Dagens spørgsmål i september challengen; “Var du i kontrol over din dag i dag?”… Var jeg i kontrol i dag? Ehm, vil du lige være sød at spørge mig om dét igen? Nej! Jeg har på ingen måde været i kontrol i dag… Faktisk har jeg været alt andet. Det startede ellers så fint og flot. Jeg havde sovet lidt bedre i de sene nattetimer end de sidste par dage (dermed ikke sagt det blev til meget mere end et par timers søvn, højest). Jeg kom op til tiden. Næsten. 10 minutter senere end planlagt – men ikke noget der ødelagde mine morgenplaner. Jeg fik lavet morgenmad, og spist det i ro og mag med Rene. Kom i tøjet. Overtøjet. Skoene. Klar til at komme ud af døren. Hvor er mine nøgler?
HVOR. ER. MINE. NØGLER?! Jeg søgte højt og lavt. I tasker. I skabe. I jakker. I bukser. I vaksetøjskurven. Sågar i skraldespanden (ad!). Ingen steder var den at finde. Pist væk var den… Og så kom sveden på panden! Jeg vidste jeg havde lukket mig ind i lejligheden i går efter skole, og ikke brugt den siden. Jeg havde været så uendelig træt i går, og frygtede jeg måske i min døs kunne have ladet nøglen sidde i døren, da jeg gik ind, og låste den bag mig. Noget jeg engang er kommet til at gøre før, uden de store konsekvenser. Den eneste grund til tanken pludselig skræmte mig, var at den i såfald ikke længere var der, og med den chikane jeg har været udsat for (Læs ‘Når ens dømmekraft er helt ved siden af‘ for mere information herom), af en person jeg har haft lukket ind i mit liv, i baghovedet. Havde han været forbi og tage den? Kunne han nu komme ind i min lejlighed hvornår det skulle være?!
Ro på. Jeg måtte lige trække vejret et par gange, og tænke rationelt. Selvfølgelig havde jeg ikke glemt nøglen i døren, for der er jo ingen der ville have taget den. Den måtte være et sted i lejligheden. Det var den da også. Lige dér på køkkenbordet lå den så fint, og åbenlys at anskue…
Med jakken halvt på, usnørrede snørrebånd, og med nøglerne dinglende ud af munden på mig (i mangel på friehænder), stormede jeg mod bussen (som var forsinket!). Vred lidt om på den dårlige ankel, og fik derfor påført mig selv store smerter fra den igen. MEN jeg nåede bussen, og kom kun 1-2 minutter for sent!
