Status

Poonhill, Ghandruk, Nayapul, og… Shubidua?

Så er vi kommet hjem til Pokhara. Vi er allerede flyttet fra vores værtsfamilie, og over på det hotel, som vi skal være på, indtil søndag, hvor vi rejser til Kathmandu, og videre til Danmark mandag. Det er virkelig et lækkert hotel, med et rigtig toilet, og bedst af alt en rigtig seng. Ah! Det er lige det, vi trænger til, efter 75 km, gang i bjergene. En lille opdatering fra vores trekking, skal i dog ikke snydes for, og her kommer hvad blev skriblet ned, de to sidste dage:

Torsdag d. 8 september – Nu har jeg nået toppen. Hva’ faen’ sku’ jeg egentlig hér?:
Poonhill er på intet mindre end en højde af 3210 meter. Og her måtte vi gå op til, kl:4:30, for at se solopgangen. Var der nogen der sagde flashback til Mount Fujii i Japan, igen? Her var dog ikke så stejlt og langt, som vi måtte gå dengang, men luften var tynd, og luftfugtigheden meget høj. Det kommer derfor nok ikke som nogen overraskelse for nogen, at det var meget hårdt.

Da vi nåede toppen var det koldt. Det havde vi forudset og taget varmt tøj med – men når man først har svedt, som man jo gør på vejen herop, er det svært at få varmen igen. Desuden var det meget skyet ved ankomsten og derfor lidt tvivlsomt om vi overhovedet ville kunne se bjerge, og for den sags skyld solen, når først den stod op.

14247846_10209031662980581_1603603214_o

Vi ankom på toppen af Poonhill kl: 5:15 og ventede til solen stod op. Og det gjorde den da også… Et eller andet sted bag skyerne altså. Man kunne akkurat skimte et par spæde rødlige, stråler bag nogle af skyerne – men ellers ikke andet. Måske den mest fesne solopgang ever. Det var nu alligevel det hele værd, at nå toppen. Ikke så meget for udsigtens skyld, men mest fordi så fuldførte man det man havde startet.

14248129_10209031660980531_484546296_o

Jeg tror ikke helt Line vidste om hun skulle grine eller græde, gemme sig eller synge med, da jeg brød ud i sang. Ja jeg var nødt til det, for aldrig havde Shubiduas sang, “står på en alpetop” været mere passende; står på en alpetop! Kigger på det sneer (okay det sneede så ikke! Men det var skide kold) nu er jeg endelig nået helt herop. Hvad faen sku’ jeg egentlig her?
Nu har jeg nået toppen mor. Puh hvor er her skide koldt. Ja jeg har nået toppen mor – nu må du da være stolt! Var det, det du mente, da du sagde jeg skulle op?
.
Jeg tror ikke guiden var videre imponeret af min skøn sang, for han begyndte selv, at synge en nepalesisk sang… Vel ikke for at overdøve min smukke sangstemme?

Turen gik ned fra bjergtoppen omkring kl:6:15, og så spiste vi ellers morgenmad. Turen mod Ghandruk startede kl: 8:00, og var en ren dræber!

… Og ja! Jeg indrømmer, at formiddagens tema sang for mig i dag, har været ‘Sound the bugle’ med Bryan Adams. Den har spillet på meget dramatisk vis i mit hovede, hver gang jeg har tænkt jeg ikke syntes, jeg kunne klare mere. (Til dem der ikke lige kan huske teksten, så var det følgende vers som hovedsagelig har spillet på repeat i mit hovede: Sound the bugle now. Play it just for me. As the seasons change, remember how i used to be. Now i cant go on. I cant even start. I got nothing left, just an empty heart. I’m a soldier! Wounded so i must give up the fight. There is nothing more for me. Lead me away, or leave me laying here)… Min hjerne er meget dramatisk, men den første 1.5 time af vores tur i dag var virkelig hård! Luftfugtigheden var ualmindelig høj, og jeg syntes, at vandre på grænsen til konstant lufthunger, og asmatiskanfald – men luften er også tynd i over 3000 meters højde, når man skal gå op af stejle bjergsider.

