| Will truth set me free? |
| 2 Comments || Skrevet Friday 13 Aug 2010 13:18 af MicroCut |
|
Jeg er måske en smule i mit vemodige hjørne i dag. Måske er det bare det tænksomme. Uanset hvad, funderer jeg en del i dag. Mine tanker kredser umiddelbart omkring kærlighed, venskabe, og viderer til de direkte modsætninger; isolation, og ensomhed. Det lyder allerede deprimerende. Sådan skal det ikke opfattes. Min blog er trods alt mit frirum. Mange gange burde jeg måske optræde anonymt - og det ønsker jeg nogengange at jeg havde gjort. Jeg siger ofte at jeg ikke vil censureres, men det føler jeg dog alligevel af og til jeg bliver nødt til. Jeg bliver nødt til at ligge bånd på mig selv, fordi folk jeg kender IRL der læser med på siden ikke skal misforstå eller blive stødt over noget jeg skriver. Men trods den begrænsede censur, er bloggen her som sagt mit frirum. Her vil jeg have plads til at skrive den ene ligegyldige tankestrøm ned efter den anden. Men igen... For ikke at på nogen måde fortvivle nogen vil jeg gøre det klart at dette blogindlæg ikke skal opfattes som noget dyberer end en ligegyldig fundering - for det er hvad det er. En tanke der skal gives afløb for. Det er gået op for mig at jeg af og til er et meget isoleret og ensomt menneske. Jeg har ikke mange venner, for jeg har sjældent energien til at vedligeholde et sådant venskab. I dag er man nødt til at være i kontakt 24/7 for at være rigtige venner, og det er noget jeg ganske enkelt ikke magter. Selvfølgelig er jeg ikke helt alene i verden, og jeg har da også nogle venner... Men jeg er sjældent sammen med nogen. I dag er en af de dage hvor jeg kan mærke ensomheden snige sig ind i marv og ben. En dag hvor man kan se op i mod himlen, se skyerne drive forbi, og tænke at det hele er utroligt meningsløst. Denne følelse bliver ofte forstærket af den pessimistiske holdning jeg i forvejen har til uddannelse, relationer, og i det hele tiden fremtiden. Jeg ved godt at jeg reelt ikke ER ensom, og der ingen grund er for mig til at føle tilværelsen er en meningsløs zone af tidsfordriv, men af og til rammer følelsen mig. Den ensomhed og isolation jeg føler er 100% selvforskyld. Jeg har haft alle muligheder for at have en kæmpe vennekreds i dag, men min egen dovenskab, angst for at tabe ansigt og ikke mindst mistillid til andre mennesker har spændt ben for mig. Jeg har i dag ikke nogen venner eller veninder jeg føler at jeg kan ringe til hvis jeg er i nød. Ej heller føler jeg at jeg har nogle venner eller veninder jeg kan blotte min følelser for, og græde ud på deres skuldre. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen venner jeg stoler på, men fordi jeg ikke føler jeg fortjener deres sympati og hensyn - Jeg viser jo ikke selv dem nogen af de to ting. Jeg har distanceret mig fra det man kalder fællesskabet, og kun af og til kan jeg sidde og fortryde det, for er jeg endelig en del af en gruppe føler jeg aldrig at jeg passer ind. Jeg er ikke deprimeret, og disse følelser er langt fra noget jeg føler dag ud og dag ind, men alligevel syntes jeg ikke at det er noget jeg selv bør lade mig gå forbi. Følelsen kan være et preg om at det er på tide at jeg ændre livsstil, og måde at begærde mig blandt andre menneskser på. Det betyder måske bare at jeg skal prøve at blive en del af min klasse når jeg starter på University college d. 1 september, i stedet for at distancerer mig fra den, for at holde fast i hvem jeg tror jeg er. Et vip med en vognstang. Jeg er så priviligeret at jeg næsten altid får nye chancer. Måske er det på tide at jeg griber den? Jeg ville være kommet ind på noget omkring kærlighed... Men det vil jeg ikke alligevel i denne omgang. Jeg skrev det overstående da jeg stadig sad i Hjørring. Siden da er jeg blevet rystet godt igennem og er kommet med toget hjem til Aalborg. Jeg går mig en tur, og senere tager jeg måske over til min bror... Lige nu har jeg bare lyst til at gå en tur og lytte til musik.
