Anmeldelser

Jeg vil gerne starte med at slå fast at disse anmeldser er efter min smag – og altså ikke hentet fra andre sider. Jeg håber det kan give dig et fingerprej om det er en film/stykke musik du bør se/høre. God fornøjelse.

 

Liste over Anmeldelser

 

The Great Gatsby

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller
r17
Titel: The Great Gatsby
Instruktør: Baz Luhrmann
Genre: Drama, romantik
Type:DVD
Stars: 4 ud af 5

Synops: Nick Carraway (spilles af Tobey Maguire), er en ung og håbefuld mand, som i efter krigstiden flytter til Long Island. Carraway har valgt at droppe sin drøm om at blive forfatter, til fordel for at blive en del af børsmarkedet, i et forsøg på at opnå den luksuriøse livsstil som blomstre omkring ham. Snart efter sin ankomst bliver Carraway lokket ind i et kærligheds drama som udspilles mellem hans kusine Daisy, hans nabo Jay Gatsby (spilles af Leonardo DiCaprio), og kusinens mand Tom.

Intet er som det ser ud til, i de riges verden. Alt er præget af perler, fester, milloner, og hemmelige handler under bordet. Hvem kan man sætte sin lid til i denne verden af penge glade mennesker?

Min vudering: Jeg elskede The Great Gatsby! Den nærmede sig faktisk en 5 ud af 5 stjerner – men måtte dog nøjes med 4 ud af 5, da jeg er sikker på at dette er sådan en film man ser én gang, og derefter er nødt til at lade ligge i nogen tid. Anden gang, tror jeg også næppe, at den kan tage en med storm, på samme måde som første gang, men en film til under 4 stjerner bliver den aldrig!

Mit forventnings niveau var ret lavt da jeg skulle ind og se filmen. Jeg havde ladet mig fortælle at det var en meget kunstnerisk film, og den faktisk satte mere fokus på at opfylde alle de kunstneriske aspekter, end at være en god film. Lige ledes har Tobey Maguire ikke lige frem været en skuespiller jeg har holdt af – og da slet ikke efter at have set Spiderman. Men jeg tog fejl… Omkring det hele.

The Great Gatsby er en kunstnerisk film. Men ikke ud i det overdrevet! Det er på ingen måde på bekostning af hverken handling eller forløb. Faktisk er filmens sammensætning blot blevet piftet op, på en ny og forfriskende måde. En sammensætning af nyt og gammelt. Musikken, klipningen, og kostumerne er vidunderlige. Intet er overladt til tilfældigheden, og det mærkes virkelig! Dette er hvad jeg vil kalde en kvalitets film! En film hvor jeg (som ellers har et meget kritisk øje), ikke har bemærket nogen synlige fejl i. Den er ganske enkelt bare gennemarbejdet.

Og hvis vi skal snakke om skuespillerne, ja så gør selv Tobey Maguire et helt fantastisk arbejde. Dog vil jeg i særdeleshed rose Leonardo DiCaprios skuespil. Han gør et helt fantastisk stykke arbejde (som altid), og formår virkelig at gøre Jay Gatsby til en spændene og hemmelighedfuld karakter. Nævnes skal Carey Mulligan (Som spiller rollen som Daisy Buchanan), som leverer et overbevisende billede af en kvinde fra den tid, og de lag.

The Great Gatsby har en fortryllende, men også dyster handling. Man forstår ikke helt hvem offeret i filmen er – og om der overhovedet er et – før man når slutningen. Og selv når slutningen er nået, kan man ikke helt lade være med, at tænke over de enkelte elementer. Var det mon derfor de gjorde som de gjorde? Hvad var hendes/hans motiver? Mange spørgsmål rejser sig, og giver en lyst til at debaterer og diskutere filmens enkelte scener, og situationer.

Jeg så The Great Gatsby i biografen (2D), og har man muligheden for at gøre det samme, syntes jeg ikke man skal tøve med at tage ind og se den!

 

Gothika

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r16

Titel: Gothika
Instruktør: Mathieu Kassovitz
Genre: Gys, thriller, mystik
Type: DVD
Stars: 3 ud af 5

Synops: Miranda Grey (Halle Berry) er psykiater på en psykiatrisk afdeling for psykisk syge, kriminelle, kvinder. Hendes mand er leder af ‘sygehuset’. Efter mystiske omstændigheder vågner Miranda op, på selv samme afdeling, som hun selv arbejdet – blot som “indsat”. Hun har lidt hukommelsestab og ved ikke hvorfor hun pludselig er blevet patient. Hendes kamp begynder her for, at bevise hun ikke er sindssyg. Men hun er ikke alene…

Min vudering: Da “Gothika” udkom i 2003, var jeg 12 år gammel. Dengang var denne film min absolut favorit. Handlingen, og mystikken omkring omstændighederne, tiltrak mig. Ligeledes husker jeg mange scener som værende i skræmmende, og pludselige. I dag 10 år efter, hvor jeg endnu engang har genset filmen, kan jeg ikke længere give den top karakter. Måske er det fordi jeg i dag kræver mere af de film jeg ser – eller måske bare fordi tiderne ændre sig – men filmen er ikke fuldkommen. Det store problem i filmen er de mange løse ender. Der er simpelthen for mange gange hvor man tænker “Hvorfor har overvågningskameraet ikke opdaget dét?”, “Hvordan slap han/hun uset væk?”, “Hvad blev konsekvensen?”… Og desværre er filmens slutning ikke mindst et af netop disse øjeblikke. Alt for mange tvivl spørgsmål, som formentlig ikke er tiltænkt man skulle have når man havde set filmen.

Når dét er sagt, så er det vigtigt at understrege at det er en udmærket film! Man er underholdt fra ende til anden, og hele tiden nysgerrig omkring hvorfor det hele har udviklet sig som det har. Derudover kan det nævnes at plottet er holdbart, på trods af de løse tråde – dog kunne områder omkring plottet godt forbedres, og udvikles på. Men filmen favner også om mange “retninger” indenfor for gysergenren, og det kan være svært at holde dem alle lige meget fremme i lyset, uden at ryge ud på et komplet sidespor.