Efter den 1.5 time konstante gang op af, begyndte terrænet at skifte. Vi gik nu lidt ned og lidt op, men primært ned af (som dog også er hårdt, men meget bedre fordi luften også bliver bedre des længere ned af bjerget vi kommer). Den første del af turen – dvs. Ca 15 km – skulle vi have klaret på 3 timer, men vi klarede den på 2 timer.

14315886_10209031700141510_1183205851_o

Faktisk gik i dag rigtig godt. Line vred dog rundt i knæet, hvilket selvfølgelig komplicerede hendes gang! Det er i forvejen hårdt for knæene at gå ned af de stejle, våde, og klippefyldte sider, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor ondt det måtte have gjort på hende. Heldigvis var hun hurtig til, at fortælle om smerterne, og da jeg jo selv er vant til problemer med mine knæ, grundet gigt, lå det lige i hænderne, at få lagt en elastikforbinding, som støtte. Ved nærmere inspektion ser der heldigvis ikke ud til, at være større skade på benet – men det betyder jo selvfølgelig desværre ikke, at det ikke gør pokkers ondt alligevel! Men Line er som altid sej, og har takket nej til både, at få båret tasken, og ponyture, og jeg ved ikke hvad.

Som om man ikke kunne have drama nok i dag (jaaaa, det er en overdrivelse), så oplevede vi faktisk mere spænding! Først så guiden en slange, og bad os om, at stoppe. Da jeg så den var på tykkelse med mit håndled sprang jeg bagud. Line virkede ret rolig, men havde kun set spidsen af halen, og fortalte senere, at hun havde troet det var en lille en. Det skulle dig vise sig, at Line ikke skulle snydes for synet af en slange, for en times tid senere, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en slange! 20 centimer var der i mellem dens hoved (som var på størrelse med et halvt æble), og mig. Jeg trak vejret forskrækket ind, og gik langsomt 2 skridt baglæns, inden jeg vendte mig om, og sprang op af klipperne mod Line (hurtigere og mere atletisk havde hun aldrig set mig!) mens jeg endelig fik råbt ‘snake!!’. Vores guide vendte sig om, så slangen, og sprang så ellers 5 meter, ned af klipperne. Slangen begyndte at sno sig imod bevoksningen på den anden side af stien. Over 1.5 meter var den. Denne gang var Line heller ikke meget for, at skulle passerer bevoksningen hvor den var forsvundet ind i. Måske på grund af størrelsen? Måske på grund af den frygt, som guiden åbenlyst også udtrykte da han så slangen.

Vi nåede dog sikkert frem til Ghandruk (helt uden slangebid! Juhu!), omkring kl: 15:00. Over 30 km i bjerge på 7 timer (inkl en times frokostpause). Fødderne var ømme, men vi er ved godt mod. Imorgen står den på 4 timers gang – eller 40 min gang, og en rystetur i en offentlig bus resten af vejen, alt efter hvordan Lines knæ har det.

Fredag d. 9 september – Ømme ben, men stålfaste skridt mod Nayapul!:
Håbet og drømmen om, et lækkert hotelværelse, med en dejlig varm bruser, og en blød seng, var nok noget af motivationsfaktoren, for at komme ned af bjerget, og frem til vores endestation; Nayapul. Vi vågnede ellers begge med ømme ben. De føltes gamle, og stive, og bare det, at skulle gå ned af trapperne, fra vores værelse, for at spise morgenmad, var en udfordring, som vi ømmede os over bagefter. Vi kom dog afsted kl:8:00, med en forventning om, at være tilbage i Pokhara omkring kl: 15:00, da vores trek ville tage 4-5 timer og køreturen fra Nayapul til Pokhara omkring en time.

14285219_10209031732942330_139488887_o

Der er ikke meget, at sige om turen ned. Det første stykke var på klipper, og “trapper”. Det var hårdt – især for vores knæ, som efterhånden var godt belastet – specielt Lines knæ, som hun jo forvred dagen forinden. Heldigvis klarede vi den, og efter 1 times tid, nåede vi noget der kunne minde om en grusvej – dog noget stejlere, og mere ujævn. Det var noget nemmere, at gå her.

14285431_10209031733542345_127171154_o

Det havde regnet meget de sidste par dage, så vi måtte en enkelt gang, vende om, og ændre retning, da broen vi skulle have krydset var skyllet væk. Sådan er det af og til her i Nepal, når moonsoonregnen rammer. Vejen vi gik ad, var på et tidspunkt også så oversvømmet, at vi måtte smide sko og strømper, og vade igennem hvad der mest af alt mindede om et vandfald, og en lavvandet flod.

