Andres bryllup er ret stressende

Så blev det tid til, at fortælle lidt om fredag d. 16/09; dagen før Kenneth og Lindsays bryllup, som vi var så heldige, at være inviteret til, og som egentlig var vores primære formål med, at komme til USA.

Formiddagen forløb sig med, at besøge vores første Wallmart nogensinde! Det var stort! Men ikke så stort som jeg havde forstillet mig. Når man ser det i Tv’et er det altid meeega stort. Det kunne sammenlignes med Bilka i Aalborg. Men vi fik købt de småting, som vi lige stod og manglede (primært ting vi kunne spise til morgenmad).

img_5904

Efter vores lille indkøbstur, gik turen direkte videre, til destinationen hvor brylluppet skulle holdes dagen efter. Det var i en park, og derfor i ret smukke omgivelser! Desværre fik jeg dog ikke taget nogle billeder af stedet, da vi faktisk havde ret travlt. Jeg var ikke helt forberedt på, at vi kun havde 2 timer, til at hjælpe brudeparret, og deres familie, med at pynte lokalerne op til brylluppet osv. 2 timer er virkelig ikke lang tid, når man skal klargøre så stort et lokale til et storslået bryllup for næsten 100 mennesker.

Vi knoklede dog alle sammen, og nåede det. Det var helt fantastisk, og hvor blev lokalerne bare fine! Men hold nu op, hvor var vi bare trætte! Vi var dog ikke færdige! Langt fra faktisk. Turen gik nemlig videre til brudens bedsteforældre herefter, hvor vi skulle til “rehearsal middag”, og øve inden brylluppet… Ikke ligefrem noget vi kender til, i Danmark.

Rehearsal middagen var rigtig hyggelig – meget sydstatsagtig! og selvfølgelig fik vi også kylling, og kartoffelmos (og en masse andet!). Desuden fik vi lov at smage vores første amerikanske kage. Aldrig har jeg smagt noget så sødt. Måske pga. glasuren var lavet af sukker og smør?

img_0648img_5909

Det var rigtig rart at lære brudeparrets nærmeste, at kende! Især Lindsays bedsteforældre, som lavede maden, og hvis hjem vi var i, var utrolig søde, og imødekommende. Man skulle dog vænne sig til, at man skulle høre bordbøn inden maden, og “god bless you” var ord man rimelig ofte hørte, i bedsteforældrendes hjem, da de er meget religiøse.

Efter middagen, gik turen ned til kirken, som Lindsays bedstefar er præst i. Her skulle vi øve de ting der skulle ske i kirken. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var meget træt, da vi nåede til dette. Det var også lidt hårdt, at skulle sidde på sidelinjen så længe, da jeg ingenting skulle foretage mig under øvelserne. Heldigvis kunne jeg sidde og hygge med Jane, som var hustru til en af de andre bestmen.

img_5912 img_5913

Det var lidt underligt, at se øvelsen inden brylluppet. Jeg tror ikke ligefrem det er almindeligt i Danmark. Men det er jo netop dét, som er så fedt, ved at komme til udlandet, for og opleve et bryllup (og forberedelserne dertil!).

Da vi kørte hjemad kl: 23:00 den aften, var vi utrolig trætte (nogen der ser en mønster?), men samtidig meget spændte på dagen efter, hvor brylluppet skulle stå.

We are going SHOPPING!

På en eller anden måde, var det virkelig overvældende, at vågne op i USA, så kort tid efter jeg netop var kommet hjem fra Nepal. Endnu mere overvældende var det, at vågne op i USA, og tage direkte ud, og møde en masse nye mennesker – men også utrolig hyggeligt.

Dagen efter vores ankomst til området Cary, i Raleigh, North Carolina, USA, skrev Renes kammerat Kenneth, og spurgte om vi ikke havde lyst til, at komme og spise med ham, og hans familie. Vi takkede selvfølgelig ja, da det for mig var ganske rart, at møde gommen, til det bryllup vi nu engang skulle til om lørdagen (dette var torsdag), og da Rene, jo gerne ville have så meget tid med hans ven som overhovedet muligt.

Efter, at have konsumeret vores anden burger, her i USA, tog vi forbi Kenneths arbejdsplads, for at se hvordan han arbejdede. Kenneth er indenfor IT, og virksomheden han er hos, beskæftigere sig primært med udviklingen af apps. Det var meget spændene, at se, og en god måde at lære Kenneth og hans dagligdag, lidt at kende, på.

Turen gik herefter i samlet flok til et stort shoppingcenter kaldet “Crabtree valley mall”. Det var enormt stort, og med utrolig mange butikker. Det var primært mærkevarebutikker der var, at finde, så vi købte egentlig ikke så meget – måske også fordi den store købetrang ej heller var kommet over os, efter under 24 timer i landet. Vi endte dog ud med at købe et par sko hver. Jeg var så heldig, at kunne få 50% på mine conversesko, og desuden kunne få dem billigt, da jeg var nødt til at købe en børnestørrelse.

img_0638

Efter en hurtig kaffe på Star Bucks, gik turen videre til vores første store shoppingcenter, her i USA. Target! Vi skulle ud og finde en bryllupsgave til Lindsey og Kenneth. Der var ikke meget på deres ønskeliste, som kunne findes i Danmark, men rigtig meget af det var fra Target, så vi havde besluttet os for bare, at købe noget herovre.

img_0647

Vores møde med storcentret, var præcis som vi havde forventet! Gang efter gang med kæmpe pakker af div. produkter, og ikke mindst færdigretter! Jeg tror der var omkring 20 meter kølebokse, kun med færdigretter! Nå ja, og så omkring 5 meter med is. Åh ja! Billig Ben&Jerry is!!

usashopping

Vi fandt gaven vi havde ledt efter! Og nej – bare rolig! Det var ikke Ben&Jerry is… Selvom det ville have været en awesome gave.

