Gallery

Partyuartig – Men forbudt for pigerne?

Dagen efter brylluppet, stod den på festligheder… For drengene. Vi piger, var nemlig ikke inviteret med.

Vi var dog alle inviteret med til grillhygge, dagen efter brylluppet, hos brudeparret, hvor der også var tid til at observere dem åbne de gaver, som de havde fået dagen før. Når et bryllup slutter før kl. 23:00 (som amerikanske bryllupper åbenbart typisk gør), ja så er der altså ikke meget tid til den slags under festen.

img_0659

Efter grillhyggen havde mændene bestemt sig for, at skulle i byen. Som sagt uden pigerne. Det efterlod mig, og to andre “vedhæng” til groomsmændene (Maja, og Jane) uden planer for aftenen. Velvidende om, at vi skulle op kl. lidt i 6:00 næste morgen, for at køre imod bjergene, var vi piger fornuftige nok til, at tage en stille aften, med restaurantbesøg, og et par enkelte drinks. Jeg var chauffør, så for mit vedkommende, var der ingen drinks.

img_0660

Både vi, og drengene startede dog ud, på en bar, som samtidig var en arcadehal. Der var mange spil, at spille, hvilket var ret fedt! Jeg blev total smadret af Maja i airhockey, men i det mindste var jeg total awesome til skydespillene!

Vi piger havde en hyggelig aften, og misundte ikke drengene, selvom det også lød til, at drengene havde haft en rigtig god aften. Rene var først hjemme kl. 00:30, hvilket ‘tvang’ mig til, at være chauffør det første stykke tid næste morgen, og jeg desuden tvivlede meget stærkt på at vi kunne køre fra vores airbnb inden kl: 6:00. Jeg fik ret i min antagelse, men for, at være fair, stod Rene op kl: 06:00 næste morgen, og der var ingen klager i løbet af dagen, over tømmermænd eller træthed. Så må man altså gerne blive ude, selvom man skal tidligt op.

Gallery

So this is The States?

Langt om længe har jeg fået tid til at skrive et blogindlæg. Først og fremmest, vil jeg sige, at Line og jeg jo selvfølgelig nåede sikkert hjem fra Nepal. Vi var trætte, men glade for, at stå på dansk jord igen. Vores familier kom for, at tage imod os, hvilket var rigtig skønt.

hjemnepalhjemnepal2

Jeg havde som sagt under 24 timer, inden næste afrejse, så turen gik ret hurtigt, fra lufthavnen, og hjem i lejligheden. Det var så dejligt at komme hjem til en lejlighed der lige var gjort rent, og hvor vasketøjskurven var tømt – ja, og så ventede der også lige en omgang brunch! Jeg er i sandheden virkelig forkælet. Det var også guld værd, at alle disse ting var sørget for, da jeg jo egentlig havde ganske travlt. Jeg skulle nå at vaske tøj, pakke om, og farve mit hår (det skulle jo være pænt, og frisket op, inden brylluppet!).

img_5890Næste dag (afrejse dagen til USA), vågnede jeg op, og havde det mildest talt rigtig dårligt. Vi burde ligesom have set tegnene fra dagen før; aka. jeg sagde nej tak til is (!!!). Men afsted kom vi.

Der blev taget pæn afsked med os i lufthavnen, af svigerfamilien, og så gik turen ellers imod Amsterdam hvor vi skulle mellemlande inden New York.

Kort før første flyvtur kastede jeg op, og sådan fortsatte det ellers resten af vejen til New York, med opkastninger ca. hver halve time. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden Rene, som simpelthen passede så godt på mig, og sørgede for, at jeg havde det så godt, som man nu kan, mens man er ret så syg.

Heldigvis havde jeg det bedre da vi nåede til New York, og var da også begyndt, at kunne spise igen, så i mens vi ventede på vores fly til Raleigh-Durham, i North Carolina, fik vi da lige vores første burger (den var rigtig god! Men holy Moly hvor er vi træt af junkfood nu!).

img_5897

Vi var i JFK lufthavn, i god tid inden vi skulle rejse videre, da vi havde fået fortalt, at det var en lufthavn med tryk på, og man derfor kunne risikere at vente meget længe for at komme ind i landet. Det var dog ikke tilfældet for os; eller… Det gik måske lidt hurtigere for mig, end det gjorde for Rene, for Rene blev både spurgt om han havde bragt mad med i sin bagage (med håndtegn, for mad og det hele, i tilfælde af at han ikke forstod engelsk), hans pas blev tjekket et par ekstra gange ved paskontrollen, han skulle igennem et ekstra sikkerhedstjek (scannes) ved security, alt i mens, jeg gik direkte igennem det hele.