14274494_10209031731502294_2036804850_o

Vi nåede Nayapul omkring kl: 11:30. Langt hurtigere end forventet. Vi spiste en tiltrængt frokost her (nepaleserne siger ellers vi ikke spiser nok!), og ventede på, at vores chauffør skulle komme. Vi gik den sidste kilometer hen til mødestedet, og var hjemme allerede omkring kl: 14:00.

14274534_10209031730902279_2076140101_o 14247604_10209031730342265_346807021_o

Det var en rigtig god oplevelse, at være på trekking, i de nepalesiske bjerge, og vi fik set noget imponerende natur, og nogle smukke bjerge. Vi er trætte, og glade for, at vi “kun” valgte 4 nætter, og “kun” 75 km, da terrænet ikke ligefrem er, som en hyggelig gåtur i skoven derhjemme. Det er barsk, og noget mere utæmmet. Turen fra Nayapul til Poonhill, og tilbage igen, kan dog afgjort anbefales.

Mange flere billeder kommer senere…

De første to dages trekking

Riverraftingturen D. 5 september (og hvad vigtigere var; Lines fødselsdag), vil jeg lade Line lave et gæsteindlæg om, hvis hun får lyst. Dette indlæg vil i stedet være omkring vores 4 dages trekkingtur.

Tirsdag d. 6 september – den første trekking dag:

Vi har lige lagt os til rette på det værelse vi har fået, på guesthouset her ved Ulleri. Vi har nået at sidde og drikke en sodavand, og fået et dejlig varmt bad (her er ikke koldt- men efter at solen har stået på os hele dagen, og vi dermed har kampsvedt, bliver det pludselig koldt om eftermiddagen når det bliver overskyet, og solen i det hele taget er ved, at gå ned). 

Klokken er 16:42, og vi er trætte.
Det har været en rigtig god dag, trods man sommetider har tænkt; “Oh my god! Hvorfor gør jeg det her imod mig selv?! Og så endda med fuld oppakning?!?!”. Det er en følelse jeg også kan huske fra, da Sarah og jeg besteg Mount Fujii, sidste år.

Vi startede i dag vores trekking kl:10:00, hvor vi gik fra Nayapul. Det første stykke vej bestod af grusvej, stenstier og enkelte sten lagt som trapper. Det var min fortrukne del af turen. Da klokken ramte 14:00 kiggede vores guide på os, for foden af noget der lignede en kæmpe trappe (med meget ujævne trin, dog! Og ret stejl…), og fortalte os, at nu manglede vi kun at gå op af 3500 “trappetrin” og så ville vi være der. Hvor lang tid det ville tage? Omkring 1,5 time.
1,5 time på trapper er virkelig hårdt! Som i virkelig hårdt! Især når man render rundt med rygsæk på samtidig. Dog bar vi rygsækken stolt, da vi passerede, folk der havde hyret andre til, at bære deres tasker: noget vi måske ikke længere gør om 4 dage!

I morgen skal vi gå i 4 timer ca. Vi skal gå til Ghorepani, og jeg har på fornemmelsen af, at hele turen er på trapper, og formentlig også ret stejlt. Vi bliver så stolte når vi når Ghorepani i morgen!

Her er helt fantastisk smukt, og i dag er virkelig hashtagget ‘#worththepain’ værdigt!

Onsdag D. 7 september – Ghorepani:

Vi gik i seng kl:20:00 i går. Efter at have hvilet hele eftermiddagen og spist aftensmad, var jeg slet ikke så træt mere, men jeg ved pr. Erfaring at det er en god ide at gå i seng i ordentlig tid, for man ved aldrig hvilke forstyrrelser der kan komme i løbet af natten.

Line havde sovet dårligt i nat, og hostet en del. Hendes hosten forstyrrede sådan set ikke min søvn overhovedet, da jeg jo altid er vågen meget af natten – men jeg bekymrede mig da lidt. Heldigvis så hun bare træt ud, da vi vågnede kl. 6:00, og ikke syg ud. Det var tydeligt, at hun var udmattet, men Line er heldigvis en hård nyser, og klarede alligevel dagens trek uden problemer, hvor vi andre (aka. Mig) nok ville have vrælet og klaget mig hele vejen.

