Japansk næstekærlighed på en dag om fred

Japansk næstekærlighed på en dag om fred

I dag har været en rigtig dejlig dag, omend en smule hektisk fra morgenstunden af. Først og fremmest har jeg ikke sovet så meget i nat grundet smerter i det dårlige ben, så da uret ringede lidt over 7, syntes jeg at det var hårdt at stå op. Op kom jeg dog, og fik pakket mine ting som jeg skulle. Vi skulle fra morgenstunden af skifte hotel i dag. Ikke fordi det hostel vi boede på fejlede noget, men der var bare ikke plads til os flere nætter. Hotellet vi flyttede til, lå små 1-1,5 km fra det hostel vi ellers hidtil havde boet på, så det var ikke en lang vandretur med baggagen som vi skulle ud på. Solen stod dog allerede højt og tydeligt på himmelen da vi forlod hotellet omkring kl. 8:30. Temperaturen var da også allerede oppe på 30 grader.

Check in på det nye hotel var først kl. 15, men det var ikke noget problem, for vi havde på forhånd aftalt at de ville passe på vores tasker i mens vi brugte dagen på en bustur til lidt historiske seværdigheder. Vi fandt frem til Naha busterminal, og fik fundet bussen vi skulle med.

Køreturen gik fint, og det hele så meget rigtig ud… Indtil det vidste sig at busstoppestedet som vi regnede med at vi skulle af ved, aldrig dukkede op på tavlen over stop. Vi endte med at hoppe af ved endestationen som var en meget lille busterminal. Efter lidt roden rundt med mobilen fandt vi ud af, at på et eller andet tidspunkt havde bussen ændret retning, og havde nu kørt os 20-30 minutter i den helt gale retning – og hvis det ikke skulle være nok, så havde himlen også netop åbnet sig til et massivt skybrud – et af den slags man kun ser i subtropisk, og tropisk klima!

Helt fortabte nåede vi ikke at føle os ret længe. En ældre japansk mand kom ud fra ‘busstationen’, og spurgte om vi var på vej på stranden (eller; han sagde i hvert fald “Beach?”). Vi forklarede så godt vi kunne, at nej det var vi ikke, men i stedet var vi på vej til Okinawas Peace memorial hall. Den japanske mand kunne straks slynge ud, hvilken rute vi skulle med fra stoppestedet, og hvilken bus vi skulle skifte til. Han forsvandt herefter ind på kontoret, og kom kort tid ud med et kort (på japansk), hvor han vidste os hvor vi skulle skifte. Efter vi havde snakket lidt frem og tilbage (os på engelsk, manden på japansk og med meget få engelske gloser), følte vi os bedre rustet til at finde frem til vores destination. Manden fortalte os at stoppestedet var på den anden side af vejen, men at vi skulle vente med at gå derhen til bussen kom, da der ikke var læ der. Så forsvandt han ind i ‘busstationen’ igen.

Da tidspunktet for bussens afgang nærmede sig, væbnede vi os med tanken om, at nu skulle vi ud i den silende regn – dette var dog ikke tilfældet, for kort tid efter kom manden der havde hjulpet os, tilbage, og gav mig en rød paraply. Vi var lidt i tvivl om, om vi måtte låne den eller hvad der skulle ske med paraplyen, men kort tid efter kom der også en buschauffør forbi, og gav Rene en paraply, og fik sagt “presents”! Vi var MEGET taknemlige for venligheden! Jeg tror sjældent man ville møde mennesker i Danmark der ville strække sig så langt for at hjælpe et par vildfarende turister.

Vi kom med bussen, og fik spurgt chaufføren om han ville hjælpe os af ved det rigtige stoppested, og det ville han gerne. Bedst som vi kom af bussen og skulle skifte til den næste stoppede det med at regne, og solen begyndte igen at titte frem. Da vi nåede helt frem til Okinawa Peace memorial hall bagte solen som i en bageovn igen, så vi valgte at starte på musemmet for ikke at vade rundt i den aller kraftigste middagssol.

Billetterne til museummet var billige; kun 600 Yen som svare til cirka 35 kr i alt. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men jeg håbede på at det ville blive en oplevelse noget lig mine oplevelser på musemmet i Hiroshima for 3 år siden. Okinawa peace museum kunne ikke heelt leve op til det kæmpe museum i Hiroshima Peace park, men det var nu rigtig godt alligevel.

