Så startede vi på neonatal afdelingen

Så startede vi på neonatal afdelingen

I dag havde vi første dag på neonatal afdelingen. Der var lidt forvirring omkring, hvem vi var, og hvad vi lavede her (no shit Sherlock?!), lige da vi kom. Vi er dog ved at vende os til, forvirringen omkring, hvad søren vi laver på et offentlig sygehus i Pokhara. Trods vi fortsat møder meget stilhed, og meget lidt information, når vi kommer til afdelingerne, fik vi da i det mindste vist et omklædningsrum, og fik endda fortalt hvornår der var pause i dag. Det var jo rent luksus. Alle øvrige informationer, i løbet af dagen, har vi dog måtte kæmpe for, at få ud af personalet.

img_5611

Vi havde alligevel en ret god dag. Det var spændene, at være på neonatal afdelingen, men gud hvor er de altså små! Børnenes gennemsnitsvægt lå mellem 1-1.5 kg. Nogle af dem var så små, at de nærmest ikke lignede menneskebabyer! Det var dog dejligt, at se, at omsorgen for patienten (babyen), var noget større hér, end omsorgen der blev udvist på børneafdelingen. De pårørende derimod – altså forældrene – er  fuldstændig uvelkomne på afdelingen. De kan lige få lov til, at komme og afleverer den medicin, og det øvrige udstyr de har købt, og så bliver de ellers bedt om, at gå igen.


I morgen, står Line og jeg for morgenplejen af de små. Det betyder, at vi skal vaske babyerne, skifte dem, og tjekke om ilten stadig virker (ilten er forøvrigt store beholdere, som mest af alt, ligner noget der kommer fra anden verdenskrig – og så bliver de skruet og ned, vha. store svensknøgler. Det ser meget voldsomt ud), osv. Det bliver spændene, men også en smule skræmmende for mig, som ikke har nogen erfaring med babyer – og da slet ikke nyfødte.


Jeg tror alt i alt, at vi ser frem til, at tilbringe den næste uge på neonatal afdelingen, inden vi skal videre til en post kirurgisk afdeling.

Status fra Nepal: Fridag! og alt det andet…

Status fra Nepal: Fridag! og alt det andet…

img_5596
I dag har vi fridag. Selv om vi på mange måder har nydt hele ugen med frivilligarbejdet på sygehuset, glæder vi os vidst, alligevel, lidt til, at have en fridag. Det bliver dejligt, at komme ud og se noget mere af Nepal, og opleve de kulturelle forskelle.

I morgen skal vi med familien til noget festival, og se noget de kalder ”kulturdans”. Så vidt jeg har forstået, er det faktisk en dansekonkurrence. Det bliver meget spændene, at se… Og varmt. Allerede fra morgenstunden er der næsten 30 grader.

Alle dagene vi har været hernede, har det været varmt, og hver nat har det regnet. De fleste nætter har det regnet ret voldsomt, og den ene nat stormede det endda så meget at dørene klaprede faretruende.

Alt er vel hernede, men én ting er sikkert – jeg kommer aldrig til at blive glad for karry igen. Morgen og aften, får vi ris, med karry ”sovs”. Der er små variationer i grøntsagerne, som vi får dertil, men ellers smager det hele ret ens. Misforstå mig ikke. Maden er som sådan ret god, og der er rigelig af den… Men en måned med det samme mad. Man skal i hvert fald lige vende sig til tanken.

Noget man til gengæld hurtigt vender sig til, er at stå op og tisse. Og vaske tøj under en vandhane udenfor. Og sidde mast sammen i en bus, med buldrende indisk/nepalesisk musik, fra højtalerne. Og wifi, som man kun kan tilgå fra terassen, da det i virkeligheden tilhører naboen… Og gå en tur op i bjergende, omgivet af natur, som næsten tager åndedrættet fra én. Her er på mange måder, så smukt i Pokhara!

Vi skabte glæde på børneafdelingen

Vi skabte glæde på børneafdelingen

Vi besluttede, at vi i dag ville medbringe noget af det sygeplejeudstyr vi havde med hjemmefra samt en masse legetøj til børnene.

