| Jeg er sgu' en udtørret småkage |
| 2 Comments || Skrevet Wednesday 18 Aug 2010 17:57 af MicroCut |
|
Lige pt. syntes jeg det meste er hårdt. Lige nu kan jeg sidde og stirrer ud af vinduet, og se hvordan sommeren allerede er gået os forbi. Grå, tunge skyer hænger dovent i horisonten, og truer med at kaste endnu et regnskyl ned over os. Her ude på landet blæser det også. På mange måder kunne dette gråvejr nok have meget hyggeligt. Hvis man var samlet om en kop tea, eller sådan noget - men jeg er inde i et par dårlige dage, så intet for mig virker lige nu hyggeligt. Når jeg sidder alene i stilheden og stirrer ud på det gråvejr, som om nogle måneder forvandler sig til endnu mere gråvejr, føler jeg mig kun vemodig, og har en fornemmelse af meningsløshed dybt i maven. Jeg kan bedst lide at være mit glade jeg, som i dag er her min. 90% af tiden, men jeg kan ikke styre mit humør når jeg ikke føler jeg har nogen til at hjælpe mig op af det hul jeg har gravet mig ned i, og ikke selv har styrken til det. Jeg er ikke i tvivl om at alting er bedre om et par dage. Sådan er det altid, men derfor er det deprimerende at fornemme hvordan ens liv langsomt vælter ned af en nedadgående spiral. Jeg er på ingen måde deprimeret. Det er en længervarende nedtrykt sindstilstand, som jeg selv har haft på nært hold nogle år tilbage. Det jeg føler er snarer helt almindelig udmattelse, og kortvarig nedtrykthed. … Jeg glæder mig til at min mor kommer hjem (er ude ved dem)… Jeg kan mærke at jeg trænger til selvskab. En til at hjælpe mig med at få et ægte smil på læberne. Et smil der kan lette de tunge skyer i mit hovede bare en smule. Jeg snakkede lidt i telefon med Nicki for lidt siden. Jeg følte for en stund at alt var godt… Men folk der kender mig, ved at jeg nemt ødelægger mit eget humør når jeg er i en periode som denne… Og det formåede jeg så også at gøre denne gang. Jeg kan sagtens distancerer mig fra egen tilstand, og vurderer hvad der ville være den nødvendige løsning på mit problem - i dette tilfælde at fokuserer på det positive frem for det negative - men når det kommer til selve denne handling; må jeg opgive. Jeg formår simpelthen ikke at lytte til mine egne råd. Er det ikke tragisk? Hehe ^_^" Hvis jeg var en småkage… Så var jeg sådan en fedtfattig en, som er helt og addeles udtømt for alt hvad der hedder fedtstof, til et holde krummerne sammen... Hvis jeg var en småkage... Så var jeg en tør én ;D
|
Kategorierne: Mit Liv, Lallet, uforstående, Trist, Blandede følelser |
. |
|---|
| Will truth set me free? |
| 2 Comments || Skrevet Friday 13 Aug 2010 13:18 af MicroCut |
|
Jeg er måske en smule i mit vemodige hjørne i dag. Måske er det bare det tænksomme. Uanset hvad, funderer jeg en del i dag. Mine tanker kredser umiddelbart omkring kærlighed, venskabe, og viderer til de direkte modsætninger; isolation, og ensomhed. Det lyder allerede deprimerende. Sådan skal det ikke opfattes. Min blog er trods alt mit frirum. Mange gange burde jeg måske optræde anonymt - og det ønsker jeg nogengange at jeg havde gjort. Jeg siger ofte at jeg ikke vil censureres, men det føler jeg dog alligevel af og til jeg bliver nødt til. Jeg bliver nødt til at ligge bånd på mig selv, fordi folk jeg kender IRL der læser med på siden ikke skal misforstå eller blive stødt over noget jeg skriver. Men trods den begrænsede censur, er bloggen her som sagt mit frirum. Her vil jeg have plads til at skrive den ene ligegyldige tankestrøm ned efter den anden. Men igen... For ikke at på nogen måde fortvivle nogen vil jeg gøre det klart at dette blogindlæg ikke skal opfattes som noget dyberer end en ligegyldig fundering - for det er hvad det er. En tanke der skal gives afløb for. Det er gået op for mig at jeg af og til er et meget isoleret og ensomt menneske. Jeg har ikke mange venner, for jeg har sjældent energien til at vedligeholde et sådant venskab. I dag er man nødt til at være i kontakt 24/7 for at være rigtige venner, og det er noget jeg ganske enkelt ikke magter. Selvfølgelig er jeg ikke helt alene i verden, og jeg har da også nogle venner... Men jeg er sjældent sammen med nogen. I dag er en af de dage hvor jeg kan mærke ensomheden snige sig ind i marv og ben. En dag hvor man kan se op i mod himlen, se skyerne drive forbi, og tænke at det hele er utroligt meningsløst. Denne følelse bliver ofte forstærket af den pessimistiske holdning jeg i forvejen har til uddannelse, relationer, og i det hele tiden fremtiden. Jeg ved godt at jeg reelt ikke ER ensom, og der ingen grund er for mig til at føle tilværelsen er en meningsløs zone af tidsfordriv, men af og til rammer følelsen mig. Den ensomhed og isolation jeg føler er 100% selvforskyld. Jeg har haft alle muligheder for at have en kæmpe vennekreds i dag, men min egen dovenskab, angst for at tabe ansigt og ikke mindst mistillid til andre mennesker har spændt ben for mig. Jeg har i dag ikke nogen venner eller veninder jeg føler at jeg kan ringe til hvis jeg er i nød. Ej heller føler jeg at jeg har nogle venner eller veninder jeg kan blotte min følelser for, og græde ud på deres skuldre. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen venner jeg stoler på, men fordi jeg ikke føler jeg fortjener deres sympati og hensyn - Jeg viser jo ikke selv dem nogen af de to ting. Jeg har distanceret mig fra det man kalder fællesskabet, og kun af og til kan jeg sidde og fortryde det, for er jeg endelig en del af en gruppe føler jeg aldrig at jeg passer ind. Jeg er ikke deprimeret, og disse følelser er langt fra noget jeg føler dag ud og dag ind, men alligevel syntes jeg ikke at det er noget jeg selv bør lade mig gå forbi. Følelsen kan være et preg om at det er på tide at jeg ændre livsstil, og måde at begærde mig blandt andre menneskser på. Det betyder måske bare at jeg skal prøve at blive en del af min klasse når jeg starter på University college d. 1 september, i stedet for at distancerer mig fra den, for at holde fast i hvem jeg tror jeg er. Et vip med en vognstang. Jeg er så priviligeret at jeg næsten altid får nye chancer. Måske er det på tide at jeg griber den? Jeg ville være kommet ind på noget omkring kærlighed... Men det vil jeg ikke alligevel i denne omgang. Jeg skrev det overstående da jeg stadig sad i Hjørring. Siden da er jeg blevet rystet godt igennem og er kommet med toget hjem til Aalborg. Jeg går mig en tur, og senere tager jeg måske over til min bror... Lige nu har jeg bare lyst til at gå en tur og lytte til musik.
