|
Da han kom hjem, lå hun stadig på sofaen. Hendes hud var stadig lige bleg, og hendes øjne lige udtryksløse og tomme. Hun var stadig syg. Sådan rigtig syg var hun ikke – Det var blot noget hun bildte sig ind. Det gjorde hun altid i de perioder hun mistede lysten til livet og tabte al mening i sin tilværelse. Perioder var måske så meget sagt, da det stort set var sådan hun havde det altid de sidste par år.
Han lod sine fingre stryge ned af hendes kind. Hun fjernede ikke de mørke øjne fra retningen af tv'et som sendte det samme dødsyge afsnit af Friends, som de havde sendt dagen forinden. Hendes læber var sprækkede og tørre, og sorte render var rundt om hendes øjne. Det genrede ham ikke at hun var utiltrækkende, som hun lå der ganske livløs på sofaen med sit filtrede mørke hår, de havde alligevel næsten aldrig sex mere. Før hun blev syg for alvor var hun ellers mere lege syg end en ung killing. Men som den gode kæreste han efterhånden havde været i flere år, kunne han sagtens leve med disse forandringer. Hvad han ikke fik hjemme, fik han blot ude i stedet. Han var en tiltrækkende ung mand, og han vidste udmærket hvilken type piger han skulle imponerer for at få et hurtigt knald. De helt unge. Dem som stadig så op til ham. Han var ikke et dumt svin, han ville som sådan ikke udnytte deres ungdommelige naivitet, men han kunne jo ikke indlede et forhold når han havde en kæreste der hjemme.
Maden han lavede spiste de altid foran tv'et inde i stuen. Aften efter aften sad hun i det samme udslidte, og efterhånden ildelugtende nattøj. Hun gik kun i bad hvis han sørgede for hun gjorde det, eller hvis hun en sjælden gang havde et smil på læberne i et par timer. Af og til brød hun sammen under aftensmaden og undskyldte over hvilken forfærdelig kæreste hun var, og hvor talentløs hun var. I starten havde det været svært at se hende græde, men nu var det efterhånden sværrer at se hende smile. Han trøstede hende altid, og efter aftensmaden puttede han hende altid i seng. Hver aften erklærede hun, at i morgen skulle hun nok være meget bedre og gladere. Hver aften sagde han, at selvfølgelig ville hun det, men gejsten og troen var efterhånden forsvundet fra hans stemme når han sagde det til hende, inden han kyssede hende på panden, og hun lukkede øjene i.
Sjældne gange tog de i byen når gamle fælles bekendte inviterede dem. En magisk forvandling skete ved disse sjældne lejligheder. Hun lyste op i et smil der aldrig kunne ses større, og lige meget hvilken forsamling man ankom til, var hun altid den smukkeste. Hun var langt mere bedårende end selv hvis en engel fik lov til at betræde jordens overflade. Det var som om sygdommen, de tomme øjne, og de mørke render forsvandt som dug fra solen i disse få timer. Ingen anede nogensinde uråd. Hun kunne fortælle om en spændene hverdag som enten aldrig havde fundet sted, eller i hvert fald havde fundet sted for mange år siden. Men folk er ligeglade med om der er nogen sandhed i hvad der bliver dem fortalt, så længe de ikke ved at det hele er pure opspind. Så længe hvad de hører er hvad de kan lide, og så længe det er interessant, er det ganske underordnet om det er en sandhed eller løgn.
Ved slutningen af disse sjældne aftner, havde de sex. Hendes skede var altid tør, selv når hun var fuld. Men det var sygdommen, det havde hun selv fortalt ham engang. Han pressede sig ind, og betragtede altid hvorledes hendes ellers så kønne ansigt fortrak sig i små vrid af smerte. Han pumpede løs i hende. Han vidste han aldrig skulle lade denne sjældne mulighed lade sig gå forbi. Hun kunne også godt holde ud i de par minutter det tog ham. Undervejs lukkede hun ofte øjnene i, og forsøgte at falde i søvn. Det generede ham ikke.
Faktisk kunne hun ikke gøre noget der generede ham. Han elskede hende. Hun var det perfekte eje. Han var altid sikker på at hun ville være ham tro, hun bevægede sig jo ikke uden for en dør til dagligt. Han var en gud. Han vidste at den smule eksistens der var tilbage af hende, afhang hundrede procent af ham. Han havde magten til at kontrollerer liv eller død. Forlod han hende, ville hun ophører med at eksisterer. For en stund ville hun komme på alles læber, men der ville ikke gå længe før hun var slettet fra alles erindring.
|