Som nævnt syntes jeg mange scener var spændene, og måske endda skræmmende, tilbage i år 2003. Desværre er jeg efter mange år som gyserfanatiker, blevet ret så immun – så jeg ganske enkelt næsten aldrig oplever adrenalinen pumpe i mit blod, når jeg ser en gyser. Derfor skal filmen alligevel have ros for dens uhyggelige scener; de er lavet fuldkommen efter bogen, og har den rette mængde suspens og chok. Der var flere scener jeg her gerne ville fremhæve, men i frygt for at spolerer filmen for jer læsere, lader jeg være.

Et stort plus som filmen skal have er dens skuespiller. Det kommer nok ikke bag på nogen af filmen er ekstremt velspillet, når jeg nævner skuespillere som; Halle Berry, Robert Downey Jr., og Penélope Cruz. Det er en ren fornøjelse og se. Dog vil jeg faktisk sige, at Penélope Cruz, er den skuespiller som viser størst talent, og ganske enkelt fremviser den mest troværdige fremstilling af sin rolle i filmen.

På trods af filmens fejl og mangler giver jeg den 3 stjerner ud af 5. Jeg syntes filmen er underholdene, og som sagt yderst velspillet. Du sidder aldrig et øjeblik i filmen og tænker “SÅ er der tispause”, for det er der ganske simpelt ikke tid til – filmen går nemlig på intet tidspunkt langsomt. Til tider syntes jeg filmen favner om mere end den kan holde, men formår alligevel at bringe budskabet frem i filmen. Jeg syntes helt klart man skal se filmen hvis man ikke fik det gjort for 10 år siden da den udkom

 

American Horror Story

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r15

Titel: American Horror Story (1 sæson)
Instruktør: Ryan Murphy, Brad Falchuk
Genre: Gys, Drama, mystik
Type: Tv mini-serie
Stars: 4 ud af 5

Synops: Familien Harmon, flytter fra deres hjem i Boston, til et palæ i Los Angeles, som de kan få til en fordelagtig pris. Flytningen er tiltænkt, som et led i arbejdet, med at genskabe det forsømte forhold, som ellers har lidt stor skade igennem den sidste tid. Hvad de ikke vidste var indkluderet i prisen, på det skønne palæ, er at det er hjemsøgt.

Min vudering: American Horror Story, er en mini tv serie. Den er på i alt 12 afsnit – men dens storhed ligger i de første 11. Jeg syntes det er en fantastisk og underholdene serie. Jeg har set den to gange, og begge gange nød jeg den i fulde drag. Den havde ikke meget nyt at byde på anden gang jeg så den, men jeghavde fået et kært forhold til flere af seriens karrakter første gang jeg så den, og fulgte derfor gerne deres “liv” endnu engang.

Serien er en kombination, som jeg ikke ofte har set, eller hørt om; Drama og gys. Selvfølgelig opstår der ofte momenter i gyserfilm, som kan betegnes som drama, men denne serie er alligevel anderledes. Historien om det forsømte forhold, og altså hele seriens grundsten, er jo bygget på en drama historie. Gyset kommer først da familien flytter ind i deres nye palæ i Los Angeles. Jeg syntes dog at vægten i mellem gys og drama er rigtig god. Jeg kunne have frygtet at dramaen ville have ødelagt serien, og gjort den langtrukken og kedelig – i stedet er den del af serien som kan kategoriseres under genren ‘drama’, med til at bygge karaktererne, og uddybe deres særlige sider.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker alt hvad der har med gys, at gøre. Jeg syntes det er fedt hvis en film arbejder med chock, og den slags, men er en gyserfilm udelukkende baseret på, at man kun evner, at skræmme publikum ved hjælp af chock; ja så syntes jeg det er en fiasko. Heldigvis er American Horror Story ikke sådan. Serien er langt mere styret af spændings opbygning, skummel scenesætning mv. frem for udelukkende brugen af chock. Det giver American Horror Story, en dybde, som mange nye gyserfilm mangler i dag.

Generelt er American Horror Story en ret flot serie. Den er flot filmet, og sceneopsætningen er stemningsfuld. En ting jeg gerne vil bede jer bemærke, hvis i ser serien, er kameraførelsen – den er nemlig rigtig god!

Men hvis jeg skal sætte en finger på, hvad det bedste ved denne serie er, så er det den forvirring og mystik der hersker over de, mange, første afsnit af serien. Manglen på forklaring. Man sidder hele tiden og tænker; “Hvad er det her? Hvorfor er det sådan?”. Det er super fedt. Man kan næsten ikke slippe serien igen, når man først går i gang, netop fordi man vil have en forklaring. At skuespillere som Evan Peters, Jessica Lange, og Connie Britton, gør et fantastisk job, er kun et kæmpe plus!

Men som i kan se i min pointgivelse, så har serien kun fået 4 ud af 5 stjerner. Den er ikke perfekt. Som jeg nævner i starten af denne anmeldelse, så er serien på 12 afsnit. Det er ca. 1 for meget. Det 12 afsnit har nogle vigtige ting i sig, som man gerne vil se – men der er simpelthen ikke nok til at lave et helt afsnit. Det er synd, for man sidder lidt og tænker; “Hvorfor i alverden fortsætter den? Hvorfor skal jeg vide det her?”. Det er nok til at trække en stjerne ned, for det ødelægger det flow af spænding, som ellers har været hele serien igennem.