En af charmerne ved de japanske museummer jeg har besøgt er for det første at de ikke ligger fingre i mellem. Den barske sandhed bliver beskrevet, og de kalder en spade for en spade, og viser billeder man måske ikke ønsker at blive konfronteret med, men som man i allerhøjeste grad bør blive konfronteret med. Desuden elsker jeg at japanerne kalder deres ‘krigsmuseummer’ noget med ‘peace’ i stedet for ‘war’, fordi de netop til dels har til formål at vise krigens forfærdeligheder, og dermed dyrke idéen om, at vi ikke må lade den slags hændelser ske igen, og at vi i stedet bør arbejde for fred.

Det var desværre ikke tilladt at tage billeder indenfor, hvorfor der ikke er så meget visuelt at se her på bloggen fra vores besøg på museummet. Jeg kan dog kort fortælle at udstillingen indeholdte fortællingen om japanernes indtagelse af Okinawa øerne, lidt om 1 verdenskrig, og hvilke konsekvenser denne havde for øen, samt 2. verdenskrig. Især filmene, og fortællingerne fra 2. verdenskrig var grufulde.

Jeg må indrømme at jeg fældede et par tårer da vi læste om de civiles oplevelser under 2. verdenskrig. Hvordan de japanske soldater, og civile var stuvet sammen i grotter, hvordan de sultede og måtte drikke deres eget tis i et forsøg på at overleve, hvordan de japanske soldater dræbte børn hvis de ikke var stille, og hvordan flere civile blev slået ihjel af både japanske, og amerikanske soldater. Det var grusomme fortællinger – og tænk, de var virkelige hændelser. Det giver mig helt ondt i maven at tænke på, at nogen har måtte leve igennem dette.

Efter museummet begav vi os ud i varmen, i den enorme park der danner rammerne for det hele. Vi betragtede klipperne på vej ned til vandet, og selvom udsigten var ret så fantastisk så var det eneste jeg kunne tænke på, at mange mennesker havde mistet livet i grotterne i de klipper. Mange, mange mennesker.

Mine tanker på det enorme tab af menneskeliv, blev kun bekræftet og understreget ved de mange tavler der stod med navne indskriveret på alle de mennesker der havde mistet livet i kampen om Okinawa under 2. verdenskrig. Tavlerne indholdt navne på alle der måtte lade livet under kampene – både de allierede og japanerne.

Efterfølgende begav vi os op til de mange minde statuer. Der var ikke rigtig nogle skilte på engelsk her, så det var lidt svært at tyde hvad betydningen af hvert enkelt monument var – men vi vidste da at de alle stod for fred. Der var utallige monumenter. Jeg har faktisk aldrig set så mange samlet på et sted. Det var virkelig smukt.

Det var virkelig varmt at gå omkring i parken i den bagende sol, og vi sluttede da også dagen af med en lille is, inden vi begav os tilbage til bussen – denne gang klarede vi ruten hjem, trods det var en anden ind ud, uden problemer. Mit hoved føltes helt tungt da vi tog hjem af. Jeg var rigtig glad for oplevelserne vi havde haft i dag, men tanken om de skrækkelige ting der skete under 1. og 2. verdenskrig rørte mig dybt. Jeg er egentlig ret meget inde i 2. verdenskrig. Jeg er vokset op med en far og en storebror som interesserer sig meget herfor, så vi har altid været meget på div. museummer herom, men jeg bliver alligevel rørt og ramt hver gang jeg besøger et nyt – og især de japanske, fordi de er så hudløst ærlige omkring grusomheder de selv, og andre gjorde dengang.

Jeg kunne skrive meget mere om i dag, men jeg er simpelthen så træt her til aften, at jeg knap kan holde øjnene åbne. Jeg beklager hvis der er flere mærkelige sætninger, og stavefejl, end vanlig. Der blev ikke brugt meget energi på korrekturlæsning denne gang. Jeg ville bare gerne have skrevet dagens vigtigste oplevelser ned, så jeg bedre kan huske dem i fremtiden!

Der bliver smidt med keramikken

Der bliver smidt med keramikken

I dag var vores første rigtige dag i Naha. Jeg har jo været her før, men det er selv sagt første gang, at Rene besøger Naha – og Okinawa i det hele taget. Jeg har dog også kun været på et kort visit for 3 år siden. Jeg tror kun vi tilbragte én hel dag i Naha, inden vi tog videre til Ishigaki. Den gang var jeg ikke synderlig imponeret over byen, men det var da heller ikke fordi jeg ikke brød mig om den. Dengang var det eneste vi rigtig fik givet os tid til at se Tsuboya Pottery District, og vi kunne lide hvad vi så, trods vi var ved at omkomme i heden.

