Browsed by
Billeder

Noget fra mit hjem som jeg elsker #3

Noget fra mit hjem som jeg elsker #3

Det er blevet tid til at dele noget fra mit hjem igen, som jeg elsker. Igen er det noget jeg samler på (…Jeg har ikke samlermani, selvom man efterhånden skulle tro det. Alt mit samleri er med måde). Denne gang er det mine spisepinde.

Alle der har fulgt min blog i noget tid, ved at jeg er fuldkommen pjattet med Japan – og det har jeg faktisk været så langt tilbage jeg husker. Det er nok på baggrund af denne fascination at jeg begyndte at samle på spisepinde. Mange er blevet smidt ud igen igennem tidernes løb når de er blevet for slidte, men jeg har stadig nogle fine nogle i gemmerne – og endda nogen jeg nærmest ikke nænner at bruge. Her tænker jeg selvfølge på mine helt fantastiske smukke spisepinde som jeg købte på Miyajima, med smukke geishaer på.

Pindene er stadig i æsken. De er meget turistet, og ikke særlig autentiske, men jeg er glad for dem alligevel. De bringer et dejligt minde med sig, og så syntes jeg simpelthen de er så flotte. På et tidspunkt bliver de jo nok taget i brug ligesom alle de andre, men for nu, får de lov til at forblive lidt i æsken. Måske når jeg har været i Japan engang igen, og købt en ny pakke spisepinde, bliver det geisha pindene som bliver taget i brug?

Men det hele startede jo ikke i Japan. Jeg har stadig mine første spisepinde. Et par rædselsfulde, nærmest firkantede spisepinde, i hård plastic, fra en kinesisk restaurant i Tyskland. Dengang syntes jeg, at de var fine, og sjove, at forsøge at spise med. Der er ikke noget at sige til, at det var svært at lære at spise med pinde, når det var den her type man lagde ud med.

Jeg har dog ikke kunne nænne at smide dem ud. Der er mange minder i dem, og de står da også i krukken med de andre spisepinde.

Der er en del andre pinde at vælge imellem når der bliver serveret sushi herhjemme – det kan være at nogen af dem bliver vist frem en anden god gang. Jeg har lidt flere pinde fra Japan (importeret af min søde venindes mor), og ellers en del af den billige slags fra Tiger, og hvor de ellers dukker op af og til.

Læs også; Noget fra mit hjem jeg elsker #2

En weekend med kærestehygge

En weekend med kærestehygge

I denne weekend har Rene og jeg forsøgt at prioriterer hinanden lidt. Det er lidt svært at gøre i en hverdag hvor jeg arbejder mange nattevagter, og vi derfor er vågne/hjemme på nogle forskellige tidspunkter. Desuden har det været meget begrænset hvad jeg har kunne lave med mit ben – men i takt med at det er blevet bedre, kan jeg også nemmere sidde mere op i løbet af dagen, mv.

I går besluttede Rene sig for, at forsøge at lave Sushi til os. Jeg hjalp også lidt (og ja det var mig der lavede risene, og var skyld i at de blev nærmere grød end sushiris), men for det meste sad jeg bare ude i køkkenet og hvilede benet, og kiggede med mens Rene knoklede.

Vi lavede udelukkende makirolls, men de var meget forskellige. De allesammen indeholdt enten laks, eller tempurarejser, og så havde de lidt forskellige grøntsager deri, som varierede fra rulle til rulle. Min farvorit var klart, tempurareje, avocado, forårsløg, sesamfrø, og mango. Nom, nom, de var altså bare gode.

Det er første gang Rene og jeg har lavet sushi, så vi var ret godt tilfredse med resultatet. Risene skulle være knap så grødet, og der kunne også godt gøres lidt ved finessen, og rulningen – men smagen var der og rullerne kunne fint skæres ud til mundrette sushistykker, og det er jo trods alt det vigtigste, så kan alt det andet komme med øvelsen.

Vigtigst af alt, så havde vi en rigtig hyggeligt aften, og vi hyggede både med at planlægge hvad der skulle i hver rulle, lave dem, og ikke mindst at spise dem.

 

Jeg savner mine heste

Jeg savner mine heste

Jeg er da med i stalden når “jeg” har staldvagt, men for det meste blander jeg bare foder, eller ser til mens Rene ordner opgaverne i stalden. Det er hårdt, ikke selv at kunne deltage i staldarbejdet, og endnu mere hårdt at jeg ikke kan træne med mine heste. Alene at skulle bevæge mig ned på folden, og ikke mindst ridebanen er en udfordring der næsten bliver mig for meget, grundet den ujævne jord. Jeg håber det bliver bedre nu hvor vejret efterhånden arter sig lidt mere, og jorden heller ikke er frossen længere.


Jeg gik i dag min første spadsertur i byen. Det er noget andet at gå på ujævn underlag (knækkede fliser osv), end det er at gå på fx. arbejdet. Jeg bliver hurtigere træt i benet, og den sviende brændende fornemmelse, som altid kommer inden de stærke smerter sætter ind, kommer også hurtigere. Desuden tror jeg også, at det har meget at sige, at jeg faktisk er nået min grænse for hvor meget benet kan holde til, når jeg arbejder de 37 timer om ugen, og der derfor ikke rigtig er plads til hverken gåture, eller træning med mine heste. Jeg tror det kan være svært at sætte sig ind i, men jeg føler mig virkelig begrænset i mit liv, og selvom jeg er glad for, at det er begyndt at gå stille og rolig fremad, så er jeg stadig ked af alle de ting jeg stadig ikke kan – og de ting som jeg måske aldrig kommer til igen.

Jeg håber snart at jeg kan begynde at lave lidt mere med mine heste igen. Det er svært at se på, hvordan de muskler de plejer at have, bare syner mere og mere hen, og at de pludselig ikke længere ligner heste der er i jævnlig træning. Selv Lady ligner efterhånden en foldbums.

Man har vel lov at håbe på at jeg snart begynder at kunne køre bil igen, så jeg i det mindste kan køre ud og bruge en dag i stalden hos dem, de dage jeg har fri. Jeg savner at bruge en helt forårsdag derude på, alt og ingenting. Bare at sidde på folden, og betragte hestene græsse (og Largo der formentlig hele tiden vil komme hen og se hvad søren jeg laver dér midt på marken, som han plejer). Jeg tillader mig i hvert fald og håbe.