Det bliver spændene hvad sæson 2 byder på? Det bliver jo noget helt andet, og fuldkommen uden relation til første sæson…

 

White Oleander

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r14

Titel: White Oleander
Instruktør: Peter Kosminsky
Genre: Kærlighed, drama
Type: Dvd
Stars: 4 ud af 5

Synops: I et anfald af sygelig jalousi forgifter den kompromisløse og forførende kunstner, Ingrid, sin kæreste. Hun idømmes livsvarigt fængsel og hendes 15 årige datter, Astrid, bliver derefter kastet rundt mellem forskellige plejefamilier. Datteren forsøger desperat at danne sin egen identitet, men selv om Ingrid er bag tremmer, er hendes magtfulde indflydelse det eneste vedvarende holdepunkt i Astrids liv.

Da Astrid bliver venner med jævnaldrende, Paul, finder hun endelig kærlighed og en forstående plejefamilie. Men kan og vil hun hjælpe sin mor med at komme ud af fængslet? (taget fra bagsiden af dvd’en)

Min vudering: White Oleander… Jeg er imponeret. Sjælden røre en film mig sådan for alvor. Især film som tager sig god tid på samme måde, som man kan sige denne gør, har normalt svært ved at imponerer mig. Filmen er barsk og rørende, og den bliver ikke lettere at se des længere man kommer ind i filmen. Den er så pågående og i sin renhed ganske uhyggelig. Filmen kommunikerer et uhyggeligt billede af en piges virkelighed ud til seeren, og man kan ikke andet end få kuldegysninger over, om der mon rent faktisk er en pige et sted i verden som står/har stået i hovedepersonens sted. Jeg er svær at påvirke, men jeg blev påvirket af White Oleander.

Skuespillerne i filmen (i særdeleshed Alison Lohman, og Michelle Pfeiffer, som henholdsvis spiller hovedpersonen (Astrid Magnussen) og hendes moder (Ingrid Magnussen)) er fantastiske! De leverer en overbevisende, rørende og ikke mindst klokkeklar præsentation. Astrid spiller nærmest rollen som uskylden selv så overbevisende at jeg ikke kan tro at hun skulle være andet i virkeligheden. På samme måde opfylder Michelle Pfiffer også sin rolle til fulde. Ikke én skuespiller i filmen leverer ikke vareren. Alle lever 100% op til deres roller, og det er en fryd at se. Dog kan man overveje om Renée Zellweger (også kendt fra Bridget Jones dagbog) passer ind i så barsk, og humorforladt film.

Filmen er godt filmet, og måden den er klippet sammen på, skaber intensitet. Der er arbejdet godt med lys og lyd, og til sammen bliver der nærmest skabt en virkelighed som seeren kigger direkte på. Filmen er ikke filmet med håndholdt kamera, men alligevel får man følelsen af denne nærhed med hovedpersonen, som man ofte oplever i dogme film. Denne realisme. Hvis man kigger nærmere på klippende kan man dog hurtigt gennemskue at det er en meget opstillet film, da der sjældent opleves reallyde, og man tydeligt kan se en brug af belysningshjælpemidler. Dette gør dog kun gode ting for filmen, og man kan se at dette ikke er en low budget film.

Jeg fik langt mere ud af denne film end jeg forventede, og jeg vil helt klart anbefale den. Er man en sart sjæl, bør man dog nok ikke sætte sig ned og se den. Filmen er humor forladt, og den fremviser en barsk og grusom virkelighed som nogle unge mennesker må gå igennem. Jeg giver filmen 4 ud af 5 stjerner, og det er helt klart en film jeg vil anskaffe til egen videohylde.

 

Ghostgirl

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r13

Titel: Ghostgirl
Dansk titel: Ghostgirl
Forfatter: Tonya Hurley
Genre: Komedie, spøgelseshistorie, ungdomslitteratur
Type: Bog
Stars: 0 ud af 5

Synops: Føler du dig nogensinde gennemsigtig? Overset af omverden? Det gjorde Charlotte Usher. Mobbet af klassekammeraterne, overset af lærene, udenfor de smarte kliker og igoneret af Damen, hendes livs store kærlighed. Ingen lagde mærke til hende, og ingen ville lægge mærke til, hvis hun en dag bare døde. Og det gjorde hun…

Var det slutningen? Nej, ikke helt… At være død forhindrer ikke Charlotte i at ville være populær på skolen og hos drengene. Det gør blot hendes metoder til at opnå sine mål mere kreative.

Min vudering: Da jeg første gang læste OM bogen var jeg solgt på stedet! Jeg måtte bare have den! Og det gjorde jeg så i studentergave i juni 2010. Jeg begyndte hurtigst muligt at læse i denne længe ventet bog, og var også godt tilfreds med de første 10-15 sider, men derefter går det ned af bakke. Ja, Ghostgirl er skrevet i et satirisk ‘tonefald’, men man har fattet (og fået nok) af humoren efter de første 10-15 sider, og man vil gerne have gang i et godt plot. Men der er på ingen tidspunkt spændingen stiger i denne bog på andet end max. 2-4 sider pr. spændingskurve, og det dur bare ikke når der kun er ca. 3 spændingskurver i hele fortællingen.

Jeg har måtte indse at Ghostgirl umuligt kan være skrevet til min aldersgruppe, men nærmere til piger i alderen mellem 11-13 år. Ghostgirl er simpelthen for flad, og letlæslig til at være skrevet til unge over den alder. Skrivestilen består af gentagelser på gentagelser, og er på ingen måde interessant. Jeg havde svært ved at læse et helt kapitel igennem ad gangen, da der stod det samme på næsten hver side. Der var ingen variation i sproget, og selv situationerne i bogen er gentagelser af hvad der sker i starten af bogen.

Måske er det fordi Charlotte Usher står for alt det, som jeg ikke selv vil være. Hun er et får, der bare prøver at kopirer andre. Hun har ingen selvtillid, ingen viljestyrke, ingen selvrespekt, ingen forståelse af andre mennesker, og er faktisk, skønt sin manglende selvkærlighed, meget egoistisk. Man sidder hele romanen igennem og håber på at Charlotte på et eller andet tidspunkt nosser sig sammen, og indser at det er ok at være anderledes, at det er ok at være sig selv, og hun siger fra for de tyraner der har plaget hende. Denne udvikling sker aldrig. Faktisk sker der slet ingen udvikling med Charlotte som er til det bedre. Hun forbliver hele romanen igennem et får. Derudover er der én karakter i romanen som jeg syntes om, men hun udvikler sig også hurtigt til en lallende idiot, der prøver at være en del af mængden – at være populær, og ikke skille sig ud.

