Når familien er samlet… Sådan næsten da.

I anledning af, at jeg rejser i næste uge, er jeg blevet adspurgt om, ‘vi ikke liiige skulle ses en sidste gang’, inden jeg rejser – især fra familien. Det har simpelthen været for stressende, at skulle planlægge, at aflægge alle besøg, så derfor, har jeg i dag inviteret lidt familie, til spisning hos mig. Vi bliver heller ikke så lidt, her i den lille lejlighed. 17 nærmere bestemt. 5 personer kunne ikke komme.

Jeg har derfor brugt i går aftes, da jeg kom hjem (sent!), på at lave 3 cheesecakes. 2 af de sædvanlige jordbær cheesecakes og 1 fersken cheesecake, som jeg ikke har lavet før. Jeg har lavet 4 lasagner i dag. 2 skåle med gulerodssalat, og 2 fade med tomatsalat. Nå ja; og så er der da også indkøbt 8 hvidløgsflutes. Jeg tror ikke vi sulter.

IMG_5424_Fotor

… Sådan nåede jeg lige, at skrive inden gæsterne kom. Jeg kan nu sige, at det var en rigtig skøn aften – og nej! Ingen sultede! Vi havde faktisk mere end rigeligt med mad, og kage til overs. Vi fik sendt noget kage, med div. gæster hjem, og fik frosset lasagnen ned, så madspild bliver det heldigvis ikke til.

Jeg er glad for, at så mange kunne komme, og at vi fik en rigtig dejlig aften sammen, inden jeg rejser til Nepal. Det er jo ikke fordi jeg er væk i alverdens tid (kun knap 2 måneder), men det er nu rart, at have fået sagt farvel og på gensyn til de nærmeste, på en god måde.

Sindssyge menneske!

Jeg har lige været ved, at blive kørt ned. Faktisk måtte jeg springe for livet, for at undgå en grusom skæbne. Alt sammen, fordi en idiotisk bilist, havde meget mere travlt med, at have øjnene på en telefon, fremfor vejen, som han ellers også pløjede hen af, med alt for høj fart!

Jeg er i Århus i dag, for at hjælpe en veninde med lidt huslige ting. Min veninde bor i et dejligt område, med masser af skøn natur, og kun få meter fra hendes bolig, er der en skov, hvor man fint kan færdes med hund. Da jeg jo har lavet en aftale med mig selv, om at jeg minimum skal gå 10.000 skridt om dagen, kunne jeg fint gå med min venindes hund. Det er en sød og velopdragen hund, så den er nem at færdes rundt med.

Vi gik en lang tur i skoven, og hyggede os rigtig meget. Da vi går hjem af, skal vi gå, hvad der svarer til max. 100 meter langs en vej, hvor bilisterne ofte kører hurtigt, trods fartgrænsen på 80 km/t. Jeg tager derfor hunden på venstre side af mig, går imod kørselsretningen, og trækker hunden og jeg selv, langt ud i rabatten. Pludselig bliver jeg opmærksom på en bil, som kommer med høj fart direkte imod os. Langt over 80 km/t. Jeg når akkurat, at se ind igennem hans forrude, at han overhovedet ikke har set os, da han tydeligvis har øjnene på en telefon. På et splitsekund erkender jeg, at han ikke kommer til, at følge vejen, i det sving vi er i, og jeg kaster mig derfor over hunden, og længere ud i rabatten. I samme nu blæser bilen forbi – over det sted vi netop har stået – og smadre småsten udover os. Havde vi ikke flyttet os, er der ingen tvivl om, at vi var blevet ramt.

Jeg kommer på benene. Hunden er selvfølgelig rædselslagen, efter at have haft mit korpus pakket tæt omkring den, men ellers er der ingen skade sket med hende. Jeg opfanger først ikke at min telefon er væk, og mit tøj er fuldstændig smadret ind i grønne græspletter. Bilen der netop har været ved, at køre os ned, pløjer ufortrødent videre, og har formentlig ikke engang registreret, vores eksistens. Jeg samler min telefon op, og smider den i lommen.

Jeg gik tilbage i skoven med hunden, for at få hende til, at slappe af, og få en god oplevelse, trods hændelsen vi lige havde været ude for. Jeg havde mest lyst til, at gå tilbage til huset, for jeg var grædefærdig over oplevelsen. Da jeg endelig begynder, at gå tilbage, vil jeg ringe og snakke med min mor, eller Rene om oplevelsen, og her går det op for mig, at min telefon også er smadret. Skønt. Det har jeg jo også råd til at få fixet, op til min Nepal tur…

apple-1120730_960_720

Selvfølgelig er dét der betyder noget, at både hund og jeg har det godt. Tøjet, og telefonen er døde ting, og selvom det er mere end bare træls, så er der ikke noget, at gøre ved at det er gået i stykker.

Jeg har slået min overarm/skulder, og mit knæ, men ellers tror jeg vi slap ret nådigt fra oplevelsen.

Image

Endelig lidt ferie! Og årsdag med min kæreste <3

I går havde jeg min første fridag, i over en måned! Det var intet mindre end skønt. Det kunne ikke være mere passende, end, at jeg selvfølgelig havde min første ferie i går, som også var Renes og min, årsdag.

Vi havde ikke de helt vilde planer i går. Vi var begge enige om, at det skulle være en afslappet dag, med fokus på bare, at hygge os sammen. Vi havde da også en virkelig dejlig dag, hvor der både blev tid til en lille eftermiddagslur, spisning på restaurant, og en biograftur om aftenen (vi så Lights out).

1914561_10207688836850767_5131351328422628122_n
Det er slet ikke til, at fatte, at der allerede er gået et år. Det har været et rigtig skønt år. Jeg føler, at Rene på mange måder gør mig hel. Han er roen, til det mylder af tanker og de elektriske impulser, som jeg sommetider føler, dominerer min krop. Rene er på mange måder, en modpol til hvordan jeg tænker og opfører mig, men vores grundlæggende værdier, vores menneskesyn, og vores kærlighed til hinanden, er så tæt op af hinanden, som noget overhovedet kan være. Jeg er oprigtig glad, for den måde, som vores liv er sammen.