Ikke farvel men på gensyn

Ikke farvel men på gensyn

I dag var vores sidste dag i Narusawa, og dermed også vores sidste dag med de fantastiske værter, mamma-san og pappa-san. Det var virkelig hårdt at sige farvel, både til stedet, området, omgivelserne, og ikke mindst dem. Det er altid nogle ganske særlige dage man får, når man bor hos mamma-san og pappa-san i deres hytte (Stack point lodge). Hytten ligger i fantastisk natur, og er indrettet efter klassisk japansk indretning – dvs. man sover på futoner på tatamimåtter, og der er fine papir skydedøre mv. Det er en oplevelse i sig selv. Desuden strækker mamma-san og pappa-san utrolig meget, for at give hver enkelt gæst en fantastisk ferie.

Faktisk havde jeg haft en ret forfærdelig nat, natten til i dag, og havde egentlig været noget bekymret for hvordan det skulle gå når vi skulle rejse videre i dag. I går eftermiddags begyndte jeg at føle mig sløj – forkølelses symptomer, hovedpine, og ubehag i hele kroppen. Omkring kl. 20:00 var jeg fuldstændig nedlagt med feber, der bare steg og steg. Jeg var på et tidspunkt så dårlig at jeg troede jeg så edderkopper op af væggene, og at væggene blev helt bløde, og bøjelige. Jeg drak selvfølgelig massere af væske, og i løbet af natten fik jeg det heldigvis meget bedre. Jeg ved ikke lige hvad der havde været efter mig, men her til morgen var jeg meget bedre tilpas, trods fortsat lidt sløj.

Heldigvis kunne vi sove længe. Jeg var allerede gået i seng i går omkring kl. 17:00 fordi jeg var så ringe tilpas, og vågnede først sådan rigtig omkring kl. 8:00-8:30. Vi havde egentlig bare regnet med lige at skulle pakke sammen, tage et bad, og så afsted til togstationen, men mamma-san og pappa-san havde andre planer. Straks de så at vi var vågnede kaldte de os til morgenmad, trods vi ikke havde købt noget morgenmad. Vi havde aftenen før fortalt dem at havregryn var meget normal morgenmad for os i Danmark, og derfor havde de lavet en skål med müsli/cornflakes til os til morgenmad, så vi kunne få noget der mindede om dansk morgenmad. Selvfølgelig er én ting i Japan ikke nok til et måltid, og derfor fik vi da også serveret lidt lækkert frisk frugt.

Det var virkelig en sød gestus af vores dejlige værter – og hvis det ikke skulle være nok, så havde de også en gave til os. De havde købt to sæber, som var håndlavet i området (duftede dejligt af mynte/lime), og keramik figurer der ligeledes var håndlavede. Det var simpelthen sådan nogle dejlige gaver! Vi havde også købt en fin æske chokolade til dem. Da vi gav dem gaven, skyndte Mamma-san at vise Rene ned til bordet hvor der stod to kopper med motivet af Fuji-san, og pegede og fortalte at dem havde Sarah og jeg givet dem for 3 år siden. Rigtig nok havde vi givet dem kopperne efter vi havde besteget Mt. Fuji, og det ser ud til at de har stået fremme lige siden. Må indrømme at det også var lidt rørende at de kunne huske at Sarah og jeg havde givet dem kopperne. (På billedet nedenfor, kan man ænse kopperne som er hvide med henholdsvis rødt og blåt motiv. De står på en opsats venstre side af billedet).

Mamma-san og pappa-san havde også arrangeret en lille sidste sight-seeing tur for os. Vi fik smidt baggagen ud i bilen (ja – for de ville også køre os til stationen!), og afsted kørte vi. Vi kom på et tidspunkt til en vej, hvor der var et nodeikon i siden af vejen, og pludselig spillede vejen en melodi mens man kørte over den!! Musikken kom af rillerne i vejen, kombineret med dækkene der kørte over dem. Det var ret vildt! Vi lavede en uvending, og den anden vej tilbage var der en anden melodi!

Efter vores lille visit til de musikalske veje, kørte vi ind forbi Mount Fuji Heritage museum. Vi kiggede lidt rundt, og fik også taget nogle sjove billeder med gammeldags pilgrimsuniformer på!

