I det mindste er det nu 2 skridt frem, og 1 tilbage, og ikke omvendt, som jeg ellers følte det var i en lang periode. Jeg må indrømme at det kræver al min tålmodighed, at forlige mig med, at trods større og større fremgang med hvad mit ben tillader mig at kunne, så er der også stadig af og til tilbagegang. Ofte kommer tilbagegangen efter flere hårde vagter i streg på mit arbejde, men af og til skyldes det også bare at jeg har rejst mig forkert fra sofaen, eller trådt lidt for hårdt ned da jeg tog et skridt. Hver dag er en balancegang – en balancegang i mellem at lave for meget, og gå komplet i stå.
I dag er en af de dage, hvor jeg kan mærke at jeg de forgående dage har overbelastet mit ben i en eller anden udstrækning. Jeg har ligget henslængt på sofaen hele dagen, og kommer formentlig også til dette, helt indtil jeg skal møde på arbejde i eftermiddag. Det er den 3 ud af 4 aftenvagter. Jeg har endnu ikke klaret 4 aftenvagter i streg – og uden at sætte mit helbred på spil (selvfølgelig!) – har jeg sat det som mål, at jeg vil klare alle 4 vagter i denne omgang.
Det kan lyde som om jeg presser mig selv unødig meget, men det vil jeg ikke sige jeg gør. Jeg er nødt til at begynde at presse mig selv, i hvert fald bare en smule mere. Indtil videre har jeg været utrolig afhængig af Renes hjælp (og er det stadig i store udstrækninger!), herunder blandt andet ved at han køre mig til og fra arbejde så jeg kan spare skridtene, og kan tillade mig at tage stærk smertestillende uden at bekymre mig om at jeg så ikke må køre hjem. Problemet er bare det at Rene har et arbejde der kræver at han af og til rejser en smule, og i næste uge skal han så arbejde på Sjælland, hvilket betyder jeg selv må finde på arbejde.
Jeg bor ikke ret langt væk fra mit arbejde, og normalt ville jeg bare gå (og det kan jeg så også blive nødsaget til at forsøge mig med i denne omgang). Skulle jeg tage med offentlig transport krævede det at jeg gik den samme afstand bare for at komme ned til en bus der kørte derhen, så det er heller ikke en mulighed. Jeg er derfor nødt til at få mærket efter hvor meget jeg kan presse mig selv, og stadig fungerer på mit arbejde, uden at være nødsaget til at melde mig syg.
Jeg har et håb og en tro på at det hele nok skal gå op i en højere enhed, og jeg i morgen kan meget mere end jeg kunne i dag, og det i overmorgen ser endnu lysere ud.
