Kaotisk; men med små hurtige smil

Kaotisk; men med små hurtige smil

I dag havde vi første dag på den kirurgiske afdeling. Som vanligt, anede de ikke, at vi kom – men det havde vi bestemt heller ikke regnet med. Vi var lidt spændt på hvordan de vi ville tage imod os på afdelingen, da vi på de øvrige afdelinger, har været mødt, af personale der har været en smule skræmte (eller sådan har det i hvert fald føltes), over vores tilstedeværelse. Første håndsindtrykket af afdelingen? Kaos!

Vi blev mødt med smil, da vi ankom til afdelingen. Dette er første gang dette er hændt. Vi præsenterede os, og spurgte om, hvor vi kunne klæde om. En sød sygeplejerskestuderende (på andet år, fortalte hun os), viste os hen til et kontor lig det, som vi klædte om i, på børneafdelingen. Da vi kom ud fra kontoret i vores uniformer, og satte os hen til personalets placering, brød noget nær kaos ud. I forvejen var der omkring 5 faste sygeplejersker på afdelingen, 2-3 sygeplejerskelærer, og 8-10 sygeplejerskestuderende (vi kan kende dem på uniformerne efterhånden), men pludselig kom marcherende ind, yderligere omkring 20 sygeplejerskestuderende. Det er noget af en bemanding må man sige! Og lettere kaotisk føltes det altså, på ens første dag.

Vi fik forklaret, at de første 8-10 sygeplejerskestuderende var andet års studerende, og, at de faktisk var på vej op til deres eksamen. De 20 nytilkomne sygeplejersker, var fra et andet universitet, og havde deres første dag på afdelingen i dag.

Det blev en ret stille og rolig dag, og selvom vi ikke har fået den helt store introduktion til noget som helst (hvilket vi jo heller ikke har fået de andre gange), føler vi, at det nok skal blive en rigtig fin, sidste afdeling, at opleve. Vi er i hvert fald blevet mødt med positivitet, og har sendt en hel masse smil, og åbenhed tilbage i samme retning, og håber samarbejdet, kommer til at fungerer rigtig godt. Vi har allerede fået, af vide, at i morgen bliver en travl dag – for i morgen (og fredag) er det operationsdag!

Vores første trekkingtur – og lidt mere opkast

Vores første trekkingtur – og lidt mere opkast

image

I dag havde vi vores første trekkingtur her i Nepal. Vi tog på en tur, vi tænkte måtte være relativ simpel. Derfor medbragte vi ej heller en guide. Vi gik til Sarankot, som er det øverste område, på et af de nærliggende bjerge. Vi gik stort set op til samme punkt, hvor vi havde paraglidet fra i går. Det var varmt, og turen op var stejl.

Da vi nåede til et kryds, oppe ved Sarankot viewpoint blev vi lidt i tvivl om, hvor vi skulle gå hen. Vi begyndte at gå op af en vej, men en jeep stoppede, og spurgte os hvor vi var på vej hen. Vi fortalte, at vi ville til at ned fra bjerget, ned mod Lakeside. Han grinede lidt, og fortalte os, at vi gik den helt forkerte vej, og, at for at komme ned til Lakeside, skulle vi samme vej som vi kom fra. Han skulle nok køre os for 500 RP. Vi takkede pænt nej, for vi havde ladet os fortælle, at man godt kunne gå ned til Lakeside fra bjerget – plus hele turens formål, jo var at gå, og få set noget. Chaufføren pegede så i stedet i en retning af en sti, som første ned af bjerget, og sagde, at hvis vi ikke ville køre ned, så skulle vi gå den vej ned. Og det gjorde vi.

Det første lange stykke vej ned, var helt fantastisk smukt! Vi gik af små stier, og var nogengange i tvivl om vi var på afveje – men til sidst endte vi ud på en lille grusvej, som gik igennem flere af bjergbyerne. Flere gange blev vi spurgt hvor vi var på vej hen, og alle pegede den samme retning, når vi sagde Lakeside.

Efter, at have set et skilt med ordene “4 km til Lakeside” og en pil ned af en stejl sti, begyndte vi, at føle os optimistiske, for vi var ved, at være en smule udmattede. 4 km var jo ingenting, i forhold til, hvad vi allerde havde gået op af! Det første stykke gik også rigtig fint, indtil vi kom til et stort område, hvor en kvinde og en mand, lod deres store bissonokse græsse (med dens kalv). Den store okse (som havde meget store horn!), stod foran stien hvor vi skulle ned, og hver gang vi prøvede, at gå udenom (i en stor bue udenom), fulgte den efter os, på en måde vi syntes var lidt truende. Kvinden formåede ikke, at skræmme den væk fra os, og smilede opgivende, og pegede så i modsat retning og sagde “shortcut”. Vi havde ikke rigtig andre valg, end at tage hendes shortcut.

Måske var ruten kortere. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har jo ikke noget, at sammenligne med – men man må sige at det var en… Spændene… rute hun havde ledt os ud på. For det første, var det nærmest inde i junglen. For det andet, var det nærmest trappetrin man skulle gå ned af (=mega hårdt), og der var mange vilde dyr, og planter, som bevoksede stien. Desuden var stien ret ustabil, og et par steder, var det nærmest lidt halssprækkende, at gå, da man kunne falde ret langt ned. Vi så heldigvis ingen slanger, og flot var stien da også!

Hvad værerer var, var, at Line desværre pludselig blev meget dårlig. Kvalme, svimmel, og med rystende muskler. Det var helt tydeligt, at hendes blodsukker var lavt, og vi måtte hurtigt have hende ned, så hun kunne få det i vejret, da vi desværre ikke havde noget på os, som hun kunne få at spise eller drikke (udover vand), og vi nu var ude i ingenmandsland. Line klarede turen ned, og vi fik fundet en butik hvor vi kunne få lov, at sidde ned. Jeg ville lyve hvis jeg ikke fortalte, at mine ben også var begyndt at gøre ondt.