Efterfølgende blev vi kørt til stationen og måtte tage en tårefyldt afsked med Mamma-san og Pappa-san. De ventede med at køre til de var sikre på at vi havde fået billetter til vores tog, og kunne komme godt afsted. De har sågar sendt os en sød besked her til aften, hvor de ønsker os videre god tur, og håber at vi er kommet godt frem til Asakusa (i Tokyo).

Afsted måtte vi, og intet mindre end et tog dækket i Fuji motiver kunne gøre det! Turen til Shinjuku i Tokyo gik nemt, og varede ikke mere end knap 1 time og 45 minutter, og med kun ét enkelt togskifte under vejs.

Vi er nu checket ind på et hostel i Asakusa. Det er et tidligere love hotel, men bliver i dag også brugt at familier. Det er et kæmpe værelse, med eget toilet og bad, men noget nedslidt, og i nogle rædselsfulde farver. Det er luksus i forhold til at være i Tokyo, men det kan slet ikke sammenlignes med charmen i det sted vi kommer fra.

Aftenen har vi brugt i Asakusa, med at kigge butikker og templer, bruge for mange penge i arkaden (uden at vinde en skid), og spise luksus burger til aftensmad. Nu ligger vi bare og slapper af på vores hostelværelse, og begynder at glæde os til at komme videre til Okinawa. Lige nu er der dog en Tyfon ved at passere i nærheden af Okinawa, og en anden på vej – vi krydser fingre for at ingen af dem spolerer vores tur til øen (og at ingen selvfølgelig kommer noget til!).

Med 180 km/t!

Med 180 km/t!

Når vi nu alligevel er i området, kan vi jo ligeså godt besøge Fuji-Q Highland, Japans vildeste forlystelsespark! I vores sædvanlige “hurtig” butik, købte vi 7-elevens bedste caffe latte og müslibar kl. 7.30 om morgenen, før den ca. halve times bustur ind til Fuji-Q Highland. Papa-san fra vores hostel har selvfølgelig sørget for rabatkupon til indgangsbilletter og forklaret os, hvordan man tager den lokale bus derhen og hjem igen (10/10 værtsskab!).

Selvom vi ankommer ved åbningstid er der allerede en del mennesker. Vi får hurtigt en billet og går mod første rutsjebane “Eejanaika”. Ca. 40 min ventetid og vi er igennem.

Info om “Eejanaika”: 76 meter høj, 126 km/t, 360 graders baglæns/forlæns spin (14 gange undervejs) og twists og loops samtidigt.

Det skal siges at en del af starten foregår så også baglæns! Hvis ikke jeg var blevet helt vågen endnu, så blev jeg det godt nok der! Vildeste rustjebane jeg nogensinde har prøvet! Jeg blev undervejs på turen bekymret, om mine indre organer kunne holde til g-kraften, for kroppen blev virkelig presset til det yderste. Og selvom Fårup Sommerland i Danmark nu er meget sjov og hyggelig, så kommer det nok fremover til at være en lidt fesen fornemmelse efter at have prøvet Eejanaika.

Næste forlystelse: “Takabisha”. Ventetid noget længere, nok ca. halvanden time. Jeg ved ikke om det er fordi Eejanaika, som vi prøvede før var den vildeste, men det var som om, at den er her ikke nåede helt op på niveau med den. Men sjov var den, for den har over 1 km loops og twists! Og den lodrette langsomme tur 180 grader op før 121 graders frit fald, er også værd at nævne.

Info om “Takabisha”: 121 graders frit fald (43 meter høj). Tidligere verdens stejleste rutsjebane (2016).

Den sidste forlystelse blev også en rutsjebane (vi var kommet for at prøve forlystelser med fart i!). Rutsjebanen hedder “Do-dodonpa”. Undervejs i køen begyndte det at regne, og når det gør det, er der risiko for at rutsjebanen lukker pga. sikkerheden. Det gjorde den heldigvis ikke og vi kom på.

Info om “Do-dodonpa”: Max hastighed 180 km/t. Tidligere verdens hurtigste rutsjebane og er stadig verdens hurtigst accelererende.