Jeg har siddet og funderet og prøvet at finde et godt budskab i denne fortælling om Charlotte Usher der dør, men som alligevel kæmper for at blive bemærket – nej det er forkert, hun kæmper ikke bare for at blive bemærket… Hun VIL være blandt den mest populære klikke, og da hun rent faktisk bliver tilbudt op til flere venskaber i historien, takker hun indirekte nej, da det ikke er godt nok for hende. Derfor kan jeg kun se det budskab med teksten at du skal være som alle andre, at du ikke må skille dig ud, at du skal være en del af mængden.

Jeg hadet denne bog, og læste den kun færdig for at kunne sige at jeg i det mindste kan udtale mig som jeg gør, fordi jeg har læst HELE bogen. Ghostgirl får derfor 0 ud af 5 stjerner. Kunne jeg give minus tal, gjorde jeg gerne det! Det eneste plus jeg fandt ved bogen var det flotte gotiske layout – som forøvrigt kun gav meget lidt mening til selve romanen.

 

Boku no Hatsukoi wo Kimi ni Sasagu

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r12

Titel: Boku no Hatsukoi wo Kimi ni Sasagu
Amerikansk titel: I Give My First Love To You
Instruktør: Takehiko Shinjo
Genre: Kærlighed, drama
Type: Dvd
Stars: 3 ud af 5
Min vudering: Takuma, er en dreng der har fået diagnoseret en hjerte sygdom, og er blevet sat til at dø inden han bliver 20 år gammel. Mayu, er en pige der er forelsket i Takuma. Deres fortællingen begynder da de som børn møder hinanden. Mayus far er Takumas læge, og det er på hospitalet hvor Mayus far arbejder, de møder hinanden. De begge lærer om Takumas sygdom, og det faktum at han vil dø inden han når de 20 år, men dette stopper ikke børnene i at drømme om fremtiden, og de laver et løfte om fremtiden selv med den usikre fremtid.

Tiden går og de to børn, Takuma og Mayu, vokser op, og bliver teenagere. Mayu stopper ikke med at elske og støtte Takuma, men Takuma er klar over at hans dage er ved at være ovre og han prøver at distancere sig fra Mayu, som han ellers elsker inderligt, for at lindre hendes smerte når han engang er borte…

I Give My First Love To You, er en typisk japansk kærlighedsfilm. Ung forelskelse og en dødsdømt partner er typiske træk for en japansk drama serie, og japanske kærlighedsfilm. Undervejs forløber filmen sig også præcis som man forventer det hvis man er vant til at se denne genre film, men I Give My First Love To You, har noget som jeg syntes de færreste af ligne film (Med undtagelse af bla. Koizora) har, nemlig skuespillerer som forstår at leverer varen. Her snakker jeg i særdeleshed om de børneskuespillere som er med i I Give My First Love To You. Det har ikke været muligt for mig at opspore deres navne, men de er virkelige fantastiske. En film som denne har til hensigt at få dig til at føle noget. Ikke bare noget, men formentlig føle sorg med hovedpersonerne, og deres kærlighed som har en tidsgrænse. Jeg græd mindre end 8 minutter inde i filmen.

Selvfølgelig er I Give My First Love To You, andet en kærlighed og død. Der er en del morsomme scener i filmen, som er med til at lette stemningen skønt dens seriøsitet. Derudover er der et par typisk japanske, overdrevne scener, som hos de fleste også kan fremkalde et smil på læberne. Faktisk klarer Mao Inoue, skuespilleren der spiller Mayu, faktisk de fleste tryggede stemninger. Hun formår at formidle en humor ud til publikum som passer godt ind i sammenhængen.

Filmen belyser flere sider af ‘døden’ end man lige forventer, da Takamu i filmen er langt fra den eneste der af og til bliver indlagt på hospitalet. Vi kommer i filmen tæt på folk i koma, og deres forældres besvær ved at give slip fordi man stadig føler håb. Vi kommer tæt på folks reaktion på død. Det skal på ingen måde benægtes, at selv om filmen af og til er morsom, så er det for det meste barske løjer vi bliver udsat for som seer.

I Give My First Love To You, er en god film og jeg nød at se den. Den opfyldte de ting jeg havde forventet af den. Den var meget forudsigelig – men jeg fik dog en overraskelse eller to under vejs. Men jeg har ikke tænkt mig at se den igen. Det er sådan en film man kun ser én gang, og derfor giver jeg den kun 3 stjerner. Men som tidligere nævnt har filmen dygtige skuespillerer, stemnings etablerende shots som ofte bliver brugt (og overdrevet – hvilket gør en film ulidelig at se) i denne type film er ikke blevet overdrevet.

 

IJIN-TACHI TO NO NATSU

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r11

Titel: IJIN-TACHI TO NO NATSU
Dansk titel: Skyggelandet
Forfatter: Taichi Yamada
Genre: Spænding, intelligent spøgelseshistorie
Type: Bog
Stars: 2 ud af 5
Min vudering: Harada skriver manuskripter til tv-serier. Han er relativ succesfuld, men er nyligt blevet skilt fra sin kone, så han nu bor til leje i en kontorbygning midt i Tokyo. En aften føler han en sær kulde og bestemmer sig for at se, hvor mange der egentlig er i bygningen efter arbejdstid. Kun ét vindue er oplyst – hans eget. Det viser sig dog, at også kvinden Kei bor i bygningen. Hun opsøger Harada, men da hun er lidt beruset, og Harada er i dårligt humør, afviser han hende, og så forsøger han ellers at glemme hende igen.