Vi fik købt cola (vand havde vi allerede), og Line kom ned og sidde. Alt farve forsvandt i hendes ansigt, og hun måtte storme ud på toilettet og kaste op. Da hun kom tilbage så hun endnu mere dårlig ud, og hun fortalte det sortnede for hendes øjne. Hun så opkogt ud, og jeg skyndte mig, at beordre sko, og hat af hende, og viftede ellers løs med først hatten, og dernæst et stykke pap, som vi fik af butikkens ejer, for at køle Line ned.

Efter, at have sundet sig, drukket cola, spist chips, og blevet kølet af i skyggen, fik Line det heldigvis bedre. Hun fik lov til, at beslutte om vi skulle tage en taxi ned til Lakeside, men hun følte sig tilpas til, at gå.

Da vi endelig sad nede på vores vanlige cafe ved Lakeside, havde vi da også tilbagelagt 22 km i bjergene på bare lidt under 5 timer.

Line har det heldigvis godt igen, og hun har også fået de pommes fritter, og den lemon icetea, som hun tænkte på, hele det sidste stykke ned af bjerget. Hun er sgu sej!

Vi er begge enige om, at turen på de fleste punkter var en rigtig god oplevelse. Vi fik virkelig set nogle smukke omgivelser, og nydt nogle skønne udsigter! I dag var vejret ligeledes så klart, at vi faktisk kunne se rigtig meget af Himalaya bjergene.

Indlægget indeholder udelukkende ét billede, grundet dårligt net. Flere billeder vil blive tilføjet, efter hjemkomst.

“I need to vomit”

“I need to vomit”

Efter en hård uge fyldt med en masse indtryk, synes vi, at vi trængte til luftforandring – bogstaveligt talt. Vi havde hjemmefra talt om, at vi godt kunne tænkte os at paraglide, så det gjorde vi!

Vi var blevet fortalt, at vi skulle være klar kl. 9. Dette blev dog rykket til 11.30, som endte med at blive kl. 13. I Nepal går man ikke så meget op i punktlighed, hvilket er noget vi lige skal vænne os til. Men i bund og grund er det ret befriende.
Vi blev hentet af en jeep, hvilket skulle vise sig, at være et ret fornuftigt køretøj til den køretur vi skulle på.

Vores startpunkt lå naturligvis højt oppe på et bjerg, som vi derfor skulle køre op til. I Nepal er vejene i virkelig dårlig stand og samtidig har vi sjældent oplevet personer, der kører mere råddent end de gør hernede. Bjergkørsel er ikke en undtagelse. Vejene er virkelig smalle, der er ingen afspærring ud til skrænterne, og asfalt er man heldig hvis man ser. Hornet er bilisternes bedste ven. Man dytter simpelthen bare når man nærmer sig et hjørne, og så håber man, at eventuelle modkørende hører dette og flytter sig.

Simone og jeg kiggede flere gange på hinanden undervejs, da nogle af vejene så temmelig farlige ud at passere. Desuden sad vi 10 fuldvoksne mennesker klemt inde i en bil med plads til 7, så vi hoppede lidt rundt i hinanden. Men vi nåede frem!

Vi fik hver tildelt en pilot som skulle flyve med os. De var begge enormt søde og venlige, og fik forklaret os hvordan vi skulle sætte fra, sidde undervejs, og generelt gjorde de, at vi begge var rigtig trygge ved situationen.
Jeg var den første der skulle afsted. Det er den vildeste oplevelse, når fødderne slipper jorden og man bare har luft under sig, og det eneste der holder en oppe, er en faldskærm. Der var stort set skyfrit, så vi havde den smukkeste udsigt over Nepals bjerglandskab. Det var fantastisk!

Min pilot var ret interesseret i, om jeg havde en kæreste eller var gift. Jeg måtte dog sige nej til begge, hvilket han ikke helt kunne forstå. Jeg var på nippet til at give ham ret, indtil jeg fik ødelagt den romantiske situation, ved pludselig at skulle kaste op….
Det var så synd for den stakkels mand, der sad bag mig, og sagde “Please, don’t vomit, please don’t vomit…”
Lad mig bare slå fast; 3 gange opkast i luften, er ikke ligefrem det bedste scoretrick.

Vi havde dog en fantastisk oplevelse. Simone klarede turen uden opkast. Hendes pilot havde været helt nervøs for, at hun kedede sig, fordi hun ingenting sagde, men hun var så optaget af indtryk, at hun bare sugede til sig. Vi var heldige, at der blev taget billeder og videoer undervejs, som vi kan tage med tilbage til Danmark som et minde.

I morgen har vi planlagt et trek til Sarangkot. Vi nyder vores fridage, hvor vi kan blive tanket op med ny energi, og få bearbejdet de mange hårde skæbner, vi allerede nu har mødt på hospitalet.

  • Min fine tallerkenrkke glder mig til at benet bliver godt
  • S gr jeg fra p 3 dejlige dages juleferie! Det
  • S er der lavet juledekorationer  juledekoration winteriscoming christmas christmasdecor
  • Mariska og jeg ordner lige boks mens vi troelige venter
  • Tidlig start i dag Hjemme kl 1030 fra stalden hvor
  • Elsker nr efterrsvejret arter sig og man kan ride afsted
  • Sknt at sidde ude i shorts om aftenen og kigge
  • Ferie ferie FERIE! Slap nu af du har friii og