Den første dag, skulle vise sig, at tage pusten fra os, for vi faldt i hvert fald i søvn, nærmest med det samme vi kom hjem. Og gud hvor havde vi et dejligt værelse, med en skøn, skøn seng, på vores værelse i Cary!

Gallery

So this is The States?

Langt om længe har jeg fået tid til at skrive et blogindlæg. Først og fremmest, vil jeg sige, at Line og jeg jo selvfølgelig nåede sikkert hjem fra Nepal. Vi var trætte, men glade for, at stå på dansk jord igen. Vores familier kom for, at tage imod os, hvilket var rigtig skønt.

hjemnepalhjemnepal2

Jeg havde som sagt under 24 timer, inden næste afrejse, så turen gik ret hurtigt, fra lufthavnen, og hjem i lejligheden. Det var så dejligt at komme hjem til en lejlighed der lige var gjort rent, og hvor vasketøjskurven var tømt – ja, og så ventede der også lige en omgang brunch! Jeg er i sandheden virkelig forkælet. Det var også guld værd, at alle disse ting var sørget for, da jeg jo egentlig havde ganske travlt. Jeg skulle nå at vaske tøj, pakke om, og farve mit hår (det skulle jo være pænt, og frisket op, inden brylluppet!).

img_5890Næste dag (afrejse dagen til USA), vågnede jeg op, og havde det mildest talt rigtig dårligt. Vi burde ligesom have set tegnene fra dagen før; aka. jeg sagde nej tak til is (!!!). Men afsted kom vi.

Der blev taget pæn afsked med os i lufthavnen, af svigerfamilien, og så gik turen ellers imod Amsterdam hvor vi skulle mellemlande inden New York.

Kort før første flyvtur kastede jeg op, og sådan fortsatte det ellers resten af vejen til New York, med opkastninger ca. hver halve time. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden Rene, som simpelthen passede så godt på mig, og sørgede for, at jeg havde det så godt, som man nu kan, mens man er ret så syg.

Heldigvis havde jeg det bedre da vi nåede til New York, og var da også begyndt, at kunne spise igen, så i mens vi ventede på vores fly til Raleigh-Durham, i North Carolina, fik vi da lige vores første burger (den var rigtig god! Men holy Moly hvor er vi træt af junkfood nu!).

img_5897

Vi var i JFK lufthavn, i god tid inden vi skulle rejse videre, da vi havde fået fortalt, at det var en lufthavn med tryk på, og man derfor kunne risikere at vente meget længe for at komme ind i landet. Det var dog ikke tilfældet for os; eller… Det gik måske lidt hurtigere for mig, end det gjorde for Rene, for Rene blev både spurgt om han havde bragt mad med i sin bagage (med håndtegn, for mad og det hele, i tilfælde af at han ikke forstod engelsk), hans pas blev tjekket et par ekstra gange ved paskontrollen, han skulle igennem et ekstra sikkerhedstjek (scannes) ved security, alt i mens, jeg gik direkte igennem det hele.

Desværre viste det sig, at vores fly videre var forsinket med 1.5 time… Hvilket betød relativ lang ventetid, i forhold til hvad vi lige havde regnet med. Det gjorde ikke noget, men vi var udmattede. Jeg blev ved med at falde i søvn, mens vi ventede på flyet, så Rene var virkelig endnu engang, den der holdte skansen, og passede på vores ting.

Vi sov under hele flyvturen til Raleigh, hvilket nok var meget godt, da vi følte, at vi havde lidt af en mission foran os, med at finde hen til Hertz, få fat i vores lånebil, og så ellers tilbagelægge den 20 min lange kørsel til det AirBnB vi havde bestilt. Det viste sig dog at være ganske nemt, at komme til Hertz, da der gik en “privat” bus direkte derhen. At få fat i bilen, en Chrysler 200, var egentlig ganske let, og ret hurtigt, var Rene (ja; han var bare dagens helt!), bag rattet.

img_0625

Vi havde lidt et hyr, med at finde ud af indstillingerne for sædet, og en god portion nervøsitet, over nu at skulle begive os ud i den amerikanske trafik. Af sted kom vi dog, og Rene klarede det uden flossede nerver. Desuden var det en ganske god første køretur, for klokken var lidt i 23:00, og vejene derfor relativt tomme (billedet er taget dagen efter).

Da vi nåede frem til vores hus i Cary, havde vi ikke rigtig tid til at nyde, hvor fint det egentlig var, for vi var så trætte, og vi smed os derfor direkte op i seng. Det var dejligt at vores første møde med AirBnB, lod til at være så problemfrit. (nedenstående billede, er huset vi boede i. Det er taget dagen efter ankomst – og nej… Vi aner ikke hvorfor søren der holder en ambulance ude foran, det gjorde der bare engang i mellem.).

img_0644

… Blogindlæg om de øvrige dage kommer i løbet af de næste par dage. Rene har endda lovet, at han også vil komme bag tasterne, og skrive et par indlæg, om vores tur hernede.