Min første sygedag efter raskmelding

I dag havde jeg mit første rigtige ‘nederlag’, siden jeg ellers er blevet “raskmeldt”. Jeg har været tilbage på arbejde siden d. 25 februar, så altså lidt over en måned nu. Min chef har været rigtig god til at hjælpe mig med at få en vagtplan, jeg kan holde til, og derfor har jeg faktisk også kunne klare et gennemsnit på 37 timer om ugen, siden jeg kom tilbage, uden én eneste sygedag. Jeg har indtil videre bedst kunne holde til nattevagterne, men er langsomt begyndt at have aftenvagter, og nu senest dagvagter. Desværre måtte jeg i dag, for første gang siden jeg er kommet tilbage på arbejdet, melde mig syg. Jeg har simpelthen haft så ondt siden mine to første dagvagter mandag, og tirsdag i denne uge.

Efter at have ligget på langs hele eftermiddagen i går, og næsten ikke kunne holde til at sidde op (hvilket jeg efterhånden ellers er begyndt at kunne uden problemer, når bare mit lår ikke hæver så voldsomt op, som det gjorde i går), og ikke mindst blev holdt vågen af smerter, erkendte jeg kl. 04:00 i nat, at jeg simpelthen ikke kunne byde hverken mig selv, eller mine kollegaer at møde op på arbejde i dag. Jeg var rigtig ked af det, da jeg var nødt til at ringe til nattevagten og melde mig syg, for nu har jeg det sidste stykke tid, stort set kun følt fremgang lidt efter lidt. Jeg havde rigtig dårlig samvittighed over, at måtte melde mig syg, da jeg ved hvor meget den ekstra person i bemandingen betyder for mine kollegaer – men samtidig vidste jeg også godt, at når jeg ikke engang kan holde ud til at sidde op, ja så ville jeg alligevel ikke være til nogen hjælp på jobbet. Nok nærmere i vejen.

Jeg elsker at passe på andre, og bruger faktisk meget af min energi i hverdagen på at tænke på, hvordan jeg kan gøre livet så rart og behageligt for dem omkring mig som muligt. Jeg høre tit ordene “du skal være bedre til at passe på dig selv”, hvilket jeg også syntes jeg er blevet – såfremt det ikke går udover andre. Min sygemelding går udover andre, og derfor er det så forbandet svært for mig, at erkende, at jeg er nødt til at passe på det pokkers ben! Jeg ved jo godt når bare jeg tænker mig om, at én dags sygemelding for at komme til hekterne igen, er bedre end at jeg ender med 1 måneds sygemelding igen, bare fordi jeg ikke passede godt nok på mig selv.

Min næste vagt er også en dagvagt – men den ligger først på fredag, så hvis benet ikke arter sig i løbet af i dag, så har jeg i det mindste også i morgen til at give det ro, inden jeg igen forhåbentlig skal tilbage på arbejde.