg. på ryggen vandrede vi videre i 29 graders varme (og 82% luftfugtighed!) tidligt om morgenen.

Bunka Hostel er et rigtig fint hostel (bortset fra at de havde glemt at rede en seng op!), men det gav os bare tid til at udforske området lidt mere. Vi har nu ikke vores eget private værelse længere, men bor i køjer… sammen med 100 andre!

Vi besluttede os for at tage til Akihabara, Elektronikbyen over alle elektronikbyer. Hvis ikke en dims findes der, findes den ingen steder! Vi besøgte bl.a. Yodobashi-Akiba, som består af 9 etager – med hver sin etages speciale. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange km. vi gik kun derinde – nok hvad der svarer til et storcenter x9!

Vi havde selvfølgelig ikke fået nok af elektronik, så derfor gik turen videre til en retro spillekonsol butik (Super Potato), hvor der kunne købes ældgamle spil fra nogle af de første spillekonsoller og hvor der selvfølgelig også kunne prøves spil.

Da vi nu alligevel var i nørdeafdelingen (eller “otaku”, som det hedder på Japansk) har jeg altid gerne ville se en Arcade spillehal i Japan. Derfor gik turen til “Hey” (Hirose Entertainment Yard). Her sidder alt fra teenagere til gamle mænd og spiller gamle arcadespil. Jeg har lidt på fornemmelsen, at mange af dem ikke kun sidder der i et par timer, men nærmere dagevis i de mørke lokaler.

For at alt ikke kun skulle gå op i Akihabara og elektronik og computere, besluttede vi os for at tage ud at se noget af Tokyos smukke natur og kultur. Næste stop hed “Kejserhaven”. Et gammelt palads helt tilbage fra den såkaldte Edo-periode. Området er KÆMPE og indeholder gamle paladsbygninger, naturstier, bambustræer, frugthaver, rosenhaver og søer med karper. Dette naturskønne sted kan kun anbefales at tage til!

Det skal nævnes, at på dette tidspunkt, viste kilometertælleren, at vi havde gået små 13 km. inde i Kejserhaven (vi endte på små 18 km sidst på dagen). Det forhindrede os dog ikke i at gå på sightseeing i Asakusa (området hvor vores Hostel ligger) og hold da op hvor er der mange små hyggelige stræder og gader.

Sidst på aftenen forkælede vi os selv med Yakiniku (den japanske version af “korean BBQ”) på restaurant Beast. Japanernes imødekommenhed og venlighed viste sig igen fra deres bedste side (selvom deres engelske gloser var begrænsede) og vi fik en super aften med masser af kød og sake!

Imens jeg i skrivende stund har skrevet dette indlæg, har Simone slået en kakerlak ihjel med et sammenrullet blad. Nu vil vi i seng. Godnat!

Fremskridt, og sort uheld

Fremskridt, og sort uheld

Der har heldigvis været flere opture i dag, end nedture, og derfor starter jeg med dem. Altså opturene. Jeg har nemlig for første gang siden jeg kom til skade med benet, været ude og ride tur alene! Det er ikke en lang tur. Den er på under 1 km, og tager omkring 15 minutter (hvis ikke lidt mindre) at ride. Jeg har redet den 2 gange før, sammen med Laura. Når jeg kommer tilbage er mit ben altid helt smadret, og jeg kan ikke mere den pågældende dag, men det er det hele værd!

I dag red jeg som sagt turen alene. Det gør det hele en smule mere komplekst. Til dem der ikke ved så meget om heste, så er det primært benene man rider hestene med – selvfølgelig har man tøjlen (den man har i hænderne), men det er egentlig ben og vægtfordeling du får hesten styret rundt med. Når jeg rider tur med andre, følger Lady tilpas meget med de andre heste, til at jeg kun skal give meget få signaler. Når man rider tur alene, kan der kræves en del mere guidning, fordi hesten ikke har en anden at følge efter.

Heldigvis har jeg haft Lady i så mange år, at vi efterhånden har synkroniseret vores hjerner når vi er sammen. Selvfølgelig er det ikke tilfældet, men sådan kan det næsten føles af og til. Vi forstår hinandens mindste signaler. Det var derfor heller ikke noget problem at ride på tur alene i dag. Jeg kunne endda sætte mig i ‘damesadel’ stort set hele turen, så jeg helt kunne undgå at bruge det dårlige ben. Det var stadig hårdt da man i nogen grad stadig spænder lidt i benet, for at holde balance osv. men det kunne have været meget værre.

Jeg var ret smadret i benet da jeg kom tilbage, og jeg tænkte ‘nu er jeg da i hvert fald ikke mere værd i dag’. Heldigvis havde jeg lavet en aftale med Rene om at han skulle samle mig op i stalden når han var færdig med at ride, så jeg ikke selv skulle køre hjem, eller gå ned til bussen.

Da jeg kom hjem tænkte jeg dog alligevel at jeg nok godt kunne gå en lille tur ned, og handle de småting vi nu engang manglede. Vejret var så dejligt, og jeg ville egentlig gerne gå turen sammen med Rene. Jeg tænkte – ‘hvad kan gå galt? Jeg går jo bare lige så stille?’. Det gik også fint… Jeg gik lige så stille – og ja, hvis du ikke allerede har fornemmet det, så nærmer vi os nu dagens nedtur – men kom til at snuble ved en kantsten (ja! Jeg er umulig. Formentlig det mest klodsede menneske her på jorden), og kom til at trampe mit dårlige ben hårdt ned i fortovet. Jeg faldt ikke eller noget, men alene det at jeg fik trådt hårdt ned i jorden, gjorde at der slog et lyn op igennem mit ben – og ja… Nu forgår resten af aftenen altså på sofaen, med benet opad.

Det er længe siden at jeg har haft SÅ ondt i benet, og jeg håber at god aftens hvile kan sætte skik på det igen, inden arbejde i morgen. Jeg orker simpelthen ikke et tilbageslag, nu hvor det endelig går fremad.

  • Man kan ikke klage over udsigten ved vores eftermiddagssnack
  • I dag skal vi p sightseeing omkring FujiSan og vi
  • Det blev et kort men smukt visit i Osaka Der
  • I dag har vi blandt andet set og vret oppe
  • Farvel og p gensyn til smukke Kyoto  Nu gr
  • Et smut forbi bamboo grove en impulsiv bestigning af Ogurasan