Max hastigheden på 180 km/t siger det hele. Det går HURTIGT! Og selvom vi stod i kø i, hold nu fast(!), OVER 2,5 time, så vil jeg næsten sige, at det var ventetiden værd. Japanerne er i øvrigt verdensmestre i at stå i kø. Ingen sure miner (heller ikke børn) og lidt gøglershow af en mand og kvinde ved den lange kø, hjælper da også lidt på ventetiden.

Det støvregnede kun, men alligevel blev nogle af forlystelserne lukket. Klokken er blevet 15 og vores sidste bus går hjem omkring kl. 17. Den sidste kø-tid taget i betragtning, så vælger vi at tage bussen hjemad. Seks timer i en forlystelsespark og tre rutsjebaner nået. Det er åbenbart hvad man kan nå i en populær forlystelsespark som Fuji-Q Highland. Parken består af mange andre typer af forlystelser såsom horror house, 3D rutsjebane, vandrutsjebane mm. De mange timer i kø var dog ventetiden værd.

Fra hjemsøgte skove, til betagende udsigter

Fra hjemsøgte skove, til betagende udsigter

Vi havde besluttet at få morgenmad hos Mamma-san og pappa-san i dag. Da jeg var her for 3 år siden så jeg det morgenmad de serverede – det var dengang traditionelt japansk morgenmad. Jeg tror det var morgenmad som de fleste japanere ville finde overdådig; men vi bestilte det aldrig – for helt ærligt så har jeg det lidt stramt med fisk og suppe til morgenmad. Vi var derfor lidt nervøse over hvad der ventede os her til morgen… Der ventede os morgenmad. MEGET morgenmad. Men det var ikke traditionel japansk morgenmad (Der var godt nok en kålsuppe), det var noget vestligt inspireret. Der var intet mindre end en salat, pastasalat, omelet, pølser, toastbrød, suppe, og så en portion yoghurt med is i, til dessert. Sidste nævnte lyder måske mærkeligt, men det hele var virkelig lækkert. Vi blev i hvert fald mere end mætte.

Efter vores solide morgenmad, fulgte mamma-san og pappa-san os op til busstoppestedet hvorfra der køre nogle busruter rundt i lokalområdets seværdigheder. Vi købte et 2 dages pass (man kan kun købe til 2 dage, eller billetter til hver enkelt tur), og hold da op hvor har vi set meget – både fra bussens vinduer, og de steder vi stod af.

Vi startede med at se Fugaku Fuketsu (Wind cave), som er en grotte dannet af lava fra Mount Fuji. Man kan mærke hvordan vinden suser op grotten, når man står ved dens indgang. Besøget i grotten gik relativt hurtigt, men det var meget spændende. Grotten blev i 60’erne brugt som naturlig fryser til at opbevarer frø i, og æg fra silkeorme. I dag har grotten ikke en funktion, men er ‘blot’ en turistattraktion.

Fra Fugaku Fuketsu krydsede vi igennem Aokigahara (The sea of trees), for at nå over til endnu en grotte; Narusawa Hyoketsu (Ice cave).  Denne grotte var lidt større – og med det mener jeg længere, bestemt ikke med mere plads. Flere steder måtte man nærmest kravle for at komme igennem grotten. Godt hverken Rene eller jeg er ret høje! Vi er vidst begge på højde med den gennemsnits japanske mand. I grotten var der en sø, skabt af undergrundsvand, men søen var frosset, og tøede aldrig op. Det var ret flot.

Efter vi havde set isgrotten gik vi tilbage igennem Aokigahara skoven, for at tage en anden bus videre. Faktisk syntes jeg turen frem og tilbage imellem grotterne (ca. 20 minutter hver vej) var noget af det bedste. Skoven er simpelthen helt fantastisk smuk, med store lavasten der stikker op af jorden, og skovbunden der krænger sig i alle mulige retninger pga. lavaens vej igennem landskabet. Trods det hele på et eller andet tidspunkt må have været gold jord, pga. den varme lava, er skoven i dag frodig, og fantastisk smuk!