Sygeplejerskerne virkede i første omgang lidt forundrede over, at vi gav dem sprit, masker og handsker, men de fandt hurtigt ud af, at vi rent faktisk mente, at de måtte få det.
Den ene håndsprit blev ret hurtigt placeret på bordet der bliver brugt til stuegang. De var alle noget forundrede over, hvor “stærk” en sprit vi havde med, og de duftede alle flere gange undrende til deres hænder. Den ene flaske med sprit vi har set, dufter meget parfumeret, og vi er lidt i tvivl om, hvor effektiv den egentlig er.
Lægen fik under stuegang pludselig øje på flasken og ville prøve, og blev helt chokeret over den sprittede lugt og måtte afbryde undersøgelsen af patienten, for at undersøge spritflasken. Det siger lidt om deres forhold til hygiejne, men også til deres forhold til patienterne. Håndsprit er bare lidt mere interessant…

Vi havde hjemmefra købt en del sæbebobler og lidt legetøj. Derudover har min mor også doneret en del legetøj hun havde fået foræret, men som hun ikke kunne bruge. Det skabte virkelig glæde! Vi fyldte vores lommer med bobler, bolde, bamser og balloner, og gik herefter ud til børnene. Jeg har aldrig set børn blive så glade for så lidt! De fleste er virkeligt syge, har intet legetøj med sig og er placeret i en vakkelvorn seng sammen med 5 andre børn og deres forældre.
Da vi startede med at puste sæbebobler stimlede de alle sammen omkring os, og inden længe havde vi fået et smil frem hos selv den mest generte dreng. De elskede ballonerne og løb frem og tilbage på gangene.
Vi gav på et tidspunkt en ballon til en lille pige, og hendes far var så taknemmelig, at han på gebrokkent engelsk fik os fortalt, at han var så glad for, at vi kom så langt væk fra, og kunne sprede glæde på afdelingen. Mange er børnene er bange for de mange mennesker i hvide kitler. Han ville endda have et billede af os sammen med hans datter, hvilket han selvfølgelig fik.
For os har det været en minimal udgift på denne rejse at købe legetøj, men det var en fantastisk oplevelse at se, at børnene bare var glade, og fik lov at være legende, glade børn et stykke tid.

Sygeplejerskerne kiggede lidt underligt på os i starten, da vi gik rundt og legede med børnene. Dog gik der ikke længe, før afdelingssygeplejersken kom og bad om vores hjælp, da der skulle lægges venflon (nål i hånden til væske og medicin) på en lille dreng som var meget ked af det. Hun havde set, hvor fascinerede børnene var af sæbeboblerne, og bad om vores hjælp til at distrahere ham. Samtidig kunne vi se, at vores medbragte handsker allerede var taget i brug – sygeplejerskerne brugte dem ved anlæggelse af venflon!
Simone havde taget en lille bamse med ind til drengen, og senere kaldte hans mor os hen til dem, hvor hun viste, hvor glad drengen var blevet for bamsen.
Vi havde også en lille malebog med, som vi gav til nogle af de størrere piger der var indlagt. Den ene gav sig til at male i den med det samme, og var et stort smil hver gang hun mødte os efterfølgende.

Selvom det stadig er noget op ad bakke at få hjælp fra sygeplejerskerne, og at vi synes, at vi ofte er lidt i vejen, er det virkelig oplevelser som disse der gør, at vi alligevel er glade og optimistiske når vi går hjem. I morgen har vi sidste dag på børneafdelingen. På mandag starter vi på neonatalafdelingen, hvilket vi håber på, bliver lærerigt og spændende.
Vi har i hvert fald lært, at glæde ikke behøver at koste mange penge, og at sprog til tider er ret ligegyldig når man er sammen om at lege.

  • Min fine tallerkenrkke glder mig til at benet bliver godt
  • S gr jeg fra p 3 dejlige dages juleferie! Det
  • S er der lavet juledekorationer  juledekoration winteriscoming christmas christmasdecor
  • Mariska og jeg ordner lige boks mens vi troelige venter
  • Tidlig start i dag Hjemme kl 1030 fra stalden hvor
  • Elsker nr efterrsvejret arter sig og man kan ride afsted
  • Sknt at sidde ude i shorts om aftenen og kigge
  • Ferie ferie FERIE! Slap nu af du har friii og