|
Kategorierne: Mit Liv, Emomode, uforstående, Trist, Blandede følelser |
. |
|---|
| Jeg kan lige så godt få der overstået |
| 2 Comments || Skrevet Tuesday 15 Jun 2010 08:04 af MicroCut |
|
Jeg kan lige så godt få skrevet min blog nu. Jeg ved at hvis jeg dumper min psykologieksamen (hvilket jeg faktisk er ret sikker på denne gang - Uden pis!) er jeg nok alt for emo til at jeg gider skrive blog. Resultatet kommer selvfølgelig ind onsdag eller torsdag i stedet for. Men hvis jeg dumper vil jeg fokuserer min energi på at blive glad, inden jeg skal på arbejde, end at tude snot over jeg fik en dårlig karakter - og det kommer jeg til, hvis jeg skal sidde og uddybe i min blog, hvor ydmygende det helt sikkert var at sidde derinde, og føle at man intet havde at sige. Men uanset hvad har jeg tænkt mig at gøre mit bedste! I såfald er der intet i vejen med at jeg fejler. Det vigtigste er i den dybeste ende ikke at få super karakter, men at føle jeg gjorde mit bedste. Desuden ved jeg at folk omkring mig er stolte af mig alligevel og at de elsker mig... Men jeg må indrømme at jeg på en eller anden måde føler mig en smule presset over at skulle til en eksamen jeg ikke føler jeg kan klare godt, da jeg på en eller anden måde føler at folk har nogle store forventninger til mig, over de karakter jeg allerede har fået... Og desuden plejer folk at syntes at jeg er godt til psykologi, og det tror jeg også generelt at jeg er er - ihvertfald udemærket. Men jeg har trukket et emne vi ikke har haft om (må vi jo så have haft, selv om det hverken står i kompendiet eller noget, og de andre fra mit hold heller ikke mener vi har haft om det) og altså dermed et emne jeg ingen viden har om. Jeg har valgt at tage det fra en gruppemæssig vinkel. Så må jeg se ^_^ Ved ikke om det er dét de vil have. De andre der har trukket, har fået 'afvide' i opgaven hvilken psykologiskretning de skal beskæftige sig med... Min hedder bare 'Mødet mellem kulture'. Udfra bilagene vil jeg ikke mene at det passer udelukkende til kulturpsykologi, så jeg har faktisk fokuseret mere på socialpsykologi, med grupper (somsagt), fordomme osv... Føler bare mit hovede er tomt lige nu X_x ... Jeg skal op klokken 10:30, og er derfor færdig klokken 11:00. Syntes det er en eksamenstid der er til at overskue. Jeg må bare blive ved med at ævle alt hvad jeg kan hele den halve time! ... Bagefter skal jeg lige brænde mit mediefagsprojekt over på en dvd mere, så alle fra gruppen har den, og så skal jeg ellers hjem og græde en smule. Ringe rundt for at blive trøstet, og derefter cykle på arbejde. Måske lige tage en lur før, for jeg er godt nok smadret ^^" Haha! ... Og når jeg så kommer hjem fra arbejde skal jeg bare SOVE! og stå tidligt op næste dag, for at forberede mig til mediefagseksamen på torsdag. Halleluja. Så er der i det mindste kun mundtlig engelsk tilbage efter det! HUJA! Den eneste optur der er ved at det nok ikke går så godt i dag, er at Nicki også skal til eksamen i dag, og at han har rigtig godt styr på sit stof... Og at vi i går blev enige om at den der fik den bedste karakter (Som jo så nok bliver min herlige kæreste), skal give is torsdag/fredag, alt efter hvornår det nu er at vi skal være sammen! Mums! Glæder mig til at få den is ;D ... Uden selv at skulle betale muhahah! Det var nok lige en snu aftale jeg lige fik lavet mig der ^__^ ... og forstå det nu ikke som om jeg vil dumpe med vilje (slet ikke XD mahaha), ej så afhængig og glad er jeg altså heller ikke for is! Kunne overvejes på en varm sommerdag... Men så længe vejret er som det er nu, er det ikke værd at dumpe for at få en is XD hahahaha!
|
Kategorierne: Mit Liv, Skole, uforstående, Trist, Blandede følelser, Ligeglad |
. |
|---|
Content Management Powered by CuteNews