Aokigahara skoven er egentlig meget kendt i vesten, men under et andet navn; ‘Suicide forrest’. Det siges at være en hjemsøgt skov, og at mange kommer her for at begå selvmord. Jeg tror dog at det er i et område af den enorme skov, som er betydeligt længere væk fra turistattraktioner end hvor vi var. Der var i hvert fald intet suspekt omkring der hvor vi gik. Skoven har en specielt stemning, det er sandt – men det var primært fordi der var faktisk ikke var noget dyreliv at høre eller se i det område vi gik i. Jeg skal ikke kunne sige om skoven er hjemsøgt (hvis man tror på den slags), eller noget i den retning, men vi oplevede kun skønhed og ro da vi gik igennem den.

Vi tog bussen videre til Saiko Lyashi-no-sato Nenba. Vi tog egentlig herhen fordi pappa-san havde anbefalet udsigten til Fuji-san herfra, men vi blev egentlig overrasket over hvor meget mere stedet havde at byde på. Før i tiden lå der en lille landsby på 41 indbyggere ved navn Nenba. Byen blev desværre udslettet af et mudderskred efter en Tyfon, og i dag står der i stedet genopbygget nogle huse/bygninger i samme stil som dengang byen stadig var. Husene er bygget i klassisk japansk stil, og har stråtage.

Historien om byen Nenba, er trist, og der står i byen et hus opført med det formål at figurerer som museum, hvori man kan se billeder fra før, og efter katastrofen. Desværre var alt der stod skrevet på museet på japansk, hvorfor det var begrænset hvor meget vi fik ud af de dybereliggende historier og fortællinger omkring byen.

Saiko Lyashi-no-sato Nenba, har dog meget mere at byde på end en sørgelig fortælling fra det virkelig liv. Byen er fyldt med små hyggelige butikker, der sælger alt muligt forskelligt (jeg købte da også et par keramik ting!), workshops hvor man kan lære at skrive kaligrafi, lave origami hatte (Rene lavede en fin lille hat), og det bedste af det hele – fantastisk flot udsigt til Mount Fuji. Udsigten over stråtagene, ud på Fuji-san er simpelthen betagende.

Vi tog endnu engang bussen videre. Denne tur var noget længere end de øvrige busture, og vi passerede både Lake Saiko, og Lake Kawaguchiko på vejen. Vores destination var Kawaguchiko Natural living center – både fordi der her skulle være smukke blomster, og igen fordi der skulle være en fantastisk udsigt udover Lake Kawaguchiko og mt. Fuji. Det må siges at begge dele var sandt. Der var virkelig en skøn have, og en skøn udsigt.

Vi spiste en lille eftermiddagssnack i blandt alle blomsterne, mens vi sad og betragtede Mt. Fuji, og hvordan skyerne langsomt tog til, og faktisk til sidst fik bjerget til fuldkommen at forsvinde. Efter at have gået en tur i haven, og fået nok af at kigge på Fuji-san (okay, det kan man aldrig få nok af! Men da bjerget ikke længere var at se, så!), begav vi os videre til Kawaguchiko station. Det var efterhånden ved at være eftermiddag, og der var ikke rigtig flere busafgange i de retninger vi gerne ville, så vi besluttede os for at gå 1,5 km hen til et shoppingcenter, for at kigge på lidt lokale butikker.

Shoppingcenteret var egentlig ikke noget vildt, men vi købte lidt mad fra en nærliggende 7Eleven (Det er heeeelt anderledes mad man kan købe i 7Eleven i Japan end i Danmark – det er rent faktisk rigtig mad! og så varmer de det endda for en), og satte os op i et område man gerne måtte sidde og spise og drikke og  – ups! Endnu engang havde vi et godt kig til Mt. Fuji (dog ikke med vilje denne gang!)

Vi blev hentet af pappa-san omkring kl. 19:00, hvorefter vi sad til kl. 21:30 med de andre beboer og spillede lidt kort, drak kaffe, og blommevin (som virkelig smager godt!). Nu nærmer klokken sig 23:30, og vi er ved at være sengeklar! I morgen står den på adrenalinsus i forlystelsesparken Fuji-Q!