Haradas forældre døde, da han var 12 år. En pludselig indskydelse får ham en dag til at opsøge bydelen, hvor han boede med sine forældre. Her støder han på en mand, som ligner faderen, da han døde. Harada bliver inviteret med hjem, og det viser sig, at hustruen også ligner hans mor på hendes dødsdag. Ægteparret ikke alene ligner Haradas forældre – de indhyller ham også i forældrelig kærlighed, og Harada tager opmuntret hjem. Harada ved godt, at hans forældre er døde, men kontakten med dem føles så livgivende, at han ikke kan tro, at det er farligt for ham.

Samtidig med hans besøg hos forældrene støder han også på Kei igen. De to indleder et forhold, men det viser sig snart, at det alligevel ikke er helt ufarligt at omgås de døde.

Skyggelandet er en stemningsfuld bog, og side efter side får du beskrevet følelser, omgivelser, locations osv. osv. Plottet snegler sig langsomt afsted, og kunne i og for sig sagtens være kogt ned til en lidt lang novelle i stedet for en roman. Selv om jeg syntes bogen det meste af tiden sneglede sig afsted, og manglede dramatisk indhold, havde jeg konstant en lyst til at finde ud af hvad den sluttede med, hvilket var det der reddet bogen. Man får hurtigt nok af at høre hvor ofte Harada spiser, drikker og sover, og hvilke tanker han har om sin skilsmisse, og ikke mindst hans job, men man tvinger sig selv videre fordi der ind imellem er nogle højdepunkter, med utrolig spændene indhold.

Hen i mod slutningen sker der pludselig et twist i fortællingen. Jeg vil sige at dette er det bedste der overhovedet er sket i romanen, og jeg syntes det er synd at der ikke er mere fokus på denne del af historien. Twistet, og hvad jeg vil sige som være den største konflikt i romanen, varer kun op til et par sider hen imod slutningen. Det er som om forfatteren, Taichi Yamada, pludselig er blevet træt af at trække romanens historie i langdrag, og bare hurtigt vil have den afsluttet. Det er også hvad der sker, og det er ærgerligt, for hen imod slutningen har romanen potentiale til at blive en fangende fortællingen, der ville kunne tilføre kuldegysninger hele vejen ned af ryggen på læseren.

Generelt kunne jeg ikke lide bogen. Selv om Skyggelandet er en forholdsvis kort bog på kun 153 sider, føltes den langtrukket og langsom. Dette er logisk nok et kæmpe minus. Men alligevel formår romanen af Taichi Yamada at trække sig op på 2 stjerner, fordi jeg syntes twistet i bogen er genialt, og uventet. Men er man til stemningsfulde romaner, som er utrolig beskrivende, men måske skubber plottet en smule til side af og til, er dette helt klart en roman jeg vil anbefale. Sproget i bogen er behageligt og letlæseligt.

 

Kurôzu Zero

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r10

Titel: Kurôzu Zero
Amerikansk titel: Crows Zero el Crows: Episode zero
Instruktør: Takashi Miike
Manuskript af: Hiroshi Takahashi & Shogo Muto
Genre: Action
Type: Dvd
Stars: 4 ud af 5
Min vudering: Takaya Genji, søn af en berygtet Yakuza leder, starter på Suzuran, en high school der er kendt for sine mange bander. Vold er dagligdag på Suzuran, men Genji har et mål med hans start på skolen. Han ønsker at være bedre end hans fader, og opnå det end ikke hans fader kunne opnå – ‘herredømmet’ over Suzuran, men det er lettere sagt end gjort. Suzuran er nemlig styret af Serizawa og hans bande, og de er næppe til lige at kurer under, men Genji er fast besluttet på at forene Suzurans bander, og vælte Serizawa af magten.

Crows Zero er en film der underholder tilskuerne allerede fra første sekund. Man keder sig på intet tidspunkt, og man føler at filmen stormer afsted i det tempo man forventer en action film forgår i. Der er ikke lange dybe sekvenser, der gør filmen plat eller ‘heltemodig’, istedet er filmen spækket med lange kamp sekvenser, der underholder. Crows Zero lever på alle måder op til en ægte action-elskers forventninger. Crows Zero er samtidig underholdene på et mere humoristisk plan, og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet når Kyôsuke Yabe dukker op på skærmen som en mislykket Yakuza håndlanger.

Crows Zero er let at se, og man behøver ikke at tænke over en masse, handlingen bliver på alle måder serveret direkte til en. Selv om filmen er let at se er det ikke fordi man savner mere handling, eller dybde. Derudover er de forskellige karakter i filmen spændene og forskellige – alle har deres egne unikke særpræg.

Rent filmteknisk er Crows Zero ikke hammer interessant. Der er dog mange små close-ups ind i mellem, og en masse hurtige forskellige indstillinger, hvilket gør scener som fx. kampscener ekstra interessante. En scene jeg umiddelbart vil rose ekstra meget for klipningen, og som skiller sig en smule ud fra resten af filmen, starter omkring 8 minutter inde i filmen og strækker sig til ca. 10-11 minutter ind i filmen, hvor Serizawa bliver jagtet af en betjent. Klipningen i denne scene er båede humoristisk og spændingsopbyggende.

Jeg syntes personligt at Crows Zero er en underholdene film. Leder man efter en film man føler sig underholdt af, og som ikke kræver meget af en, er Crows Zero et godt bud på en sådan film. Jeg har valgt at give Crows Zero 4 ud af 5 stjerner, da jeg sjælendt finder nogle film som underholder mig 100%, og får mig til at ønske filmen varede længere. Grunden til filmen ikke får 5 ud af 5 er ganske enkelt fordi rent teknisk er filmen ikke det vildeste, og der er også ganske enkelte tvivlsomme skuespillerer deri (dog flere gode end tvivlsomme).

