Browsed by
Kategori: Sport

Fremskridt, og sort uheld

Fremskridt, og sort uheld

Der har heldigvis været flere opture i dag, end nedture, og derfor starter jeg med dem. Altså opturene. Jeg har nemlig for første gang siden jeg kom til skade med benet, været ude og ride tur alene! Det er ikke en lang tur. Den er på under 1 km, og tager omkring 15 minutter (hvis ikke lidt mindre) at ride. Jeg har redet den 2 gange før, sammen med Laura. Når jeg kommer tilbage er mit ben altid helt smadret, og jeg kan ikke mere den pågældende dag, men det er det hele værd!

I dag red jeg som sagt turen alene. Det gør det hele en smule mere komplekst. Til dem der ikke ved så meget om heste, så er det primært benene man rider hestene med – selvfølgelig har man tøjlen (den man har i hænderne), men det er egentlig ben og vægtfordeling du får hesten styret rundt med. Når jeg rider tur med andre, følger Lady tilpas meget med de andre heste, til at jeg kun skal give meget få signaler. Når man rider tur alene, kan der kræves en del mere guidning, fordi hesten ikke har en anden at følge efter.

Heldigvis har jeg haft Lady i så mange år, at vi efterhånden har synkroniseret vores hjerner når vi er sammen. Selvfølgelig er det ikke tilfældet, men sådan kan det næsten føles af og til. Vi forstår hinandens mindste signaler. Det var derfor heller ikke noget problem at ride på tur alene i dag. Jeg kunne endda sætte mig i ‘damesadel’ stort set hele turen, så jeg helt kunne undgå at bruge det dårlige ben. Det var stadig hårdt da man i nogen grad stadig spænder lidt i benet, for at holde balance osv. men det kunne have været meget værre.

Jeg var ret smadret i benet da jeg kom tilbage, og jeg tænkte ‘nu er jeg da i hvert fald ikke mere værd i dag’. Heldigvis havde jeg lavet en aftale med Rene om at han skulle samle mig op i stalden når han var færdig med at ride, så jeg ikke selv skulle køre hjem, eller gå ned til bussen.

Da jeg kom hjem tænkte jeg dog alligevel at jeg nok godt kunne gå en lille tur ned, og handle de småting vi nu engang manglede. Vejret var så dejligt, og jeg ville egentlig gerne gå turen sammen med Rene. Jeg tænkte – ‘hvad kan gå galt? Jeg går jo bare lige så stille?’. Det gik også fint… Jeg gik lige så stille – og ja, hvis du ikke allerede har fornemmet det, så nærmer vi os nu dagens nedtur – men kom til at snuble ved en kantsten (ja! Jeg er umulig. Formentlig det mest klodsede menneske her på jorden), og kom til at trampe mit dårlige ben hårdt ned i fortovet. Jeg faldt ikke eller noget, men alene det at jeg fik trådt hårdt ned i jorden, gjorde at der slog et lyn op igennem mit ben – og ja… Nu forgår resten af aftenen altså på sofaen, med benet opad.

Det er længe siden at jeg har haft SÅ ondt i benet, og jeg håber at god aftens hvile kan sætte skik på det igen, inden arbejde i morgen. Jeg orker simpelthen ikke et tilbageslag, nu hvor det endelig går fremad.

Før: Passive øvelser. Nu: Aktive øvelser!

Før: Passive øvelser. Nu: Aktive øvelser!

Jeg har været forbi min fys i torsdags – og der sker store fremskridt med benet lige for tiden! Vi er ENDELIG skiftet fra de passive øvelser til de aktive øvelser. Det er et kæmpe spring! Nu har jeg lavet øvelserne i et par dage, og det er uden tvivl super hårdt, men glæden over endelig at være kommet et skridt videre i min genoptræning overskygger det hele!

Faktisk er der i det hele taget sket store fremskridt det sidste stykke tid. I fredags skete der noget helt fantastisk, som jeg har ventet umenneskelige tider på – jeg var oppe og sidde på Lady igen! Det gjorde ondt at komme op, og det gjorde også ondt at sidde på hende, trods jeg kun red 1 runde på ridebanen, med så afslappede ben som jeg overhovedet kunne. Det er formentlig et tegn på, at det nok stadig er noget for tidligt med ridningen, og det kan jeg også accepterer – men hvor var det bare skønt at få lov til at sidde på hende igen! Jeg har ikke arbejdet meget i denne uge, og Rene tog sig af staldarbejdet fredag, så jeg tænkte ‘nu skal det være!’. Jeg er jo nødt til at prøve mig frem med hvad jeg kan.

