Jeg savner ham stadig

Sorgen efter, at have mistet en man havde kær, er en underlig størrelse. Ofte “kommer man videre”, som man siger, men jeg tror aldrig man heler komplet over det tab man har lidt. Det er dybt traume, som sætter sine spor, og trods afsavnet til personen måske bliver mere udholdeligt, forsvinder det aldrig helt. Det er i hvert fald sådan jeg har det, efter tabet af min morfar.

Det er 18 år siden jeg mistede min morfar. Det betyder jeg kun var 7 år da jeg mistede ham. Alligevel havde han en så stor betydning for mig, at jeg ofte stadig kan tænke på ham med et enormt afsavn. Nogen gange kan jeg tage mig selv i, at blive ked af det over, at jeg kan blive helt i tvivl om, om jeg nu husker rigtigt, når det kommer til hvordan han var, og hvordan han så ud. Andre gange er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg husker ham klart og tydeligt.

Hvad jeg husker bedst, er, at han, i min optik, var en meget kærlig og anerkendende person. Jeg var aldrig i tvivl om, at han elskede mig meget højt. Jeg husker også tydeligt, hvordan han faktisk var et vigtigt led i opbyggelsen af en sund og stærk selvtillid, hos mig; Jeg hadet fx. mit krøllede hår, så inderligt, men min morfar sagde altid, at det var flot, og at jeg en dag ville blive glad for det. Han havde evigt ret. Jeg er i dag meget glad for mit krøllede hår, og jeg er glad for, at han hjalp mig på vej, imod accepten af den jeg er, og accepten af hvordan jeg ser ud.

Som barn, så jeg ingen fejl hos min morfar. Som voksen ved jeg selvfølgelig bedre. Vi alle begår fejl. Alligevel tror jeg aldrig at min morfar mister sin helteagtige status, hos mig. Han var min helt, og mit helt store forbillede da jeg var barn. Jeg ville ønske han kunne have set mig vokse op – også selvom jeg så måtte have set min morfar med andre, og mere modne øjne, på et tidspunkt. Jeg er dog taknemlig for, at jeg fik lov til at have ham, i mit liv, i den tid jeg nu havde. Jeg føler mig samtidig meget taknemlig over, at jeg ellers har sunde og raske bedsteforældre, som jeg elsker, og som elsker mig – der er desværre mange, som slet ikke er så heldige.