Browsed by
Billeder

Turen går til…

Turen går til…

Jeg lovede at skrive et indlæg omkring Renes og mine, rejseplaner. Jeg kan med stor iver og spænding fortælle at den, om noget spontane, tur går til Japan! Jeg glæder mig som et lille barn, og kan slet ikke forstå at vi rent faktisk har bestilt billetterne. Jeg kom hjem fra arbejde en søndag morgen, og Rene kyssede mig på panden og spurgte, “skal vi ikke rejse til Japan?”. Jeg var paf, lykkelig og spændt!

Det bliver Renes første gang i Japan. Min den anden. Jeg var i Japan i år 2015, sammen med min barndomsveninde Sarah. Det var en drøm der gik i opfyldelse dengang. Jeg har altid vidst at jeg ville til Japan, men det har hele mit liv føltes som en uopnåelig drøm. Jeg har altid fået fortalt at Japan var et dyrt land at rejse i, at ingen snakkede engelsk (delvist korrekt), og at Japanerne var et indelukket folkefærd man ikke kunne komme nær, trods deres ekstreme høflighed. Alt sammen noget jeg fandt i en eller anden grad usandt under min rejse i Japan i 2015. Det er korrekt at Japan er dyrere end så mange andre asiatiske lande at rejse i – men det var altså muligt for Sarah og jeg at leve relativt billigt i Japan da vi var der. Det kræver selvfølgelig at man indstiller sig på at bo på nogle billige hostels meget af tiden.

Det var korrekt at Japanernes færdigheder i engelsk nok ikke kan måle sig med så mange europæiske landes færdigheder, men vi stødte stort set kun på folk der var villige til at forsøge deres bedste, for at komme til at kommunikerer med os. Faktisk var sprog barrieren ikke enormt problem, for man kommer længere end hvad man tror med nonverbalkommunikation.

At Japanerne skulle være et utilnærmeligt indelukket folkefærd er en lodret løgn. Vi mødte ikke andet end søde, imødekommende Japanere, som hellere end gerne delte egen kultur med os, eller forsøgte at lære mere om vores danske rødder. Jeg var meget overvældet og imponeret over den gæstfrihed vi stødte på.

Vi har ikke planlagt så meget endnu. Da Sarah og jeg tog til Japan havde vi også kun bestilt billeter tur/retur og det første hostel vi skulle bo på. Vi vidste at vi undervejs ville bestige Mt. Fujii, men ellers tog vi det hele som det kom. Jeg tror bliver på nogenlunde samme måde, at Rene og jeg klarer vores rejse. Selvfølgelig kigger vi lidt på herhjemmefra hvad der kunne være interessant at opleve.

Vi er ret sikre på at vi vil bruge et par dage i Tokyo. Normalt er jeg ikke til storbyferier, men min oplevelse af Tokyo var fantastisk. Jeg var virkelig vild med at være der – selvom det alligevel nok ikke var højdepunktet ved min rejse til Japan. Jeg tænker også at det er et must see for Rene, nu hvor han ikke har været i Japan før. Tokyo er virkelig meget unik. Det er som om byen har en elektrisk puls, som jeg aldrig nogen andre steder har oplevet før. Velorganiseret kaos.

Desuden har vi snakket om at Rejse til Kyoto. Jeg har aldrig været i Kyoto, og Rene og jeg vil begge meget gerne se bambusskov, og shrines, som der virkelig er massevis af i Kyoto. Vi begge kunne godt tænke os at se indgangen til Fushimi Inari-taisha. Dette er et shinto tempel som er kendt for de mange porte som leder op til det (som kan ses på billedet ovenover). Desuden har jeg hørt at Kyoto generelt har utrolig mange seværdigheder, og at det ikke er for ingenting at byen kaldes Japans kulturelle hovedstad.

Vi har også snakket om, om vi skulle tage til en af Okinawaøerne og opleve lidt strand og krystalblåt hav. Sarah og jeg var både på hovedøen Okinawa, og på en af de mest sydlige øer Ishigaki . Vi har dog ikke helt besluttet om det er det vi gør, og i såfald hvilken ø vi vælger.

Uanset hvad vi ender med at gøre, og i hvilken retning rejsen ender med at føre os, så glæder jeg mig helt ustyrligt til endnu et eventyr i Japan. Det bliver underligt ikke at have Sarah med, nu hvor mine oplevelser her, eller har været med hende, men jeg glæder mig også helt vildt til at dele nye og spændende oplevelser med Rene her. Jeg glæder mig til at vise ham alt det jeg har snakket så meget om i de år vi har været kærester, og forhåbentlig mere til. Vi kommer kun til at være afsted i knap 3 uger denne omgang, og kommer derfor ikke til at kunne nå så vidt omkring som Sarah og jeg gjorde på vores lidt over en måned, men så kan vi jo gemme lidt oplevelser til næste gang ikke?

Opskrift: Protein kammerjunker

Opskrift: Protein kammerjunker

Da jeg delte min opskrift på den lækreste protein koldskål, skrev jeg, at når jeg havde knækket koden til at lave nogle lækre protein kammerjunker, ja så ville jeg dele den herinde. Nu er det sket. Jeg har eksperimenteret lidt. Jeg ville gerne lave en opskrift med et lavt indhold af kulhydrater, et højt indhold af protein, og et modereret indhold af fedt.