Vi har også været i Tsuboya Pottery District i dag, men det vil jeg vende tilbage til. Vi må hellere starte fra starten af. Vi sov længe i dag (helt til kl. 8!), og fik spist lidt morgenmad – bare en hurtig yoghurt fra Family Mart. Derefter undersøgte vi hvad området havde at byde på, og har booket os på en tur til snorkling/chill på vandet ved Kerama øerne. Vi har ikke fået en beskæftigelse endnu, så vi ved endnu ikke om det kan blive til noget, men vi krydser fingre. De skulle gerne vende tilbage indenfor 24 timer.

Vi ville egentlig gerne have haft et par overnatninger på Zamami, som er en af Kerama øerne. Jeg har aldrig været her, men øen skulle være kendt for dens smukke strande og krystalblå vand. Desværre har det ikke været muligt at finde overnatning der, da det er meget eftertragtet, og vi jo først fandt ud af at vi ville rejse til Japan for knap 5 uger siden. Der er en campingplads på Zamami, som jeg var klar til at kontakte – men dér har Rene trukket sin streg i sandet. Med 30-35 graders varme, og høj luftfugtighed gider han ikke sove i telt.

Det kan godt være at vi ikke kan få overnatning på Zamami, men det skal ikke stoppe os fra at besøge en strand på øen. Vi har derfor reserveret billetter til færgen der sejler frem og tilbage mellem Zamami, Aka, og Okinawa. Jeg glæder mig helt vildt! Det er noget af det jeg virkelig har set frem til, ved at skulle til Okinawa. Man får jo ikke helt samme ø fornemmelse her i Naha, som man fx. gjorde på lille Ishigaki.

Efter vi havde bestilt færgebilletter, tog vi videre til Kokusai Dori. På nettet var gaden beskrevet som et fedt sted at shoppe og souvenirers. Det var beskrevet som en gade fyldt med spændende butikker der bød på lidt af hvert. Det var et total flop! Ja der var butikker ad libitum – men de indeholdte stort set alle sammen det samme, til overpris. Det var slet ikke noget for os. Vi gjorde os dog samtidig den fejl at spise Yakiniku på en af resturanterne i gaden. Det så fint ud, men kødet var kedeligt, og grillen var en gasgrill, og virkelig ringe!

Vi skyndte os videre mod Tsuboya, men endte ved et tilfælde midt i et stort markedsområde! Jeg har ikke den fjernelse anelse om hvad området hedder, men det var virkelig et fedt sted. Selvfølgelig var der nogle af butikkerne der havde de samme ting, som ved Kokusai Dori, men der var også meget andet. Nogle af butikkerne var genbrugsbutikker, med vare i rigtig fin stand. Der var også lidt keramikforhandlere og antikforhandlere.

Vi begav os ind i en af antikbutikkerne, og blev mødt at en rigtig sød og imødekommende japansk kvinde, på ca. de 100 år. Vi kiggede lidt på de fine porcelænsskåle, og fandt hurtigt en vi gerne ville have. En lille grøn skål med låg, med en hvid blomst på. Den var virkelig lille fin og smuk. Faktisk var det Rene der fandt den, og sagde at den måtte vi have. Han går ellers ikke op i det med keramik og pyntenips, men han havde åbenbart også forelsket sig i denne.

Den søde dame i butikken ville selvfølgelig gerne pakke skålen ind i noget papir for os, så den kunne komme sikkert med os hjem – men desværre smuttede låget i hendes hånd og røg på gulvet og blev smadret. I første sekund blev jeg så ærgerlig over at det var sket, men efterfølgende blev jeg rigtig ked af på den gamle dames vegne. Hun havde jo ikke tabt låget på gulvet med vilje, og hun og hendes kollegaer undskyldte så mange gange. Vi forsøgte selvfølgelig at kommunikerer at det var helt okay. Trist at vi måtte gå derfra uden vores lille grønne skål, men sådan kan det gå. Jeg var så bange for at gå rundt inde i butikkerne med skåle og kopper, og ville have haft det SÅ dårligt hvis det var mig der var kommet til at rage noget på gulvet. Selvfølgelig syntes jeg det var ærgerligt for damen, men i det mindste var det et uheld i hendes egen butik.

Vi fandt frem til Tsuboya pottery street, og gaden var mindst lige så hyggelig som jeg huskede den. Der var butikker med keramik i hobetal; hver butik med hver deres stil. Det var virkelig hyggeligt at gå og kigge, men vi endte faktisk ikke med købe noget. I hvert fald ikke keramik. Vi købte til gengæld en awesome omgang dessert! Vi fik en portion shaved ice, med ingefær og brunfarin smag. Det lyder skørt – men det var genialt. Desuden fik vi en god kaffe hver, og kage. Alt sammen serveret i fint lokalt keramik selvfølgelig. Det var virkelig lækkert, og reddet lidt den flade fornemmelse vi havde efter vores middelmådige frokost.