Desværre viste det sig, at vores fly videre var forsinket med 1.5 time… Hvilket betød relativ lang ventetid, i forhold til hvad vi lige havde regnet med. Det gjorde ikke noget, men vi var udmattede. Jeg blev ved med at falde i søvn, mens vi ventede på flyet, så Rene var virkelig endnu engang, den der holdte skansen, og passede på vores ting.

Vi sov under hele flyvturen til Raleigh, hvilket nok var meget godt, da vi følte, at vi havde lidt af en mission foran os, med at finde hen til Hertz, få fat i vores lånebil, og så ellers tilbagelægge den 20 min lange kørsel til det AirBnB vi havde bestilt. Det viste sig dog at være ganske nemt, at komme til Hertz, da der gik en “privat” bus direkte derhen. At få fat i bilen, en Chrysler 200, var egentlig ganske let, og ret hurtigt, var Rene (ja; han var bare dagens helt!), bag rattet.

img_0625

Vi havde lidt et hyr, med at finde ud af indstillingerne for sædet, og en god portion nervøsitet, over nu at skulle begive os ud i den amerikanske trafik. Af sted kom vi dog, og Rene klarede det uden flossede nerver. Desuden var det en ganske god første køretur, for klokken var lidt i 23:00, og vejene derfor relativt tomme (billedet er taget dagen efter).

Da vi nåede frem til vores hus i Cary, havde vi ikke rigtig tid til at nyde, hvor fint det egentlig var, for vi var så trætte, og vi smed os derfor direkte op i seng. Det var dejligt at vores første møde med AirBnB, lod til at være så problemfrit. (nedenstående billede, er huset vi boede i. Det er taget dagen efter ankomst – og nej… Vi aner ikke hvorfor søren der holder en ambulance ude foran, det gjorde der bare engang i mellem.).

img_0644

… Blogindlæg om de øvrige dage kommer i løbet af de næste par dage. Rene har endda lovet, at han også vil komme bag tasterne, og skrive et par indlæg, om vores tur hernede.

Gallery

Tingene bliver altid lidt bedre

Endnu et par dage på neonatal afdelingen, er nået til ende. Vi har haft rigtig mange op og nedture siden vi er kommet til Nepal, og har haft vores møde med deres sundhedsvæsen. Generelt er vi faktisk blevet mødt med utrolig meget “modstand”, trods vi har forsøgt at være ydmyge og åbne for ny læring. Det har været som om, at sygeplejerskerne har følt sig lidt truet over vores tilstedeværelse. Patienterne og deres pårørende har modsat været meget glade for vores tilstedeværelse, og har flere gange givet udtryk for dette.

I dag var en god dag på neonatal afdelingen. Holdet af sygeplejersker der har været på arbejde har virket langt mere kompetente, og flere har udstrålet større vilje til rent faktisk, at lave noget. Der er stadig dem der sidder og piller tæer, og spiller spil på deres mobiler. Det er dog ikke dem det skal handle om i dag, for helt ærligt, så syntes jeg allerede de har fået mere omtale end de fortjener. I stedet vil jeg glæde mig over de dygtige sygeplejersker som findes her i Nepal. Vi var så heldige at møde en af dem på neonatal afdelingen. En sød, nænsom, lavmælt kvinde, med åbenlys kærlighed for børnene – uanset hvem kiggede.


Heldigvis er der flere som hende; vi har erfaret at det ofte er (delvist) grundet bestemte ledere at gruppementaliteten bliver slap, for når de fleste sygeplejersker er på tomandshånd med børnene, viser de langt større omsorg.

Vi har fået et råt og uforsødet indblik i sygehusvæsnet i et land som Nepal, og trods det af og til er hårdt, fortryder vi ikke, at vi tog afsted. Vi ser også mange succeser, og møder søde, kompetente mennesker, med masser af næstekærlighed… Og så får vi givet en masse kærlighed og omsorg til en masse skønne babyer! 


Vi sluttede dagen af med ros fra nogle af sygeplejerskerne på afdelingen, og vi fik også mulighed for, at give et par skulderklap til alle dem, der virkelig gør det godt. Tænk alt det man kan opnå, uden de samme ressourcer, som vi har derhjemme. Hatten af for det!