Kl: 09:00 forlod vi vores teahouse, og begyndte vores trek imod Ghorepani. Dagens trek var meget anderledes end i går. I dag var lang mere skiftende natur og omgivelser, og meget smukkere. 

Der var mange helt fantastiske udkigspunkter, hvor man kunne se rismarkerne danne enorme ‘trapper’, masser af jungle, små bække, store vandfald, og et virkelig rigt fugleliv. Det var virkelig helt fantastisk! Og det var dejligt at i dag var en noget kortere og nemmere trek, så vi kunne give os tid til at nyde omgivelserne.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at i dag overhovedet ikke var et hårdt trek – for der var virkelig et par øjeblikke hvor man bare overvejede, at sætte sig ned og give op – men sammenlignet med i går, var i dag en hyggetur i parken. Den rene picnic!

Vi var allerede ved dagens teahouse kl: 13:45, og har lagt os godt til rette i soveposerne. Vi skal lade op til i morgen. Vi skal op kl: 04:30, og vandre en time til udkigsposten Poonhill, hvor vi skal se solopgangen, og så en time tilbage til teahouset hvor vi skal have morgenmad. Derefter sætter vi kursen imod Ghandruk… 8-9 timers trekking i morgen!

Vi er forøvrigt i 2847 meters højde nu.

Første udflugt uden opkast!

Så er tre dage i Chitawan nået til sin ende. Det var en rigtig lang tur derhen. Intet mindre end 10 timer. Rigtig skulle turen kun have taget 5 timer, men alt her i Nepal er langsommere end først antaget. Sådan er det bare. Desuden er der vejarbejde på den rute, som bussen køre, hvilket også sænker trafikken, da det nærmest er umuligt for 2 køretøjer at passere hinanden på de smalle bjergveje, når der samtidig er vejarbejde. Vi har da også set en enkelt lastbil her til morgen, som var væltet af vejen.

Det har været rigtig spændene, at se noget andet end kun Pokhara. Naturen har været meget anderledes end i Pokhara. Mere jungleagtig, og frodig. Det har også været meget varmt, og noget regnfyldt – men det er vidst typiske jungleforhold.

Vi har lavet lidt forskelligt på vores tredages tur. Jeg tror det mest spændene vi har foretaget os, var vores jungle-gåtur. Vi sejlede fra indgangen af naturreservatet, i en kano, og lidt længere ind i junglen. Undervejs fortalte vores guide om div. Fugle vi så, og det vi nu engang passerede. Efter lidt tid på floden, lagde vi til land, og bevægede os ind i junglen. Junglen var fyldt med spændene planter, insekter og dyr. Det dyr vi dog mest så til var iler. Jeg må indrømme jeg syntes de er nogle vamle sataner, men Line er fuldstændig kølig omkring dem! 

På vores safaritur så vi både en krokodille, to næsehorn, en elefant, og fire rådyr. Derudover endte vi turen med at gå forbi den statslige avlscentral for elefanter, og den statslige ‘stald’ for han elefanter. En tiger blev det ikke til, men vi så et træ hvor den havde sat enorme kradsemærker i, som afmærkning af dens territorium.

Vores hytte/hotelværelse var inficeret af mug, og vores myggenet lige så hullet, som en Schweizer ost, men stedet var rigtig hyggeligt, og personalet utrolig søde, kompetente og interesseret i det natur/dyreliv de skulle guide os igennem. Det var en rigtig god oplevelse, at tage på en lille smuttur væk fra de noget større byer. Stemningen i Chiuwan var bare anderledes. 

Vi glæder os dog til at komme tilbage til Pokhara (skrevet på busturen hjem), da vi har massere af spændene planer i vente den kommende uge! I morgen skal vi fx. Fejre Lines fødselsdag med rafting, og kage!

… Turen hjem var også noget lang. Især for Line, som sad bag en kineser, der konsekvent lænede hans ryglæn heeeelt tilbage, hvorefter han bøjede sig fremover, og sov med hovedet mod sædet foran ham, hvorved han dermed ikke brugte ryglænet… Logic.

Og hey! Det har hermed været vores første udflugt hernede, hvor Line ikke har kaster op!!