 

Noroi: The Curse

Denne anmeldelse er skrevet af Nicki

r09

Titel: Noroi
Amerikansk titel: Noroi: The Curse
Instruktør: Koji Shiraishi
Manuskript af: Koji Shiraishi, Naoyuki Yokota
Genre: Horror
Type: Dvd
Stars givet af Nicki: 5 ud af 5
Nickis vudering: Masafumi Kobayashi er en journalist hvis speciale er mærkelige, skræmmende og overnaturlige historier i Japan. Vi får i starten af filmen at vide at han er forsvundet, men at videoerne fra hans seneste, og sidste, historie er blevet fundet.

En legende fortæller om en by ved navn Shimokage, en by hvor menneskerne tilbad og frygtede en dæmon ved navn Kagutaba som skulle ligge i dvale under byens tempel. Byen havde et årligt ritual hvis formål var at behage og pacificere dæmonen, men i 1879 skulle dalen som byen lå i oversvømmes, og det ville sige at dæmon ritualet ikke ville kunne afholdes mere. Så da byen skulle afholde deres sidste ritual gik noget galt, og en pige som deltog i ritualet blev besat. Herefter følger man for det meste journalisten Kobayashi og hans kameramand som undersøger en række mystiske begivenheder, som til at starte med virker til at være vilkårlige. Men det ændre sig langsomt da de begynder at se en rød tråd imellem flere af deres sager.

Der er mere til historien end nævnt ovenfor, men én af filmens styrker er dens utrolig spændende historie dens måde at udfolde sig på, og det ville være en skam at ødelægge filmens handling ved at fortælle det hele.

Filmen er en mockumentary, altså en spillefilm forklædt som en real dokumentarfilm, og andre film som er lavet på samme måde omfatter Blair Witch Project, Cloverfield og Paranormal Activity. Det at filmen udspiller sig som en dokumentarfilm gør den langt mere autentisk, og efter min mening, langt mere uhyggelig. Hvis man er én af dem som ikke fandt Blair Witch Project og Paranormal Activity skræmmende nok, så kan jeg forsikre at denne film overgår de andre med flere længder, både i historie og skuespil. Det er dog en film som kræver at man følger med i handlingen, da filmen er sammensat af en masse klip fra Kobayashi’s videobånd og tv-programmer. Og filmens force er netop dens måde at vise en masse tilsyneladende vilkårlige klip. Filmen giver dig en masse mærkelige og vilkårlige brikker, og så er det op til en selv at samle puslespillet.

Nogle vil måske finde Noroi: The Curse en tand rodet og langsom, især i starten, men hvis man væbner sig med en lille smule tålmodighed vil man blive belønnet med den mest unikke horror oplevelse i lang tid. Det er ikke en typisk j-horror, da uhyggen i denne film kommer snigende samtidig med at brikkerne langsomt begynder at falde på plads, og når man når filmens slutning vil man med garanti sidde med nedbidte negle og flossede nerver.

Jeg giver filmen 5/5

 

Red Room 2

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r08

Titel: Shin akai misshitsu (heya): Kowareta ningyô-tachi
Amerikansk titel: New Red Room: The Broken Dolls el. Red Room 2
Instruktør: Daisuke Yamanouchi
Manuskript af: Daisuke Yamanouchi
Genre: Horror, Gore/splatter, og porn
Type: Dvd
Stars: 1 ud af 5
Min vudering:Red room er et lokale hvori en gruppe deltager på 4 spiller “the kings game”, hvor en deltager bliver udnænt til “konge” og får lov til at give to andre deltagere en ordre. Til spillet er der en kasse med goodies, som består af alm. ting fra hjemmet, og de kan bruges på alle tænkelige og sadistiske måder muligt. Hvis en deltager ikke klarer sin opgave på den tid som han har til rådighed, eller springer fra, så er personen ude af spillet, og kan ikke vinde pengepræmien…

Red Room 2 er en syret film som mange måske vil finde særdeles frastødende. Filmen er meget bizar, og op til flere scener i filmen vil kunne betragtes som direkte fetisch porno. Red Room 2 er tydeligvis en film der er lavet for at overskride grænser i filmindustrien, og selv om hele filmen nærmest skriger af at være en low-budget film, opnår den hvad den er lavet for; give dig kvalme, og støde dig.

Er man til splatter, sex, og vold, og ikke behøver hverken en god og gennemarbejdet historie, eller en dybere mening med de drejninger filmen tager er Red Room 2 helt klart en film man bør se. Det skal ikke benægtes at Red Room 2 har en dybere mening og budskab, men den kedelige kameraførelse og filmens overdrevet brug af blod, bræk, og div. Andre eskrimenter gør filmen overfladisk og ensformet. Man er ikke i tvivl om at filmens hensigt først og fremmest er at frastøde og skabe væmmelse.

Personligt syntes jeg ikke filmen er værd at se og derfor har jeg valgt at give den 1 ud af 5 stjerner. Jeg savner enormt meget bare en smule dybde i filmen, og en langt mere interessant klipning af filmen. Derudover syntes jeg at hele filmen bliver tabt fuldstændig på gulvet ved slutningen.

 

Gui si

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r07

Titel: Gui si
Amerikansk titel: Silk
Instruktør: Chao-Bin Su
Manuskript af: Chao-Bin Su
Genre: Drama og Horror
Type: Dvd
Stars: 3 ud af 5
Min vudering: Den invalideret videnskabsmand, Hashimoto, bruger hans opfindelse “Menger Sponge” til at fange energien fra en barneånd, i en gammel bygning. Ånden bevæger munden, giver ingen lyd fra sig, derfor opfordre Hashimoto den profesionelle detektiv, Tung, som er specialiceret i at mundaflæse, til at slutte sig til forkserholdet. De har isolere ånden i en tom lejlighed. For at lære mere om ånden og dens identitet slipper de barnet løst…

“Gui Si”, bedre kendt som “Silk”, i den vestlige verden er lavet i år 2006. Filmen er en Thailandsk film. Filmen er gennemarbejdet, og bestemt ikke en af de typiske thaillandske gyserfilm, som ofte bærer præg af, at være billige, og med halvdårlige skuespillere. Plottet i filmen er spændene, men også meget typisk for den asiatiske filmgenre. Det er bestemt ikke en af de horrorfilm som jeg vil sige på nogen måde forskrækker en, og handlingen kommer også ganske langsomt til en. Uder filmen misted jeg personligt fokus engang imellem, simpelthen fordi filmen manglede chock og nogle flere klimaks. Filmen skiller sig meget ud på det tekniske da horrorfilm ofte er bygget op med en masse stemningsmusik til at få ens hjerte til at galopere. “Gui Si” indeholder ikke meget stemningsmusik, og klippene i filmen er også forholdsvis lange, hvilket gør filmen mere rolig at se på.