Selvfølgelig skulle vi have det maksimale ud af dagen, så nu hvor dagen var begyndt at gå på hæld satte vi kursen imod Nahas eneste strand – Naminoue Beach. Vi var allerede forberedte på at, 1. det er en meget lille strand, 2. der ligger en motorvej igennem vandet, hvor folk bader! Jeg havde godt lagt mærke til Naminoue Beach sidst jeg var på Okinawa. Motorvejsbroen som passerer igennem vandet ved stranden, føre til lufthavnen, så da vi sidst kørte til og fra lufthavnen i dagslys (hvilket vi jo ikke gjorde denne gang), lagde jeg mærke til den lille hvide strand.

Naminoue Beach er rigtig hyggelig, når man ser bort fra motorvejsbroen. Det er ikke sådan en strand jeg nogensinde ville kunne forelske mig i, men det var nu et fint alternativ til ingen strand. Det var dejligt at dyppe fødderne i det lune vand (og ja jeg har den grimmeste tanline på fødderne efter mine sko!), og kigge udover vandet. Jeg kan også fortælle at stranden (og motorvejsbroen), har sin charme ved solnedgangstid, men hvad er ikke smukt når det er badet i et smukt orange/rødt lys fra de sidste solstråler?

Inden solen gik helt ned (vi gik tilbage til stranden), tog vi et smut forbi Naminoue shrine, som ligger lige op af stranden. Det var et smukt shrine, og vi var så heldige at komme på et tidpunkt hvor der stort set ingen var – vi var faktisk de sidste der gik fra shrinet, så vi fik faktisk lov at opleve dette smukke sted helt for os selv et øjeblik.

Vi sluttede af på en restaurant jeg kunne huske fra mit sidste visit på øen. Jeg kunne huske stedet fordi de serverede nogle super gode dybtstegte sødekartofler. Jeg var overrasket over mig selv, over at jeg kunne finde stedet. Min far har altid sagt at jeg kunne blive væk i en kop vand, og jeg må også indrømme at jeg for det meste minder om en hund der jagter sin egen hale når den skal finde vej – men åbenbart ikke når jeg er i Japan. Jeg har faktisk kunne huske rigtig meget, fra sidst jeg besøgte landet, og det har virkelig gavnet os af og til.

Kartoflerne var stadig gode, og det var resten af maden vi fik også. I morgen regner vi med at tage bussen til lidt historiske seværdigheder, men mere om det i morgen.

Vi er på farten igen

Vi er på farten igen

I dag var primært en rejsedag. Vi skulle nemlig til øen Okinawa. Øen ligger lige et goooodt stykke nede i det sydlige Japan.

Vi havde lige lidt tid om formiddagen i Asakusa, Tokyo til at gå og kigge på markeder. Men først fik vi en lækker morgenmad på en (tilfældig) af de mange hotelrestauranter vi kom forbi.

Derefter, ud på de gader vi troede vi havde set første gang vi var her. Men området byder altid på nye sidegader vi ikke har besøgt, så der er stadig nyt at se. Efter et par timer satte vi kurs mod Haneda Lufthavn. Alt gik efter bogen til lufthavnen. Man bliver lige mindet om med baggagen på ryggen, at nu er man altså tilbage i Tokyo igen med 33 graders tung mur af varme – og ikke den friske luft fra bjergene længere.

Vi fik noget japansk karry til frokost efterfulgt af en gang stolemassage i lufthavnens venteområde (ser Simone ikke bare ud til at nyde det? Haha!).

Og hvad med tyfonerne? Den første er passeret dagen før vi skulle flyve og den næste rammer det meste af Japans østkyst (nok også noget af Tokyo) de kommende dage. Vi har været heldige. Vores fly gik som planlagt (dog med en lille halv times forsinkelse) og to timer senere landede vi i Naha, Okinawa.

Der var buldermørkt da vi landede, for vi landede ca. kl. 20 om aftenen, så ingen “wooow”-oplevelse i denne omgang. Den må vente til i morgen, hvor vi skal ud at udforske området. Temperaturen siger dog 29 grader selvom det er sent aften, så man kan godt fornemme at vi er endnu længere syd på nu.

Vi har foreløbigt 2 nætter her på hostellet i Naha (samme som Simone og Sarah boede på sidst de var her) og så må vi se, hvad resten af dagene på øen kommer til at gå med.