De første protein kammerjunker jeg lavede, havde udelukkende mandelmel i sig. De blev ret fede (selvfølgelig sundt fedt – men stadig), og endte også ud med at blive meget bløde. Denne opskrift syntes jeg er langt mere balanceret, selvom den indeholder en smule flere kulhydrater grundet brugen af havregryn. De er stadig ikke lige så sprøde som kammerjunkerne vi kender fra supermarkedet, men let sprøde er de, og smagen passer skønt til koldskål.

Protein kammerjunker

Print Friendly, PDF & Email

Sværhedsgrad

let

Kategori

Dessert


Mit svar på en low carb, high fat/protein, kammerjunk. Lækker fyld til sommerens koldskåle. En portion indeholder samlet 441 kcal, bestående af 38,2g protein, 16,8g kulhydrat, 24,2g fedt.

Antal personer

2 personer

Forberedelsestid

Tilberedningstid

Total tid

10 Minutter 45 Minutter 55 Minutter

Ingredienser

  • 60g Æggehvider
  • 15g Hermesetas sukkererstatning (crunchy like sugar)
  • 40g Mandler
  • 15g Havregryn
  • 30g Whey100 proteinpulver med vaniljesmag

Fremgangsmåde

  1. Tænd for ovnen på 125 grader alm. luft.
  2. Pisk æggehviderne helt stive. Tilføj Hermesetas sukkererstatning lidt ad gangen. Sørg for at sukkererstatningen er pisket helt ud i æggehviderne.
  3. Læg evt. mandlerne i blød natten over så de kan smuttes – dette trin er ikke nødvendigt, da det stort set kun har betydning for kammerjunkernes farve.
  4. Hæld de hele mandler, havregryn, og proteinpulver op i en blender. Blend alt sammen til det har en melagtig konsistens.
  5. Vend melblandingen i æggehviderne.
  6. Med en teske placeres små klatter af “dejen” på en bagplade. Pres evt. klatterne lidt flade med en teske. Der bliver ca. 25-30 kammerjunker af opskriften.
  7. Bag kammerjunkerne i ovnen i 45 minutter. Tag dem ud, og lade dem køle helt af, på en rist inden de serveres i koldskålen.
Fremskridt, og sort uheld

Fremskridt, og sort uheld

Der har heldigvis været flere opture i dag, end nedture, og derfor starter jeg med dem. Altså opturene. Jeg har nemlig for første gang siden jeg kom til skade med benet, været ude og ride tur alene! Det er ikke en lang tur. Den er på under 1 km, og tager omkring 15 minutter (hvis ikke lidt mindre) at ride. Jeg har redet den 2 gange før, sammen med Laura. Når jeg kommer tilbage er mit ben altid helt smadret, og jeg kan ikke mere den pågældende dag, men det er det hele værd!

I dag red jeg som sagt turen alene. Det gør det hele en smule mere komplekst. Til dem der ikke ved så meget om heste, så er det primært benene man rider hestene med – selvfølgelig har man tøjlen (den man har i hænderne), men det er egentlig ben og vægtfordeling du får hesten styret rundt med. Når jeg rider tur med andre, følger Lady tilpas meget med de andre heste, til at jeg kun skal give meget få signaler. Når man rider tur alene, kan der kræves en del mere guidning, fordi hesten ikke har en anden at følge efter.

Heldigvis har jeg haft Lady i så mange år, at vi efterhånden har synkroniseret vores hjerner når vi er sammen. Selvfølgelig er det ikke tilfældet, men sådan kan det næsten føles af og til. Vi forstår hinandens mindste signaler. Det var derfor heller ikke noget problem at ride på tur alene i dag. Jeg kunne endda sætte mig i ‘damesadel’ stort set hele turen, så jeg helt kunne undgå at bruge det dårlige ben. Det var stadig hårdt da man i nogen grad stadig spænder lidt i benet, for at holde balance osv. men det kunne have været meget værre.

Jeg var ret smadret i benet da jeg kom tilbage, og jeg tænkte ‘nu er jeg da i hvert fald ikke mere værd i dag’. Heldigvis havde jeg lavet en aftale med Rene om at han skulle samle mig op i stalden når han var færdig med at ride, så jeg ikke selv skulle køre hjem, eller gå ned til bussen.

Da jeg kom hjem tænkte jeg dog alligevel at jeg nok godt kunne gå en lille tur ned, og handle de småting vi nu engang manglede. Vejret var så dejligt, og jeg ville egentlig gerne gå turen sammen med Rene. Jeg tænkte – ‘hvad kan gå galt? Jeg går jo bare lige så stille?’. Det gik også fint… Jeg gik lige så stille – og ja, hvis du ikke allerede har fornemmet det, så nærmer vi os nu dagens nedtur – men kom til at snuble ved en kantsten (ja! Jeg er umulig. Formentlig det mest klodsede menneske her på jorden), og kom til at trampe mit dårlige ben hårdt ned i fortovet. Jeg faldt ikke eller noget, men alene det at jeg fik trådt hårdt ned i jorden, gjorde at der slog et lyn op igennem mit ben – og ja… Nu forgår resten af aftenen altså på sofaen, med benet opad.

Det er længe siden at jeg har haft SÅ ondt i benet, og jeg håber at god aftens hvile kan sætte skik på det igen, inden arbejde i morgen. Jeg orker simpelthen ikke et tilbageslag, nu hvor det endelig går fremad.