“Gui Si” fortjener 3 stjerner for den gode handling, og den nemme tilgang til filmen. Filmen er ikke indviklet at forstå, hvilket kan være meget fint. Filmen er flot lavet, og indeholder ikke kiksede computeranimerede spøgelser som så mange andre horrorfilm. “Gui Si” handler ikke om meningsløse drab, hvilket helt klart også er et +. Filmen er meningsfuld og giver stof til eftertanke.

The Crow: Wicked Prayer

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r06

Titel: The Crow: Wicked Prayer
Instruktør: Lance Mungia
Manuskript af: Norman Patridge, James O’Barr, Lance Mungia, Jeff Most, Sean Hood.
Genre: Action, Adventure, Fantasy, Thriller
Type: Dvd
Stars: 4 ud af 5
Min vudering:Jimmy Cuervo er en meget uheldig mand, som er dømt for drab på en anden mand. Han bor i en forurenet minedrifts by, hvor han er særdeles uønsket af alle. Da hans prøve tid næsten er færdig, og han er fri til at reje hvorhen han vil, har han planer om at forlade byen sammen med hans kæreste Lily, og starte et nyt liv. Men så dukker Luc Crash og Lola Byrne pludselig op (en lokal bande af lokale Satanister) og myrder Jimmy og Lily i et brutalt rituelt i håb om at de vil kunne sørge for genfødselen af Antichrist. Da den legendariske Crow returnerer Jimmy fra de døde, er Jimmy en mand som ønsker hævn. Jagten på retfærdighed og hævn går ind.

The Crow: Wicked Prayer er nummer 4 ud af 4 film. Jeg syntes at filmen er imponerende og spændene. Jeg er ikke så imponeret over Tara Reid’s (Lola Byrne) skuespiller evner i denne film. Faktisk syntes jeg desederet at hun til tider er direkte dårlig. Heldigvis gør Edward Furlong tilgengæld sit for at gøre filmen fantastisk. Han er helt perfekt til rollen, og han får virkelig en til at følge med i filmen. Endnu engang ser man Edward Furlongs fantastiske evner. Selv om filmen er lidt halv dårligt lavet, forstår Edward at bruge det han har. Derudover er historien også utrolig smuk, og utrolig god.

Starten og slutningen er nok noget af det mest fantastiske i filmen. Nu kan jeg jo desværre ikke uddybe det, da det ville ødelægge det for dem som har tænkt sig at se filmen. Jeg kan ikke andet end at anbefale denne film.

 

Death bell

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r05

Titel: Death Bell / Gosa: Piui Jungkan Gosa
Instruktør: Yoon Hong-seung (윤홍승), og Kim Eun-kyeong
Manuskript af: Yoon Hong-seung , og Kim Eun-kyeong
Genre: Horror, Thriller
Type: Dvd
Stars: 2 ud af 5
Min vudering:Omkring 6 måneder forud for kollegiets indgangens eksamen, afholder en skole, en “trænings undervisnings” periode for sin top 20 elever. Eleverne evalueres alene ved deres kvaliteter. Skolen er så stressende, at nogle elever lider af alvorlige psykiske problemer.

En pludselig klaver solo, “Fur Elise”, vækker de dybt koncentrerede studerende og en skærm viser, hvor topstudenten, Hye-Yeong er fanget i en tank, hvor der begynder at løbe vand ind i. En stemme opfordrer eleverne til at løse et spørgsmål, til at afgøre skæbnen for Hye-yeong ….

Filmen har en del fede scenarier, og hvis man er til ægte vammel gysere er denne helt klar noget. Starten kunne sagtens være grebet ud fra Saw, med de mange makabre dødsscener. Dog kommer der færrer og færrer af dødscenerne des længere hen i forløbet filmen kommer. Filmen skifter rent faktisk næsten desederet genre midt i filmen. Filmen går fra at ligne en massemorders sindssyge legeplads, til at blive en omgang spøgelses besættelse. Filmen tager dog endnu et twist i slutningen af filmen. Dette er meget typisk for den koreanske gyser genre, og kan båede være spændene, men også i mange tilfælde forvirrende…

Filmen starter lige på og hårdt, og der er ikke mange tidspunkter hvor du keder dig. Dog kunne jeg godt savne nogle flere chock, i stedet for de brutale mord. Filmen har dog sin egen charme, og hvis man godt kan lide lidt mere blodige gysere, er dette helt klart en af dem man bør se.

Skuespillerne i filmen gør et fantastisk stykke arbejde, og filmen er faktisk forholdsvis godt lavet.