Følelsen af at komme til hest i bare 5 minutter, gjorde mig nærmest helt høj. Det er ret ubeskriveligt, og jeg tror også de færreste ville kunne forstå at det betyder så meget for mig. Det betyder meget for mig, fordi det beviste at jeg kunne komme op på hesten – godt nok ikke uden smerter – og at jeg kunne sidde der oppe – ej heller uden smerter – men det har givet mig fornyet håb for at jeg nok skal komme til at ride igen engang, trods den dystre udmelding fra ortopæderne. Det kan være at jeg skal lære at ride på en helt ny måde – men så skidt med det! Der er folk der rider som ingen ben har overhovedet, så selvfølgelig kan jeg også lære at ride, selv hvis mit ben kommer til at have en eller anden skavank resten af mine dage.

Jeg var desværre på hesteryg i så kort tid, at vi ikke fik taget et billede – men Rene sagde jeg lignede en pige der for første gang fik lov til at sidde på en hest i Fårupsommerland, med smil over hele femøren, trods jeg var noget smerteforpint. Jeg havde også næsten mere ondt i ansigtsmusklerne af at smile sådan bagefter, end jeg havde ondt i benet (måske jeg overdriver lidt – men mit ansigtsmimik sad virkelig fast i et kæmpe grin i alle 5 minutter).

Endelig har jeg haft kræfter til stalden

Endelig har jeg haft kræfter til stalden

I går havde jeg den mest fantastiske dag. Jeg startede med at være ved fysioterapeuten fra morgenstunden, og denne gang lavede vi ingen øvelser – jeg fik kun laser behandling. Sidst jeg fik laser behandling havde jeg virkelig god gavn af det i. Hævelsen lagde sig rigtig meget, og faktisk var hævelsen i det hele taget mindre i 2 dages tid. Dog hævede det igen op sidst, efter et par dages arbejde, så nu må vi se hvordan det kommer til at se ud denne gang. Indtil videre virker det i hvert fald igen! I går havde hævelsen også lagt sig i løbet af formiddagen.

Når hævelsen falder, bliver smerterne også mindre, og det giver mig så meget mere overskud. Jeg er jo så heldig at Rene hjælper mig i stalden, så det eneste jeg egentlig varetager derude selv for tiden, er at hælde foderet op i krybberne – noget der intet kræver af mig fysisk. I går ordnede Rene endnu engang alt i stalden, og det gav mig i kombination med lindringen af laserbehandlingen, plads til at bruge mine kræfter på ENDELIG at træne med Largo. Det blev kun et par minutters longering – men det var simpelthen så dejligt.

 

Det er nærmest ikke til at beskrive hvor meget glæde det gav mig, at arbejde bare en lille smule med en af mine heste igen! Det gik også meget godt, taget i betragtning af at Largo ikke er blevet trænet med i et godt stykke tid nu. (Til hestenørderne: jeg bruger altid kun hjælpetøjler meget kortvarigt, og langt fra hver gang jeg longerer – kunne godt selv se at de denne gang generede mere end de hjalp, og at Largo ikke havde kræfterne til ordentlig bæring med dem på, og i stedet forsøgte at ligge sig under lod, så de røg af lige efter videoen blev optaget – så stjernekiggede han bare lidt i stedet for, men han skal nok komme godt frem og ned når musklerne og balancen begynder at komme igen).

Jeg var stolt af min kæmpe basse. Han gjorde sit bedste – selvom han ikke liiige reagerede på alle kommandoer straks, men for at være fair er de fleste af kommandoerne også nogle nye vi var ved at indlære inden jeg kom til skade med benet.

Resten af ugen står på arbejde (aftenvagter), så der tør jeg ikke tro på at jeg har kræfterne til at træne med nogen af hestene. Uanset hvad glæder jeg mig over dagens fremskridt, og håber at jeg kan gentage succesen i næste uge.

  • Det har vret den fedeste tur  man har jo
  • Aldrig mere denne fantastiske udsigt Farvel sde letti dreng
  • Opskrift p verdens bedste hvis jeg selv skal sige det
  • Nr nu man ikke kan ride med to ben m
  • Hygger med ham her i solen Han var ikke helt
  • Nr vi synder gr vi det ordentligt strand beach krestedag