|
Kategorierne: Mit Liv, Emomode, uforstående, Trist, Blandede følelser |
. |
|---|
| Hvor er det dog klamt og uretfærdigt! |
| 2 Comments || Skrevet Monday 14 Jun 2010 20:05 af MicroCut |
|
SÅ tager vi lige 2 sekunders pause fra min psykologieksamens forberedelse. Ikke for at spise - Jeg kan alligevel ikke få noget ned. Jeg har i dag siddet og grædt det meste af dagen. Båede over hvor elendig jeg er, og hvor uretfærdigt jeg syntes det er, at jeg har fået et emne vi ikke har haft om. Jeg hader seriøst den her dag, og jeg kan simpelthen ikke vente til at jeg har været oppe til psykologi i morgen, fejlet, og kommet videre. Min opgave har ikke nogen bestemt psykologisk retning, som er beskrevet, som de andres opgaver har haft. Min hedder bare plain 'Mødet mellem kulturer'. Og det er bare plain... Lamt... Det er virkelig nogle lorte bilag, og ARG! Gider ikke engang at kører mere i det. Må indrømme at jeg nu har givet op. Nu læser jeg bare lidt op på emnet, og så går jeg i seng; imens jeg hader mit liv (overdrivelse fremmer forståelse), og min psykologieksamen en lille smule, og så står jeg op i morgen, siger 'Fuck jer!' til min eksamen (ej det gør jeg ikke ;D men kunne være meget sejt), og går ind og tager det som det kommer. Dumper jeg... Så... Hader jeg nok mit liv for en stund, og så kommer jeg nok over det. SÅDAN må det være!
|
Kategorierne: Mit Liv, Skole, Emomode, Vred, uforstående, Trist, Blandede følelser, Ligeglad |
. |
|---|
| Kravl op i din egen røv og dø EP! |
| 0 Comments || Skrevet Friday 04 Jun 2010 08:32 af MicroCut |
|
Min EP opgave er skyld i at jeg har sovet ad helveds til i nat. Vågnede klokken 5:00 og kunne simeplthen ikke sove mere. Jeg prøvede gentagende gange at falde i søvn, men klokken 5:30 måtte jeg indse at jeg ikke fiklov til at sove mere. Lige nu sidder jeg så med total stress og venter på at klokken skal blive 09:30, så jeg kan gå op i mod skolen, hvor jeg skal ind til min EP eksamen. Jeg ved godt man ofte siger at man føler man dumper denne eksamen, men jeg er mere end 70% sikker på at jeg enten dumper denne eksamen, eller ihvertfald får 02. Jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg håber virkelig inderligt at jeg får 02 eller der over, men jeg er samtidig indstillet på at det er ret urealistisk, båede fordi jeg er så fandens nervøs, ikke føler jeg har styr over hvad jeg skal sige (på trods af at jeg nu har øvet det 130 gange), fordi jeg ikke føler besvarer min problemformulering til fulde (hvilket selvfølgelig er det største problem), og fordi jeg ikke rigtig ved hvad lærene forventer af os. Alt i alt er jeg ret doomed. Men det er også fint nok. Men jeg kender bare mig selv godt nok til at vide at jeg bliver ked af det hvis jeg dumper, men det er selvfølgelig bare noget jeg lige skal komme ud over. Tror faktisk direkte det bliver en befrielse når eksamenen er overstået, uanset om jeg er dumpet eller ej. Jeg har virkelig gået og været i dårligt humør over denne opgave, og jeg tænker at det bare er sådan det er. Jeg ville ønske at jeg kunne trylle tiden frem til lørdag aften hvor jeg ligger hjemme ved Nicki, puttet ind i et tæppe, og et bæger fyldt med is, imens jeg ser den ene gyser efter den anden, og trøster mig ved, at selv om jeg har dumpet har jeg jordens dejligste kæreste. OKAY! Nu smækker jeg computeren ned, og så smider jeg mit resultat ind i dag eller i morgen. Bliver jo nok en total emobesked hvis jeg gør det i dag efter eksamenen ^^" Haha... Nu får vi at se.
|
Kategorierne: Mit Liv, Skole, Emomode, Vred, uforstående, Trist, Blandede følelser, Ligeglad |
. |
|---|
Content Management Powered by CuteNews