 

L: Change the world

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r04

Titel: L: Change the world
Instruktør: Hideo Nakata
Manuskript af: Tsugumi Ôba, Takeshi Obata, Kiyomi Fujii, Hirotoshi Kobayashi
Genre: Krimmi, Horror, Thriller
Type: Dvd
Stars: 5 ud af 5
Min vudering:En spin-off af den populære Death Note film, L: change the world, fokuserer på den legendariske detektiv L som han bruger hans sidste 23 dage at løse forbrydelser i hele verden. Da et par børn kommer til ham for støtte, er L snart konfronteret med, hvad der kan være hans mest vanskelige sag endnu: standsning af en gruppe af videnskabsfolk fra at sprede en dødelig virus, overalt i verden…

Hvis ikke du har set Death note 1 og 2, vil jeg ikke råde dig til at se denne som den første. Hvis du har set de to geniale film “Death note the movie” Og “Death note: The last name” (Som forøvrigt begge ville få 5 ud af 5 stjerner) er du også nød til at se denne! I filmen indgår en af hovedpersonerne fra Death note, nemlig den berømte L. L er en karakter helt for sig selv, og de fleste der set filmene med ham, kan ikke lade være med at nære en eller anden form for kærlighed, for denne ‘fjerne’ person.

Rollen som L spilles af Ken’ichi Matsuyama, som senest har været med i filmen “Kamui gaiden”. Ken’ichi Matsuyama gør endnu engang et fantastisk stykke arbejde i rollen som L. Denne rolle må være svær at vedholde, da L har helt specielle måder at bevæge sig på, og snakke. Ken’ichi Matsuyama er en fantastisk skuespiller, og får alle med seere til at vride sig af fryd, over hans geniale talent.

Selve filmen har alt hvad en god film behøver; Spænding, humor, alvor, og ikke mindst L… Der er ikke ét tidspunkt i filmen hvor man keder sig, og man har hele tiden lyst til at se mere. Dette er bestemt en film jeg vil forslå alle at se.

Det er svært at fortælle hvad filmen præcis handler om, da jeg i de fleste tilfælde ville lave spoilere, hvis folk der læser dette, ikke har set de to Death Note film.

 

Rainbows (Limited Edition B)

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r03

Titel: Rainbows (Limited Edition B)
Kunstner: Alice Nine
Genre: J-rock
Type: CD/DVD
Stars: 5 ud af 5
Min vudering: Singlen Rainbows blev udgivet d. 06.08.2008 Og er nok den hidtil bedste single de har udgivet. Limited edition b, indeholder 2 numre + en musikvideo til nummeret Rainbows. De to numre på cd’en er Rainbows og ストロベリー ファズ. Rainbows er klart det bedste nummer på cd’en. Noget af det som der er allermest fokuseret på i nummeret Rainbows, er de to guitarer, som helt klart supplere hinanden genialt. Den egentlige guitarsolo i slutningen, som med perfekt snilde bliver fremført i slutningen af nummeret, af Hiroto, er genialt skruet sammen, og det trækker kun nummeret op, at Saga bagefter runder nummeret af på en fed måde med sin bass. Hvis vi nu springer tilbage til introen, må jeg indrømme at Tora får spillet en fantastisk, rocket intro. Nummeret Rainbows er alt i alt et meget musisk interessant nummer, men man kan ikke se bort fra Shou’s fantastiske stemme, som han endda formår at få op i de helt lyse toner i dette nummer. Man kan ikke se bort fra at Rainbows er et af de bedste numre Alice Nine hidtil har kreeret.

Hvis vi nu vender tilbage til nummeret ストロベリー ファズ, kan man sige at det helt klart er mere ”glad” i det, og rocket på en helt anden måde. Hvor guitaren er meget tydelig i nummeret Rainbows, er guitaren langt mere trukket i baggrund i dette nummer (Der kommer dog en guitarsolo, og få steder er guitaren også ”trukket længere frem” i nummeret). I nummeret ストロベリー ファズ er der langt større fokus på Shous stemme. Nummeret er godt, og melodien catchy, men det bliver langsomt lidt ens formet at lytte til, og skønt jeg tror det bliver et stort hit, tror jeg næppe at det bliver et nummer som bliver husket på samme måde som Q, Rainbows, mm.

Musikvideoen til Rainbows er ikke imponerende, men langt fra dårlig. Der sker ikke så meget i den, men det er heller ikke altid det vigtigste. Filmen er godt klippet sammen, og bandmedlemmerne er gode til at følge rytmen, og sætte deres egne præg på hvordan man fx spiller på en guitar. Man får et godt indblik i hvordan det ser ud når bandet arbejder sammen om at spille. Og for os fangirls er det lækkert med en film, hvor man får masser af muligheder for at se vores ”guder” i action.

 

Alpha (Special Edition)

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r02

Titel: Alpha (Special Edition)
Kunstner: Alice Nine
Genre: J-rock
Type: CD/DVD
Stars: 5 ud af 5
Min vudering: Der er et par dårlige numre her i, som ikke er så imponerende som man kunne have regnet med. Men ud af 12 sange er der 6 store hits som er helt fantastiske, derudover er der selvfølgelig gode sange, men albummet indeholder sange som: Cosmic world, Jewels, Number six, White Prayer, og Blue planet. Netop disse 6 sange er nogle af de mest imponerende Alice nine har lavet, og trækker klart albummet op på fuld stjerner! Jeg har en b version af albummet, en first print, så til mit album høre der også en dvd med, hvor man har mulighed for at se musikvideoen til Cosmic world, og Blue Planet, det er super fedt! God cd, mange rigtig fede guitar soloer. Dette album er et must have, for alle A9 fans.

 

Chihiro og heksene

Denne anmeldelse er skrevet af Simone Møller

r01

Titel: Chihiro og heksene
Instruktør: Hayao Miyazaki
Genre: Animations tegnefilm
Type: Dvd
Stars: 4 ud af 5
Min vudering: Filmen Chihiro og heksene er en film både for børn og voksene. Filmen har en meget indviklet, og egentlig dybdegående handling, som blot gør den endnu mere interressant for selv store børn, og voksne at se. Chihiro og heksene er en vellykket animations tegnefilm, som er utrolig godt lavet. Til tider kan filmen virke langtrukken, men hvis man nyder “sanse indtryk” via musik, lyde, og billeder, så er denne film helt klar ideel for dig alligevel. Det er en nydelse at se på dette stykke kunst for alle aldre.